”En grundbog om EU’s politiske og retlige system” er undertitlen på ”Europa i forandring”, der nu foreligger i sin tredje udgave. Og den lever bestemt op til sit navn. Bogen giver en grundig indføring i EU’s historiske udvikling og opbygningen af institutionerne i EU. Men måske endnu vigtigere går den grundigt ind i beslutningsprocesser og ser på hvordan og hvorfor, EU har udviklet sig til det politiske system, som vi ser i dag.

Bogen er skrevet som en grundbog til videregående uddannelser, og den indeholder da også en grundig teoretisk del. Ikke desto mindre er bogen også meget velegnet til EU-interesserede, der ønsker en dybere viden og baggrund for at forstå EUs udvikling, nuværende sammensætning og ikke mindst i hvilken retning samarbejdet er på vej i.

”Europa i forandring” er et spændende og informativt værk, der med fordel kan læses igennem fra start til slut. Det skyldes ikke mindst det flydende, gennemarbejdede og rimeligt lettilgængelige sprog, der hjælper læseren smertefrit gennem bogen. Samtidigt er bogen et fremragende opslagsværk med mange figurer og opsummerende konklusioner efter hvert kapitel. Det gør den samtidigt til et ekstremt brugbart værktøj for den, der arbejder med EU som fx journalist, embedsmand eller politiker.

Skrevet af Mark Sinclair Fleeton