Ulla Terkelsen behøver ikke nærmere præsentation. Hun er en af de mest kendte danske TV- journalister på den internationale scene. Efter portrætbogen ”Vi kan sove i flyvemaskinen” skrevet af Ulla Terkelsen sammen med journalistkollegaen Andreas Fugl i 2012 kommer denne biografi – og dog er det ikke en almindelig biografi. Det er snarere et konglomerat af mere eller mindre selvstændige fortællinger om Ulla Terkelsens liv som journalist; fortrinsvis fortællinger fra aktuelle begivenheder i Europa – dog med enkelte tilbageblik til barndomsbyen Aarhus.

Vi hører om flygtningene på Lesbos, om hvordan de krydser grænsen fra Grækenland til Makedonien. Vi hører om det glade liv i Athen, selvom landet praktisk talt er bankerot. Demonstrationer og Syritza-regeringens øgede spareplaner. Vi kommer omkring Frankrig – både Nice og terroristangrebet med lastvogn og Paris, der er lammet efter februars terrorangreb.

Vi kommer også forbi Istanbul og demonstrationerne på Taksim-pladsen i 2014. Så er der swinging London og Brexit og en enkelt tur til USA i anledning af præsidentvalget. Ulla Terkelsen prøver det hele!

Hun kommer også rundt om italiensk politik med Lega Nord Forza Italia og trækker elegant en parallel mellem Berlusconi og Trump. Jo, hun fortæller næsten galgenhumoristisk om populister og deres forhold til unge smukke damer.

Hele bogen er skrevet i et let flydende talesprog. Da jeg læste den, kunne jeg høre Ulla Terkelsens stemme for mit indre øre. Bogen er letlæst men med stor politisk og intellektuel dybde og skrevet af en sand europæer.

Det er lige før at jeg vil erklære den for obligatorisk læsning for alle Europabevægelsens medlemmer. Den får seks stjerner af seks mulige.

Skrevet af Steffen Nørregaard.