Europabevægelsen i København og Frederiksberg og Europabevægelsen i Københavns Omegn var onsdag den 08. 11. 2017 inviteret til at besøge Dansk Røde Kors i deres nyetablerede ”Frivillighuset” på Blegdamsvej i København, hvor vi blev modtaget af Anne-Kristine Moody Jakobsen og Julie Anna Eskesen.

Julie, der er en af Røde Kors’ mange frivillige, gav os en en overordentlig fin præsentation af ”Krigens Regler”, som er populærbetegnelsen for ”Den humanitære Folkeret” (IHL, International Humanitarian Law). Vi lærte om de vigtige Genevekonventioner, som går helt tilbage til 1864, der som bekendt er et historisk år for Danmark.

Genevekonventionerne er gennem tiden blevet videreudviklet, og i 1949 efter 2. verdenskrig blev de nuværende konventioner vedtaget. Konventionerne er suppleret med tillægsprotokoller.

Formålet er at beskytte civilbefolkningerne mod krigens virkninger, og de sætter vigtige grænser for, hvem og hvad der må angribes i militære konflikter. Der skal også skelnes mellem internationale konflikter og interne konflikter. Reglerne for, hvornår en stat må påbegynde krigshandlinger i selvforsvar er også meget vigtige og desværre aktuelle.

Krigens regler fastsætter særlige beskyttelsesforskrifter for tre persongrupper: krigsfanger, journalister samt flygtninge, fordrevne og statsløse.

Det vil føre for vidt her at komme ind på alle detaljerne; men svaret på spørgsmålet i overskriften er: JA – i høj grad..

De interesserede deltagere havde mange spørgsmål, som blev besvaret særdeles kompetent af vore værtinder, Julie Anna og  Anne-Kristine både før og efter pausen, hvor vi nød en lækker sandwich med kaffe og te.

Stor tak til Julie Anna og Anne-Kristine og til Dansk Røde Kors.

Hvis du vil vide mere, så se på website: mitrødekors.dk

Skrevet af: Erik J. M. Pedersen, Europabevægelsen Københavns Omegn