Bogens forfatter Craig Oliver var Storbritanniens daværende premierminister David Camerons politik- og kommunikationsdirektør i Downing Street nr. 10, altså den ledende spindoktor. Dermed var han en central aktør i valgkampen op til afstemningen 23. juni 2016, der førte til brexit – altså briternes nej til EU. Bogen foregår i perioden januar til juni, og hver måned er et selvstændigt afsnit.

Der skete meget i det halvår. Der blev lavet en aftale med resten af EU, som dannede grundlag for afstemningen. Det blev klart, hvem i det konservative parti, der var enten “ remain“  eller “ leave “. Og til sidst kom den hårde og beskidte valgkamp.

Bogen giver et indblik i det komplicerede magtspil hos Torierne, som de konservative politikere kaldes. Der er megen brandslukning undervejs, ikke mindst da Camerons familie er involveret i Panama-skandalen. Der var det tragiske mord på politikeren Jo Cox kort før valget, som rystede alle, og som satte valgkampen på pause.

Forfatteren har stor sympati for Cameron. Forræderne beskrives som daværende justitsminister, Michael Gove, og Boris Johnsen, der dengang var borgmester i London. Nuværende premierminister Theresa May fremstilles som tøvende minister, der skal  presses til at tage et standpunkt. Labour og partiets leder Jeremy Corbyn er kun perifert behandlet.

Centralt i bogen er konflikten hos Torierne. Det er her, dæmonerne slippes løs under valgkampen. Konflikten om Europa har været længe undervejs. Cameron havde i forbindelse med parlamentsvalget i 2015 lovet en folkestemning. Det skabte ro på de indre linjer og tog ikke mindst luften ud af det EU-skeptiske parti UKIP. Resultatet var en massiv valgsejr.

Løftet var han dog bundet af. Beslutningen er og vil blive kritiseret som måske klog valgtaktik, men ellers som noget, der satte landets fremtid på spil.

Det er nyt for mig, at der var flere datoer i spil, og at 23. juni blev valgt fremfor september, fordi en ny flygtningekrise i sommeren 2016 kunne spille ind (den kom ikke), og fremfor november,  fordi der var et landsmøde i oktober, hvor der kunne komme stor strid.

Resultatet blev  et “ leave “. Cameron går og May kommer til og siger i lang tid: “Brexit means Brexit”.

Læs bogen og dan dig dine egne indtryk. Den er letlæst som en nordisk krimi og mindst lige så spændende, og modsat en krimi, så står vi til sidst tilbage med tvivl om:

Who done it?“

Skrevet af Kurt Nielsen, formand for Europabevægelsen i Aarhus

Unleasing demons: the inside story of Brexit.

Af Craig Oliver, Forlaget Hodder

ISDN 978 1 473 65248 4