Rikke Karlsson på Rebildhus

Dejlig stemning til et politisk møde på Rebildhus den 9. januar.

Et velbesøgt debatmøde med 53 tilmeldte, hvor Rikke Karlsson informerede om MELD og FELD fondenes betydning (og mangel på samme). Fulgt op af en kort info om tiden i DF.

Orientering om en måske vanskelig fremtid grundet Brexit og udfald af det kommende franske valg, hvor Marie Le Pen påregnes stor indflydelse.

Rikke Karlssons indlæg blev fulgt op af mange gode spørgsmål og svar.

Stine Bosse: Særaftalen om Europol svarer til at takke nej til skiferien og få lov til at se med i katalogerne

Særaftalen lever ikke op til de sikkerhedsmæssige og juridiske fordele, danskerne kunne have fået, hvis vi havde stemt ja sidste december.

Folket har talt. Den 3. december 2015 stemte et flertal af danskerne nej til at afskaffe retsforbeholdet. Derfor ryger vi ud af det fuldgyldige Europol-samarbejde til maj. Det gør vi også, selvom regeringen lige nu forhandler med EU om en særaftale. På trods af statsministerens ihærdige indsats er det ikke sikkert, at den når at blive forhandlet færdig inden den 1. maj, da det juridiske grundlag for aftalen bortfalder.

Særaftalen lever ikke op til de sikkerhedsmæssige og juridiske fordele, danskerne kunne have fået, hvis vi havde stemt ja sidste december.

Dansk Folkeparti og Enhedslisten forsøger ellers ihærdigt at sælge særaftalen som en sejr for Danmark. Men den er hverken en sejr for danskerne eller dansk politi.

Rigspolitiet har udtalt, at de forventer, at Europol-samarbejdet i nær fremtid udvikler sig på en måde, der stiller dansk politi betydeligt ringere end politimyndighederne i de lande, der er medlemmer af Europol.

Man forstår godt deres bekymring.

Ingen direkte adgang

I 2014 søgte dansk politi efter beviser og personbeskrivelser i Europols informationssystem (EIS) 72.000 gange. Det svarede til næsten 200 gange om dagen. Med den nye aftale har politiet ikke længere direkte adgang til denne database. Søgninger skal fremover foregå gennem udstationerede forbindelsesofficerer. Det koster dyrebar tid og ressourcer.

I den nye aftale mister dansk politi også deres adgang til en database over frontlinepersonale hos Europol.

Som fuldgyldigt medlem af Europol har Danmark indflydelse på de beslutninger, der bliver taget i Europol – fra Europols prioriteter til retningen for det kommende. Den medbestemmelse mister vi i den nye aftale. Vi får nemlig kun status som observatører. Så vi må sidde med ved bordet, men vi har ingen stemme.

Uden for Eurojust

Den nye aftale indebærer heller ikke en tilknytning til EU’s Passenger Name Record (PNR). PNR er et fælles EU-register, der indsamler flypassagerdata, som politiet bruger som redskab i kampen mod terrorisme og alvorlig grænseoverskridende kriminalitet.

Danmark står også uden for Eurojust i den nye aftale. Eurojust hjælper nationale myndigheder med at samarbejde om kriminalitet, der berører flere EU-lande. Det gør de blandt andet ved at koordinere efterforskning og retsforfølgelser. I efteråret koordinerede Eurojust blandt andet en aktion på tværs af 12 lande, hvor 18 mennesker blev arresteret i en sag om momssvindel for 320 mio. euro.

Manglende medlemskaber

Platformen European Counter Terrorism Centre (ECTC) skal øge medlemsstaternes informationsdelinger og operationelle koordinering i bekæmpelsen mod terrorisme i Europa. Den platform står Danmark også uden for i den nye aftale, og vi får altså ikke denne værdifulde vidensdeling på tværs af landegrænser.

Cyberkriminalitet er et stadig stigende problem for både borgere, virksomheder og regeringer i Europa. Men på det område er vi heller ikke beskyttet gennem Europol. Vi får nemlig intet medlemskab af Europols cyberkriminalitetscenter.

Med andre ord er der ingen grund til jubelscener på hverken højre- eller venstrefløjen over den aftale, regeringen er ved at forhandle hjem om Europol-samarbejdet. Vi kan ikke løse grænseoverskridende kriminalitet alene. Vi kan ikke lave regler for mennesker i andre lande, uden at det sker netop sammen med dem i et forpligtende fællesskab.

Flertallet sagde nej til Europol – flertallet sagde nej til det værdifulde internationale samarbejde, der beskytter borgerens sikkerhed og rettigheder. Det får nu alvorlige konsekvenser for os alle sammen.

 

Skrevet af landsformand, Stine Bosse. Bragt i Jyllands-Posten d. 28. december 2016

Årets boganmeldelser

Vi bringer her en liste over årets boganmeldelser:

 

Ser Du Månen Daniel? af Puk Damsgaard.

“Bogen beskriver de barske kendsgerninger i et ISIS-fængsel, men også fangernes mentale kamp for psykisk overlevelse. Den beskriver selvfølgelig også de pårørendes frygt for, hvad der vil ske og deres kamp for at få Daniel frigivet.”

 

Lentz – stasi-agenten, der blev fanget af fortiden af Mikael Busch.

“Bogen handler om Morten Jung, en succesfuld embedsmand i EU-kommissionen, der bliver fanget af fortiden, ved at oplysninger fra STASI’s arkiver viser, at han er identisk med STASI’s agent Lenz (højtysk for forår). Han kommer hjem fra Bruxelles for at fejre jul med familien i København i december 1999, men bliver arresteret og isolationsfængslet i 112 dage.”

 

Flugten til Europa – et essay om asyl og migration af Klaus Rothstein.

“Klaus Rothstein sætter i bogen fokus på hvordan vi – og medierne og politikere – bruger sproget til at tale om presset på vores grænser – og ikke mindst til at tale om andre mennesker. Samtidig med at han trækker spor gennem vores fortid og historie, drager paralleller og vender tingene på hovedet.”

 

Sovjetistan – en rejse gennem Turkmenistan, Kazakhstan, Tadsjikistan, Kirgisistan af Usbekistan af Erika Fatland. 

“Fatland beretter udførligt om de gamle riger på Silkevejen frem til at Rusland og Det Britiske Imperium begyndte at kæmpe om regionen, til kommunisttiden og i til i dag, hvor kampen står om de enorme olie- og gasforekomster.”

 

Europas Ambassade af Jens Christian Grøndahl.

“Bogen er et rejseessay, som sammenstykker enkelt personers betragtninger med forfatterens egne over de hændelser, som finder sted i Europa i øjeblikket. Hovedomdrejningspunktet er flygtningekrisen, og hvordan den påvirker vores forståelse af det at være borgere i Europa og Danmark.”

 

Verden er stadig ny af Rasmus Tantholdt.

“Rasmus Tantholdt giver os med bogen ”Verden er stadig ny” et glimrende – og ikke mindst personligt indblik i sit arbejde, når han tager os med på sin rejse fra krigene i Irak og Afghanistan til ebolaudbrud i Afrika og det arabiske forår i Libyen.”

 

Ensomhedens blindgyde – noter fra en vinterrejse på Cuba af Per Nyholm.

“Nyholm stiller sig i sin bog meget kritisk overfor det cubanske styre, som har forhandlet Cuba fra en af de førerende lande i den vestlige hemisfære. Denne kritik leverer han med skarpe og interessante fortællinger fra de episoder, han oplever, og de mennesker han møder, hvor Nyholm inddrager temaerne historie, magt, traditioner og politik.”

 

Vores Europa af Peter Laugesen & Elena Askløf.

“Bogen er opdelt i otte fortællinger fra det europæiske kontinent, hvor forfatterne møder alt fra unge sydeuropæere, som er hårdt ramt af den økonomisk krise over en lokalformand fra en højrenationalistisk ungdomsbevægelse i Polen til unge afrikanske mænd, som søger lykken i Europa.”

 

Magteliten af Abtib Grau Larsen & Christoph Ellersgaard.

“I bogen »Magteeliten« (2015) tager forfatterne udgangspunkt i, »hvordan 423 danskere styrer landet«.
Bogen er baseret på to ph.d.-afhandlinger af sociologerne Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard og skrevet i et letlæseligt og jordnært sprog. Igennem socioøkonomiske beskrivelser maler forfatterne et billede af den hvide, 53-årige finansmand, som styrer Danmark.”

 

EU – et overblik af Hjarn V. Zernichow Borberg.

“Hjarn Borberg leverer med sin bog ”EU – et overblik” en grundig præsentation af EU´s struktur, procedurer, de større politikområder og EU’s historie. Bogen er en glimrende bog for den der – for første gang – søger et overblik over EU. Bogen er dog samtidig, for dem, der mener, de har styr på EU’s meget komplicerede mekanisme, en god opfriskning af fakta, som måske har ændret sig siden man sidst læste sin grundbog i EU-forhold.”

 

Populist Political Communication in Europe af Toril Aalberg, Frank Esser, Carsten Reinemann, Jesper Strömback og Claes H. de Vreese.

“Hvis man er optaget af emnet populisme, og hvis man vil forstå, hvordan fænomenet ser ud i de enkelte dele og lande i Europa, er bogen et “must-read” – særligt efter udfaldet af gårsdagens amerikanske præsidentvalg.”

 

Nydansk af Hjarn V. Zernichow Borberg.

“I en verden, hvor mediebilledet synes at være præget af sensationelle overskrifter, populistisk politiker-retorik og postfaktuelle debatter på Facebook, er det tiltrængt at læse en bog, der behandler et af tidens tungeste emner – udlændingedebatten – på en overraskende objektiv måde.”

 

Den Europæiske Union og Udviklingslandene – Historie, Bistand og Handel af Morten Broberg.

“Bogen rammer et bredt publikum og let læselig. Den er idel til studerende på videregående uddannelser, der skal bruge en introduktion til EU’s udviklingspolitik. Opbygningen af bogen gør den overskuelig og illustrationerne fungerer rigtig godt.”

 

Hvad er populisme? af Jan-Werner Müller.

“Denne lille bog er super godt skrevet. Det er julegaven til den politiske nørd. Den bør læses af alle politisk engagerede, der ønsker en analyse af Europas aktuelle politiske situation.”

Debatindlæg: Fri fantasi må vi overlade til denne verdens UKIP’er og Trump’er

Blogindlæg i Mandag Morgen d. 15 september 2016

DANMARKS FREMTID I EU: Når partierne udvikler nye politikker, bør de altid inkludere relationen til EU. Alt andet giver ingen mening. 

I den tid, vi ser frem imod, vil verden på mange måder være en helt anden end den, vi kan se tilbage på. Det er ikke kun i erhvervslivet, at vi kan tale om disruption, nej, det er sandelig også i de politiske systemer, som vi bygger vores samfund på. Hastigheden, hvormed alle grundforudsætninger ændres, er stærkt stigende.

Brexit havde ingen helt regnet med ville ske. “De kommer nok til fornuft”, syntes tesen at have været, og omend vi var nogle få, der hele tiden så den reelle afgang som mest sandsynlig, så levede de fleste i en Tornerosesøvn, som vi nu må og skal vækkes af.

Borgerne i EU vil tages alvorligt. De vil vide, hvad der foregår, og de vil involveres. Dette stiller helt nye krav til alle, der er involveret i det politiske arbejde, ikke bare i Bruxelles, men i alle lande, der er forpligtet af fællesskabet.

Vi kan ikke bare overlade den europæiske vision til populisternes gøren og laden. Der skal arbejdes systematisk med at vise vejen. Og den er ikke ens, for EU er en politisk kampplads med vidt forskellige interesser og vidt forskellige opskrifter på, hvordan EU-samfundet skal fungere. Skal der tages sociale hensyn i de beslutninger, der træffes? Skal erhvervsinteresser fremmes forud for miljø? Skal CO2-udslip begrænses med højere hastighed, end visse industrier ønsker sig? Og hvordan balanceres hensyn til arbejdspladser i forhold til disse spørgsmål?

Kommer de politiske partier ikke med svar på disse centrale spørgsmål for borgerne, der ved mere og mere og kræver mere og mere politisk opmærksomhed, vil den i mange kredse gængse fremstilling af EU som alle problemers moder vinde yderligere frem. Derfor kan det aldrig blive et spørgsmål om mere eller mindre EU, men udelukkende om, hvad vi ønsker os, at EU skal være og kunne. Som alle systemer kan også EU disruptes, hvilket Brexit er et tydeligt bevis på.

Under radaren i den danske politiske debat kører den politiske udvikling i Polen. Den er mindst lige så “farlig” som Storbritanniens exit. Det er nemlig den indefra kommende disruption, hvor et demokratisk valgt parti ser stort på de grundværdier, som EU baserer sig på, der er farlig.

Helt konkret handler det om presse- og ytringsfrihed, som vi besynger så højt i Danmark, men som det nationalkonservative polske regeringsparti PIS er i gang med et opgør med. PIS sidder i samme gruppe i Europa-Parlamentet som Dansk Folkeparti og har nu i længere tid siddet Kommissionens anmodning om “lovliggørelse” overhørig. Anmodningen og ikke mindst polakkernes nølen bør være interessant for alle, der vil værne om en af de centrale frihedsrettigheder.

EU er nemlig ikke kun et handelspolitisk samarbejde. Det er også en fredsbevarende organisering af det politiske liv i Europa og en konstruktion, der baserer sig på læren fra 2. Verdenskrig.

Nye krav til alle politikere

Når vi diskuterer, hvordan EU skal udvikle sig, vil det være oplagt, at alle partier i Folketinget udvikler egne konkrete politikker, der indbefatter relationen til EU. Det giver f.eks. ingen mening at have en erhvervspolitik, der ikke indeholder tanker om, hvordan man sammen med andre EU-lande kan påvirke f.eks. drøftelser om nye handelsaftaler med USA og Afrika.

Det giver heller ikke megen mening at tale om datasikkerhed og beskyttelse af persondata, uden at dette sker i relation til EU. Derfor er det i den grad på tide, at alle partier, inklusiv de, der mener, at EU er noget bras, af vælgerne bliver afkrævet helt konkrete svar på helt konkrete spørgsmål. Fri fantasi må vi overlade til UKIP’erne og T(r)ump’erne af denne verden.

Når vi taler om, hvordan vi ønsker, at selve konstruktionen EU skal fungere, bliver sværhedsgraden for politikerne endnu større. Det bliver den, al den stund at de fleste af os har et tåget blik for, hvordan den eksisterende konstruktion fungerer. Derfor er mange års fortielser og overspringshandlinger ved at indhente os. Der er således hårdt brug for undervisning, oplysende debat og engagerende politisk aktivitet. For hvordan i alverden skal vi ellers kunne tale meningsfyldt om, hvad vi gerne vil have, at EU skal kunne og være?

Gøres dette grundlæggende politiske arbejde ikke, eller sjusker vi med det, vil de, der kun kan stave til UD, med rette kunne påberåbe sig manglende demokratisk involvering. Derfor skal der være fart over det politiske felt, for store spørgsmål bliver også til små spørgsmål.

De mange spørgsmål, som venter på svar, kan kun besvares med et kollektivt forpligtende svar. Det gælder blandt andet, hvordan vi skal forholde os til:

• Migration og flygtningestrømme.
• Energiforsyning.
• Sikkerhed i ekstern og intern forstand.
• Samhandel, herunder om vi skal have adgang til et marked på 500 millioner mennesker eller blot 5,5 millioner, og større aftaler som f.eks. frihandelsaftalen med Canada.
• Demografiske udfordringer i form af EU’s aldrende befolkninger.
• Adgang til kvalificeret arbejdskraft, dvs. at vi frit kan uddanne os og arbejde i hele EU.
• Ulighed og reduktion af fattigdom.
• Fred: Det er ikke en selvfølge, at vi lever i fred med andre nationer.

Hvis der skal gives meningsfulde svar på disse store spørgsmål, vil det kræve det, vi i erhvervslivet kalder implementering. Altså at vi indretter vores forskellige politikker efter dette. Når de enkelte partier skal komme med politiske tiltag, der angiver løsninger på disse områder, vil det igen kræve en sammenhængende politik. Og en synlig konsekvent holdning i dansk politik, der hænger sammen med den politik, som partierne støtter i EU.

F.eks. bør gennemsigtigheden i forhold til, hvordan de forskellige politiske partier stiller sig i spørgsmål, der behandles i EU-direktiver i høring i Folketinget, og/eller når ministeren skal klædes på til ministerrådsmøde, være klart bedre.

Det begynder med politisk opmærksomhed, men ender naturligvis med mediernes evne og lyst til at formidle stoffet.

Medierne spiller ikke hovedrollen i den fornyede EU-debat

Den fornyede politiske debat, som befolkninger i hele EU med rette kan forvente, handler ikke om mediernes rolle. Jeg tror ikke, der er et eneste britisk medie, der kan klandres for Camerons totale fallit på vegne af de britiske borgere. Han klarede det helt selv. Han talte igen og igen om bureaukraterne i Bruxelles, og medierne gengav budskabet, ganske vist uden at spørge dybere ind til substansen af budskabet, men loyalt i forhold til afsenderen.

Budskaber starter med, at nogen har noget på hjerte, at nogen rent faktisk mener noget. Her bliver det vigtigt faktisk at mene noget politisk. Det kræver, at vi tager vores EU-medlemskab på os og ikke bare tror og siger, at EU er “de andre” eller “noget andet”, men at “Vi er Europa” og at “Vi er en del af EU”, hvorfra vor verden går.

Alle de mange dygtige, arbejdsomme og alt for ofte udskældte politikere, jeg har mødt, politikere, som grundlæggende tror på vigtigheden af EU som rammen for udviklingen af vores Europa, er bærere af vor tids største politiske opgave: at komme i politisk samtale med vælgerne for derefter at kunne tage bekymringer, misforståelser og muligheder i relationen til EU alvorligt. Og gerne så alvorligt, at borgerne opdager det og anerkender det.

Fakta er “farlige”

I arbejdet med at restituere vores involvering i EU som borgere vil spørgsmålet om at få fakta på plads være ganske afgørende. Lad os tage nogle stykker og se på, hvor velkommen fakta vil være i en verden fuld af overskrifter og nemme løsninger:

• 500.000 private arbejdspladser i Danmark er direkte eller indirekte relateret til vores deltagelse i det indre marked.
• BNP pr. indbygger i EU er det højeste i forhold til noget andet sted i Verden.
• Antallet af dræbte i forbindelse med terror er lavere end i 1970’erne og 1980’erne.

Alle disse udsagn har det til fælles, at de fortæller om en succes; om et meningsfuldt og velfærdsopbyggende europæisk fællesskab, der faktisk er lykkedes. Men det er ikke det, den almindelige borger i Danmark hører, mærker eller tror. Dette er vi ikke alene om. Med enkelte undtagelser er det et udbredt fænomen i hele EU.

Den lette løsning ville være at tale EU op. Beklager, men jeg tror, at den tid er forbi, hvor det ville være nok. Der skal mere til. Befolkningen har været ’hengemt’ alt for længe og vil på lange stræk være argumentresistente. “Det er bare elitens forsøg på at dække over …”, kan jeg nærmest høre for mit indre øre. Så fakta alene kan ikke gøre det, men må naturligvis indgå som grundlag for det stykke grundige politiske arbejde, der forestår, og som kun politikerne kan lave.

Men hvad så med at appellere til frygten, som er så nem at styre med, når der skal tales om fremtidens EU? Det kunne f.eks. være disse fakta:

• I dag udgør landene i EU 7 pct. af verdens befolkning, og om 20 år udgør de 5 pct.
• Presset fra syd og øst på de ydre europæiske grænser har ikke været større, og på mange måder er sikkerhedssituationen mere alvorlig end under den kolde krig.

Måske kan det bruges ikke som trusselsbilleder, men som grundscenarier. På lange stræk har frygtretorikken og skræmmebillederne dog ingen vedvarende, opbyggelig effekt, men vil snarere bære ved til angstbålet, end de vil bringe klarhed over, i hvilken retning vi kan udvikle EU sammen, og hvilken direkte mærkbar effekt det vil få for hr. og fru Danmark.

Der er derfor ikke megen hjælp at hente i de klassiske kasser. De fleste vil møde muren i forsøget på at hamle op med angstretorikken i UKIP, hos Le Pen og i DF-lejren.

Visionen for EU og vejen frem i Europa

Det eneste svar, der kan hamle op med al den rumlen og de poppede trusler med dertil hørende løgne, er ægte stærke visioner. Gerne udviklet på tværs af grænserne f.eks. som en ny socialdemokratisk fortælling eller den liberale idé foldet ud med tydelige veje for borgernes ve og vel.

For det er hér skoen trykker. Borgerne skal uanset det politiske projekt kunne se sig selv som aktive og se, at deres interesser varetages. De skal se EU som løsningen på deres største bekymringer, ikke som fjenden eller syndebukken. Det kræver helt nye toner og helt nye samtaler.

Så ikke bare skal partier, der vil EU, udvikle politikker, der korresponderer med og indbefatter EU, de skal i realiteten omfavne hele ideen og fylde glæde, optimisme og fremsyn ind i det, der allerede er, for at kunne skabe nyt. Måske nye beslutningsveje, måske nye måder at spørge befolkningerne til råds på, måske nye finansieringskilder til fællesskabet eller nye måder at skabe løsninger for land- og byproblemerne, der går igen i det meste af EU.

Det er et stort arbejde, der forestår. Befolkningen vil i virkeligheden gerne se de store linjer omformet til konkret politik. Men det kræver, at ’magten’ indser og indrømmer, at den er magtesløs alene. Og dét er svært. En landsfader eller ditto moder vil pr. definition gerne kunne berolige sine “undersåtter” ved at sige, far eller mor klarer ærterne. Men i sandhedens tjeneste må de nu indrømme, at de skal til Bruxelles og tale med de andre.

Det kræver et moderne og antiautoritært lederskab, som i relation til nogle af de problemer, vi i dag står over for, kan virke vagt. Og hvilken leder ønsker det? Men det er ikke desto mindre dét, der er brug for. Der er ikke brug for ’en stærk mand eller kvinde’, men derimod for arbejdsomme, ærlige og udadsøgende ledere, der tør indrømme, at de politiske løsninger ligger uden for eget ultimative råderum, men at de også er inden for rækkevidde.

Visionen er i virkeligheden ikke svær at lave, men det er en partipolitisk opgave, som desværre ikke pt. er tydelig, om end jeg er sikker på, at den er på toppen af dagsordenen de fleste steder. På nær altså der, hvor man tror, at far eller mor klarer ærterne.

Vi lever i en globaliseret verden, der hænger mere og mere sammen, og hvor vores indflydelse som land og som borgere er betydelig og kan blive endnu større. Hvis vi altså vil og tør.

 

Af STINE BOSSE, FORMAND EUROPABEVÆGELSEN

 

Debatindlæg: DF-ordfører har et skræmmende verdenssyn

Direkte adspurgt mener DF-ordfører Marie Krarup, at EU er en større trussel mod Danmark end Putin.

Det er skræmmende, at en af DF’s ordførere, Marie Krarup, mener, at det europæiske samarbejde er en direkte trussel mod Danmark, og vurderer det til at være højere end Putin og hans Rusland.

I et interview i ugebrevet Mandag Morgen bliver Marie Krarup direkte adspurgt, om EU er en større trussel mod Danmark end Putin. Til det spørgsmål svarer hun ja.Hendes svar er chokerende, hvor der til det kun kan stilles spørgsmål om, hvorvidt hun har en forkærlighed for magt, der er koncentreret hos meget få personer, hvilket blandt andet kan ses i den måde, hvorpå Dansk Folkeparti ledes. Partiet er et klassisk eksempel på en meget stram topstyring.

Samarbejde med ligesindede

Hun argumenterer blandt andet med, at Schengen er en katastrofe, hvilket ifølge hende har den konsekvens, at det får Danmark til at forsvinde fra verdenskortet.

Det er ikke Schengen, der får Danmark til at forsvinde fra verdenskortet, men den stadig stigende befolkningstilvækst i flere verdensdele. Ud over det vokser økonomien hurtigere i de dele af verden end i Europa – og for den sags skyld Danmark. Det er med til at gøre Danmark mindre.

Det er sådan nogle parametre, der med tiden vil få Danmark til at fremstå mindre signifikant, medmindre vi samarbejder med ligesindede lande, som dem vi er i fællesskab med i EU. Dog vil jeg erkende, at Schengen ikke er perfekt, men det er ikke de indre grænseovergange, der er problemet. Det er det manglende sammenhold og samarbejde om at bevogte de ydre grænser.

Det faktum, at hun mener, at EU er en større trussel mod Danmark end Putin, vidner om en dyb historieløshed.

Det er, som om Dansk Folkeparti ikke kan stoppe med at chokere. Det eneste folketingsmedlem, som hylder Donald Trump, er DF’s EU-ordfører, Kenneth Kristensen. Nu er der Marie Krarup, der foretrækker Putin og hans Rusland. Der kan kun gisnes om, hvad det næste bliver.

 

Af NIKLAS MILTHERS, HOVEDBESTYRELSESMEDLEM EUROPABEVÆGELSEN

Bragt i Jyllands-Posten d. 1.9.2016

EU set med unge øjne er kommet!

Er du skolelærer? Savner du ny inspiration til EU-undervisningen?

Det nye undervisningsmagasin “EU set med unge øjne” er kommet. Materialet henvender sig til elever i 8.-9. klasse.
Målet med magasinet er at gøre EU mere relaterbar for eleverne og lære eleverne at tage stilling til EU.

Eleverne bliver i magasinet præsenteret for andre unge i EU-lande som Litauen, Spanien og Tyskland, som bl.a. diskuterer flygtningesituationen, sociale medier,
EU-medlemskab og forbrug. Desuden får eleverne en grundlæggende viden om, hvorfor vi har et EU.

Materialet er gratis, du betaler kun for porto og ekspedition.
En bestilling er inklusiv en lærervejledning.

Bestil her

 

EU-Tyrkiet: Hvad er der sket siden indgåelsen af den kontroversielle aftale?

[fusion_text]Inden for den nærmeste fremtid nærmer vi os halvåret for aftalen mellem EU og Tyrkiet om fordelingen af flygtninge. Tilbage i efteråret 2015 forpligtede EU og Tyrkiet sig til dybere samarbejde angående de mange illegale flygtninge, som ankommer til det europæiske kontinent – en aftale, som trådte i kraft d. 20. marts 2016. Denne artikel belyser forholdet mellem EU og Tyrkiet efter indgåelsen af aftalen.

[/fusion_text]

[fusion_text]Hvad blev der aftalt? 

De centrale elementer i den kontroversielle aftale omfatter blandt andet, at Tyrkiet skal tage imod alle ”nye irregulære migranter” (hvilket primært refererer til migranter, som krydser grænsen til Europa illegalt med hjælp fra menneskesmuglere). Til gengæld forpligter EU sig til at tage én syrer fra flygtningelejrene i Tyrkiet, for hver syrer der bliver sendt tilbage til Tyrkiet. EU har bevilget tre milliarder euro til Tyrkiet som en del af aftalen. Yderligere tre milliarder euro har EU forpligtet sig til at finansiere, når de første tre er brugt op. Desuden skal tyrkiske borgere kunne rejse visumfrit ind i samtlige 28 EU-medlemslande, såfremt Tyrkiet kan opfylde de nødvendige kriterier. Forhandlinger af Tyrkiets mulige medlemskab af EU fik også et yderligere skub, da aftalen gav anledning til at åbne for flere kapitler i ansøgningsprocessen bl.a. kapitel 17 vedrørende økonomiske forhold.

Hvad er der sket siden?

Siden aftalen trådte i kraft den 20. marts 2016 er 468 illegale indvandrere, ifølge euobserver, blevet sendt tilbage til Tyrkiet af de græske myndigheder, mens 849 syriske flygtninge er kommet til Europa fra tyrkiske flygtningelejre. Både EU og Tyrkiet har dog udtrykt frustrationer ved aftalen. Tyrkiet truer med at droppe aftalen, hvis ikke der sker noget med visa-restriktionerne over for tyrkiske indrejsende til EU.

[/fusion_text]

[content_boxes settings_lvl=”child” layout=”icon-with-title” columns=”1″ icon_align=”left” title_size=”” title_color=”#ffffff” body_color=”#ffffff” backgroundcolor=”#1e73be” icon_circle=”no” icon_circle_radius=”” iconcolor=”” circlecolor=”” circlebordercolor=”#ffffff” circlebordersize=”” outercirclebordercolor=”#ffffff” outercirclebordersize=”” icon_size=”” icon_hover_type=”” hover_accent_color=”” link_type=”” link_area=”” link_target=”” animation_delay=”” animation_offset=”” animation_type=”0″ animation_direction=”left” animation_speed=”0.1″ margin_top=”0px” margin_bottom=”0px” class=”” id=””][content_box title=”” icon=”” backgroundcolor=”” iconcolor=”” circlecolor=”” circlebordercolor=”#ffffff” circlebordersize=”” outercirclebordercolor=”#ffffff” outercirclebordersize=”” iconrotate=”” iconspin=”no” image=”” image_width=”35″ image_height=”20″ link=”” linktext=”” link_target=”_self” animation_type=”” animation_direction=”” animation_speed=””]Definition

”Irregulære migranter”: En irregulær migrant er en person, som krydser grænsen uden at opfylde de nødvendige kriterier for legal indvandring til et andet land.

Se mere her.[/content_box][/content_boxes]

[one_full last=”yes” spacing=”yes” center_content=”no” hide_on_mobile=”no” background_color=”” background_image=”” background_repeat=”no-repeat” background_position=”left top” hover_type=”none” link=”” border_position=”all” border_size=”0px” border_color=”” border_style=”” padding=”” margin_top=”” margin_bottom=”” animation_type=”” animation_direction=”” animation_speed=”0.1″ animation_offset=”” class=”” id=””][fusion_text]”Hvis ikke EU leverer visa-lempelser til tyrkiske borgere, vil Tyrkiet ikke overholde sin del af aftalen” udtalte Tyrkiets udenrigsminister Mevlut Cavusolgu til en tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung d. 1. august 2016. På den anden side melder græske myndigheder om en stigning i illegale indvandrere til de græske øer, som kommer fra Tyrkiet. EU vil ikke give visa-fri indrejse til tyrkiske borgere, før Tyrkiet ændrer sin antiterrorlov. Tyrkiet har fået international kritik for sine antiterrorlove, der giver regeringen anledning til at fængsle kritikere af regeringen.

En begivenhed som har sat forholdet mellem EU og Tyrkiet på yderligere prøve skete den 15. juli i år, da dele af det tyrkiske militær forsøgte at overtage magten i landet. Kuppet slog fejl, og siden har Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan i alt suspenderet og fyret op mod 82.000 personer, herunder militærfolk, betjente, dommere, universitetsansatte og embedsmænd. Desuden er landets medier blevet hårdt ramt, hvor tre nyhedsbureauer, 16 tv-stationer, 23 radiostationer, 45 aviser, 15 magasiner og 29 andre udgivelser ligeledes er blevet lukket. Kuppet kostede i alt 240 mennesker livet samt over 2.000 sårede.

Efter kupforsøget har Erdogan desuden udtrykt støtte for genindførelse af dødsstraf i Tyrkiet, som landet havde indtil 2004, hvis parlamentet stemmer for det.

Direkte konflikt med EU’s kerneværdier

Hvis Tyrkiet genindfører dødstraffen vil det være en komplet modsætning af en af EU’s helt centrale kerneværdier. Det er i direkte modstrid med Artikel 2 i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, som erklærer, at ingen må idømmes dødsstraf eller henrettes.

Netop afskaffelsen af dødsstraffen i Tyrkiet 2004 var det, der gav anledning til forhandlingerne om Tyrkiets medlemskab af EU i første omgang. Genindfører Tyrkiet dødstraffen er det med garanti et afkald på den mulige optagelse i EU, da det er et område, EU på ingen måde vil gå på kompromis med.

”Et land der har dødsstraf kan ikke være medlem af EU. Genindførelse af dødsstraf i Tyrkiet vil derfor betyde enden på forhandlingerne af Tyrkiets optagelse i EU”, udtalte Angela Merkels talsmand, Steffen Seibert.

Tyrkiet og Rusland

En anden faktor der har indflydelse på forholdet mellem EU og Tyrkiet, er forholdet mellem Tyrkiet og Rusland.

Tyrkiet nedskød i november 2015 et russisk militærfly, og siden har der været kold luft mellem de to nationer. To russiske piloter blev dræbt, hvilket fik Rusland til at indføre sanktioner mod Tyrkiet inden for bl.a. eksport og turisme.

Efter det mislykkede militærkup i Tyrkiet har forholdet mellem de to landes præsidenter dog udviklet sig i en positiv retning. I juli måned var Erdogan ude og undskylde for nedskydningen af det russiske kampfly, hvilket har fået Putin til at fjerne sanktionerne mod turismesektoren.

Tyrkiet og Rusland er dog stadig langt fra nye perlevenner eftersom Tyrkiet er medlem af NATO, mens at Tyrkiet og Rusland støtter forskellige parter i Syrien.

Hvad betydningen af Tyrkiet og Ruslands forhold kommer til at betyde for EU og Tyrkiet, må vi vente at se. Magtkampene mellem EU, Tyrkiet og Rusland udvikler sig hele tiden. Et forbedret forhold mellem Tyrkiet og Rusland kan derfor få konsekvenser for EU. Ifølge journalist Ota Tiefenböck er samarbejdet mellem Rusland og Tyrkiet et signal til EU om, at Tyrkiet har andre heste at spille på end bare Europa. Indtil EU finder på en plan B i forhold til flygtningekrisen, vil Tyrkiet kunne presse EU i forhandlinger og generelle relationer gennem det forbedrede forhold til Rusland.

Hvad skal der ske nu?

Forholdet mellem EU og Tyrkiet er i krise. Den kontroversielle aftale får kritik fra begge parter samtidig med, at kuppet i Tyrkiet og dets efterspil har givet anledning til yderligere afstandstagen mellem de to parter på grund af den mulige snak om genindførelse af dødsstraffen i Tyrkiet samt beskyldninger om brudte aftaler fra begge sider.

Det store spørgsmål er, hvad skal der ske nu? Situationen er under konstant udvikling. Én ting er sikkert: en genindførelse af dødsstraf i Tyrkiet er et afkald på den europæiske tilknytning. Kommer vi til at se et Tyrkiet, som i højere grad vil vende sig mod Putin og Rusland, eller vil vi se Tyrkiet og EU sammen overkomme den nuværende krise og komme ud med et stærkere samarbejde?

 

Skrevet af Peter Træholt Sørensen

.[/fusion_text][/one_full]