Tilbud til Europabevægelsens medlemmer: 3D vægkort til særpris

Vi har fået mulighed for at tilbyde Europabevægelsens medlemmer en særpris på indrammede vægkort fra Brain-Power.

Særprisen gælder både Europa- og Verdenskort og i en naturgeografisk udgave (m grænser & byer) og i en politisk udgave med vægt på hurtig identifikation af landene. Begge kort i 3D, hvilket betyder, at du tydeligt kan både se og mærke topografien.

Du kan se kortene her

Prisen er 1.796 kr + 100 kr i fragt for Europabevægelsens medlemmer. (normalpris 1995 kr. + 100 kr. i fragt)

Tilbuddet gælder både Europa- og Verdenskortet samt den fysiske og politiske udgave.

Vær opmærksom på at for at opnå særpris skal bestilling ske til Susanne Højland Pedersen på shp@europabevaegelsen.dk. Husk at oplyse om du ønsker Europa- eller Verdenskortet samt den fysiske eller politiske udgave af kortet.

Debat: Menneskerettighedsdomtolen: en nyttig syndebuk

Menneskerettighedsdomstolens indflydelse på Brexit har de seneste par uger været til debat i Berlingske, hvor både Bertel Haarder (MF) og Jacques Hartmann (cand.jur.ph.d.) har blandet sig i debatten. På foranledning af vores medlem Claus von Barnekow, forhenværende ambassadør ved Europarådet, bringer vi her en henvisning til Jacques Hartmanns indlæg i Berlingske, hvor han argumenterer for, at menneskerettighedsdomstolen ingen indflydelse har haft på Brexit.

Læs hele Jacques Hartmanns indlæg her

Læs hele Bertel Haarders indlæg her

Debatindlæg: Juridisk ekspert eller (rets)politisk holdningsmager – en juraprofessors folkeretlige fantasier

 

Juraprofessor Mads Bryde Andersen tegner i en kronik den 11/7 i Berlingske et forvrænget og dystert billede af indvirkningerne af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dynamiske fortolkningsstil. Også i Deadline på DR 2 har Bryde Andersen haft mulighed for at fremlægge sine synspunkter. Her fremførte Bryde Andersen også det synspunkt, at EMD ikke har vist sig særlig effektiv, når henses til den aktuelle situation i Tyrkiet efter det mislykkede kupforsøg, hvor de tyrkere, der har klaget, er blevet afvist, fordi EMD’s formelle klagebetingelser ikke var opfyldte. Bryde Andersen har heller ikke holdt sig tilbage fra at modsige den danske dommer ved EMD, Jon Fridrik Kjølbro, der har opfordret lande som Danmark til at fremlægge deres synspunkter og argumentation ved at intervenere i sager ved EMD. Og senest har Bryde Andersen i radioprogrammet Slotsholmen på P1 den 24/8 konstateret, at han endnu ikke er blevet modsagt. Lad dette være et modsvar.

Mads Bryde Andersen mener grundlæggende ikke, at EMD’s dynamiske fortolkningsstil er fornuftig, og at medlemsstaterne forhindres i at føre den politik, der er flertal for. Bryde Andersen illustrerer det blandt andet med eksempler på den retspraksis, som princippet om dynamisk fortolkning har ført med sig. Bryde Andersen fremkommer i kronikken med flere betragtninger, som bør imødegås, men dette svar isoleres af hensyn til formatet til enkelte af hans udsagn.

Det er navnlig spørgsmålet om udvisning af udlændinge, som danske politikere er interesseret i. Bryde Andersen anfører i sin kronik herom som selvstændigt punkt: ”artikel 8 afskærer os fra at udvise kriminelle udlændinge med familie i værtslandet”

Det er mildest talt en grov simplificering af problemstillingen. For selvfølgelig afskærer artikel 8 ikke Danmark fra at udvise kriminelle udlændinge med familie i værtslandet (Danmark). EMD har således gentagne gange og så sent som den 1. december 2016 i en sag mod Danmark anført:

”The Convention does not guarantee the right of an alien to enter or to reside in a particular country and, in pursuance of their task of maintaining public order, Contracting States have the power to expel an alien convicted of criminal offences.”

Det, som EMD’s praksis forlanger af medlemsstaterne, er, at der foretages en nærmere vurdering af den kriminalitet, som udlændingen har begået og den familiemæssige situation i værtslandet, når der nedlægges påstand om udvisning. Det er gudinden Justitias klassiske vægtskål, der her kommer i brug, hvor det helt overordnet er grovheden af den begåede kriminalitet, der afvejes mod udlændingens familiemæssige situation. Har en udlænding med lovligt ophold, eksempelvis gjort sig skyldig i såkaldt ”utryghedsskabende” tiggeri, er man i mindre omfang tilbøjelig til at udvise den pågældende udlænding under hensyn til retten til familieliv i artikel 8, hvis den pågældende har hele sin familie her i landet. Omvendt var udlændingen med lovligt ophold blevet udvist, hvis denne havde gjort sig skyldig i grov narkotikahandel eller lign., uagtet familien befandt sig her i landet.

Det kan i øvrigt oplyses, at EMD i ovennævnte sag fra december 2016 gav Danmark fuldt ud medhold i, at udvisning af den pågældende udlænding var på sin plads og således ikke udgjorde en krænkelse af udlændingens menneskerettigheder, selvom han havde både kone og otte børn her i landet.

I sin kronik ulejliger Bryde Andersen sig også med at fremsætte flere løsningsforslag, så Danmark kan slippe uden om de afgørelser fra EMD, som Danmark ikke bryder sig om. Ifølge Bryde Andersen kan Danmark eksempelvis opsige Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) og i stedet tilkendegive, at man fortsat vil anvende bestemmelserne i EMRK på nationalt niveau, men uden at være underlagt EMD’s jurisdiktion. Bryde Andersen argumenterer i den forbindelse for, at Danmark fortsat kan være medlem af Europarådet, idet London-traktaten, der er Europarådets grundlæggende retsakt (den såkaldte statut), ikke opstiller som krav, at en medlemsstat skal acceptere EMD’s jurisdiktion. En sådan udlægning ignorer imidlertid fuldstændig den retligt bindende sædvane, der har udviklet sig siden Europarådets grundlæggelse, i henhold til hvilken medlemskab af organisationen altid har forudsat accept af EMD’s jurisdiktion. Dertil kommer, at det nærmest er utænkeligt, at de øvrige medlemsstater ville acceptere et fortsat dansk medlemskab af Europarådet, hvis Danmark går den vej – og det vil bringe Danmark i en lignende international paria-position som Hviderusland.

I programmet Deadline på DR 2 kom Bryde Andersen som nævnt også med sine synspunkter om EMD. Han udtalte blandt andet, at EMD er ineffektiv og intet har gjort ved krænkelserne i Tyrkiet, hvor dommere interneres og ytringsfriheden begrænses som følge af det mislykkede kupforsøg sidste år. Han udtaler endvidere, at de, der har klaget til EMD over krænkelserne i Tyrkiet, har fået deres sager afvist som følge af manglende udnyttelse nationale retsmidler i Tyrkiet.

EMRK regulerer under hvilke betingelser der kan indgives en klage til EMD. Et af de mest præcise klagekriterier er kriteriet om, at man som klager skal udnytte de klagemuligheder, der er til rådighed i medlemsstaten. Det være sig udnyttelse af klageadgang eller ved at føre en civil sag ved de nationale domstole om spørgsmålet. Formålet med denne meget klare bestemmelse er at give medlemsstaterne mulighed for at reparere krænkelsen samt at skåne EMD fra at drukne i klagesager, der kunne være afhjulpet på nationalt plan. Medlemsstaterne har således ansvaret for, at menneskerettighederne overholdes, og domstolen i Strasbourg træder kun til, hvis medlemsstaterne svigter dette ansvar.

Kupforsøget i Tyrkiet fandt som bekendt sted sidste sommer. Allerede i november 2016 (måneder efter kupforsøget) afsagde EMD så vidt ses de første kendelser i sager, der udsprang fra kupforsøget. Sagerne vedrørte hhv. en skolelærer, der var blev fyret, og en dommer, der var blevet varetægtsfængslet – begge som led i de foranstaltninger, den tyrkiske regering iværksatte i kølvandet på det mislykkede kupforsøg. Fælles for EMD’s afgørelser var, at klagerne ikke havde forsøgt at indbringe deres sager for den tyrkiske forfatningsdomstol. Klagerne havde således ikke udtømt de retsmidler, som var mulige at udnytte på nationalt plan i Tyrkiet.

At Bryde Andersens egen politiske overbevisning tilsyneladende tilsiger, at EMD bør se stort på de processuelle konventionsbestemmelser og den mangeårige retspraksis vedrørende fortolkningen heraf, er Bryde Andersen i sin gode ret til at mene. I sin iver efter at udtale kritik synes juristen Bryde Andersen dog at forglemme, at EMD som domstol er forpligtet til at følge den præcedens, der måtte foreligge om et givent retsspørgsmål – også selvom afgørelsen efter Bryde Andersens politiske overbevisning burde være faldet anderledes ud.

Samlet set må Bryde Andersens forståelse for organisationen Europarådet, som EMD hører under, antages at være begrænset. Først som sidste (og som endelige juridiske) instans går EMD ind i konkrete sager – vel og mærke når betingelserne for at indgive en klage er opfyldte. I relation til situationen i Tyrkiet er det således først og fremmest i den øvrige del af Europarådets værktøjskasse, at situationen håndteres, og hvor kritik og løsningsforslag fremsættes og diskuteres.

Ønsker Bryde Andersen sig i øvrigt en mere effektiv menneskerettighedsdomstol, kunne han starte med at opfordre sine meningsfæller på den borgerlige fløj til at lade Danmark donere penge til EMD med det formål at nedbringe sagsmængden og sagsbehandlingstiden ved domstolen. Det kan oplyses, at man på EMD’s liste over frivillige donorlande finder lande, som Danmark normalt sammenligner sig med, såsom Norge, Sverige, Tyskland og Holland, som alle har bidraget med indtil flere beløb til kontoen. Sågar Tyrkiet står som registreret donor. Danmark er ikke at finde på denne liste.

En sådan donation ville utvivlsomt udgøre kærkommen hjælp til EMD, som i øjeblikket forsøger at håndtere og adressere de mange tyrkiske klagesager, der er registreret i perioden efter kupforsøget, hvor der ifølge EMD’s præsident i januar kunne konstateres en stigning i antallet af tyrkiske klagesager på 276 %.

I Politiken den 23/7 bragtes et interview med den danske dommer ved EMD, Jon Fridrik Kjølbro. I interviewet opfordrede Kjølbro til, at Danmark begyndte at blande sig (intervenere) i de sager, der verserer ved domstolen. Kjølbro peger således på, at medlemsstaterne herved har mulighed for at påvirke domstolens afgørelser, selvom medlemsstaten ikke står som indklaget i den konkrete sag.

Dette er et aldeles fornuftigt forslag fra den danske dommer. Danmark har så vidt vides aldrig benyttet sig af adgangen til at intervenere i sager ved EMD.

Samme aften bragte Jyllands-Posten på sin netavis en reaktion fra Bryde Andersen med overskriften ”Ekspert: Ekstremt dyrt at blande sig i andre landes menneskerettighedssager”, hvor Bryde Andersen skød dommer Kjølbros forslag til jorden. Det var alt for omkostningskrævende, lød meldingen fra Bryde Andersen. Man kan ifølge Bryde Andersen tilsyneladende ikke forvente, at et land som Danmark formår at have overblik over de verserende sager ved EMD med det formål at foretage intervention.

Dette er imidlertid det rene vrøvl. Langt de fleste af EMD’s domme vedrører allerede fastlagte og accepterede fortolkninger af EMRK, og i det begrænsede omfang, EMD fastlægger ny praksis eller dømmer i sager, der måtte skønnes at have særlig dansk interesse, har Udenrigsministeriet gennem Danmarks repræsentation ved Europarådet rigelige forudsætninger for at følge op derpå, herunder som bi-intervenient i sager anlagt mod andre medlemsstater.

Justitsminister Søren Pape Poulsen har da også i Politiken den 27/8 givet udtryk for, at intervention i sager ved EMD er en god ide. ”Det skal han [Kjølbro red.] ikke sige to gange” citeres  ministeren for at sige.

Bryde Andersens indspark i debatten om det europæiske menneskerettighedssystem er efter vores opfattelse så fordrejet og så tilpas unuanceret – både for så vidt angår de juridiske realiteter, men så sandelig også hvad angår de politiske realiteter – at det må antages at være årsagen til, at andre ikke tidligere har fundet det betimeligt at gå i rette med formueretsprofessoren. Det er naturligvis ganske i orden at argumentere for en dansk udtræden af EMRK, men det er uacceptabelt i en demokratisk debat at forklæde en rent politisk dagsorden som et juridisk responsum. Bryde Andersen er en anerkendt ekspert i formueret, men har så vidt vides ingen særlige akademiske forudsætninger for at udtale sig om folkeretlige og menneskeretslige spørgsmål. Det betyder naturligvis ikke, at han ikke kan/må have en holdning hertil, men man bør huske, at holdninger ikke nødvendigvis er baserede på ekspertise.

 

Skrevet af:

Tobias Stadarfeld Jensen er advokat  og tidl. praktikant på Danmarks repræsentation ved Europarådet

Claus von Barnekow er medlem af Sekretariatet for Den danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, fhv. ambassadør ved Europarådet og fhv. seniorrådgiver i Europarådets sekretariat

 

 

En lynguide til det tyske valg

Tyskland skal til stemmeurnerne den 24. september og sætte deres kryds ved deres bud på den næste kansler. Et valg, som bliver fulgt med spænding i hele EU. Vi giver dig her et hurtigt overblik over valget og dets to spidskandidater – Angela Merkel og Martin Schulz.

ON NOW

ON NOW

ON NOW

ON NOW

Hvis du ønsker en mere udførlig guide, kan vi anbefale denne guide fra Politico

Skrevet af Mark Sinclair Fleeton

 

Erhard Jakobsens fond donerer 212.000 kr. til Europabevægelsen

I forbindelse med Erhard Jakobsens 100 års fødselsdag og lukningen af hans fond, har bestyrelsen bag fonden valgt at donere 212.000 kr. til Europabevægelsens arbejde. Den europæiske sag er en hjertesag for både Stine Bosse, formand for Europabevægelsen, og Mimi Jakobsen, hvis far var formand for Europabevægelsen i 10 år i 60’erne og 70’erne, og det er den grad i hans ånd at støtte det forpligtende fællesskab.

Mimi Jakobsen begrunder valget af Europabevægelsen således: ”Min far var kendt både som borgmester i Gladsaxe og stifter af Centrum-Demokraterne, men hans livs største engagement var et forenet Europa, som han kæmpede for hele sit liv. Han stod op som “Danmarks europæer nr. 1″ i medgang og modgang for denne sag, og intet ville være mere i hans ånd end at støtte Europabevægelsen. Især i en tid, hvor der er beklageligt mangel på politikere, der trods deres støtte til et fælles Europa, er bange for at kæmpe for dette i forhold til befolkningen.”

Stine Bosse, formand for Europabevægelsen er stolt over valget af Europabevægelsen: ”Det er en ualmindelig velkommen gestus, og de fleste i min generation kan huske, hvordan Erhard Jakobsen og mange andre viste vejen til fællesskab. Pengene skal bruges på Europabevægelsens arbejde med at møde danskerne og få sat EU på dagsordenen i frokostpausen, over middagsbordet og til familiefødselsdagen. Det er nødvendigt med debat og oplysning om EU, hvis vi fortsat skal sikre danskernes opbakning til det europæiske fællesskab.” 

Overrækkelsen af de 212.000 kr. fandt sted søndag den 3. september i forbindelse med Pulse of Europe. 

Europabevægelsen er klar til Ungdommens Folkemøde

Igen i år er Europabevægelsen stærkt til stede på Ungdommens Folkemøde den 7.-8. september i Søndermarken. Vi er en del af et fælles Europatelt med Europæisk Ungdom, Europa-Parlamentet i Danmark, Nyt Europa og Folkebevægelsen mod EU.

Europabevægelsen afholder tre events på de to dage:

Nationale eller europæiske løsninger – Q & A med den franske ambassadør om EU-samarbejdet

Torsdag den 7. september kl. 13.30-14.00

Har du nogensinde mødt en ambassadør, og ved du egentlig, hvad en ambassadør laver? Hvis ikke, så har du nu den oplagte mulighed for at komme helt tæt på den franske ambassadør, François Zimeray. Han fortæller om livet som ambassadør i Danmark, Frankrigs rolle i EU og om fremtiden for EU-samarbejdet. Han er naturligvis også klar til at besvare alle dine spørgsmål.

Sandt eller falsk om EU – årets kahootquiz

Tordag den 7. september kl. 14.00-15.00

Er det dig, som skal vinde titlen som quizmaster og ikke mindst have håneretten over dine venner? Så skal du lægge vejen forbi vores telt, når vi tester dig og dine venners viden om EU i jeres hverdag i vores kahootquiz. Ved du fx, at EU har sat et loft over, hvor mange kemikalier og skadelige stoffer, der må være i din shampoo og makeup? Og ved du fx, at EU har fjernet roamingafgiften, når du bruger din mobiltelefon, når du er på ferie i EU? Ja, så er du allerede godt på vej til at sikre dig titlen som årets quizmaster på Ungdommens Folkemøde.

Ude eller hjemme – EU-speeddating om uddannelse i EU

Fredag den 8. september kl. 10.30-11.30

Som ung i EU er der masser af muligheder for at studere eller arbejde i et andet EU-land, og med vores EU-speeddating giver vi dig et overblik over mulighederne. Vidste du fx, at du kan tage en del af din praktik i udlandet, hvis du vil være håndværker eller pædagog? Eller at du kan tage et semester i udlandet, hvis du læser på universitetet? Vi har samlet en række unge, som selv har været i udlandet, og de vil give deres gode råd videre til dig, så du også får muligheden for at opleve nye kulturer, få nye venskaber og oplevelser for livet.

Derudover så afholder Europæisk Ungdom det traditionsrige EU Fight Night fredag den 8. september kl. 15.00-17.00, hvor ungdommens skarpeste EU-debattør skal kåres.

Se hele programmet for Europa-teltet lige her

What to read about Europe? #2

A semimonthly subjective selection of up to ten texts published recently in respected sources, discussing various subjects important for European integration, politics, economy etc. The aim of the proposed selection is to sustain the debate about Europe in our Movement.

1. Considerable interest has been aroused during recent weeks by the so-called reform of the judiciary in Poland. The Parliament controlled by the governing nationalist-conservative Law and Justice (PiS) party approved three controversial laws aiming to greatly increase the influence of the minister of justice over the judicial system. According to the critics (and there were plenty of them), the new laws violated Poland’s constitution by weakening the separation of powers. That view was shared by protesters all over the country and by Poland’s president Andrzej Duda, who vetoed two of those laws. Mr. Duda surprised everyone, as until the vetoes he was loyal both to his party and its leader Jaroslaw Kaczynski. Presumably the European Commission was taken by surprise too, but ultimately it remained unimpressed. As a consequence, it launched legal action against Poland. In order to learn about the exact extent of the damage done to the rule of law by PiS, it is advisable to read carefully the Commission’s recent recommendation regarding that subject. A potential reader needs to be warned: it is not an easy read and it leaves one in a very gloomy mood at the end.

http://ec.europa.eu/newsroom/document.cfm?doc_id=46116

(publication date: 26.07.2017)

2. The Commission’s document mentioned above gives one a very detailed legal analysis of the situation in Poland. At the same time, one may ask: what about the political context? Does the presidential vetoes mean that PiS is splitting into two parties? Does the President side with the protesters and parliamentary opposition now? What the most recent polls say about PiS support among the Poles? Last but not least: is there still hope for Poland? All those questions are answered by The Economist, in its nuanced analysis of Poland’s most turbulent period (2015 – ?) since the fall of the Berlin Wall.

http://www.economist.com/news/europe/21725575-governing-law-and-justice-party-still-aims-nobble-judiciary-veto-gives-rule

(publication date: 29.07.2017)

3. One is sometimes tempted to ask a very basic question: does Poland matter at all to Denmark, the European Union and the wider world? Washington Post foreign affairs columnist Anne Applebaum has no doubts whatsoever: it matters greatly. According to her [f]or a quarter-century, the fall of the Berlin Wall and the subsequent triumph of Central European democracy were together perceived around the world as one of the great achievements of the West. For the past decade, Polish advice on democratic transition was sought around the world, too, from Burma to Tunisia to Ukraine. A Polish pivot away from democracy will undermine not only the unity of the West, but the broader appeal and the attraction of the West in those countries, too, allowing other “oppressive ideologies” from the “South or the East” to take its place.’.

https://www.washingtonpost.com/opinions/global-opinions/its-now-clear-the-most-dangerous-threats-to-the-west-are-not-external/2017/07/16/2475e704-68a6-11e7-a1d7-9a32c91c6f40_story.html?utm_term=.f0bfd50850e3

(publication date: 16.07.2017)

4. So, Ms. Applebaum is of opinion, that the case of Poland makes the West not only less coherent, but it also negatively affects its soft power (that term was coined by Joseph Nye in his 1990 book ‘Bound to Lead: The Changing Nature of American Power’). Yet, another question arises: is the concept of illiberal democracy going to spread further or will it be confined to the EU’s fringe consisting of the post-communist countries? An instinctive reply would be ‘No’, as the countries of the pre-1989 West are too stable, their democracies too mature and their populations too prosperous to experience troubles of that kind. But can we be so sure in the age of Donald Trump, Brexit and salient popularity of populists in other Western democracies? Conservative analyst Garvan Walshe is of opinion that every single supporter of the liberal democracy has an important role to play in assuring that the rule of law remains intact, when he says: In these last few weeks, anti-legal populists came very close to extinguishing freedoms that the Polish people had finally won fewer than 30 years ago. Whether the product of cynical lying or innocent self deception by people who ought to know better, theirs is a dangerous argument. Anyone who believes that democracy is based on the rule of laws, and not men, must expose it for the cant that it is.’.

https://www.conservativehome.com/thecolumnists/2017/07/garvan-walshe-could-polands-populist-assault-on-the-judiciary-happen-here.html

(publication date: 27.07.2017)

5. In the previous edition of ‘What to read about Europe?’ the president of the European Council Donald Tusk was described as a ‘lennonesque dreamer’. It is hard to escape another rock-music reference this time around too, as his painful dilemmas vis-à-vis current situation in Poland are analyzed by Politico’s David M. Herszenhorn. On the one hand Mr. Tusk ‘[b]elieves he is speaking for the central values of the European Union, that he is keeping the Union together’, on the other ‘[h]e doesn’t want to look like he is escalating the conflict with the Polish government.’. This, of course, is a very unenviable and grave situation, with limited maneuvering space. A former prime minister of Poland is certainly, as Mick Jagger and Keith Richards would say, ‘stuck between a rock and a hard place’.

http://www.politico.eu/article/poland-rule-of-law-constitution-donald-tusk-personal/

(publication date: 27.07.2017)

6. Obviously, the drama unfolding in Poland has caught the attention of the Danish audience too. In the opinion of the present writer, one of the most important pieces published during that time was authored by the former Minister for Foreign Affairs Uffe Ellemann-Jensen. In his text Mr. Ellemann-Jensen not only skillfully summarizes the basic elements of the crisis, but he is also spot-on when it comes to the dangers involved. Especially two passages are worth of sharing and maybe even memorizing. The first explains why the EU cannot turn a blind eye to the developments in Poland: ‘Magtens tredeling er et princip, som ikke er til forhandling. Man skal naturligvis forsøge at tale sig til rette om, hvordan dette princip kan tilpasses de demokratiske traditioner i det enkelte land. Men det er selve EU’s demokratiske fundament, som nu bliver testet.’. The second reinforces the first, by seeing the situation through geopolitical lenses: ’Vi oplever i denne tid, hvordan Putins Rusland forsøger at underminere de vestlige demokratier udefra. Det er helt uacceptabelt, hvis der er kræfter, som søger at gøre det samme indefra.’. Ms. Applebaum would undoubtedly agree.

http://uffeellemann.blogs.berlingske.dk/2017/07/26/jeszcze-polska-nie-zginela/

(publication date: 26.07.2017)

7. The speech delivered by Viktor Orbán during the 28th Bálványos Summer Open University and Student Camp in Tusnádfürdő/Băile Tuşnad (Romania) is certainly an interesting, albeit somewhat chilling read. Nevertheless, it deserves to be carefully scrutinized, because Mr. Orbán is widely considered as one of the most important ideologues of the so-called illiberal democracy. Plainly speaking, it is necessary to know what this formidable enemy of the open society and liberal European order thinks, in order to counter his narrative. It is tempting to simply label him as belonging to a right-wing lunatic fringe and to leave it at that, but even the most toxic of labels is not going to make him less menacing. Sentences like the following one are quite alarming: Now if we speak about the future of Europe, we must first state in no uncertain terms that in order for Europe to be able to survive and remain the Europeans’ continent, the European Union must regain its sovereignty from the Soros Empire. Until that happens, we have no chance of retaining Europe for the European people.’.

https://visegradpost.com/en/2017/07/24/full-speech-of-v-orban-will-europe-belong-to-europeans/

(publication date: 24.07.2017; the speech was delivered two days earlier)

8. Finally, a moment of respite from East-Central European illiberal tendencies. Christel Zunneberg from the European Council on Foreign Relations has published recently an interesting analysis comparing German political parties’ positions on the core EU policy domains. It is comforting to read that [n]early all established parties running for the coming Bundestagswahl on 24 September have adopted a narrative that combines a pro-European outlook with an emphasis on the need for European reforms. Only the Eurosceptic AfD bucks the trend with its calls for a ‘Dexit’ referendum.’. A quick glance at the polls makes that picture even more heartening, as the eurosceptic AfD is not very popular among the German electorate at the moment.

http://www.ecfr.eu/article/commentary_europe_in_the_german_federal_elections_manifestos_7219

(publication date: 26.07.2017)

By Sergiusz Bober, member of the board for Syd- og Sønderjylland region of the Danish European Movement. Written on the 31st of July. 

DEBAT: Europas historie bygger på fællesskab og demokrati – det skal den digitale udvikling også

Europa som kontinent bygger på nysgerrighed, frihed og diversitet. Historien har lært os, at borgeres tillid til offentlige myndigheder og private virksomheder er en afgørende forudsætning for, at den europæiske mangfoldighed anskues som et aktiv – et samfundsgode, der skaber værdi.

I dag er tilliden fra borgerne udfordret, og det udgør store problemer for de myndigheder og institutioner, der skal løse både samfundsmæssige udfordringer og opretholde funktionsdygtige demokratier. Her er de teknologiske muligheder og forandringer, vi er vidner til i disse år, centrum for såvel umådelige muligheder og potentialer og samtidig udfordringer og bekymringer; for vil de teknologiske fremskridt gavne alle borgere eller kun de heldige få?

Det må være alle europæiske myndigheder, virksomheder og organisationers fælles opgave at sikre, at det teknologiske fremskridt kommer alle til gode; at det bliver en katalysator for vækst, velstand, fremskridt og bæredygtighed med fordele for alle og ikke forbeholdt en snæver elite. Europas værdier og historie skal ses i dette lys; vores evner til sammen at løfte i flok og sikre, at alle kommer med på det digitale tog – hvor hurtigt det end kører.

For den europæiske identitet handler om netop dette; store forskelle i kultur og levemåder til trods for relativt små afstande. Europas historie er historien om samfund, der opbygges, bygninger, der rejses, gader, der betrædes gennem hundrede af år og adskilt af relativt få kilometer. Kort fortalt handler historien om Europa om sammen at overkomme forskelligheder gennem stærke partnerskaber og samarbejde – i hårde tider og i gode.

Teknologi kan det samme. Det er en kraft for inklusion. Men det kræver tillid og tryghed at nå til den erkendelse. Derfor er det alles ansvar at sikre, at tilliden til både myndigheder og store som små virksomheder genoprettes – tillid er simpelthen en af samfundets grundsten. Uden tillid vil al ny teknologi blive set som en trussel; en trussel mod det enkelte job, den enkeltes levestandard, mod miljøet og mod fred og stabilitet.

I Microsoft tager vi dette ansvar alvorligt. Som en global virksomhed skal vi påtage os en ny rolle, der sætter mennesker og deres bekymringer i centrum. Vi mener, at nøglen til at genskabe tilliden går gennem konkrete resultater for virkelig mennesker. Vi vil bestræbe os på at gøre dette via primært tre indsatser på europæisk niveau:

  1. Øge de digitale kompetencer og den digitale forståelse blandt især særligt udsatte børn og unge.
  2. Hjælpe små og mellemstore virksomheder til at udnytte deres fulde potentiale ved at bruge cloud baserede løsninger.
  3. Udforske mulighederne for at løfte folkesundheden gennem cloud baserede løsninger

Vores indsatser er forskellige på tværs af Europa. I hvert land skal vi se på muligheder, barrierer og potentialet for at bidrage til den lokale økonomi, velfærd, uddannelse og vækst. Microsoft bakker derfor helhjertet op om et digitalt indre marked, der vil nedbryde de resterende barrierer, for på dén måde at skabe et sikkert og frit digitalt indre marked i stedet for 27 nationale markeder. Via et tættere samarbejde skærper EU tilmed sin profil som global frontløber inden for digitalisering. Dermed fremmes vores regions konkurrenceevne og innovation, til gavn for såvel økonomisk vækst som velfærd.

Af Anders Thomsen, direktør for Politik & Strategi i Microsoft Danmark og Sverige

What to read about Europe? #1

A semimonthly subjective selection of up to ten texts published recently in respected sources, discussing various subjects important for European integration, politics, economy etc. The aim of the proposed selection is to sustain the debate about Europe in our Movement.

1. For the Europeans it would be hard to escape from the word ‘Brexit’ in a foreseeable future. As The Washington Post’s Rick Noack shows, in the English port town of Tilbury a post-Brexit reality is inescapable too and it begins to bite. Nowadays even the most hardline Brexit-supporters realize that to leave the European Union is not enough to solve Britain’s numerous problems. One may say it is hard to escape from the word ‘Brexit’, but it is even harder to escape from reality.

https://www.washingtonpost.com/news/worldviews/wp/2017/06/23/one-year-after-a-divisive-vote-doubts-are-mounting-in-a-town-that-voted-overwhelmingly-for-brexit/?utm_term=.0d3ebf2000d7

(publication date: 23.06.2017)

2. A recent study published by Samuel C. Woolley and Philip N. Howard (both from the University of Oxford) finds that one of the biggest threats to liberal democracies is ‘computational propaganda’. What is it, one may ask? According to the researchers, ‘[c]omputational propaganda is the use of algorithms, automation, and human curation to purposefully distribute misleading information over social media networks.’. The reading of the study makes one quickly realize why we should be afraid of – for example – twitter bots, how they helped to win Brexit referendum and why it is necessary to combat fake content they spread.

http://comprop.oii.ox.ac.uk/wp-content/uploads/sites/89/2017/06/Casestudies-ExecutiveSummary.pdf

3. Speaking of studies and reports. Annabelle Chapman, a Warsaw-based journalist writing for, among others, The Economist has authored a recent Freedom House report analyzing press freedom in Poland. The findings are worrying. According to the report, [t]he Law and Justice government has sought to control the media as part of a broader push to weaken checks and balances and silence independent voices.’. What is more, similar actions were undertaken by Viktor Orban’s government in Hungary. It cannot be ruled out that both governments will soon find followers in East-Central Europe. Granted, there are still free media in both Poland and Hungary. Nevertheless the tendency is alarming. Illiberal democracy seems to has found a foothold in both countries. It is a major headache for other EU member states.

https://freedomhouse.org/report/special-reports/assault-press-freedom-poland

4. The Economist is very serious about the aforementioned headache. Its editors are convinced that finally something needs to be done with regard to Hungary (the troubling case of Poland is also mentioned in their Leaders section text): In general the EU should stay out of members’ internal affairs, but governments that flagrantly violate democratic norms should face sanctions, such as receiving fewer handouts from EU structural funds.’. It is hard to disagree. The reason is simple: a continuous violation of the EU’s fundamental values weakens both the EU’s international reputation and its internal cohesion.

https://www.economist.com/news/leaders/21723835-europe-has-tools-make-autocrat-back-down-what-do-when-viktor-orban-erodes-democracy

(publication date: 22.06.2017)

5. After last week’s voting on gay marriage in the German Bundestag many foreign observers were baffled by the fact, that the chancellor Angela Merkel actually voted against the bill. Ms. Merkel’s biographer, professor Matt Qvortrup from Coventry University, in his concise comment written for the Prospect Magazine convincingly explains, why that fact confirms that she is a masterful tactician.

https://www.prospectmagazine.co.uk/politics/merkels-stance-on-gay-marriage-isnt-surprising-but-it-is-masterful-politics

(publication date: 30.06.2017)

6. ‘You may say I’m a dreamer, but I am not the only one.’, said the president of the European Council Donald Tusk recently, thus expressing his belief that Brexit can still be reversed. Mr. Tusk is not the only dreamer in the EU. The leader of ALDE Guy Verhofstadt certainly belongs to the category of lennonesque dreamers too. His dream is a proper European federation. Why it needs to be achieved and how to do it is a subject of his latest book titled ‘Europe’s Last Chance: Why the European States Must Form a More Perfect Union’. In a nuanced review of Verhofstadt’s work, Jan-Werner Müller (professor of politics at Princeton University) skillfully argues why the strategy authored by the former prime minister of Belgium has a chance of being at least partially implemented. Sure, the obstacles are formidable. However, according to Müller [f]urther integration isn’t inevitable, but it is logical.’.

https://www.lrb.co.uk/v39/n11/jan-werner-muller/constitutional-fantasy

(publication date: 01.06.2017)

7. In the May-June issue of the New Left Review Perry Anderson offers a comprehensive analysis of recent developments in French politics. His is not convinced at all that Emmanuel Macron’s charm and intelligence will lead to any substantial reform of the European Union. According to him ‘[s]ome give on the Eurozone is virtually assured. But the odds are that it will be largely cosmetic, falling well short even of another impotent assembly and figurehead minister, duplicating existing Union structures. As things stand, anything more serious would face fierce opposition not only in the Federal Republic, but in the Dutch, Finnish and other parliaments. The balance of forces in a neoliberal but not yet neofederal system of power militates against dramatic changes.’. It will be fascinating to observe which vision of Europe will ultimately prevail: Mr Verhofstadt’s inspiring optimism or Mr Anderson’s level-headed pessimism.

https://newleftreview.org/II/105/perry-anderson-the-centre-can-hold?utm_source=newsletter&utm_medium=email&utm_campaign=NLR105

(Publication date: May-June 2017)

8. Finally, one may wonder what is Denmark’s place on the current European chessboard? In order to know, it is always a good idea to ask Uffe Østergaard. In the interview with Lars Gaardhøj, he says that in the near future both internal and external borders of the EU, as well as the free movement of labour will be intensely discussed in Europe. Moreover, he suggests to focus closely upon Italy and its problems. When it comes to the Danish position, Østergaard is convinced that only through the membership in the EU such a small country can sustain its ability to play a significant role on a European and global stage. As a result, he adds, it is necessary to continue an informed debate on the meaning of sovereignty in the 21st century. That seems like an ideal task for the Danish European Movement.

http://europa-debat.dk/det-europaeiske-hus-har-det-bedre-idag-men/

(publication date: 05.07.2017)

Written by Sergiusz Bober, member of the board for Syd- og Sønderjylland region of the Danish European Movement on the 6th of July 2017. 

INTERVIEW: “Europa er ikke et supermarked”

I sit første store interview siden han indtog Elysée-palæet, løfter republikkens præsident sløret for sin vision for Europa og skitserer de vigtigste principper i udenrigspolitikken. Interviewet blev bragt i en række europæiske dagblade d. 22. juli 2017. Denne tekst er oversat fra fransk til dansk af René Christensen. 

Er Frankrig tilbage i Europa? Inkarnerer Frankrig et nyt lederskab for Europa?

Emmanuel Macron (EM): Lederskab dekreteres ikke; det opbygges i samarbejde med andre lande, andre aktører, og baserer sig på opnåede resultater. Det ville være hovmodigt nu at sige, at Frankrig udøver nyt europæisk lederskab. Det virkelige spørgsmål handler om målsætningen for vores indsats. Og udgangspunktet er de vestlige demokratiers krise. Disse demokratier er opbygget i det attende århundrede på en førhen ukendt balance mellem forsvaret af individuel frihed, politisk demokrati og indførelse af markedsøkonomi. Den gode cirkel tillod anerkendelse af individuelle frihedsrettigheder, sociale fremskridt og udviklingen af en middelklasse med udsigt til fremgang. Siden af slutningen af det boom, efterkrigstiden åbnede for, har tvivlen genindfundet sig. Frankrig har i den henseende bitre erfaringer, skønt vores sociale model sandsynligvis var den bedst udviklede. Når vi ser på verden i dag, hvad ser vi så? Flere og flere ikke-liberale demokratier og ekstremer i Europa, genopståen af autoritære regimer, der sætter spørgsmålstegn ved demokratiets duelighed, og et USA, der isolerer sig fra resten af verden. Denne situation forværres af voksende usikkerhed og uro. Kriser spreder sig i Mellemøsten og Golfen, og uligheden forværres i hele verden.

Hvorfra stammer denne manglende stabilitet?

EM: Den har ikke en enkelt årsag. Den er delvis resultatet af dybe uligheder fremkaldt af den aktuelle verdensorden og islamistisk terrorisme. Til disse ubalancer føjer sig klima-udfordringen. De, der mener, at kampen for klimaet er et modefænomen, tager alvorligt fejl. Spørgsmålet er ikke, hvorvidt der er fransk lederskab, hvorvidt vi kan slå os på brystet mere end andre. Først og fremmest handler det om, hvordan vi kan forsvare vores fælles goder, det vil sige frihed og demokrati for alle, den enkeltes såvel som samfundets mulighed for autonomi, at forblive fri, at sikre social retfærdighed, og bevare et bæredygtigt klima på vores planet. Uden disse fælles goder, er der ingen ønskelig eller bæredygtig fremtid. Vores udfordring er, hvordan vi kan vinde denne kamp, som – er jeg sikker på – Europa er ansvarlig for at føre an i. Hvorfor? Fordi demokratiet er født på dette kontinent. USA holder ligeså meget af frihed, som vi. Men amerikanerne har ikke vores smag for retfærdighed. Europa er det eneste sted, hvor individuelle frihedsrettigheder, demokratiets ånd og social retfærdighed forenes i et sådant omfang. Spørgsmålet er: vil Europa formå at forsvare de kerneværdier, som vi i årtier har mindet resten af verden om, eller vil det gamle kontinent udslettes af ikke-liberale demokratier og autoritære regimer?

Hvordan genoplives Europa konkret? Hvordan overbevises tyskerne?

EM: Hvis vi ikke er bevidste om den udfordring, vi står overfor, kan vi fortsætte med at tilbringe hele nætter med at diskutere, hvor det næste europæiske agentur skal placeres, eller hvordan denne eller hin budgetpost skal spenderes. Vi ville dermed placere os uden for Historien. Mit valg er et andet. Det er Angela Merkels valg også. Spørgsmålet er, hvordan vi kan genskabe dynamikken, evnen til at bevæge os fremad. For det handler ikke kun om at presse lande eller mennesker politisk. Vi skal være i stand til at opildne, at få folk til at drømme. Frankrig vil ikke kunne sætte noget eller nogen i bevægelse, hvis vi ikke gør det med klar tale og et forstandigt syn på verden. Men ej heller vil vi kunne det uden en styrkelse af vores økonomi og samfund. Det er derfor, jeg har bedt regeringen om at indlede grundlæggende reformer, der er afgørende for Frankrig. Vores troværdighed, vores effektivitet, vores styrke er på spil. Men ingens styrke kan i længden leve af andres svaghed. Tyskland, der gennemgik dybe reformer for femten år siden, konstaterer nu, at den aktuelle situation ikke er holdbar. Mit håb er derfor, at vi kan bygge en fælles styrke. Min tilgang til fransk-tysk samarbejde er en alliance byggende på gensidig tillid. Det, jeg ønsker, er en tilbagevenden til den samarbejdsånd, der i sin tid eksisterede mellem François Mitterrand og Helmut Kohl.

Det betyder, at vi ikke tager til et Europæisk Råd uden en fælles holdning. Det betyder ikke, vi er enige om alt. Men vi ønsker ikke at spilde tid på at bede andre om at mægle vore uenigheder. Uden dette ender Europa med at hakke og stamme; nøglen til genstart, er et Europa, der beskytter.

Hvorfor er dette behov for beskyttelse så vigtigt?

EM: Fordi middelklassen er begyndt at tvivle, i alle vores samfund. De føler, at Europa ikke udvikler sig på en for dem positiv måde. Et sådant Europa vil rive sig selv omkuld. Vi skal skabe et Europa, der beskytter ved at etablere en reel forsvars- og sikkerhedspolitik. Vi skal reformere beskyttelsen af vore grænser, migrationspolitik og asyl til at blive mere effektive i forhold til den voldsomme migration. Det nuværende system efterlader nogle med næsten hele problemet og kan derfor ikke modstå fremtidige migrationsbølger. Jeg tror på et Europa, der giver sig selv midlerne til at beskytte sine ydre grænser, styrke kontinentets sikkerhed gennem politi- og retligt samarbejde i kampen mod terrorisme, til at implementere en fælles ordning for asyl og indvandring; et Europa, der beskytter mod globaliseringens uønskede konsekvenser. Dette er et første skridt. Der kan ikke skabes institutionelle forbedringer, så længe vi ikke har genoprettet sammenhængen i Europa.

Et næste skridt består i at skabe en stærkere integration inden for euroområdet. Det er derfor, jeg kraftigt forsvarer tanken om et demokratisk styret budget for euroområdet. Dette er den eneste måde at genskabe en bevægelse af konvergens mellem vores økonomier og vores lande. Hvis vi ikke gør det, vil vi svække euroområdet. En sådan søjle må udfærdiges med ansvarlighed og solidaritet. Min fornemmelse er, at Tyskland ikke er blokeret på dette punkt.

Tror De, at tyskerne også er klar til ændringer?

EM: Det er jeg sikker på. Med hensyn til sikkerhed og forsvar, har den tyske kansler fået gennemført dybe forandringer. Hun har ladet de dybe tabuer arvet fra Anden Verdenskrig genoverveje. Tyskland vil de kommende år bruge mere på forsvar end Frankrig. Hvem ville have troet det? Men Tyskland er klar over grænserne for handlinger, der ikke har fuld europæisk opbakning, især med hensyn til militær intervention; at vores skæbner er tragisk forbundne. Tyskland har brug for Frankrig til at beskytte sig selv, for at beskytte Europa og sikre vores fælles sikkerhed. Jeg tror i øvrigt, at den dynamik, jeg henviser til, også passerer gennem det tyske samfund. Vores pligt som ledere er at bruge dette pædagogisk. National egoisme er en langsomt virkende gift, der angriber vore demokratier og øger vores kollektive besvær med at overkomme den historiske udfordring. Jeg ved, at Kansler Merkel er fuldt bevidst herom.

Europa i dag synes delt; især mellem øst og vest …

EM: Jeg tror ikke på denne konflikt mellem Øst- og Vesteuropa. Der er spændinger, fordi vores tankesæt og nyere historie er ikke de samme. Jeg vil aldrig glemme, hvad Bronislaw Geremek (Polsk politiker og historiker (1932-2008). I 70’erne og 80’erne en markant skikkelse inden for den polske demokratiske opposition. Medlem af Europa-Parlamentet og Polens udenrigsminister i årene 1997–2000, red.) sagde, da jeg mødte ham for tyve år siden i forbindelse med EU-udvidelsen: “Europa udmåler ikke det, hun skylder os”. For hans generation, med en forståelse funderet i den europæiske oplysningstid, havde Vesteuropa begået forræderi ved at tillade murens opførelse og kontinentets deling. Jeg hører i dag visse europæiske ledere forråde kontinentet to gange. De har besluttet at opgive principperne og vende ryggen til Europa, at have en kynisk tilgang til EU, ved at betjene sig af tilskud og kreditter, men ikke respektere værdierne.

Europa er ikke et supermarked. Europa er en fælles skæbne. EU svækkes, når vi acceptere en afvisning af dens principper. Europæiske lande, der overtræder reglerne må drage de politiske konsekvenser. Og dette er ikke bare en øst-vest debat. Jeg vil tale med alle og respekt, men jeg vil ikke gå på kompromis med principperne om solidaritet og demokratiske værdier i Europa. Hvis vi accepterer det, betyder det, at Europa er svagt, ja, allerede forsvundet. Det er ikke mit valg.

Dialog, ikke sanktioner?

EM: Dialog, men den skal følges op af konkrete afgørelser. Jeg håber, at alle har det historiske ansvar, som hviler på europæerne, i tankerne. Vi skal fremme et Europa, der går i retning af en økonomisk og social velfærd. Formålet med et Europa, der beskytter, er ligeledes gældende på de økonomiske og sociale områder. At argumentere – som man har gjort i årevis – vedr. udstationerede arbejdstagere, er at vende Europa ”på hovedet”. Man bør ikke tage fejl. De stærkeste forsvarere af et ultraliberalt og ubalanceret Europa, i Storbritannien, har brændt sig på dette. Hvad drejede Brexit sig om? Om de østeuropæiske arbejdere, der optog britiske arbejdspladser. Europas forsvarere tabte fordi den britiske middelklasse sagde stop! Det varme pust fra ekstremerne bidrager til ubalancen. Vi kan ikke blive ved med at udforme Europa fra kontorer, og lade tingene gå i opløsning. De udstationerede arbejdstagere fører til latterlige situationer. Hvordan kan jeg forklare den franske middelklasse, at virksomheder lukker i Frankrig for at flytte til Polen, fordi det er billigere, og at franske byggefirmaer ansætter polakker, fordi de får mindre i løn? Dette system fungerer ikke korrekt.

De ønsker at styrke europæisk forsvar og Frankrig skal statuere et eksempel. Men Finansministeriet beskar forsvarsbudgettet med 2,6 mia. i…

EM: Det er ikke beskåret, mens jeg har været her. Der er tale om skridt, taget af den tidligere regering, og som Revisionsretten skal revidere i begyndelsen af juli. Jeg er ikke tilhænger af nedskæringspolitik. På forsvarsområdet er min strategi helt klar: udgifter svarende til 2% af BNP i 2025. Og generelt vil jeg føre en ansvarlig politik, baseret på flerårige mål. Budgetdebatten bør ændre natur. Det nuværende system, hvor man bruger måneder på at diskutere et finanslovsforslag, som derefter ændres tre eller fire gange i løbet af året, betyder, at der ikke er nogen reel demokratisk debat om budgettet. Jeg ønsker en seriøs og gennemsigtig budgetdebat i parlamentet. Når man ønsker at besparelser, er der brug for en flerårig strategi. Reelle besparelser gøres i løbet af to til tre år, ikke to måneder.

Hvilken model for det fremtidige forhold mellem Storbritannien og EU? Er døren åben for en tilbagevenden (for Storbritannien)?

EM: Døren er åben indtil man er gået igennem den. Det er ikke op til mig at sige, at den er lukket. Men det er usandt at påstå, at det ikke bliver svært at vende tilbage, når først situationen har konkretiseret sig i en tidsplan og en målsætning. Jeg håber, at diskussionen, der netop er begyndt, koordineres fuldt på europæisk plan. Jeg ønsker ikke bilaterale samtaler, fordi vi skal bevare EU ‘s interesser på kort, mellemlangt og langt sigt. Frankrig regner dog med at fortsætte og styrke sine stærke relationer med Storbritannien hvad angår forsvars- og sikkerhedssamarbejde. Lancaster House-traktaten vil fortsat danne grundlag for dette samarbejde. Vi vil også øge samarbejdet med hensyn til sikkerhed og terrorisme-bekæmpelse. Vi har allerede truffet aftale om en fælles handlingsplan til bekæmpelse af radikalisering på internettet. Vore skæbner er forbundet: terrornetværk respekterer ikke Europas grænser. Endelig ønsker jeg også, at vi udvikler vores samarbejde ift. migration. Det er vigtigt at forhindre, at fejltagelser som f.eks. migrant-lejre, genopstår. Det bør være pragmatisme, der styrer vores forhold.

Skal Schengen-aftalen på forhandlingsbordet?

EM: Jeg er tilhænger af Schengen-aftalen, der tillader fri bevægelighed for personer inden for EU og er en af byggestenene i vores europæiske medborgerskab. Hvis vi ønsker at sikre denne frie bevægelighed, skal vi styrke kontrollen ved EU’s ydre grænser. Jeg ønsker, at vi hurtigt giver Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning de nødvendige ressourcer til at håndtere kriser ved disse grænser. Så er der spørgsmålet om flygtninge. Flygtninge er mennesker, der søger asyl i vores land. Vi taler om mænd og kvinder, hvis liv er i fare i deres eget land; som løber risikoen forbundet med at komme til Europa, på flugt fra lande i krig. Vi skylder dem gæstfrihed og medmenneskelighed. Problemet er, at i mange lande, herunder Frankrig, tager sagsbehandlingen, dvs. ansøgning, registrering og vurdering, for lang tid; hertil skal man ikke at glemme de forsinkelser, der både skyldes administrativ kompleksitet og forskellige appelmuligheder. Sammenlagt kan disse procedurer tage op til to år. Gennem en så lang periode, kan man ikke leve ’forbigående’ i et land. Man bosætter sig, knytter familiebånd …

Dette viser, at det nuværende system til at håndtere migrationspresset ikke er tilfredsstillende. Jeg har derfor bedt om en grundlæggende reform af det franske asylsystem, inkl. en decentralisering og en dramatisk acceleration af asylansøgningers behandlingstid. Målet er en halvering af den gennemsnitlige sagsbehandling, til seks måneder, alle procedurer inklusive.

Så er der de migranter, der ikke har krav på asyl og som derfor ikke kan bosætte sig i Frankrig; deres situation skal behandles i overensstemmelse med vores lovgivning, med menneskelighed og i et bedre internationalt samarbejde. Effektiviteten af deres tilbagesendelse skal sikres i tæt samarbejde med de stater, hvor disse mennesker stammer fra såvel som med transitlandene, og bekæmpelsen af de mafia-netværk, der udnytter menneskelig nød, skal forbedres. Hvad angår alle disse spørgsmål, går jeg ind for dybe reformer, der tilsigter en fælles europæisk tilgang. Dette omfatter afhjælpning af den groteske situation, man ser i forbindelse med “Dublinés” (Fransk jargon, der henviser til Dublin-forordningen, vedtaget i 2013. Denne fordrer, at indvandrere skal søge asyl i det EU-land, der først har registreret deres fingeraftryk, red.), mennesker, der flytter fra det ene land til det andet i håbet om endeligt at opnå asyl.

Efter Brexit og Trumps valg, sætter Deres valg en ophør med populisme i Europa?

EM: Jeg er skeptisk over for udtrykket populisme, fordi det har flere nuancer. Mange, både til højre og til venstre, har kaldt mig populistisk. Når de politiske partier er kørt trætte, forbløffes vi over, at man kan tale med folket! Hvis det er populisme, er det ikke et onde. Jeg tror ikke på demagogi, dvs. at smigre folk ved at fortælle dem det, de ønsker at høre, at tale til deres frygt. Jeg er ikke så arrogant at tro, at mit valg markerer et ophør. Franskmændene har altid været sådan: når man mindst forventer det, kommer der er en pludselig opvågnen. Frankrig er ikke et land, der kan reformeres; det er et land, der forvandler sig; et land, der revolutionerer sig. Så længe, det er muligt at undlade ændringer, lader franskmændene være. Nu da de så, at de var på ud over afgrunden, reagerede de. Valget af mig såvel som det flertal, vi har opnået i Nationalforsamlingen, er ikke et slutsignal: det er en krævende begyndelse. Starten på en fransk – og forhåbentlig europæisk – renæssance. En vækkelse, der giver plads til at genoverveje stabiliteten i en række større nationale, europæiske og internationale forhold, til at genfinde ambitionen –evnen – til at se tingene i øjnene, til ikke at spille på frygten, men at omdanne den til energi. For frygten er der, og dermed også det, der deler vores samfund. Der er ingen mirakelkur, det er en daglig kamp.

Jeg sætter min lid til det franske folks intelligens. Jeg smigrer ikke folk; jeg taler til deres intelligens. Det, der anstrenger demokratierne, er politikere, der mener, at deres medborgere er dumme. Ved at lege med demagogien, deres frygt og frustrationer, og ved at gøre brug af deres fordomme. Krisen i den vestlige ideverden er en kæmpeudfordring, som én person ikke alene vil kunne tumle. Men jeg har viljen til at finde Historiens ledetråd og den europæiske befolknings energi. For at dæmme op for den stigende ekstremisme og demagogi. Fordi det er civilisationens kamp.

Hvordan kan den risiko, som Donald Trump udgør, håndteres?

EM: Donald Trump er først og fremmest det amerikanske folks valg. Problemet er, at han i dag endnu ikke har udviklet en konceptuel ramme for sin internationale politik. Derfor virker hans politik uforudsigelig, og for verden en kilde til ubehag. Med hensyn til terrorismebekæmpelse deler han det ønske om effektivitet, som jeg har. Jeg er uenig i nogle af hans valg, primært hvad angår klimaet. Men jeg håber, vi kan sikre, at USA genindtræder i Paris-aftalen. Det er den hånd, som jeg rækker til at Donald Trump. Jeg håber, han skifter mening. Fordi alt hænger sammen. Vi kan ikke ønske at kæmpe effektivt mod terrorisme og ikke engagere os i klimaet.

Hvis den røde linje med brug af kemiske våben i Syrien krydses, er Frankrig så klar til at gå i kamp på egen hånd? Og hvad kan Frankrig gøre?

EM: Ja. Når du fastlægger en rød linje, som du ikke kan fremtvinge respekt for, beslutter du dig til at være svag. Det er ikke mit valg. Hvis der er tegn på, at kemiske våben anvendes på slagmarken, og vi kan spore oprindelsen, så vil Frankrig gennemføre angreb mhp. at ødelægge de identificerede kemiske våbenlagre.

Kan Frankrig agere, selv uden samarbejde med de andre lande i koalitionen?

EM: Hvad blokerede situationen i 2013? USA fastlagde en rød linje, men valgte i sidste ende ikke at gribe ind. Hvad er det, der svækkede Frankrig? Politisk at fastlægge en rød linje, og så ikke at drage konklusionen. Og hvad er det, der efterfølgende pludselig har frigivet operationel plads til Vladimir Putin på andre felter? Hans opdagelse af, at han stod over for mennesker, der havde røde linjer, men ikke ville sikre deres efterlevelse.

Jeg respekterer Vladimir Putin. Jeg havde en konstruktiv udveksling med ham. Vi er reelt uenige på en række punkter, i særdeleshed mht. Ukraine, men han forstod min holdning. Jeg talte længe med ham ansigt til ansigt om internationale spørgsmål, forsvaret af ngo’er, og friheder i Rusland. Hvad jeg sagde i pressemødet, kom ikke som en overraskelse for ham. Det er min linje at fortælle med fasthed til alle mine partnere, men i første omgang ansigt til ansigt.

Aktuelt er vores primære diskussionsemne med Vladimir Putin Ukraine, som vil vi fortsætte med at følge i Minsk processen og i Normandiet-formatet (Diplomatisk gruppering af højtstående repræsentanter for Tyskland, Rusland, Ukraine og Frankrig mhp. at løse situationen i det østlige Ukraine. Grupperingen blev oprettet den 6. juni 2014, da landenes ledere mødtes ifb. med 70-årsdagen for D-dagen og de allierede landinger i Normandiet, red.) Vi vil før G20 Hamburg i begyndelsen af juli, et møde i dette format med Ukraine og Tyskland.

Og så er der er Syrien. Det er min faste overbevisning, at det skal være en diplomatisk og politisk køreplan. Man kan ikke løse problemet alene med militære midler. Det er den fejl, vi kollektivt har begået. Den virkelige ajourføring, jeg har gjort paa dette punkt, er at jeg ikke har sagt, at fjernelsen af Bashar Assad går forud for alt andet. For ingen har endnu introduceret mig til hans legitime efterfølger!

Mht. Syrien, er mine linjer klare. Et: kategorisk bekæmpelse af alle terrorgrupper. De er vore fjender. Det er i denne region, terrorangreb er blevet anstiftet og hvor islamistisk terrorismes mest aktive grupperinger holder til. Vi har brug for alles samarbejde for at udrydde disse, især Ruslands. To: et stabilt Syrien, fordi jeg ikke ønsker en fejlslagen stat. Med mig er det med den form for ny-konservatisme, Frankrig importerede form for ti år siden. Demokrati kan ikke påføres udefra uden de berørtes medvirken. Frankrig deltog ikke i krigen i Irak, hvilket var et korrekt valg. Og det var forkert at gå i krig på denne måde i Libyen. Hvad var resultatet af disse interventioner? Fejlslagne stater hvor terrorgrupper trives. Jeg ønsker ikke, at det samme sker i Syrien. Tre: Jeg har to røde linjer, kemiske våben og humanitær adgang. Jeg sagde meget tydeligt til Putin, at jeg vil jeg være kompromisløs på disse punkter. Så brugen af kemiske våben vil føre til n klar reaktion, herunder fra Frankrig alene. Frankrig er i øvrigt i denne henseende fuldstændigt enig med USA. Fire: Jeg vil have syrisk stabilitet på mellemlang sigt. Det betyder respekt for mindretal. Vi må finde måder og midler til et diplomatisk initiativ, så disse fire principper kan håndhæves.