
Hvordan reagerer EU i en krisetid – og hvad betyder det for dig og din fremtid?
I forbindelse med Danmarks EU-formandskab inviterer Europabevægelsen til en række interaktive workshops, hvor vi sætter fokus på forskellige temaområder inden for EU. Kom forbi og bliv klogere på alt fra desinformation, til klima og sikkerhedspolitik!
Europabevægelsen holder workshop om sikkerhed, klima og EU på Møns Folkemøde.
Krigen i Ukraine, cyberangreb og voksende spændinger ved Europas grænser har sat sikkerhedspolitik højt på dagsordenen. Men i dag handler sikkerhed ikke kun om militær og grænser – det handler også om energi, klima og samfundets modstandskraft. Hvad gør EU egentlig for at beskytte sine borgere, og hvordan spiller samarbejdet med NATO og den grønne omstilling ind? I denne workshop ser vi nærmere på Europas nye virkelighed og unges rolle i den.
Vi stiller skarpt på spørgsmål som:
Hvad er EU's rolle i sikkerheds- og forsvarspolitik – og hvordan adskiller den sig fra NATO’s?
Hvordan har krigen i Ukraine og klimaforandringer påvirket EU’s tilgang til sikkerhed?
Kan vi skabe fred og forhindre klima-katastrofer samtidig?
Hvad betyder det for unge, at EU øger forsvarsbudgettet og taler om fælles forsvar?
Hvilke rettigheder og pligter har unge i krisetid – fra værnepligt til cyberforsvar og klimaberedskab?
Gennem et interaktivt dilemmaspil eller et "stormøde", hvor deltagerne repræsenterer forskellige EU-lande, skal I tage stilling til fiktive, men realistiske krisescenarier – og finde fælles løsninger, der tager både sikkerhed og bæredygtighed i betragtning.
Tidspunkt: Fredag den 22. august 2025, kl. 12.00–12.45
Sted: Møns Folkemøde
Målgruppe: Unge, samfundsinteresserede, undervisere og alle med interesse for Europas sikkerhed og fremtid
Formålet er at give indsigt i EU’s sikkerheds- og klimapolitik og få unge til at reflektere over deres egne værdier, ansvar og rolle i et uforudsigeligt – og foranderligt – Europa.
Er du lærer eller underviser for en klasse i enten udskolingen eller på gymnasiet? Vi vil rigtig gerne skræddersy workshoppen til jeres elever! Send en mail til eb@europabevaegelsen.dk for at tilmelde jer en af vores tre workshops på Møns Folkemøde.
