Bekymrende sejr til Kurz og Frihedspartiet ved det østrigske valg

Den kun 31-årige østrigske udenrigsminister, Sebastian Kurz, ser efter gårsdagens valg ud til at blive ny kansler i alpelandet. Det giver grund til bekymring.

Han har godt nok gjort det helt klart, at Østrig under alle omstændigheder bliver i EU, hvis han skal påtage sig regeringsansvaret, men der er desværre ikke tale om fuldtonet opbakning til Merkel og Macron. Sidstnævntes ønsker om en styrket eurozone har Kurz blankt afvist, og han har samtidig været en af de mest konsekvente kritikere af Merkels flygtningepolitik.

Kurz og hans konservative parti, ÖVP, skal enten agere som mindretalsregering eller i regering med det højrepopulistiske frihedsparti, FPÖ. Den tredje mulighed, (endnu) en stor koalition med socialdemokraterne, SPÖ, regnes for mindre sandsynlig.

Det er samarbejdet med den hedengangne Jörg Hadiers FPÖ, som spekulationerne lige nu drejer sig om, og her kommer flygtningepolitikken og forholdet til Islam i fokus. Kurz har vundet på en stram udlændingepolitik, kritik af islamismen og taler for, at nationerne skal have en større rolle i EU. FPÖ vil kun trække ham mere i den retning.

I en tid, hvor der er brug for klar støtte til Merkel og Macrons visioner for et stærkere og mere sammentømret EU, er det bekymrende, at østrigerne med valget har taget et skridt hen mod en mere skeptisk europapolitik. Det er ikke det, der er brug for.

De nationale og populistiske partier vinder frem. Det så vi både med AFD’s indtog i den tyske forbundsdag, Wilders fremgang i Holland, Le Pens markante andenplads ved det franske præsidentvalg og selvfølgelig også med Dansk Folkepartis resultat som det største borgerlige parti ved det seneste folketingsvalg herhjemme. I går gik det østrigske frihedsparti, FPÖ, så atter frem. Og det klassiske østrigske konservative parti, ÖVP, gik kun frem, fordi det anlagde en mere populistisk og ikke ligefrem EU-jublende linje. Det er ærgerligt. De gamle partier bør stå vagt om det europæiske projekt. Der har Kurz og ÖVP svigtet. Vi skal have pustet nyt liv i ånden fra Macrons sejr ved det franske præsidentvalg. Kun gennem optimisme, nye idéer til samarbejdsformer og fælles løsninger kan det europæiske kontinent genvinde sin styrke og skabe fred, velstand og gode fremtidsmuligheder for de europæiske folk.

Skrevet af Stine Bosse, formand for Europabevægelsen

 

DEBAT: Danskerne vil EU, men vil politikerne?

Det er glædeligt, at vores statsminister tager de europæiske spørgsmål på sig og taler længe og grundigt om spørgsmålene og om det forpligtende fællesskab ved Venstres sommergruppemøde. Respekt for det.

Samtidig er der grund til igen at minde om, hvor vigtigt det er, at statsministeren, men også andre politikere, begynder at tale naturligt om vores forpligtende fællesskab. Ikke bare som en national ramme, men som en national forudsætning.

Også her tager Lars Løkke et godt tilløb, når han taler om vigtigheden af Den Europæiske Union, men det sidste stykke mangler. Det sidste væsentlige stykke, hvor statsministeren fortæller os, hvordan man i heleEU drøfter den frie bevægelighed. Hvordan vi som borgere i Danmark spiller ind i den debat, og hvordan fællesskabet som sådan er klar til at drøfte dette.

Og hvorfor er det vigtigt? Jo, af den simple grund, at borgerne ellers efterlades i et tomrum, hvor EU som sådan synes uden handlekraft og virke, og hvor alene Lars Løkke klarer ærterne. Det er alle statslederes pligt at sætte deres land ind i den europæiske sammenhæng. Det kan vi borgere ikke selv.

Danskerne er positive over for EU
Mere vil have mere, og med statsministerens, alt andet lige, tiltagende europæiske fokus, kan man kun blive opløftet. Og så husk lige, Lars, at når du taler om EU som “en overset succes”, så er mere end 70 procent af danskerne positive i forhold til det forpligtende fællesskab.

Det er mange. Hvis man af og til bliver i tvivl, er det alene, fordi medier synes at opfatte spørgsmål vedrørende det politiske arbejde i Den Europæiske Union som et spørgsmål om for eller imod og derfor konsekvent besætter debatter med 50 procent til hver side. Dette til trods er borgerne altså klogere!

Mere skidt står det til hos støttepartiet DF, hvor sommeren er blevet brugt til, af blandt andre Messerschmidt, at fremhæve Storbritannien og nedgøre det europæiske fællesskab. Dette bliver ikke alene Lars Løkkes store hovedpine, men sandelig i lige så høj grad Mette Frederiksens.

Hvordan danser man tæt med en partner med dårlig ånde, uden enten at sige det til vedkommende og risikere et brud, eller adoptere selv samme ånde?

Støt dig til borgerne, Mette
Venstre har gennem årene modstået fristelsen på dette område, og tak for det. Men vil også Mette kunne klare fristelsen? Det må vi håbe. Foreløbig tegner det sådan, og er hun i tvivl, så må hun støtte sig til borgerne.

Altså alle os blandt de mere end 70 procent, der ser løsningerne på de allerstørste udfordringer ske gennem det forpligtende samarbejde og ser de spændende politiske nuancer mellem en mere liberal vej eller nye sociale kapitler. Fortæl os gerne mere om det og mindre om “ud eller ind”!

Skrevet af landsformand Stine Bosse. Udgivet på Altinget.dk. 

DEBAT: “EU – en vigtig nøgle til den grønne omstilling”

Danmark har over de sidste fire årtier etableret sig som frontløber inden for grøn omstilling og energieffektivisering. Efter at have føjet bl.a. biogas, sol- og vindenergi til den udbredte brug af biomasse dækker Danmark i dag 30% af sit bruttoenergiforbrug med vedvarende energi. Mere end halvdelen af elproduktionen er nu grøn, omend el stadig kun udgør omkring 20% af det samlede energiforbrug.

Næste danske mål er at dække halvdelen af energiforbruget med vedvarende energi i 2030 og gøre Danmark uafhængig af fossile brændsler i 2050. For at nå disse mål er Danmark nødt til at udnytte og påvirke den internationale klima- og energipolitik, mens den udvikler sig. 

Ren Energi-pakken

Ikke mindst EU skaber i stigende grad nye rammer for grøn omstilling. Med sin Ren Energi-pakke og forhandlingerne om et styrket europæisk kvotesystem for CO2 (ETS) har unionen taget sigte mod at lede omstillingen frem for blot at tilpasse sig den.

Nu venter arbejdet med at implementere omkostningseffektivt, sætte slutforbrugeren i centrum for energisystemet og forbedre rammebetingelserne for private investeringer i energikilder med lavere CO2-aftryk. 

Behov for ETS-reform

Det er Shells opfattelse, at CO2-kvotesystemer som ETS her kan spille en nøglerolle som den samfundsøkonomisk mest effektive måde at nedbringe udledningen på. Kvotesystemer understøtter udbredelsen af vedvarende energikilder, ansporer til energieffektivitet og presser kul ud af elsektoren. Men kun hvis de leverer et effektivt prissignal. Det gør ETS i øjeblikket ikke. Derfor støtter Shell fuldt op om Danmarks arbejde for en effektiv reform af ETS-systemet.

Samarbejdet bliver afgørende

For at komme i mål med den grønne omstilling må EU-landene imidlertid også samarbejde tættere om at integrere energimarkederne og virkelig industrialisere grøn teknologi ved at skabe grobund for meget større projekter end hidtil set.

Den udvikling er allerede i gang. I juni 2016 underskrev Danmark således sammen med ni andre Nordsølande en samarbejdsaftale om planlægning og konstruktion af havvindmølleparker.

Shell håber, at Danmark vil fortsætte sit lederskab også på dette område. Danmark er kendt for sin samarbejdende stil og evne til at mobilisere alle interessenter omkring en fælles vision. Det gør Danmark til en afgørende spiller i EU-forhandlingerne, der skal sikre ren energi til alle.

Af Jesper Brieghel, direktør for government relations (DK), Shell. Skrevet til Europabevægelsens Folkemødeavis 2017. 

DEBAT: “87.850 klager”

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det er oplagt at kritisere Domstolen for den store ophobning af sager. Men den danske regerings kritik klinger hult, da den bevidst ikke hjælper til at løse problemet.

“Menneskerettighedsdomstolen er sandet til i for mange sager. På visse punkter har man gennemført fortolkninger, som de politikere, der vedtog konventionen i sin tid, ikke kunne have nogen anelse om,” udtalte forhenværende minister Bertel Haarder fra regeringspartiet Venstre i et Ritzau-telegram den 10. februar 2017.

Jovist. Det har da heller ikke skortet på kritik af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som hører under Europarådet, op mod Danmarks formandskab, der begynder november 2017. Men noget tyder på, at Danmark siger et og gør noget helt andet.

Det er oplagt at kritisere domstolen for den lange sagsbehandlingstid, der, hvor paradoksalt det end lyder, i sig selv er så langtrukken, at domstolen bryder med menneskerettighederne. Årsagen hertil skyldes den store ophobning af klagesager, som domstolen modtager. I skrivende stund udgør puklen hele 87.850 klager – men tidligere var det tæt på 160.000 klagesager. Problemet er således for længst identificeret og processen hen imod en mere effektiv domstol har da også flere år på bagen.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i den forbindelse naturligt nok udtrykt behov for at få tilført flere midler. En af de mere håndfaste foranstaltninger har derfor været at oprette en særskilt konto, hvor Europarådets medlemsstater kan indbetale frivillige pengebidrag til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, med det primære formål at nedbringe sagspuklen og fokusere på sager af høj prioritet. På listen over donorlande finder man lande, som Danmark normalt sammenligner sig med, som Norge, Sverige, Tyskland og Holland, som alle har bidraget med indtil flere beløb til kontoen. Sågar Tyrkiet og Aserbajdsjan står som registrerede donorer.

Men Danmark er ikke at finde på listen. Om den manglende indbetaling til kontoen anfører udenrigsministeren i et nyligt svar til Folketingets Udenrigsudvalg: “Danmark har ikke hidtil sendt økonomiske bidrag til den særlige konto, men bidrager på anden vis til reformarbejdet. F.eks. deltager Danmark i arbejdsgrupper under Europarådet, hvis hovedformål netop er at foranstalte reformen af Domstolen.” Det er således ingen tilfældighed, at Danmark ikke er at finde på listen af donorer. Det er bevidst. Danmark har aldrig ønsket at bidrage til kontoen, modsat for eksempel Norge, der årligt donerer et stadig stigende pengebeløb til Menneskerettighedsdomstolen.

Man må således på udenrigsministerens svar forstå, at Danmarks blotte deltagelse i arbejdsgrupperne i Europarådet må være tilstrækkeligt. Men en sådan dansk deltagelse er et absolut minimumsengagement, som samtlige medlemslande er indlagt til at deltage i. At Danmark deltager i disse arbejdsgrupper er da også et bekvemt svar, da de nærmere oplysninger om den konkrete, hævdede, danske indsats ikke er tilgængelig for offentligheden.

Dansk deltagelse i disse grupper, som er på sagsbehandlerniveau, har i flere år bestået i at tilstræbe at være til stede, ikke i at bidrage aktivt til den løbende debat eller i øvrigt tage initiativ. Hvad mere er, har udenrigsministeren i et svar til Udenrigsudvalget ladet forstå, at Danmark ikke har til hensigt at tage et initiativ til finansiel afhjælpning af Menneskerettighedsdomstolens behov. Derfor klinger det mildest talt hult, når danske politikere og andre i deres iver efter at udtale kritik af menneskerettighedsdomstolen glemmer at se indad. For er det rimeligt at kritisere en tilstand, som man ikke bidrager til at løse?

Skrevet af Claus von Barnekow, medlem af Sekretariatet for Den danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, forhenværende ambassadør ved Europarådet og forhenværende seniorrådgiver i Europarådets sekretariat og Tobias Stadarfeld Jensen, advokatfuldmægtig og tidligere praktikant på Danmarks repræsentation ved Europarådet.

Debat: “Tillykke til Frankrig, tillykke til Europa”

Frankrig har fået ny præsident. Emmanuel Macron er ikke en ny bogholder af samme slatne støbning som François Hollande, men en rockstjerne og tiden vil vise om han også bliver en statsmand af de helt store. Det er en ny begyndelse ikke blot for Frankrig, men for hele Europa.

Det er optimismen der har vundet over pessimismen. Det er det åbne samfund der har vundet over Putins franske protége.

Der er meget at fejre, men inden længe venter virkeligheden og de politiske realiteter. Macron har kraftigt signaleret, at han vil stå i spidsen for et synligt fransk lederskab i EU og hans ambition er at genføde den fransk tyske akse i det europæiske samarbejde.

Det er godt nyt for hele EU inklusiv Danmark, for der er ikke nødvendigvis et modsætningsforhold mellem de to store EU-landes interesser og så Danmarks interesser. Navnlig ikke når der er tale om et reformorienteret Frankrig. Faktisk er Macrons politiske projekt, sådan som det udfolder sig i hans bog ”Revolution”, meget lig danske dagsordner, når det kommer til miljø, klima og digitalisering.

Til gengæld er der grund til at være bekymret i forhold til vores danske EU-forbehold. Hvis det står til Macron, så skal eurolandene fremover arbejde tættere sammen og de lande der ikke vil være med, de kan få lov til at stå på sidelinjen.

Ingen skal tvinges til noget, men fodslæbende lande skal ikke have lov til at stoppe andre lande i at gå videre. Det er jo et rimeligt nok synspunkt, men spørgsmålet er om det er i Danmarks interesse at være bænkevarmere sammen med lande som Polen og Ungarn? Det mener jeg ikke, at det er. For et lille land gælder det om at være med i kernen af samarbejdet og gribe både indflydelse og muligheder.

Macrons sejr er en lige højre til det politiske sløvsind, der har grebet EU og truer samarbejdet på dets eksistens. Danmark bør være med i den revitalisering af EU som Macron har proklameret, men det kræver, at vi er klar til at være helt og fuldt medlem af EU. Tør vi det?

Skrevet af næstformand Jens-Kristian Lütken. Bragt i Jyllands-Posten d. 8. maj 2017. 

Debat: “Den Europæiske Union er simremad”

Vi er rigtig mange, der kan føle uro ved globalisering. Alting går så hurtigt, for hurtigt, og at vi kan få en følelse af at blive sat af. Vi bliver urolige.

Jeg bliver særligt urolig ved tanken om, at alt det, vi tager for givet og er trygge ved, “pludselig” er væk!

Tag nu vores frihed, demokrati, menneskerettigheder, mindretalsbeskyttelse og relativ lighed. Det er grundfæstet i Romtraktaten, som vi netop har fejret fødselsdag for, og som min generation og yngre generationer tager som en naturlig del af tilværelsen i Danmark. I Europa.

Men det er ikke noget, Vorherre har bestemt. Det er noget generationer før os kæmpet og slidt sig til. Og det er noget højrenationale kræfter i Europa vil bekæmpe. At leve i samfund, hvor vi må tænke frit, tale frit og leve i fred med hinanden – det har tidligere ikke været hverdagskost på disse kanter. Men det forpligtende fællesskab; Den Europæiske Union har netop givet os alt det. Dette fantastiske “levested” har tiltrukket vore medborgere i øst.

Jerntæppet faldt, og tusinder kunne genforenes, nu i et frit Europa. I en union, der på toppen af væsentlige rettigheder for borgerne har bygget velstand gennem helt fri handel og velfærd gennem stærk økonomi og fælles regler for, for eksempel, arbejdstagerrettigheder.

Udviklingen af den europæiske union går ikke rasende hurtigt. Det er “simremad” og ikke “fast food”. Alle skal med, og det kræver tålmodighed at leve i et demokratisk overskud. For sådan er det. Vi fem millioner danskere nyder faktisk udstrakt mindretalsbeskyttelse. Vi kan, hvis vi vil, påvirke langt over, hvad vores umiddelbare størrelse betinger. Og det har vi gjort. Derfor er vores deltagelse i de vigtige processer i unionen en væsentlig kilde til ro i forhold til globaliseringen. Her kan vi faktisk påvirke. Her har vi stemmer, der kan arbejde for de værdier, vi tror på, og som har dannet lykkelige samfund.

Teknologien skal nok sørge for, at vi hænger tættere sammen. Både virtuelt og i den fysiske verden. Men kun stærke demokratiske politiske strukturer, der værner om og beskytter os borgere, kan give os fred, frihed óg indflydelse.

Et stærkt eksempel fra ugen, der er gået, er Europaparlamentets indsats over for Polens regering, hvor regeringspartiet PIS (Dansk Folkepartis søsterparti i parlamentet), har fjernet centrale rettigheder i forhold til ytrings- og forsamlingsfrihed. De har også indskrænket pressens frihed. Det reagerer EU-Parlamentet på med stærk kritik i kølvandet af, at EU-kommissionen selvfølgelig har reageret.

Ja, EU står værn om borgerne rettigheder og frihed. Den franske præsidentkandidat ved valget søndag,Emmanuel Macron, som er glødende franskmand óg europæer, har tydeligt angivet sin retning i forhold til Polens retning. Og det bliver et stop!

Europa er meget andet end økonomi, samhandel og bruttonationalprodukt. Europa handler om os borgere. Vores frihed, vore rettigheder og vores fredelige sameksistens. Jeg har forgæves forsøgt at få danske medier til at spørge Dansk Folkeparti om, hvordan de stiller sig til PIS’ dagsorden i Polen. Uden held. Jeg kan ikke forstå, at Dansk Folkeparti ikke bruger deres mange parlamentsmedlemmer til at påvirke deres søsterparti. Måske hár de prøvet. Ved det ikke, for der er ingen, der spørger dem.

Skrevet af Stine Bosse, landsformand i Europabevægelsen. Bragt på fyens.dk d. 7. maj 2017. 

Debat: “Politikerne må tage middelklassens udfordringer alvorligt”

Rom-traktaten – EUs grundlov – kan i dag fejre sin 60 års fødselsdag. Men samarbejdet mellem de (snart) 27 medlemslande knirker gevaldigt. Har EU en fremtid – og hvordan ser den i givet fald ud? Berlingske har spurgt fem debattører og politikere. »Efter valget i Holland er der grund til forsigtig optimisme,« mener Stine Bosse.

Europas puls er mere vigtig end nogensinde efter Anden Verdenskrig. Efter i mange år at have været hengemt er EU og Europa nu på alles læber. Det store spørgsmål er, om vi vil hinanden? Vil vi udvikle vores del af verden sammen? Vil vi indgå de nødvendige kompromiser og arbejde for stabilitet, fred, miljø, klima, samhandel, social balance og migrationens udfordringer sammen, eller vil vi se det hele gå i opløsning?

Der er kræfter i vores tid, der taler inderligt om »nationernes Europa«. Men hvad er dette for et fænomen? Kan det løse nogle af vor tids udfordringer? Og er der plads til værdier som menneskerettigheder, mindretalsbeskytelse, ligestilling, ytringsfrihed, demokrati, som EU bygger på? Disse spørgsmål må vi holde populisterne op på.

Særligt én person ser ud til at være interesseret i at underminere vores velhavende, veluddannede, fredelige og frie del af verden, og det er Putin. Han kan ikke skabe succes for flertallet af borgere i Rusland. De må med længsel se på, hvordan vi lykkes med at have en stor middelklasse. Men også i EU er der udfordringer for middelklassen, der bliver mindre. Det forhold må vores ansvarlige nationale politikere tage højtideligt. Uden et skarpt blik for fordelingspolitiske spørgsmål inden for landene og mellem landene i EU vil ambitionen om fred og stabilitet blive udfordret.

Derfor er det afgørende, at vores nationale politikere konsekvent taler om de relationer, der er mellem danske politiske forhold og EU. Vi skal ikke længere bare høre om EU ved få festlige lejligheder. Nej, vi vil se sammenhængen mellem alle politikområder, og vores forbundethed med det forpligtende fællesskab.

Derfor er det både befriende og klogt, når formanden for Europa-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, tydeligt erklærer at være træt af gratis »blame game« og cherry picking. Dette må det nemlig være slut med i forbindelse med forhandlingerne med Storbritannien. Vi har vænnet os til ikke at blive uvenner over samhandelsregler, økonomiske ressourcer og fri bevægelighed inklusive dens følger. Det må forsøges fastholdt, men det bliver ikke enkelt.

Efter valget i Holland er der grund til forsigtig optimisme. Valget var en sejr til de midterpartier, der ikke bare siger, at EU er et nødvendigt onde. Valget i Frankrig er mere afgørende. Vi må sende et klart og tydeligt ønske om et fortsat solidarisk EU, der sammen tager kampen op mod terror, sammen løser migrations- og flygtninge-situationen og ikke mindst de klima- og miljøudfordringer, vores tid byder på. Kun sammen kan vi udvikle en stærk verdensdel med frihed, ligeværd og demokrati som helt ufravigelige grundværdier.

Skrevet af landsformand Stine Bosse. Bragt i Berlingske d. 25. marts 2017. 

Kronik: Vi ønsker Regeringen held og lykke med at drøfte Menneskerettighedsdomstolens dynamiske fortolkningsstil uden at svække menneskerettighederne

Denne tekst er skrevet af Hanne Severinsen, fhv. MF (Venstre) og fhv. Formand for Folketingets Delegation til Europarådets Parlamentariske Forsamling, Tobias Stadarfeld Jensen, advokatfuldmægtig og tidligere praktikant på Danmarks Europarådsrepræsentation samt Claus von Barnekow, fhv. Ambassadør ved Europarådet og fhv. seniorrådgiver i Europarådets sekretariat. Teksten er en opfølgning på denne kronik af samme forfattere.

Dette mål blev udtrykt af et flertal under samrådet i Folketinget om Regeringens overvejelser om at sætte menneskeretsdomstolens domspraksis på dagsordenen når Danmark overtager formandskabet for Europarådets besluttende organ Ministerkomiteen til november.

Den vanskelige opgave bliver at få det kritiske eftersyn i hus uden at menneskerettighederne samtidig svækkes og det vil kræve vanskeligt, omfattende og nødvendigt hjemmearbejde, hvis det skal sikres. Det vil være godt hvis dette hjemmearbejde også får konkretiseret, hvad det er for nogle domme, der ifølge Justitsministeren ”truer den folkelige opbakning til EMRK”.

Man kan godt få den mistanke, at omdrejningspunktet for drøftelsen af EMRK åbenbart indtil videre fortsat er Dansk Folkepartis formulering i bemærkningerne til beslutningsforslag B18 fra oktober 2016 om bl.a. at tage forbehold for EMRK artikel 8 og privat- og familieliv. Den lød: ”Det er bl.a. artikel 8, der gang på gang får Danmarks Højesteret til at omstøde udvisningsdomme af hærdede kriminelle.”

Med henvisning til EMRKs artikel 8 nævntes konkret kun Højesterets dom vedrørende en velkendt, seriekriminel fastboende EU-borger, som af hensyn til sine mindreårige børn ikke bliver udvist når fængselsstraf er udstået. Højesteret traf i øvrigt den afgørelse på baggrund af to retskilder, nemlig EUs opholdsretsdirektiv og EMRK artikel 8 i nævnte rækkefølge.

Der er altså ikke tale om en oplagt sag – en enkelt dom, som er speciel – er det nok til at åbne Pandoras æske? Og er det rigtigt, at der ikke er folkelig opbakning til EMRK? Og hvis det er, kan årsagen så måske snarere skyldes en overdreven sammenkædning i dele af pressen?

Når der ikke var egentligt nyt på samrådet d. 10. februar – udover en præcisering af de to ministres interne ansvarsfordeling – er årsagen selvsagt den, at åbne samråd ikke er egnede til at videregive mere detaljerede oplysninger om igangværende overvejelser om forhandlingsmål, strategi og taktiske positioner. I dette tilfælde skal overvejelser om forhandlingsstrategien bl.a. baseres på indsamling og systematisk bearbejdelse af konkrete sager på en række områder.

Fremlæggelsen af disse sager over for Europarådets øvrige medlemsstater skal understøtte og overbevise om – som det anføres i regeringsgrundlaget fra november –  ”behov(et) for at se kritisk på den måde, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkning har udvidet rækkevidden af dele af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.”

Regeringen må formodes på et senere tidspunkt at orientere om sit egentlige program og mulige succeskriterier for de enkelte endnu ukendte programpunkter. Hidtil har offentligheden kun hørt om Menneskerettighedskonventionen og Menneskerettighedsdomstolen som siden begyndelsen af 2000-tallet med god grund har været udsat for en række fortløbende reformer.

En nøgtern vurdering af Europarådets konventionssystem – der omfatter 47 medlemsstater med mere end 800 millioner borgere – må være at der af hensyn til de borgere, hvis rettigheder det er sat til at varetage, fortsat er behov for en styrkelse af en række staters efterlevelse, hvilket i sig selv vil føre til færre sager anlagt ved EMD.

En medlemsstat som Danmark kan med de rigtige forberedelser og alliancer med ligesindede medlemsstater både aktivt bistå og udøve pres over for stater med svagere retskulturer med henblik på, at disse stater opfylder deres forpligtelser og efterlever EMDs afgørelser. Det kan gøres, såfremt Danmark fortsat er troværdig i sin egen efterlevelse, i sit engagement og i sin erkendelse af, at EMRK er et standardsættende instrument i den internationale politik og retsorden.

14. marts kommer den årlige drøftelse af Regeringens redegørelse om arbejdet i Europarådet til debat i Folketinget. Det plejer at være en særskilt debat, men i år er den slået sammen med Nordisk Råd, Østersørådet og OSCE. Derfor er der åbenbart ikke blevet plads til at berette om den konkrete varetagelse af Danmarks interesser i Ministerkomiteen og dens rapportørgrupper. Så det bliver nok ikke dén Folketingsdebat, der kommer til at løfte sløret for, hvordan Danmark vil gribe Formandskabet an.

”Danmark har en klar interesse i en stærk international retsorden, herunder respekt for menneskerettigheder” jf. regeringsgrundlaget, så held og lykke med den store opgave”

Debat: Er EU skyld i postskandalen?

Jan Lindblom fra Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU har i et læserbrev 13. marts beskyldt EU for at være skyld i problemerne i postvæsenet gennem sine postdirektiver, der har betydet en delvis liberalisering af postvæsenet. Lindblom skriver sig derved ind i en tradition, hvor EU beskyldes for alle dårligdomme, mens goderne, f.eks. at knap 600.000 job i Danmark er helt afhængige af eksport til det indre marked, glemmes.

Relevant er det at sammenligne de to lande, Danmark og Sverige, hvor situationen i det fælles PostNord er fundamentalt anderledes. I Danmark er der kæmpe underskud og i Sverige overskud. Som EU-lande er vi underlagt de samme EU-direktiver. Sverige har endda større udfordringer med geografien. Da vi er underlagt de samme EU-regler, undrer det mig, at EU er skyld i problemerne i Danmark, men at der samtidig ikke er problemer i Sverige? Lindblom skriver også, at postvæsenet er et naturligt monopol, som ikke kan konkurrenceudsættes. Det er helt klart, at postvæsenet har en samfundsopgave med at bringe post til alle ender af kongeriget, men det udelukker vel ikke, at dele kan konkurrenceudsættes? Hvis posten så mister et guldæg, må det være samfundet, der træder til med en eventuel finansiering, også når vi laver digitale løsninger som f. eks den digitale offentlige post i vores e-boks.

Men at underkende den digitale udvikling, som Lindblom forsøger, og skyde skylden på EU, er helt forfejlet. Posten er udsat for det, som på moderne dansk hedder “disruption”, hvor den digitale post med stor hast erstatter den gamle håndbårne post. Disruptionen giver store udfordringer for de danskere, der ikke er digitale og de gode medarbejdere, der har fået posten ud i al slags vind og vejr. Mange af dem er ansat som tjenestemænd med den beskyttelse og jobsikkerhed, det betyder. Skal vi ikke hellere bruge vores energi på at finde løsninger for dem i den nye digitale verden fremfor at skyde på EU? Det kan endda være, at EU-systemet vil hjælpe os, hvis vi bærer problemerne ind i Europa-Parlamentet, Kommissionen og råd. Men det er selvfølgelig langt fra Jan Lindbloms ønsker og mission om, at Danmark skal forlade EU.

Af Kurt Nielsen, formand for Europabevægelsen Aarhus. Bragt i Viborg Stifts Folkeblad 16.marts 2017.

Debatindlæg: Danmark risikerer at indlede et omfattende opgør med menneskerettighederne

Det har længe været en selvfølge, at stater i den vestlige del af verden henviser til og arbejder for udbredelsen af retsstat og menneskerettigheder. Skiftende danske udenrigsministre har i årtier gentaget, at Danmark aktivt skal fremme danske værdier om retsstatsprincipper, menneskerettigheder og demokrati både i internationalt og bilateralt samarbejde.

De bekymrende politiske strømninger, som vi for øjeblikket iagttager i liberale stater, omfatter også et opgør med de værdier. Og mønsterstaten Danmark er desværre på vej til at bidrage hertil.

Der synes at have bredt sig en opfattelse af, at fortolkningen af rettighederne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er gået for langt. Ja faktisk deles den holdning af et flertal i Folketinget.

Synspunktet lyder, at det aldrig har været meningen, at Menneskerettighedskonventionen skal forhindre medlemsstaterne i at føre en selvstændig politik, navnlig på udlændingeområdet.

Derfor skal der tages et opgør med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis. Den mulighed byder sig, når Danmark til november overtager formandskabet for Europarådets besluttende organ Ministerkomiteen.

Høj troværdighed

Danmarks troværdighed inden for Europarådets kerneområder, retsstat og menneskerettigheder, er anerkendt. Årsagen er bl.a., at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har antaget relativt få danske sager til realitetsbehandling, og at Danmark kun har fået ganske få domme i mod sig (i alt 15 siden 1989).

Overordnet har Danmark ikke væsentlige problemer med at efterleve sine forpligtelser i Europarådet, som vi var med til at grundlægge. Danmark er således en loyal grundlæggerstat.

Det kommende formandskab giver Danmark mulighed for at bruge organisationen til at fremme danske interesser i international politik. Fulgte man traditionen, ville man fremme retsstatsprincipper, menneskerettigheder og demokrati i det internationale arbejde. Og der er nok at tage fat på, for Europarådet og dermed Menneskerettighedsdomstolens grundlæggende værdisæt er under pres.

Især statsledelser i Aserbajdsjan, Polen, Rusland, Tyrkiet og Ungarn læser værdierne, som Fanden læser Bibelen. Det har konsekvenser for borgernes retssikkerhed og undergraver samarbejdets – og dermed medlemsstaternes– troværdighed.

Samtidig har Storbritannien i sin nationale enegang flere gange proklameret, at menneskerettigheder kan håndteres nationalt, og det er sandsynligt, at landet efter Brexit vil tage skridt til at træde ud af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Værn mod staten

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er Europarådets retlige dronning. Den er – som også kritikerne fremhæver – menneskeskabt og ikke faldet ned fra himmelen. Den er drevet af mennesker og dermed ikke ufejlbarlig.

Domstolen er bygget på princippet om dynamisk fortolkning, som betyder, at menneskerettighederne fortolkes i lyset af det moderne europæiske samfund. Når samfundet ændrer sig, må et effektivt og tidssvarende værn indimellem udsættes for nyfortolkninger. Uden den dynamik havde konventionens rettigheder været blottet for reelt indhold.

Dynamikken er selve fundamentet for domstolens succes og dermed afgørende for den retsbeskyttelse, som Europas borgere dagligt kan glæde sig over.

Alligevel kan den konkrete udvikling af domspraksis selvfølgelig godt diskuteres, men det bør ske under udtrykkeligt hensyn til, at formålet med Domstolen er at værne om en effektiv rettighedsbeskyttelse.

Domstolen er ofte blevet kritiseret i konkrete sager. Især af stater, der taber sager, eller finder, at praksis går for langt. Det er naturligt, men Domstolen er netop sat i verden af medlemsstaterne for at beskytte individets rettigheder mod de selv samme medlemsstaters krænkelser. Hvad ville Domstolens anseelse være, hvis den ikke var uafhængig, men følgagtig? Borgere, der har vundet sager ved Domstolen, har nok en mening om det.

Myter styrer debat

Den aktuelle debat er ikke tilstrækkeligt begrundet og bygger ofte på myter i kølvandet på enkeltsager. Det fremgik til fulde under en forhandling i Folketinget den 6. december 2016, hvor DF havde fremlagt et forslag om at stække Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Den konkrete anledning var den nylige højesteretsdom i den såkaldte Levakovic-sag, hvor en kriminel kroatisk statsborger ikke kunne udvises, fordi retten til familieliv stod i vejen.

DF henviste i beslutningsforslaget til andre eksempler uden dog at dokumentere dem og gjorde sig på den spinkle baggrund til talsmand for, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkningsstil generelt forhindrer regeringen i at føre den udlændingepolitik, der er flertal for i Folketinget.

Forhandlingen viste, at et flertal bestående af DF, VLAK-regeringen og Socialdemokratiet bekræfter hinanden i, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er gået for vidt i sine afgørelser. Der var derfor støtte til, at regeringen under Danmarks formandskab sætter en reform af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention på dagsordenen.

Det er ganske enestående lykkedes skeptikere at fremmane en negativt ladet bibetydning af begrebet konvention. En afbalanceret forståelse af konventioners fordele og ulemper i den internationale politiks perspektiv er fraværende. Konventioner fremstilles som aftaler, der snarere har til formål at indskrænke det nationale råderum, end som gensidigt forpligtende aftaler, der bidrager til løsning af fælles problematikker.

Danmark kan vælte læsset

Mange vil måske trække på skuldrene i sikker forvisning om, at et lille land som Danmark næppe kan rokke ret meget ved internationale aftaler. Men netop i dette spørgsmål er Danmarks vægt større end som så pga. vores helt særlige rolle som loyal grundlæggerstat. Det kan medføre store konsekvenser for konventionssystemets fremtidige overlevelse og effektivitet, hvis systemet de facto undermineres af et land som vores.

I Europarådet er det indtil videre kommet som en beklagelig overraskelse, at det er en grundlæggerstat som Danmark, der tager et uoverskueligt strategisk initiativ, hvis mulige forløb og resultat vi i den nuværende politiske situation i Europa kun kan frygte.

Der er utvivlsomt medlemsstater, som vil støtte Danmarks initiativ i håbet om at kunne svække efterlevelsen af rettigheder som forsamlings- og ytringsfrihed – måske også beskyttelsen mod tortur og dødsstraf. Danmark er på vej til at åbne Pandoras æske.

Hvis de mulige konsekvenser af initiativet ikke er gennemtænkt, risikerer vi at række en lillefinger til de nye kræfter, der i disse år vinder frem i Europa, og som vel – uden at fornærme nogen – må siges at have et snævert nationalt fokus. Hvis Danmark tager et initiativ bør formålet være at befri debatten for myter for at sikre grundlaget for borgernes beskyttelse i de europæiske retsstater.

Derfor dette varselsskud for vore rettigheder: En liden tue kan som bekendt vælte stort læs.

Skrevet af Hanne Severinsen, Tobias Stadarfeld Jensen og Claus von Barnekow. Bragt i Information d. 10. februar 2017.