I efteråret 2018 var vi rundt i hele landet med projektet ‘Styrket EU-debat’, et fælles projekt mellem Nyt Europa og Europa-Nævnet med det formål at styrke EU-debatten i alle dele af Danmark. Det var en stor succes, og derfor har vi været glade for at kunne gentage projektet her i foråret. I denne ombæring har vi koncentreret os om det fynske land og afholdt fem gode og spændende arrangementer. Det sjette og sidste arrangement bliver afholdt 10 dage før EU-valget, den 16. maj i Odense. Læs mere om dette længere nede på siden.

Styrket EU-debat 2019

I Bogense besøgte vi sammen med en række kandidater Nordfyns Højskole, hvor elever og borgere havde fornøjelsen af blandt andre spidskandidaten for Konservative, Pernille Weiss. Debatten kom vidt omkring, og vi snakkede om unges muligheder i EU, Brexit og virksomheders muligheder for vækst i det indre marked.

Styrket EU-debat 2019

Langeland fik også besøg af EU-debatkaravanen. Lokale borgere mødte i Rudkøbing op for at høre bl.a. kultur- og kirkeminister samt spidskandidat for Liberal Alliance Mette Bock diskutere EU og unionens betydningen for en region som Langeland. Vi fik lokal assistance fra borgmester Tonni Hansen, og snakken gik fra skat over klima til Brexit.

Styrket EU-debat 2019

På Idrætshøjskolen i Ollerup var elever og borgere mødt op for at høre otte kandidater til Europa-Parlamentet debattere EU. Klima, skat og især de unges muligheder for at arbejde og studere i EU var populære emner.

Som nævnt øverst i indlægget kommer Europabevægelsen den 16. maj til Odense for at afholde det sidste arrangement i ‘Styrket EU-debat’ projektet. Det bliver på Odense Bibliotek, hvor vi fra 16.30 til 18.00 indbyder til EU-debat. Vi medbringer et panel af friske og skarpe kandidater til EU-valget, og vi glæder os til at se dig. Så sæt kryds i kalenderen og hjælp os med at afslutte debatprojektet med et brag!

Du kan læse mere om projektet og bestille bogen Borgertanker her.

Projektet afholdes med tilskud fra Europa-Nævnet, og er et samarbejde mellem en række biblioteker og højskoler, Nyt Europa, Europabevægelsen og Europa-Nævnet. Projektets formål er at styrke EU-debatten i alle egne af landet.