Status: Det hollandske formandskab og flygtningesituationen

Efter seks måneders formandskab for EU’s ministerråd giver Holland nu teten videre til Slovakiet. Flygtningekrisen har unægtelig været den største udfordring og Europabevægelsen stiller derfor skarpt på, hvad Holland har gjort for at afhjælpe krisen.

Ved overtagelsen af formandsskabet gjorde Holland det klart, at man ønskede at fremme en samlet og retfærdig migrations- og asylpolitik. Hertil understregrede den hollandske minister for immigration Klaas Dijkhoff vigtigheden af at sikre EU’s ydre grænser: ’(…)it will enable us to manage migration flows more effectively and improve our internal security’, sagde Dijkhoff. Derfor har Holland ikke overraskende spillet en aktiv rolle ved forhandlingerne om den nye grænse- og kystvagt, som blev vedtaget af hhv. Europa-Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet den 22. juni 2016. Samarbejdet er de facto en videreførelse af det nuværende grænseagentur, Frontex, men skaber blandt andet en central administrativ platform, som skal assistere medlemsstaterne i deres kamp mod navnlig den illegale immigration (læs mere her).

En anden hollandsk minister, som har sat handling bag ordene på migrations- og asylområdet er udenrigsminister, Bert Koenders, som på vegne af EU har forhandlet samarbejdsaftaler med Mali, Ghana og Elfenbenskysten for at tackle ulovlig migration og menneskesmugling. Ifølge aftalen, som er baseret på en præmis om kollektivt ansvar mellem Afrika og EU, forpligter de afrikanske lande sig til at identificere og hjemsende immigranter, som opholder sig ulovligt på europæisk jord. Til gengæld åbner EU op for en lang række tiltag, som skal hjælpe de afrikanske lande, herunder uddannelse til afrikanske studerende indenfor EU.

Foruden ovenstående tiltag har Holland igangsat planer i både Kenya og Etiopien, som via rent drikkevand, elektricitet, uddannelse og sygesikring, skal skabe strukturel stabilitet i landene, som længe har været plagede af krig og ødelæggelse. Det samme gør sig i gældende i Mellemøsten, hvor de hollandske ministre har svoret en styrket indsat til de millioner af syriske flygtninge, som til stadighed opholder sig i nærområderne.

Læs mere om alle de fem prioriteter for det hollandske formandskab her.

 

af Kristian Ersbøll

Boganmeldelse: Europas ambassade

Det er snart ikke til at få tal på, hvor mange bøger Jens Christian Grøndahl har udgivet, og godt det samme. Forfatterens evne til på vedkommende vis at beskæftige sig med sin samtid og historien ud fra små hverdagsagtige betragtninger har i flere af hans udgivelser været enestående. Det gælder også for det nyeste skud på stammen ”Europas Ambassade”. Bogen er et rejseessay, som sammenstykker enkelt personers betragtninger med forfatterens egne over de hændelser, som finder sted i Europa i øjeblikket. Hovedomdrejningspunktet er flygtningekrisen, og hvordan den påvirker vores forståelse af det at være borgere i Europa og Danmark. Grøndahl rejser blandt andet til den italienske ø Lampedusa for at opleve på egen hånd, hvordan flygtningestrømmen påvirker både lokalbefolkning og det nødhjælpsarbejde, der finder sted. Under sit besøg på Lampedusa oplever han en hjertevarme over for de nødstedte, som, for de fleste af os, er svær at forstå, når vi sammenholder den med de fremmedfjendske strømninger, som opleves flere steder i Europa og for den sags skyld også i resten af verden. Grøndahl holder sig imidlertid for god til at lave lommefilosofiske konklusioner, og giver i stedet mikrofonen til de folk han møder, som dermed kan give deres bud på, hvordan det står til med medmenneskeligheden på det europæiske kontinent. Omend det ikke er alle de medvirkende personers betragtninger, som kan sættes ind i en større fortælling om tilstanden i Europa, bidrager alle fortællinger alligevel til et samlet vidnesbyrd om en fælles forståelse af en europæisk problemstilling, som er svær at håndtere uden at stå sammen. Grøndahl virker ikke selektiv i sit valg af persongalleriet til bogen. Derfor fremstår betragtningerne også utrolig ærlige, når man hører om frygten efter terrorangrebet i Bruxelles eller frustrationen over at komme til kort over for de problemer, som massiv flygtningetilstrømning nødvendigvis medfører på en ø som Lampedusa.

Alt i alt står man som læser tilbage med et enestående vidnesbyrd, som i brudstykker skitserer kontinentets tilstand, og som det også er tilfældet i tidligere essays, er det Grøndahls force, at lade det være op til læseren at have et vist rum til selv at tolke politiske undertoner ind i de individuelle betragtninger.

Grøndahl er en af de få forfattere, som vedvarende bidrager til den europæiske samfundsdebat med sine essays, bøger, debatindlæg og deltagelse i radio og på tv. En forfatter vi både som danskere og europæere kan være stolte af.

Anmeldt af Peter Parbo

Hvor er visionerne for Europa?

Af Stine Bosse, formand Europabevægelsen

Når man følger med i den offentlige debat, så lyder det ofte som om, at alle problemer opstår i Bruxelles, og alle løsninger findes på Christiansborg. Alt det gode, som EU vedtager, det tager nationale politikere æren for, og det knap så gode – ja, det er EU’s skyld. Det er bare ikke virkeligheden. EU er ikke blot noget, ”der foregår nede i Bruxelles”, og det er ikke ”dem dernede i EU”, som har vedtaget nogle love. EU er et samarbejde mellem 28 lande, som består af nationale politikere og parlamentarikere, som du og jeg har stemt på.

EU skal tales op
Jeg efterlyser nationale politikere, der taler det europæiske projekt op i stedet for ned. EU er ikke perfekt – overhovedet ikke, og derfor er det vigtigt, at de nationale politikere italesætter EU – også mellem kriser og folkeafstemninger. Hvordan kan det forventes, at borgerne skal stemme ja til det europæiske projekt, når politikerne mellem afstemningerne underminerer betydningen af EU – og så op til en afstemning, ja, så er EU guld og grønne skove. Vi skal insistere på, at vores nationale politikere italesætter nuancerne i EU-samarbejdet i stedet for at gøre EU til en ja-nej diskussion. De nationale politikere må anerkende, at EU er vor tids politiske kampplads.

I fællesskab står vi stærkere
Jeg efterlyser nationale politikere, der begynder at agere som europæiske politikere. Politikere, der tager et ansvar for det fælles projekt. Klimaudfordringer, hele spørgsmålet om sikkerhedspolitik – og ikke mindst flygtninge- og migrationsstrømmene er grænseoverskridende udfordringer, som ikke løses nationalt, men internationalt. Det er afgørende for EU’s fremtid, at de nationale politikere anerkender, at i fællesskab står vi stærkest. For når nationale politikere den ene dag bebrejder fællesskabet for ikke at handle, for ikke at kunne og for ikke at gavne noget – ja, så kan det ikke komme bag på os, at de europæiske borgere begynder at tvivle på det europæiske projekt.

Kom nu med løsninger
Jeg efterlyser nationale politikere, der kommer med løsninger til at løse nutidens udfordringer. Vores Europa-Kommission har fremlagt konkrete forslag til løsninger på flygtninge- og migrationsstrømmene, faktisk har deres migrationsudspil netop fejret et års fødselsdag. Der er dog intet at fejre. Nationerne kan ikke nå til enighed om forslaget, og i øjeblikket ses, at nationale politikere afviser fælles europæiske løsninger på flygtninge- og migrationsstrømmene, hvorefter de frit afkræver EU en løsning. Når udfordringerne er store, så er det nogle gange nemt for nationale politikere at fralægge sig ansvaret og påpege, at Europa må tage et ansvar – men Europa er os, vi er Europa, og vi er en del af EU. Hvis fælles europæiske løsninger ikke er svaret – hvad er så alternativet? I øjeblikket tales der fra politisk side ofte om nationernes Europa som løsningen – men hvad er det? Hvad kan nationernes Europa? Det vil jeg utrolig gerne forstå, men jeg mangler at få klar besked fra politikerne.

Hvor skal det ende?
Hvor alt dette ender? Det står stadig hen i det uvisse. Jeg er ærlig talt bekymret over at se, at så mange lande lige så stille lukker sig om sig selv og tyr til nationale løsninger. Som situationen er lige nu, kalder det på, at alle engagerer sig i fremtidens Europa – borgere som politikere. For mig står det lysende klart: Der er kun én solid løsning på udfordringerne i fremtidens Europa: Forpligtende fællesskab med nationale politikere, der har visioner for Europa – både nu og i fremtiden.

Bragt på Altinget.dk den 25. maj 2016

Kære EU, en undskyldning er på sin plads

Af Stine Bosse, Landsformand i Europabevægelsen

Kære EU.
En undskyldning er på sin plads efter Timme Bisgaard Munks Indspark i Berlingske 12. april. EU, du må undskylde, at Timme ikke er klar over, hvem du er – for lad mig slå det fast med det samme: Vi er alle sammen EU, og du – EU – er kun så god, som vi gør dig til, og du er faktisk ikke så slem, som mange vil gøre dig til.
For EU – det er ikke kun dig, der har svigtet. De 28 nationalstater, du består af, har svigtet i at søge fælles europæiske løsninger. Nationalstaterne har kort og godt lurepasset og ikke taget ansvar i det forpligtende fællesskab, som du er. Et forpligtende fællesskab, hvor man bidrager, og hvor man får.
Så kære Timme, når du påstår, at EU gør for lidt, for langsomt og er helt forvirret – ja, så er det dig, der er forvirret. De ansvarlige politikere har siddet med konkrete forslag fra EU-Kommissionen uden at søge de fælles løsninger – dette gælder også Danmark. Kommissionens migrationsudspil fra maj 2015 handler om, hvordan vi skal håndtere flygtningekrisen, herunder hjælpe mennesker, der flygter fra krig. Det fejrer snart et års fødselsdag.
Der er dog ingen grund til at hejse Europaflaget, for nationalstaterne i EU har svigtet deres ansvar, og forslagene er ikke vedtaget. Hvor er viljen til at tage ansvar? kan man fristes til at spørge. Så når vi taler om, at det er »dem nede i EU«, som har vedtaget eller ikke vedtaget en lov – ja, så er det altså også vores danske politikere. Spørgsmålet må aldrig være, hvad de andre har gjort for at løse vores fælles udfordringer – men hvad vi kan gøre i fællesskab. Husk blot på, at EU ikke kun er politikere – det er også borgere, som du og jeg. Så når borgere som du kritiserer EU for manglende ansvar – ja, så må du melde dig ind i kampen, Timme – for du er også EU. Jeg vil ikke påstå, at projektet EU er perfekt – tværtimod. Men for at ændre det uperfekte må vi alle bidrage og gå ind i kampen.
EU er ikke et trehovedet monster i Bruxelles – det er mennesker i Kommissionen, Ministerrådet og Parlamentet. Politikere, som borgerne i EU har valgt. Mennesker, der tager ansvar og træffer beslutninger. Nogle vi er enige og andre uenige i. Er de ikke gode nok, må vi lave dem om. Sammen. Sådan er det også i Danmark. Men der bebrejder vi ikke institutionen Kommunen eller Folketinget, der bebrejder vi politikere – og stemmer anderledes næste gang. Sådan er det også med EU – hvis vi ikke er enige i beslutningerne, så kan vi stemme på nogle andre til Europa-Parlamentet eller vælge en anden regering, som repræsenterer os i Ministerrådet. Det gælder alle europæere – danskere som grækere.
Du har mange spændende indspark i debatten, så vi glæder os til at byde dig velkommen i Europabevægelsen, hvor vi i fællesskab går ind i kampen for et EU, hvor nationalstaterne tager ansvar i det forpligtende fællesskab.

De bedste hilsner
Borgere i Europa

Bragt i Berlingske 17. april 2016

Hvor ligger Nærområdeland?

Hvad hvis det Bornholm, flygtningene kom til i stedet for Lampedusa? Hvor ligger nærområdeland? Hvordan takler vi flygtningesituationen? Spørgsmål er der nok af i Klaus Rothsteins bog Flugten til Europa. Der er også svar. Men nok ikke helt så mange, som man som engageret europæer kunne håbe på. Men det er nu ikke Klaus Rothsteins skyld – der skal blikket nærmere rettes mod politikerne.

Klaus Rothstein tager os i bogen med på en rejse. En rejse, der begyndte længe før vi oplevede flygtninge på de danske motorveje. Men hvor landene mod syd allerede var hårdt pressede. Vi hører om hvad der skete i de enkelte EU-lande og hvordan de hver især taklede situationen – på meget forskellig vis og vi kommer både til Lampedusa, til Tyskland og Calais. Det giver en god baggrundsviden om det som ikke altid er så synligt i de danske medier.

Hvornår er man flygtning – og hvornår er man migrant? Og hvad gør ordet illegal, når det sættes foran ordet flygtning? Så er det nok en, der ikke rigtigt fortjener det. Klaus Rothstein sætter i bogen fokus på hvordan vi – og medierne og politikere – bruger sproget til at tale om presset på vores grænser – og ikke mindst til at tale om andre mennesker. Samtidig med at han trækker spor gennem vores fortid og historie, drager paralleller og vender tingene på hovedet. Som fx er man ”ikke en rigtig” flygtning, hvis det første man gør, når man når sikkert frem er at bede om strøm til sin telefon? Hvad ville du selv gøre, hvis du var i fare for at dø, men var kommet i sikkerhed – ringe til din mor, dit barn, din mand?

 Porten til Europa

Hvad ville der ske, hvis flygtningene kom til Bornholm frem for EU’s sydligste udpost – den lille italienske ’ Lampedusa? Hvordan ville vi reagere? Bornholm har dog 539 km2 – Lampedusa kun 20 km2. Men det i vores egen baghave.

Vi bliver som læser taget med til Lampedusa – så vi nærmest kan lugte, smage og se det for os. Vi møder dem, som er berørt af situationen. Og dem, der ikke er. Og dem, der er flygtet.  Vi tages med til mindesmærker over flere skibsforlis med flygtninge, hvor mange hundrede har mistet livet i forsøget på at komme igennem porten til Europa. Men han spørger også – hvorfor sættes et mindemærke op som om situationen er ovre. Man sætter jo heller ikke mindesmærke op over faldne soldater i en krig, før krigen er slut.

 Fra Libyen til Italien, der sejlede en brig….Og Lam-pe-dus-se-da …

Den gamle sang ”Fra England til Skotland” er blevet omformuleret – og er et godt billede på den sarkasme, der til tiden driver ned af siderne i bogen. En sarkasme, der alligevel giver anledning til refleksion. Er det bare en sang, en fiktion? Nej, det er i høj grad virkeligt for mange tusinder af mennesker. Ligeledes med spørgsmålet – hvor ligger Nærområdeland? Der hvor vi bare kan sende alle flygtningene hen? Klaus Rothstein sætter fingeren på nogle ømme punkter, og uanset om man er enig eller ej, så bør man læse bogen. Også selvom det ikke ligefrem er opmuntrende læsning – der er ikke meget feelgood her.

 Det er en personlig beretning – og vi mærker både journalisten og mennesket Klaus Rothstein. Journalisten fordi bogen er velskrevet, krydret med hans avisartikler og der bliver stillet spørgsmål og undersøgt nysgerrigt hele vejen igennem. Mennesket fordi man også kan mærke ham – både i beskrivelserne, men også i hans undren undervejs. Og fordi han tager stilling – ikke på en bedrevidende eller påduttende facon, men man føler alligevel, at man ved, hvor man har ham. Det er både befriende og værd at læse. Det er et menneske, der fortæller om mennesker.

Selvom redaktionen af bogen er afsluttet i september 2015 er den – desværre – stadig mere end aktuel. Der er ikke fundet en permanent løsning mellem EU-medlemsstaterne, selvom der er forslag på bordet.

Man sluger bogen hurtigt – både fordi man er nysgerrig, men ikke mindst fordi den er velskrevet og han tager læseren med hele vejen. Man får lyst til at vide mere.

Og det kan man heldigvis, når Klaus Rothstein gæster os og Tranquebar rejseboghandel 20. april kl. 19.00 – 20.30. Her vil han fortælle mere om bogen, men også om hans nylige tur med Frontex.

Tilmelding til eubev@europabevaegelsen.dk – Entre: 50 kr. – gratis for medlemmer af Europabevægelsen og Tranquebar.

Fakta om bogen:

Klaus Rothstein: Flugten til Europa – et essay om flygtninge og migration
186 sider
Udgivet 29. oktober 2015
Pris: 249 kr.

6 stjerner – Anmeldt af Christine Bille

Speech by Christos Stylianides at the event on the refugee crisis and the EU response organized by the European Movement Denmark and Børnefonden (Copenhagen, 12 February 2016)

European Movement Denmark
and Børnefonden (Children’s Fund )
12 February 2016

Dear Christine,
Dear friends,

It is a real pleasure to be here with you today. To participate in this discussion and to exchange views on one of the major global issues of our times. And I say global because the refugee crisis is not just a European crisis. It is a global one.

I want to especially thank the European Movement Denmark and the Children’s Fund for this invitation. Thank you Christine for this opportunity.

Your organisations are doing an excellent job in mobilising citizens and advocating passionately for European values and for European integration.

Your work to support vulnerable children is exemplary. You play a crucial role in responding to the current crises and challenges we face.

Dear friends,

I must admit that I feel particularly honoured to address these issues here in Denmark. A country with a rich history of openness and tolerance. A country that in the 1950s was a pioneer for the rights of refugees.

It was, as legend has it, Denmark’s King Christian who responded to the Nazi decree that all Jews must wear a yellow star by wearing a yellow star himself. Star or no star, it is a historical fact that the ordinary Danes helped Jews escape to Sweden. This is a story of courage and resistance to racism.

We all also know about the active and central role that Denmark had in formulating and adopting the UN Convention relating to the status of refugees. That was approved in 1951. Denmark was among a handful of states advocating the adoption of this Convention. It was the first country to ratify the treaty in 1952.

Dear colleagues,

These are not easy times for Europe. The challenges are truly unprecedented. Especially in relation to the refugee crisis.

But as I said in the beginning this is not just a European crisis. It is a global crisis. And therefore it requires a global response. And the response must be multi-dimensional. It should address both the immediate needs. And the long-term perspective.

This crisis has been a major stress test for all of us: European institutions and Member States. And, unfortunately, the end is not in sight.

We must admit: initially we underestimated its impact. Its extent. We did not foresee the gravity of the crisis.

But we are learning from this experience. One conclusion is absolutely clear: we cannot continue business as usual. We need to be bold.

And we need to formulate a common European narrative among partners. One that unites instead of divides. One that bridges the differences in public opinion between Member States. We must preserve a united front in order to be really effective.

To that end, enhancing cooperation and coordination between all actors is key. Between Member States and EU institutions.

Make no mistake: Europe is doing a lot to face the crisis. We are leading by example and doing our fair share. This is how we strengthen our credibility. This is how we can become the main advocate for the global response we need so much.

At the end of the day history will be the ultimate judge of our decisions. Of our actions. This is a crisis that is testing our unity. Our principles of diversity, tolerance and openness. It even tests our determination to safeguard the vision of the founding fathers for a united Europe.

Our historical responsibility is to preserve our unity. To preserve the diverse and tolerant character of our Union. To preserve the freedom of movement.

Nobody denies the fact that the crisis is putting a huge pressure on our societies. Whether you are in Denmark, Greece, Slovenia, Germany or anywhere else, our people can feel the ripple effects of the crisis.

Raising new barriers will not solve the problems. It will not alleviate the pressure our citizens feel. On the contrary. It will create a fortress Europe based on fear and isolation. This will be the beginning of the end of a united Europe. We cannot let it happen. We cannot return back to the politics of disintegration.

At the same time we know that it is our moral obligation, it is our moral duty to help the refugees coming to our shores. Each one of us has a story to tell of a relative or a friend who came to Europe because of conflict. Because of war. Because of fear. We must not forget this. We cannot ignore our history.

Dear friends,

Allow me now to turn more specifically to the humanitarian dimension of the refugee crisis. Specifically to its external aspects. Which is of critical importance in addressing the influx of refugees in Europe. In parallel with actions to address the root causes of the crisis.

We have paid special attention to meet the growing needs of displaced people inside Syria and in neighbouring countries. But also, for vulnerable people in Africa.

First, Syria. The EU has been the leading donor in response to the Syria crisis from day one. In both Syria and its neighbouring host countries. The burden on host countries and their communities is simply not sustainable.

I have been on the ground and I saw the generosity of these communities. Only a couple of weeks ago I was in Gaziantep, Turkey. And before that in Lebanon and in Jordan.

Almost five (5) billion Euros in assistance has been mobilised. More than one billion of this has been life-saving humanitarian assistance. And more than a third of this was used last year alone.

At the London conference on the Syrian crisis last week, the Commission doubled its pledge compared to last year. We remain the biggest donor.

But we need more. We must enhance the global effort. Inside Syria almost fourteen (14) million people are in need of assistance. Six (6) million of them are children. This is massive. This is catastrophic.

There is no question: if we fail to help them, they could become the refugees of tomorrow.

A key element of our effort is our engagement and cooperation with Turkey. A host country to more than two (2) million Syrian refugees. The biggest refugee population in the world. Without Turkey, there will be no solution. We are now in the implementation phase of the Turkey facility.

At the same time, we are strengthening our support to Jordan and Lebanon. Two host countries that have shared a huge burden. Lebanon alone is hosting more than a million refugees. Which corresponds to 30% of its population!

One very important tool we developed to help Syrians inside Syria and in host countries is the Syria Trust Fund. It provides support in various fields. By giving short and medium term assistance.

Dear colleagues,

While we focus on the Middle East, we must not forget Africa. A few days ago I visited Africa again. This time, Somalia and Kenya. During all my field visits I witnessed first-hand the human suffering. The desperation. The determination to survive and the hope for a better future.

These people are not fleeing their homes by choice. They are fleeing because they were forced to. Because of war. Because of terror. Because of fear.

Most recently I was in Mogadishu and Dadaab. At the world’s biggest refugee camp, in Kenya. The Horn continues to be affected by major forced displacements. Serious food insecurity, currently worsened by the El Niño phenomenon is particularly affecting Ethiopia. And other countries of the region.

In Nigeria, last June, I saw how Boko Haram attacks have resulted in an increase of displacement. Both within Nigeria as well as towards neighbouring Niger, Chad and Cameroon. An area I will be visiting soon. We saw again the horror of Boko Haram three days ago. When terrorists attack a camp of IDPs in North-Eastern Nigeria.

Just think of this fact: 2.3 million people have been internally displaced in North-East Nigeria alone.

It was a positive development that the Valletta Summit marked the beginning of a new level of engagement with African partners. There, we managed to look beyond the current crisis. To establish an enhanced partnership. Migration was recognised as a shared responsibility of countries of origin, transit and destination.
As you know, we have established the EU Trust Fund for Africa. To address the root causes of irregular migration and displaced persons in the continent.

This new tool is made up of almost two billion Euros. Combined with contributions from EU Member States and other donors.

Dear friends,

Displacement is a major humanitarian challenge. Perhaps the biggest we face. But humanitarian aid is not a long-term solution.

We need to work for global durable solutions. We need to address the root causes. People need to be able to go back when conditions allow. Or be integrated. Or resettled. They need their dignity back.

In reality, they are often stuck. Sometimes for generations. Like the Afghanis and Somalis. And most of them not in rich developed countries. But in already fragile and poor communities.

We must cultivate the potential of the displaced and their hosts. By investing in job opportunities, education, infrastructure and social protection. To make people more self-reliant. To end their aid dependency.

We need to provide these people with a genuine perspective. We need to help them implement the Sustainable Development Goals.

We need also to enhance the resilience of both the host and the refugee communities. This requires political, economic, development and humanitarian actors to work hand in hand.

This is why with my colleagues Commissioners Mimica and Hahn, we are working on a new strategy on Forced Displacement and Development. Which we will publish in spring.

Denmark has been among the world champions in pushing for durable solutions. And for an end to aid dependency of refugees and internally displaced. Denmark’s overall development assistance is recognised as being among the best and most efficient. I commend that.

Dear colleagues,

Among the refugees and IDPs the most vulnerable are always the children. I say that before a crowd that has a special sensitivity for this issue. You Christine and the Children’s Fund alliance has done a lot to raise awareness and address children’s needs.

Children make-up one in four refugees and migrants crossing the Mediterranean. This is alarming. Our responsibility is huge. Our task is enormous.

I have repeatedly witnessed how children are the most affected by humanitarian crises. That is why I made the needs of children in emergencies one of my major priorities.

Last year, the EU dedicated millions of Euros to child protection activities. This means providing boys and girls with psycho-social support in safe environments.

But above all we need to provide the opportunity for children to access safe, quality education during emergencies. Because education is the foundation of everything else.

It is life-saving. It is a strong shield for vulnerable children. From forced recruitment. From forced marriages. From radicalisation. We have a responsibility to give every child the prospects she or he deserves. We cannot afford any lost generation.

Education in emergencies is a top priority for me. Every day it becomes even clearer how crucial this is. From Syria to Nigeria to South Sudan and to other conflict affected regions.

Last year I committed to increase until 2019 the EU’s humanitarian aid to education in emergencies from one (1) percent, to the UN target of four (4) percent. I am very pleased that we will reach this target already this year!

Dear friends,

All of this reminds us that we need to work together. Collective action is not a luxury. It is a prerequisite for effective policies. It is a precondition for successful outcomes.

No single state or actor can respond to the scale and complexity of current humanitarian challenges on their own. Partnerships will determine the future of humanitarian action.

This is the message I will take to the Word Humanitarian Summit next May in Istanbul. Building global partnerships. Between East and West, North and South, traditional and new actors. Thinking out-of-the-box. Operating in more innovative ways. Making bold commitments.

The burden is huge. The responsibility enormous. But so must be our determination to meet the expectations. To respond to the challenges. To preserve life but also to preserve the unity, the vision and the principles of our European Union.

Thank you.

Link to homepage of the European Commission

Flygtningekrisen kan kun løses af et samlet EU

DEBAT: Alene i fællesskab kan EU-landene håndtere strømmen af flygtninge og migranter, lyder det fra Europabevægelsens formand, Stine Bosse, til DF’s Kenneth Kristensen Berth. Grænsebomme og usaglig kritik af EU’s initativer nytter ikke, skriver hun.

Kontrol af de indre grænser er ikke løsningen på den flygtningekrise, vi fortsat står overfor i Europa. Den skal løses i fællesskab.

Kenneth Kristensen Berth (DF) kritiserer på Altinget 13. januar forslaget om at styrke EU’s ydre grænser og vil hellere have permanent grænsekontrol ved den danske grænse. Samtidig forsøger han at gøre flygtningesituationen til et spørgsmål om suverænitet frem for at gå i konstruktiv dialog for at finde løsningerne.

Flygtningesituationen er ikke noget, vi kan løse alene i Danmark. Den kan vi kun løse i fællesskab.

Det her handler ikke, som Kenneth Kristensen Berth skriver, om hvad Kommissionen vil. Det handler om, hvilket samfund vi som Europas borgere vil leve i. Vi er EU.

Beskyt EU’s ydre grænser i stedet
Vi er i Danmark dybt afhængige af handlen på tværs af grænserne i det indre marked. Det styrker vores økonomi og skaber arbejdspladser. Derfor er det trist, at der nu er lukkede grænser mod de lande, vi handler mest med, nemlig Sverige og Tyskland, hvor mange mennesker hver dag pendler over grænserne.

Det er til gavn for os alle, at de indre grænser i EU er åbne, og i stedet skal vi beskytte de ydre grænser. Det er vi nødt til at gøre i fællesskab, og vi kan ikke bare lade de sydeuropæiske lande tage hele slæbet.

Kommissionens forslag fra december er et af forslagene til, hvordan man i fællesskab bedre kan beskytte EU’s ydre grænser.

Kenneth Kristensen Berth kritiserer, at det ikke skaber færre asylansøgere. Det er muligt, hvis forslaget stod alene, men det er lige netop ikke tilfældet.

EU-Kommissionen udarbejdede nemlig allerede i foråret 2015 et forslag, som handler om at løse vores fælles udfordringer i fælleskab. Hovedelementerne er: Fællesskabet skal sikre de ydre grænser sammen. Flygtninge, og altså mennesker, der flygter fra krig, skal ikke selv bestemme, hvor de vil hen, men skal, når de ankommer til EU’s grænse, fordeles. Fordelingen tager hensyn til mange forhold i landene inklusiv BNP per indbygger. Migranter fra særligt Afrika, der flygter fra fattigdom, skal retur på en sikker måde. Massiv investering i Afrika, med henblik på at dæmpe fremtidig lyst til migration, og endelig en grundig fælles indsats overfor menneskesmuglere.

Fællesskabet kan levere bedre løsninger
Det er kun i fællesskab, at vi kan løse udfordringerne omkring flygtninge og migration.

I den forbindelse er beskyttelse af de ydre grænser nødvendigt, for at vi, til glæde for både eksporterhverv, vandrende arbejdstagere og ferierejsende, kan bevare den frie bevægelighed i EU.

Den afgørende forskel i min tilgang til EU, og den tilgang Kenneth Kristensen Berth præsenterer i sit debatindlæg, er, at han opfatter EU som et system, hvis formål er at rage magt til sig, hvor jeg opfatter det som et forum, som i EU-landenes tjeneste og med hvert enkelt lands involvering kan og bør bidrage til løsninger på de udfordringer, som har tværnational karaktér.

Dansk Folkeparti bluffer
Jeg tvivler nu også på, at Kenneth Kristensen Berth og Dansk Folkeparti i virkeligheden har så negativ en opfattelse af EU.

I hvert fald oplevede jeg så sent som torsdag 7. januar hans partifælle Anders Vistisen udtale, at han da gerne ville bakke op om fælles europæiske løsninger, selvfølgelig med den klare forudsætning at løsningerne var i tråd med Dansk Folkepartis politik.

Det viser med al ønskelig tydelighed, at også Dansk Folkeparti til tider i hvert fald anerkender EU som den politiske kampplads, det er.

Derfor har jeg en klar opfordring til Kenneth Kristensen Berth: Forhold dig til det samlede forslag fra EU-Kommissionen, hvis du ønsker at kritisere det. Og hvis det samlede forslag ikke falder i din smag, så formulér en løsning i stedet for en halvstuderet kritik.

 

Indlæg af formand Stine Bosse, bragt på Altinget.dk 19. januar 2016

Schengen – kort fortalt

[fusion_text]Oprettelse af Schengenområdet
Schengenområdet blev oprettet den 14. juni 1985, da Belgien, Tyskland, Frankrig, Luxembourg og Holland underskrev aftalen. Schengen er navnet på den by i det sydlige Luxembourg, hvor de oprindelige fem lande grænser op til hinanden. Fem år senere – i juni 1990, blev Schengenkonventionen underskrevet. Her er der fastlagt regler for, hvordan Schengen skal fungere i praksis, herunder skærpelse af kontrol ved de ydre grænser, fastlæggelse for udstedelse af visa samt et fælles system for informationsudveksling (SIS). Det er først i marts 1995, at Schengenkonventionen trådte i kraft og grænsekontrollen blev afskaffet mellem de oprindelige fem lande (Beneluxlandene, Tyskland og Frankrig) samt Portugal og Spanien, som havde underskrevet konventionen i mellemtiden i 1991. I dag er 26 lande, heraf 22 EU-medlemsstater, en del af Schengenområdet.

Fri bevægelighed for unionsborgere
Schengenkonventionen betyder, at unionsborgere og tredjelandsborgere, der opholder sig lovligt i området, frit kan rejse uden at blive underlagt grænsekontrol. Det vil sige, at der ikke er kontrol ved de indre grænser i Schengenområdet samt, at trafikken ved grænseovergangene skal flyde – altså må der ikke være fysiske barrierer. Alle Schengenlande har dog ret til at udføre person- og toldkontrol, som en del af det daglige arbejde.  Enkelte medlemsstater er ikke en del af Schengenområdet, men unionsborgere har ret til at bevæge sig frit inden for EU – uanset om landet de rejser til er en del af Schengenområdet eller ej. Derfor er det således, at når en EU-borger rejser til et EU-land, som ikke er medlem af Schengen, så bliver vedkommende kun underlagt et minimum af kontrol for at tjekke vedkommendes identitet. Hvert år foretager europæere over 1,25 milliarder rejser indenfor Schengenområdet.

Fri bevægelighed for tredjelandborgere
I Schengensamarbejdet er der en fælles visumpolitik, hvor procedurer for udstedelse af et Schengenvisum er harmoniserede. Blandt andet hvordan tredjelandsborgere ansøger om et visum til Schengenområdet, hvordan ansøgningen skal afgøres samt hvilket land, der er ansvarlig for at behandle ansøgningen. Schengenvisum gælder op til tre måneder indenfor en periode på seks måneder. Med et Schengenvisum kan man frit rejse i alle Schengenlande. Det er dog ikke alle statsborgere fra lande udenfor EU, der behøver at ansøge om et Schengenvisum, da EU har indgået visumfritagelsesaftaler med nogle lande udenfor for EU. Hvis der er tale om langtidsvisum på over tre måneder samt opholdstilladelser, så udstedes disse på baggrund af nationale regler. I 2013 blev der udstedt over 16 millioner Schengenvisa, mens der blev udstedt lige over 1 million langtidsvisa.

Samarbejdet om at sikre de ydre grænser
Alle Schengenlande har ansvaret for at kontrollere sine ydre grænser. For at styrke denne kontrol, samarbejder landene tæt og har fælles informationssystemer til rådighed. Det bidrager til at gøre kontrollen ved de ydre grænser mere effektiv.

Schengeninformationssystemet (SIS) er en IT-database, hvor Schengenlandenes politi, migrations- og retsmyndigheder kan få adgang til og udveksle information om personer og ejendele. Det kan være oplysninger om forsvundne personer, stjålne biler, skydevåben og tredjelandsborgere, som ikke har lov til at rejse ind i Schengenområdet. I 2013 blev der fundet ca. 86.000 personer og 33.000 genstande herunder næsten 16.000 stjålne biler. Det svarer til over 320 hits om dagen.

Visuminformationssystemet (VIS) er et IT-system fra 2011, der forbinder konsulater fra Schengenlande udenfor EU med nationale myndigheder og grænseovergange ved Schengenområdets ydre grænser. Formålet er at udveksle oplysninger om visumansøgninger og tjekke, om en person er den rette indehaver af et visum.

Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser (Frontex) blev oprettet i 2005. Formålet er at øge sikkerheden ved de ydre grænser, assistere Schengenlandene med kontrol ved de ydre grænser, samt koordinere det operationelle samarbejde på EU-plan. Frontex koordinerer fælles operationer ved hav- og landegrænser og udsender grænseindsatshold, der består af nationale grænsevagter til EU-lande med akut pres på ydre grænser. I december 2015 fremlagde Europa-Kommissionen et forslag til en revidering af Frontex. Forslaget er ikke færdigbehandlet endnu. Læs mere om det nye forslag her.

Regler for indførelse af midlertidig grænsekontrol
Det er muligt for medlemsstaterne at indføre midlertidig grænsekontrol ved de indre grænser, hvis den offentlige orden eller den indre sikkerhed er truet, enten ved forudsigelige tilfælde, ekstraordinære tilfælde på baggrund af anbefalinger fra Rådet eller tilfælde, der kræver øjeblikkelig handling. 

Forudsigelige tilfælde er, hvis der er en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed, kan medlemsstater indføre grænsekontrol ved de indre grænser.

Det kan være ved store sportsarrangementer eller politiske topmøder. Grænsekontrollen gælder for en begrænset periode på maks. 30 dage eller så længe truslen varer. Perioden kan forlænges med 30 dage ad gangen, men må dog ikke overstige mere end seks måneder i alt. De øvrige medlemsstater og Kommissionen skal oplyses om den midlertidige grænsekontrol hurtigst muligt, og mindst fire uger før grænsekontrollen indføres. Der kan dog være undtagelser som, at den alvorlige trussel ikke er kendt fire uger før, hvorfor Kommissionen og de øvrige medlemsstater ikke kan informeres om den midlertidige grænsekontrol mindst fire uger før. Jf. artikel 23 og 24 i Schengen-grænsekodekset.

Lande der har indført midlertidig grænsekontrol på baggrund af forudsigelige tilfælde (pr. 30. maj 2016)

  • Norge (15. januar-11. juni 2016)
  • Sverige (10. januar – 7. juni 2016)
  • Frankrig (13.november 2015-26.juli 2016)
  • Danmark (4.marts-2. juni 2016)

I ekstraordinære tilfælde, hvor hele Schengensamarbejdet er truet, kan medlemslandene indføre midlertidig grænsekontrol på baggrund af anbefalinger fra Rådet. Dette sker på baggrund af anbefalinger fra Kommissionen og på baggrund af en udarbejdet rapport, hvis konklusion skal være, at der er en seriøs trussel mod Schengensamarbejdet.

Lande der har indført midlertidig grænsekontrol på baggrund af anbefalinger fra Rådet (pr. 30. maj 2016)

  • Tyskland (12. maj-12. november 2016)
  • Østrig (16. maj-12. november 2016)

Tilfælde der kræver øjeblikkelig handling, benyttes når det er nødvendigt for en medlemsstat at handle øjeblikkeligt på en trussel mod den offentlige orden eller indre sikkerhed. Her kan medlemsstaten undtagelsesvis og øjeblikkeligt indføre grænsekontrol ved de indre grænser. De øvrige medlemsstater og Kommissionen skal straks informeres, hvis dette besluttes. Genindførelsen af grænsekontrollen kan blive forlænget i perioder på 20 dage, men må ikke vare længere end to måneder i alt jf. artikel 25 i Schengen-grænsekodekset. Der er pr. 30 maj 2016 ingen medlemslande, der har indført midlertidig grænsekontrol på baggrund af tilfælde, der kræver øjeblikkelig handling. 

Danmark og Schengen
Danmark tiltrådte Schengensamarbejdet i 1997. På daværende tidspunkt var Schengensamarbejdet et samarbejde uden for rammerne af EU-retten altså mellemstatsligt. Med Amsterdamtraktaten i 1999 blev Schengensamarbejdet formelt set en del af EU’s traktater. Dette betød, at Schengensamarbejdet blev overstatsligt, og Danmarks retsforbehold i princippet trådte i kraft. For at Danmark alligevel kan deltage i Schengensamarbejdet indførtes den såkaldte Schengen-teknikalitet, som betyder, at Danmark stadig kan deltage på mellemstatsligt niveau. Danmark har seks måneder til at beslutte, om vi – på mellemstatsligt niveau – vil tiltræde nye retsakter inden for Schengensamarbejdet. Hvis Danmark ikke vælger at tiltræde nye retsakter, så kan de andre medlemslande ekskludere Danmark fra Schengensamarbejdet. Danmark har hidtil tilsluttet sig alle retsakter inden for Schengensamarbejdet.

Schengenlande:
EU-medlemsstater i Schengenområdet: (årstallet er det år, hvor den indre grænsekontrol ophæves i praksis)

  • 1995: Belgien, Frankrig, Luxembourg, Nederlandene, Portugal, Spanien, Tyskland
  • 1997: Italien, Østrig
  • 2000: Grækenland
  • 2001: Danmark, Finland, Sverige
  • 2007: Tjekkiet, Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Ungarn

Ikke-EU-medlemsstater i Schengenområdet:

  • 2001: Island, Norge
  • 2008: Schweiz
  • 2011: Lichtenstein

EU-medlemsstater, der er i gang med at tilslutte sig Schengenområdet(marts 2015):

  • Bulgarien, Rumænien

EU-medlemsstater uden for Schengenområdet:

  • Cypern, Storbritannien, Irland, Kroatien

Læs mere herunder:
Liste over hvornår medlemsstaterne tidligere har indført midlertidig grænsekontrol
Liste over lande der pt. har indført midlertidig grænsekontrol
Schengengrænsekodekset
Kommissionens hjemmeside om Schengensamarbejdet
EU-Oplysningens hjemmeside om Schengensamarbejdet

Publikationer fra Kommissionen om Schengen:
Schengen: Vejen til fri bevægelighed i Europa for alle
Europa uden grænser: Schengenområdet
Grænser og sikkerhed: Opbygning af et åbent og sikkert EU

 

PDF version af vidensnotatet[/fusion_text] Opdateret

Vi skal passe godt på Danmark: Flygtningekrisen skal løses i fællesskab mellem de europæiske lande

På min dejlige morgentur langs vandet tænker jeg altid på disse strofer: “Der er et yndigt land, det står med brede bøge, nær salten østerstrand” – ja det er Danmark vi synger om. Et pragtfuldt land. Hvor jeg går tur, kan vi se Sverige, andre steder kan vi se Tyskland. Noget af det, der gør os til netop det vi er. VI lever af at handle med mange mennesker i andre lande. Og særligt meget med netop de to naboer.

Alt i alt er 500.000 danske arbejdspladser knyttet til EU. Vi eksporterer, importerer og arbejder sammen i virksomheder, der har placeret sig på kryds og tværs i Europa. Det har gjort os alle rigere. Ikke bare målt i penge / BNP (brutto national produnkt), men også i oplevelser. I 1950’erne rejste mine bedsteforældre til Harzen. Det var store sager. Lidt senere tog Spies hele Danmark til Mallorca og Tenerife. Nu bestiller mange bare en billet på nettet til Paris, London, Berlin og Barcelona, eller Aalborg, København, Aabenraa eller Stockholm. Ja vi tænker ikke over, at vi ligner hinanden og hvor stort et fællesskab vi har. Vi er kommet til at tage det for givet. Vi hænger sammen. Og vi har lært gennem opbygningen af EU at leve sammen i fred og fordragelighed.

Alt dette i skønneste orden lige indtil vi skal deles om en vanskelig opgave. Nej, det er ikke finanskrisen, jeg taler om. Den er nærmest glemt af mange. Nej jeg taler selvfølgelig om flygtningesituationen. Den er ikke ny. Den har bygget sig op i årevis. Med millioner på flugt fra krige i Mellemøsten, af hvilke vi, Danmark, har deltaget i flere. I kølvandet på finanskrisen kastede flere af de hårdt ramte sydeuropæiske lande håndklædet i ringen, og sagde tydeligt til os andre i EU, at de ikke kunne magte presset syd fra. Der var ingen hjælp at hente.

I løbet af 2014 sænkedes hjælpen til nærområderne betragteligt og mange forudså, at flygtningestrømmen til EU ville tage til. Derfor udarbejdede EU-Kommissionen i foråret 2015 et samlet forslag til os. Hovedelementerne er: Fællesskabet skal sikre de ydre grænser sammen.Flygtninge (mennesker, der flygter fra krig) skal ikke selv bestemme, hvor de vil hen, men skal, når de ankommer til EU’s grænse, fordeles. Fordelingen tager hensyn til mange forhold i landene inklusiv BNP pr. indbygger. Migranter fra særligt Afrika, der flygter fra fattigdom, skal retur på en sikker måde. Massiv investering i Afrika, med henblik på at dæmpe fremtidig lyst til migration, og endelig en grundig fælles indsats overfor menneskesmuglere.

Siden er det kun Sverige og Tyskland, der har meldt positivt tilbage på disse forslag. Alle andre nationer har tøvet og har som Danmark søgt at trække sig tilbage bag egne grænser og med egne tiltag gjort livet svært for menneskene, der flygter.

Det paradoksale er, at fordelingsmodellen ville betyde betydeligt færre flygtninge i Danmark.

Jeg synes, vi skal passe på Danmark. Særligt det Danmark, vi kender. Derfor går jeg ind for, at vi hurtigst muligt søger løsninger, som tager deres udgangspunkt i de forslag EU-Kommissionen har lavet for os, og som jeg tror langt, langt de fleste borgere i EU ville hilse velkommen. De sikrer nemlig både en menneskelig håndtering af en situation, der ikke går væk, samt at vi stadig i god ro og orden kan færdes frit sammen.

Indlæg af formand Stine Bosse, bragt i Kristelig Dagblad 12. januar 2016

Europabevægelsen: Grænsekontrol er et skridt i retning mod tiden før murens fald

Europabevægelsens formand Stine Bosse udtrykker ærgrelse over indførsel af grænsekontrol: “I store træk betyder indførsel af grænsekontrol, at vi bevæger os tilbage mod tiden før murens fald, hvor opsplitningen mellem de europæiske lande var større og hvor det var sværere at finde fælles fodslag omkring løsninger af store problemer på europæisk niveau. Statsministeren skal have ros for sit forsøg på at holde sig fra egentlig indførsel af grænsekontrol i første omgang”.

Grænsekontrol kan etableres ved de indre grænser i overensstemmelse med Schengensamarbejdet, men kun i særlige tilfælde og af kortere varighed – http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=celex:32013R1051

Stine Bosse fortsætter: “Grænsekontrollen bør være rettet mod EU’s ydre grænser, ikke de indre. Kontrollen ved de indre grænser risikerer at blive en eliminering af en af grundpillerne i EU-samarbejdet, nemlig den fri bevægelighed. Vi ser allerede nu, at samarbejdet i øresundsregionen bliver udfordret af kontrollen ved den dansk-svenske grænse”.

Danmark bør forholde sig til EU-Kommissionens forslag i stedet for at indføre indre grænsekontrol: ”Fremfor at fokusere på den indre grænsekontrol, opfordrer Europabevægelsen Statsministeren og de danske politikere til at indgå i den dybere debat med EU-Kommissionen og resten af EU-landenes ledere om de tiltag, der allerede ligger på bordet til at håndtere den ydre grænsekontrol og til at styre tilstrømningen af mennesker, som kommer fra ikke EU-lande”, siger Stine Bosse

Statsministeren nævnte i sin nytårstale vigtigheden af Danmarks deltagelse i det europæiske samarbejde på grund af potentialet for vækst og beskæftigelse, og her er den fri bevægelighed er en af forudsætningerne:

”Indre grænsekontrol vil i længden være ødelæggende for handel og vækst i både Danmark og Europa og samtidig indskrænkende for en af de borgerfriheder, den fri bevægelighed, som vi sætter allerhøjest ved det europæiske fællesskab“, afslutter Stine Bosse.

For mere information eller kommentar fra Landsformand Stine Bosse:
Kontakt Europabevægelsens landssekretariat

Download som PDF