Op og ned i debatten om internationale konventioner

Når Danmark overtager formandskabet i Europarådet det sidste halvår i 2017, vil Lars Løkke dreje på de europæiske konventioner. Dansk Folkeparti mener vi skal træde ud af menneskerettighedskonventionen, flygtningekonventionen og statsløsekonventionen inden udgangen af 2025. Venstre er dog ikke enige i DF’s udspil. Der er masser af debat om konventionerne men hvad er egentlig op og ned?

Regeringen mener, at konventionerne er en bremseklods, der forhindrer dem i at udføre den udlændingepolitik de gerne vil, bl.a. at kunne udvise stærkt kriminelle. I medierne, herunder en artikel bragt i Politiken, bliver Kroaten Gimi Levakovic ofte omtalt som eksempel på den type kriminel, regeringen ikke kan udvise fra Danmark grundet den europæiske menneskerettighedskonvention, som han er beskyttet af. Det er på baggrund af disse enkeltsager, at regeringen og specielt DF vil omstrukturere de internationale konventioner eller helt udtræde af dem. Emnet er også blevet diskuteret i P1’s debatprogram, hvor bl.a. Morten Messerschmidt og Stine Bosse debatterede vigtigheden og betydningen af de internationale konventioner.

Hvad indeholder de forskellige konventioner som DF henviser til, og hvorfor er partierne så ivrige efter at få ændret dem eller helt at udtræde af dem? Vi prøver her at give et overblik over de forskellige konventioner, der bliver omtalt.

Når regeringen og DF taler om de forskellige konventioner, er det vigtigt at adskille dem. Flygtningekonventionen blev underskrevet i FN i 1951, og har til formål at definere hvad en flygtning er, og hvilke rettigheder denne besidder. Konventionen om begrænset statsløshed blev første gang diskuteret i 1954, som har til formål at mennesker uden et statsborgerskab skulle sikres et minimum af menneskerettigheder. I 1964 kom en konvention om begrænset statsløshed som har til formål at nedbringe antallet af statsløse over tid og sikre at ethvert menneske kan opnå en nationalitet. Læs mere om FN-konventionerne om statsløshed her.

Den 4. november 1950 blev Den Europæiske Menneskerettighedskonvention underskrevet af de daværende 10 medlemslande, heriblandt Danmark. Konventionen trådte i kraft i 1953, og i 1959 oprettede man Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Formålet med domstolen er at håndhæve konventionen, og enhver borger eller stat kan indbringe en klage til domstolen.

Konventionen er delt op i 13 forskellige protokoller, som hver indeholder en række artikler, der fremsætter en række fundamentale rettigheder som bl.a. ret til livet, fravær af tortur, fravær af slaveri, ret til frihed og sikkerhed, ret til privat- og familieliv samt en lang række andre fundamentale menneskerettigheder, som kan findes her. Konventionen blev fremsat i kølvandet på 2. Verdenskrig, da man havde brug for nogle internationale rettigheder, der kunne beskytte befolkninger, hvis en stat havde svigtet i at beskytte dem.

Udover Den Europæiske Menneskerettighedskonvention findes der en lang række andre traktater og konventioner, som er udarbejdet i Europarådet bestående af de 47 medlemslande, som har til formål at understøtte menneskets grundlæggende frihed. For at gennemse den fulde liste med Europarådets traktater og konventioner klik på linket her.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er ikke den samme som FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder, der blev underskrevet i 1948 i Paris og er en grundlæggende erklæring, der er tiltænkt alle nationer i verden.

Det er altså vigtigt at holde tungen lige i munden, når der diskuteres internationale konventioner.

Skrevet af Asbjørn Skoffer Kjeldsen

 

Et forenet Europa

Vi har været en tur i vores arkiv og fundet denne spændende bog skrevet af Europabevægelsens anden formand, Frode Jakobsen. Det er en af de første bøger som Europabevægelsen har udgivet og er fra tiden før EU blev skabt.

Der vil være uhyre vanskeligheder på vejen mod et forenet Europa. Det ville være naivt at lukke øjnene derfor. Der kræves to ting i arbejdet for denne store sag: en nøgtern erkendelse af vanskelighederne og en brændende tro. Har man de to ting, vil det store mål kunne nås. For der findes i virkeligheden ingen anden vej.

Du kan læse hele bogen her: Jakobsen, Frode – Europabevægelsen og Europarådet

Landsmøde 2016

Vær med, når vi mødes på vores årlige landsmøde og diskuterer Europapolitik, visioner for bevægelsen og hvor vi – og Europa – skal hen. Alle medlemmer er velkomne.

Landsmødet 2016 afholdes 16. april i FDF’s lokaler, Rysensteengade 3 i København
Mødet startes kl. 11 med et offentlig arrangement – og slutter med en festmiddag om aftenen.
Tilmelding til eubev@europabevaegelsen.dk senest d. 3/4

Samlet pris for landsmødet er 250 kr. Hvis man kun deltager i dagsprogrammet uden middag er prisen dog 50 kr.
Beløbet kan indbetales på Mobilepay eller Swipp 40835562 eller på vores bankkonto reg.nr. 5301 kontonr. 0000254308 med angivelse af navn og landsmøde.

Forslag til dagsorden:
1) Valg af stemmetællere
2) Valg af dirigent
3) Forelæggelse af landsmødets forretningsorden
4) Beretninger for det forløbne års virksomhed
5) Strategi og vækstmål for organisationen og organisatorisk drøftelse
6) Overordnet vision for den kommende periode og politisk drøftelse
5) Årsregnskab.
7) Behandling af :
a) Vedtægtsændringsforslag
b) Øvrige indkomne forslag
8) Valg af:
a) Landsformand
b) Op til to næstformænd
c) 20 hovedbestyrelsesmedlemmer samt suppleanter herfor
d) To kritiske revisorer, samt 1 revisorsuppleant
9) Eventuelt

Program (foreløbigt)

Kl. 11-12: Debat mellem formand Stine Bosse og chefredaktør for Ekstra Bladet Poul Madsen
Kl. 12: Frokost
Kl. 12.30-16.30: Landsmøde – se dagsorden
Kl. 16.30-17.30: Debat om TTIP med Jens Ladefoged Mortensen fra Københavns Universitet, Peter Bay Kirkegaard fra Dansk Industri, Jens Boe Andersen fra Dansk Metal og Benedicte Federspiel fra Forbrugerrådet. Moderator: Rune Siglev
Kl. 17.30-18.30: Hovedbestyrelsesmøde m. valg af forretningsudvalg og politisk, organisatorisk og internationalt udvalg
K
l. 18.30: Festmiddag

Deltagere

Alle medlemmer har adgang til hele landsmødet med taleret.

De to debatter er offentlige

Derudover vælges delegerede i de enkelte regioner baseret på medlemstal. Medlemmer, der ikke er valgt som delegerede, har stemmeret til alt andet end personvalg og vedtægtsændringer.

Frister

Frist for tilmelding: 3/4 til sekretariatet – husk at oplys, om du deltager i middagen og om du har nogen allergier.

Frist for indsendelse af ændringsforslag til vedtægterne er fire uger før dvs. 19. marts
Frist for indsendelse af øvrige forslag er tre uger før dvs. 26. marts
Frist for politiske udtalelser er dagen før kl. 16.00 dvs. 15. april kl. 16.00 (Men send gerne før, så det kan nå at blive distribueret)

Frist for opstillinger til personvalg er på selve dagen, men det er muligt at fremsende sit kandidatur, som så vil blive rundsendt på forhånd til deltagerne. Alle kan stille op til hovedbestyrelsen samt politisk, organisatorisk og internationalt udvalg, men kun medlemmer af hovedbestyrelsen kan stille op til forretningsudvalget.

Bilag

Europabevægelsen – Vedtægter 25-04-2015

Regnskab2015

Forslag til vedtægtsændring Midtjylland ØST og VEST

Ændringsforslag vedtægter – konsekvensrettelse

Referat Landsmøde 2015

Forslag til forretningsorden

De politiske visioner for Europabevægelsen

Strategi for den kommende periode

Indstilling til vækstmål for 2017

Forslag til politisk udtalelse

Kandidaturer

HB: Iza Havelund

HB: Carsten Cederholm

HB: Jimi Walldo

HB: Jonas Idhaya

HB og FU: Rune Siglev

HB og FU: Jens-Kristian Lutken

HB og OU: Vidar G. Skrindo

HB og IU: Frederikke Thye

HB, FU og PU: Peter Parbo

HB og PU: Henrik Aarestrup

HB og IU: Finn Hartvig Nielsen

HB og IU: Kenneth Finsen

HB og OU: Susanne Mattsson

PU: Sabina Askholm Larsen

PU: Stine Piilgaard Porner Nielsen

PU: Erik J.M. Pedersen

OU: Lola H. Bentsen

IU: Steffen Nørregaard

OU: Morten Bove

HB og PU: Nikolaj Borreschmidt

OU: Kurt Nielsen

OU: Nicolai Bladt Hansen

 

Spørgsmål, tilmelding og indsendelse af forslag og kandidaturer kan ske til eubev@europabevaegelsen.dk eller tlf. 33 141 141

 

 

Speech by Christos Stylianides at the event on the refugee crisis and the EU response organized by the European Movement Denmark and Børnefonden (Copenhagen, 12 February 2016)

European Movement Denmark
and Børnefonden (Children’s Fund )
12 February 2016

Dear Christine,
Dear friends,

It is a real pleasure to be here with you today. To participate in this discussion and to exchange views on one of the major global issues of our times. And I say global because the refugee crisis is not just a European crisis. It is a global one.

I want to especially thank the European Movement Denmark and the Children’s Fund for this invitation. Thank you Christine for this opportunity.

Your organisations are doing an excellent job in mobilising citizens and advocating passionately for European values and for European integration.

Your work to support vulnerable children is exemplary. You play a crucial role in responding to the current crises and challenges we face.

Dear friends,

I must admit that I feel particularly honoured to address these issues here in Denmark. A country with a rich history of openness and tolerance. A country that in the 1950s was a pioneer for the rights of refugees.

It was, as legend has it, Denmark’s King Christian who responded to the Nazi decree that all Jews must wear a yellow star by wearing a yellow star himself. Star or no star, it is a historical fact that the ordinary Danes helped Jews escape to Sweden. This is a story of courage and resistance to racism.

We all also know about the active and central role that Denmark had in formulating and adopting the UN Convention relating to the status of refugees. That was approved in 1951. Denmark was among a handful of states advocating the adoption of this Convention. It was the first country to ratify the treaty in 1952.

Dear colleagues,

These are not easy times for Europe. The challenges are truly unprecedented. Especially in relation to the refugee crisis.

But as I said in the beginning this is not just a European crisis. It is a global crisis. And therefore it requires a global response. And the response must be multi-dimensional. It should address both the immediate needs. And the long-term perspective.

This crisis has been a major stress test for all of us: European institutions and Member States. And, unfortunately, the end is not in sight.

We must admit: initially we underestimated its impact. Its extent. We did not foresee the gravity of the crisis.

But we are learning from this experience. One conclusion is absolutely clear: we cannot continue business as usual. We need to be bold.

And we need to formulate a common European narrative among partners. One that unites instead of divides. One that bridges the differences in public opinion between Member States. We must preserve a united front in order to be really effective.

To that end, enhancing cooperation and coordination between all actors is key. Between Member States and EU institutions.

Make no mistake: Europe is doing a lot to face the crisis. We are leading by example and doing our fair share. This is how we strengthen our credibility. This is how we can become the main advocate for the global response we need so much.

At the end of the day history will be the ultimate judge of our decisions. Of our actions. This is a crisis that is testing our unity. Our principles of diversity, tolerance and openness. It even tests our determination to safeguard the vision of the founding fathers for a united Europe.

Our historical responsibility is to preserve our unity. To preserve the diverse and tolerant character of our Union. To preserve the freedom of movement.

Nobody denies the fact that the crisis is putting a huge pressure on our societies. Whether you are in Denmark, Greece, Slovenia, Germany or anywhere else, our people can feel the ripple effects of the crisis.

Raising new barriers will not solve the problems. It will not alleviate the pressure our citizens feel. On the contrary. It will create a fortress Europe based on fear and isolation. This will be the beginning of the end of a united Europe. We cannot let it happen. We cannot return back to the politics of disintegration.

At the same time we know that it is our moral obligation, it is our moral duty to help the refugees coming to our shores. Each one of us has a story to tell of a relative or a friend who came to Europe because of conflict. Because of war. Because of fear. We must not forget this. We cannot ignore our history.

Dear friends,

Allow me now to turn more specifically to the humanitarian dimension of the refugee crisis. Specifically to its external aspects. Which is of critical importance in addressing the influx of refugees in Europe. In parallel with actions to address the root causes of the crisis.

We have paid special attention to meet the growing needs of displaced people inside Syria and in neighbouring countries. But also, for vulnerable people in Africa.

First, Syria. The EU has been the leading donor in response to the Syria crisis from day one. In both Syria and its neighbouring host countries. The burden on host countries and their communities is simply not sustainable.

I have been on the ground and I saw the generosity of these communities. Only a couple of weeks ago I was in Gaziantep, Turkey. And before that in Lebanon and in Jordan.

Almost five (5) billion Euros in assistance has been mobilised. More than one billion of this has been life-saving humanitarian assistance. And more than a third of this was used last year alone.

At the London conference on the Syrian crisis last week, the Commission doubled its pledge compared to last year. We remain the biggest donor.

But we need more. We must enhance the global effort. Inside Syria almost fourteen (14) million people are in need of assistance. Six (6) million of them are children. This is massive. This is catastrophic.

There is no question: if we fail to help them, they could become the refugees of tomorrow.

A key element of our effort is our engagement and cooperation with Turkey. A host country to more than two (2) million Syrian refugees. The biggest refugee population in the world. Without Turkey, there will be no solution. We are now in the implementation phase of the Turkey facility.

At the same time, we are strengthening our support to Jordan and Lebanon. Two host countries that have shared a huge burden. Lebanon alone is hosting more than a million refugees. Which corresponds to 30% of its population!

One very important tool we developed to help Syrians inside Syria and in host countries is the Syria Trust Fund. It provides support in various fields. By giving short and medium term assistance.

Dear colleagues,

While we focus on the Middle East, we must not forget Africa. A few days ago I visited Africa again. This time, Somalia and Kenya. During all my field visits I witnessed first-hand the human suffering. The desperation. The determination to survive and the hope for a better future.

These people are not fleeing their homes by choice. They are fleeing because they were forced to. Because of war. Because of terror. Because of fear.

Most recently I was in Mogadishu and Dadaab. At the world’s biggest refugee camp, in Kenya. The Horn continues to be affected by major forced displacements. Serious food insecurity, currently worsened by the El Niño phenomenon is particularly affecting Ethiopia. And other countries of the region.

In Nigeria, last June, I saw how Boko Haram attacks have resulted in an increase of displacement. Both within Nigeria as well as towards neighbouring Niger, Chad and Cameroon. An area I will be visiting soon. We saw again the horror of Boko Haram three days ago. When terrorists attack a camp of IDPs in North-Eastern Nigeria.

Just think of this fact: 2.3 million people have been internally displaced in North-East Nigeria alone.

It was a positive development that the Valletta Summit marked the beginning of a new level of engagement with African partners. There, we managed to look beyond the current crisis. To establish an enhanced partnership. Migration was recognised as a shared responsibility of countries of origin, transit and destination.
As you know, we have established the EU Trust Fund for Africa. To address the root causes of irregular migration and displaced persons in the continent.

This new tool is made up of almost two billion Euros. Combined with contributions from EU Member States and other donors.

Dear friends,

Displacement is a major humanitarian challenge. Perhaps the biggest we face. But humanitarian aid is not a long-term solution.

We need to work for global durable solutions. We need to address the root causes. People need to be able to go back when conditions allow. Or be integrated. Or resettled. They need their dignity back.

In reality, they are often stuck. Sometimes for generations. Like the Afghanis and Somalis. And most of them not in rich developed countries. But in already fragile and poor communities.

We must cultivate the potential of the displaced and their hosts. By investing in job opportunities, education, infrastructure and social protection. To make people more self-reliant. To end their aid dependency.

We need to provide these people with a genuine perspective. We need to help them implement the Sustainable Development Goals.

We need also to enhance the resilience of both the host and the refugee communities. This requires political, economic, development and humanitarian actors to work hand in hand.

This is why with my colleagues Commissioners Mimica and Hahn, we are working on a new strategy on Forced Displacement and Development. Which we will publish in spring.

Denmark has been among the world champions in pushing for durable solutions. And for an end to aid dependency of refugees and internally displaced. Denmark’s overall development assistance is recognised as being among the best and most efficient. I commend that.

Dear colleagues,

Among the refugees and IDPs the most vulnerable are always the children. I say that before a crowd that has a special sensitivity for this issue. You Christine and the Children’s Fund alliance has done a lot to raise awareness and address children’s needs.

Children make-up one in four refugees and migrants crossing the Mediterranean. This is alarming. Our responsibility is huge. Our task is enormous.

I have repeatedly witnessed how children are the most affected by humanitarian crises. That is why I made the needs of children in emergencies one of my major priorities.

Last year, the EU dedicated millions of Euros to child protection activities. This means providing boys and girls with psycho-social support in safe environments.

But above all we need to provide the opportunity for children to access safe, quality education during emergencies. Because education is the foundation of everything else.

It is life-saving. It is a strong shield for vulnerable children. From forced recruitment. From forced marriages. From radicalisation. We have a responsibility to give every child the prospects she or he deserves. We cannot afford any lost generation.

Education in emergencies is a top priority for me. Every day it becomes even clearer how crucial this is. From Syria to Nigeria to South Sudan and to other conflict affected regions.

Last year I committed to increase until 2019 the EU’s humanitarian aid to education in emergencies from one (1) percent, to the UN target of four (4) percent. I am very pleased that we will reach this target already this year!

Dear friends,

All of this reminds us that we need to work together. Collective action is not a luxury. It is a prerequisite for effective policies. It is a precondition for successful outcomes.

No single state or actor can respond to the scale and complexity of current humanitarian challenges on their own. Partnerships will determine the future of humanitarian action.

This is the message I will take to the Word Humanitarian Summit next May in Istanbul. Building global partnerships. Between East and West, North and South, traditional and new actors. Thinking out-of-the-box. Operating in more innovative ways. Making bold commitments.

The burden is huge. The responsibility enormous. But so must be our determination to meet the expectations. To respond to the challenges. To preserve life but also to preserve the unity, the vision and the principles of our European Union.

Thank you.

Link to homepage of the European Commission

Europaudvalget

Europaudvalget blev oprettet i Folketinget i oktober 1972 i forbindelse med Danmarks indtræden i EF og hed frem til oktober 1994 Markedsudvalget. Udvalget består af 29 medlemmer. I Europaudvalget repræsenterer hvert partis ordfører det antal mandater, som partiet har i Folketinget. Udvalgets holdning til ministerens forhandlingsoplæg udtrykker dermed også hele Folketingets holdning.

Europaudvalget mødes i reglen hver fredag og når det ellers er nødvendigt. Møderne er åbne for offentligheden og kan følges direkte på Folketingets hjemmeside (ft.dk).

Hovedopgaven for Europaudvalget er at tage stilling til ministrenes forhandlingsoplæg. Før et møde i Ministerrådet i Bruxelles skal de danske ministre have fremlagt et forhandlingsoplæg for Europaudvalget, hvis der er tale om beslutninger af ”større rækkevidde”. I forhandlingsoplægget fremlægger ministeren sin forhandlingslinje, hvorefter udvalgets formand vurderer, om der er opbakning fra et flertal af udvalgets medlemmer, og om der derfor kan gives mandat til ministerens oplæg.

Udover at give mandat til ministrene, er det også Europaudvalgets rolle at sikre sig, at et flertal i Folketinget står bag regeringens EU-politik. Dette er især vigtigt for tiden, hvor vi har en mindretalsregering.

Europaudvalgets 29 medlemmer:

  • Kenneth Kristensen Berth (O)
  • Peter Kofod Poulsen (O)
  • Claus Kvist Hansen (O)
  • Mikkel Dencker (O)
  • Hans Kristian Skibby (O)
  • Marlene Harpsøe (O)
  • Morten Løkkegaard (V)
  • Marcus Knuth (V)
  • Erling Bonnesen (V)
  • Jakob Ellemann­-Jensen (V)
  • Jane Heitmann (V)
  • Thomas Danielsen (V)
  • Christina Egelund (I)
  • Merete Riisager (I)
  • Rasmus Jarlov (C)
  • Jens Joel (A)
  • Karin Gaardsted (A)
  • Ole Hækkerup (A)
  • Mette Gjerskov (A)
  • Mette Reissmann (A)
  • Peter Hummelgaard Thomsen (A)
  • Anne Paulin (A)
  • Søren Søndergaard (Ø)
  • Nikolaj Villumsen (Ø)
  • Finn Sørensen (Ø)
  • Rasmus Nordqvist (Å)
  • Christian Poll (Å)
  • Emrah Tuncer (B)
  • Holger K. Nielsen (F)
Schengen – kort fortalt

[fusion_text]Oprettelse af Schengenområdet
Schengenområdet blev oprettet den 14. juni 1985, da Belgien, Tyskland, Frankrig, Luxembourg og Holland underskrev aftalen. Schengen er navnet på den by i det sydlige Luxembourg, hvor de oprindelige fem lande grænser op til hinanden. Fem år senere – i juni 1990, blev Schengenkonventionen underskrevet. Her er der fastlagt regler for, hvordan Schengen skal fungere i praksis, herunder skærpelse af kontrol ved de ydre grænser, fastlæggelse for udstedelse af visa samt et fælles system for informationsudveksling (SIS). Det er først i marts 1995, at Schengenkonventionen trådte i kraft og grænsekontrollen blev afskaffet mellem de oprindelige fem lande (Beneluxlandene, Tyskland og Frankrig) samt Portugal og Spanien, som havde underskrevet konventionen i mellemtiden i 1991. I dag er 26 lande, heraf 22 EU-medlemsstater, en del af Schengenområdet.

Fri bevægelighed for unionsborgere
Schengenkonventionen betyder, at unionsborgere og tredjelandsborgere, der opholder sig lovligt i området, frit kan rejse uden at blive underlagt grænsekontrol. Det vil sige, at der ikke er kontrol ved de indre grænser i Schengenområdet samt, at trafikken ved grænseovergangene skal flyde – altså må der ikke være fysiske barrierer. Alle Schengenlande har dog ret til at udføre person- og toldkontrol, som en del af det daglige arbejde.  Enkelte medlemsstater er ikke en del af Schengenområdet, men unionsborgere har ret til at bevæge sig frit inden for EU – uanset om landet de rejser til er en del af Schengenområdet eller ej. Derfor er det således, at når en EU-borger rejser til et EU-land, som ikke er medlem af Schengen, så bliver vedkommende kun underlagt et minimum af kontrol for at tjekke vedkommendes identitet. Hvert år foretager europæere over 1,25 milliarder rejser indenfor Schengenområdet.

Fri bevægelighed for tredjelandborgere
I Schengensamarbejdet er der en fælles visumpolitik, hvor procedurer for udstedelse af et Schengenvisum er harmoniserede. Blandt andet hvordan tredjelandsborgere ansøger om et visum til Schengenområdet, hvordan ansøgningen skal afgøres samt hvilket land, der er ansvarlig for at behandle ansøgningen. Schengenvisum gælder op til tre måneder indenfor en periode på seks måneder. Med et Schengenvisum kan man frit rejse i alle Schengenlande. Det er dog ikke alle statsborgere fra lande udenfor EU, der behøver at ansøge om et Schengenvisum, da EU har indgået visumfritagelsesaftaler med nogle lande udenfor for EU. Hvis der er tale om langtidsvisum på over tre måneder samt opholdstilladelser, så udstedes disse på baggrund af nationale regler. I 2013 blev der udstedt over 16 millioner Schengenvisa, mens der blev udstedt lige over 1 million langtidsvisa.

Samarbejdet om at sikre de ydre grænser
Alle Schengenlande har ansvaret for at kontrollere sine ydre grænser. For at styrke denne kontrol, samarbejder landene tæt og har fælles informationssystemer til rådighed. Det bidrager til at gøre kontrollen ved de ydre grænser mere effektiv.

Schengeninformationssystemet (SIS) er en IT-database, hvor Schengenlandenes politi, migrations- og retsmyndigheder kan få adgang til og udveksle information om personer og ejendele. Det kan være oplysninger om forsvundne personer, stjålne biler, skydevåben og tredjelandsborgere, som ikke har lov til at rejse ind i Schengenområdet. I 2013 blev der fundet ca. 86.000 personer og 33.000 genstande herunder næsten 16.000 stjålne biler. Det svarer til over 320 hits om dagen.

Visuminformationssystemet (VIS) er et IT-system fra 2011, der forbinder konsulater fra Schengenlande udenfor EU med nationale myndigheder og grænseovergange ved Schengenområdets ydre grænser. Formålet er at udveksle oplysninger om visumansøgninger og tjekke, om en person er den rette indehaver af et visum.

Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser (Frontex) blev oprettet i 2005. Formålet er at øge sikkerheden ved de ydre grænser, assistere Schengenlandene med kontrol ved de ydre grænser, samt koordinere det operationelle samarbejde på EU-plan. Frontex koordinerer fælles operationer ved hav- og landegrænser og udsender grænseindsatshold, der består af nationale grænsevagter til EU-lande med akut pres på ydre grænser. I december 2015 fremlagde Europa-Kommissionen et forslag til en revidering af Frontex. Forslaget er ikke færdigbehandlet endnu. Læs mere om det nye forslag her.

Regler for indførelse af midlertidig grænsekontrol
Det er muligt for medlemsstaterne at indføre midlertidig grænsekontrol ved de indre grænser, hvis den offentlige orden eller den indre sikkerhed er truet, enten ved forudsigelige tilfælde, ekstraordinære tilfælde på baggrund af anbefalinger fra Rådet eller tilfælde, der kræver øjeblikkelig handling. 

Forudsigelige tilfælde er, hvis der er en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed, kan medlemsstater indføre grænsekontrol ved de indre grænser.

Det kan være ved store sportsarrangementer eller politiske topmøder. Grænsekontrollen gælder for en begrænset periode på maks. 30 dage eller så længe truslen varer. Perioden kan forlænges med 30 dage ad gangen, men må dog ikke overstige mere end seks måneder i alt. De øvrige medlemsstater og Kommissionen skal oplyses om den midlertidige grænsekontrol hurtigst muligt, og mindst fire uger før grænsekontrollen indføres. Der kan dog være undtagelser som, at den alvorlige trussel ikke er kendt fire uger før, hvorfor Kommissionen og de øvrige medlemsstater ikke kan informeres om den midlertidige grænsekontrol mindst fire uger før. Jf. artikel 23 og 24 i Schengen-grænsekodekset.

Lande der har indført midlertidig grænsekontrol på baggrund af forudsigelige tilfælde (pr. 30. maj 2016)

  • Norge (15. januar-11. juni 2016)
  • Sverige (10. januar – 7. juni 2016)
  • Frankrig (13.november 2015-26.juli 2016)
  • Danmark (4.marts-2. juni 2016)

I ekstraordinære tilfælde, hvor hele Schengensamarbejdet er truet, kan medlemslandene indføre midlertidig grænsekontrol på baggrund af anbefalinger fra Rådet. Dette sker på baggrund af anbefalinger fra Kommissionen og på baggrund af en udarbejdet rapport, hvis konklusion skal være, at der er en seriøs trussel mod Schengensamarbejdet.

Lande der har indført midlertidig grænsekontrol på baggrund af anbefalinger fra Rådet (pr. 30. maj 2016)

  • Tyskland (12. maj-12. november 2016)
  • Østrig (16. maj-12. november 2016)

Tilfælde der kræver øjeblikkelig handling, benyttes når det er nødvendigt for en medlemsstat at handle øjeblikkeligt på en trussel mod den offentlige orden eller indre sikkerhed. Her kan medlemsstaten undtagelsesvis og øjeblikkeligt indføre grænsekontrol ved de indre grænser. De øvrige medlemsstater og Kommissionen skal straks informeres, hvis dette besluttes. Genindførelsen af grænsekontrollen kan blive forlænget i perioder på 20 dage, men må ikke vare længere end to måneder i alt jf. artikel 25 i Schengen-grænsekodekset. Der er pr. 30 maj 2016 ingen medlemslande, der har indført midlertidig grænsekontrol på baggrund af tilfælde, der kræver øjeblikkelig handling. 

Danmark og Schengen
Danmark tiltrådte Schengensamarbejdet i 1997. På daværende tidspunkt var Schengensamarbejdet et samarbejde uden for rammerne af EU-retten altså mellemstatsligt. Med Amsterdamtraktaten i 1999 blev Schengensamarbejdet formelt set en del af EU’s traktater. Dette betød, at Schengensamarbejdet blev overstatsligt, og Danmarks retsforbehold i princippet trådte i kraft. For at Danmark alligevel kan deltage i Schengensamarbejdet indførtes den såkaldte Schengen-teknikalitet, som betyder, at Danmark stadig kan deltage på mellemstatsligt niveau. Danmark har seks måneder til at beslutte, om vi – på mellemstatsligt niveau – vil tiltræde nye retsakter inden for Schengensamarbejdet. Hvis Danmark ikke vælger at tiltræde nye retsakter, så kan de andre medlemslande ekskludere Danmark fra Schengensamarbejdet. Danmark har hidtil tilsluttet sig alle retsakter inden for Schengensamarbejdet.

Schengenlande:
EU-medlemsstater i Schengenområdet: (årstallet er det år, hvor den indre grænsekontrol ophæves i praksis)

  • 1995: Belgien, Frankrig, Luxembourg, Nederlandene, Portugal, Spanien, Tyskland
  • 1997: Italien, Østrig
  • 2000: Grækenland
  • 2001: Danmark, Finland, Sverige
  • 2007: Tjekkiet, Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Ungarn

Ikke-EU-medlemsstater i Schengenområdet:

  • 2001: Island, Norge
  • 2008: Schweiz
  • 2011: Lichtenstein

EU-medlemsstater, der er i gang med at tilslutte sig Schengenområdet(marts 2015):

  • Bulgarien, Rumænien

EU-medlemsstater uden for Schengenområdet:

  • Cypern, Storbritannien, Irland, Kroatien

Læs mere herunder:
Liste over hvornår medlemsstaterne tidligere har indført midlertidig grænsekontrol
Liste over lande der pt. har indført midlertidig grænsekontrol
Schengengrænsekodekset
Kommissionens hjemmeside om Schengensamarbejdet
EU-Oplysningens hjemmeside om Schengensamarbejdet

Publikationer fra Kommissionen om Schengen:
Schengen: Vejen til fri bevægelighed i Europa for alle
Europa uden grænser: Schengenområdet
Grænser og sikkerhed: Opbygning af et åbent og sikkert EU

 

PDF version af vidensnotatet[/fusion_text] Opdateret

Nytårskur 2016 i Københavns Omegn

Europabevægelsen i Københavns Omegn holdt søndag den 10. 01. 2016 sin traditionelle nytårskur i Europahus Højgaard i Bagsværd.

Regionsformand Poul Breyen bød velkommen og causerede lidt over tingenes tilstand i Europa. Herefter introducerede Poul dagens nytårstaler, Morten Løkkegaard, folketingsmedlem for Venstre, partiets EU-ordfører og medlem af Folketingets Europaudvalg samt næstformand i Europabevægelsen.

Morten Løkkegaard så først tilbage på året 2015, hvor folkeafstemningen den 3. december med det triste nej vil skabe store problemer for Danmark inden for retlige og indre anliggender. Politikerne analyserer naturligvis årsagerne til dette nej. Der er flere; men det er tydeligt at suverænitetsspørgsmålet har afgørende betydning for danskerne. Medvirkende har også været flygtninge- og migrantproblemet, der blev en væsentlig faktor op til afstemningsdagen.

Morten kom derefter ind på det nye år, 2016. Regeringen har allerede været på besøg i Bruxelles i sit forsøg på at finde en tilfredsstillende ordning for Danmark. Sagen er alvorlig, og stemningen i Bruxelles er ikke særlig venlig over for Danmark, som jo kunne have benyttet den tilvalgsordning, som er et særdeles fint tilbud til Danmark. Danmark risikerer på dette område at blive betragtet som et tredjeland og vil sandsynligvis få tilbudt en aftale i stil med Norges, hvad der ikke er tilfredsstillende for politiets efterforskningsmuligheder.

Der skal findes en løsning inden udgangen af 2016, idet den nye Europol-forordning forventes at træde i kraft i foråret 2017.

Alt dette skal også ses i lyset af, at EU har problemer, der er langt større end Danmarks. Den økonomiske vækst med jobskabelse, klima- og energiområdet og ikke mindst flygtninge- og migrantspørgsmålet. Hertil kommer frygten for Storbritanniens mulige udtræden af EU efter folkeafstemningen, der sandsynligvis fremrykkes til 2016. Nyeste meningsmåling viser p. t. flertal for udtrædelse. I en del andre EU-lande ser man de EU-skeptiske partier vinde frem, ligesom der dannes EU-modstanderorganisationer af forskellig slags.

Morten sluttede af med at se på Europabevægelsens rolle, som en organisation der kan hjælpe og presse politikerne frem i det europæiske samarbejde. Der bliver virkeligt noget at se til i det nye år.

Mortens levende og inspirerende tale medførte mange spørgsmål og synspunkter fra deltagerne, hvad der vidner om et stærkt engagement i Europasagen. Morten besvarede beredvilligt og uddybende de mange spørgsmål.

Stor tak til Morten Løkkegaard for en inspirerende dag.

 

Gallery Notice : Images have either not been selected or couldn't be found

Tekst: Erik J. M. Pedersen

Europabevægelsen søger frivillige til EU-Taskforce

Vil du være med til at kvalificere EU-debatten blandt de kommende stemmeberettigede – så bliv en del af Europabevægelsens EU-Taskforce!

Europabevægelsen søger studerende, som har lyst til at bruge tid og kræfter på at tænde de unges interesse for EU gennem brug af rollespil, workshops, cases, oplæg m.m.

Europabevægelsens EU-Taskforce har til formål at formidle EU til de ældste folke- og efterskoler på en involverende og lettilgængelig måde. Som frivillig får du ansvar for at tilrettelægge spændende undervisning, så eleverne kan sætte stoffet i relation til deres eget liv og hverdag.

 

Opkvalificeringsseminar

Lørdag den 30. januar afholdes, i samarbejde med Dansk Industri og CO-Industri, et opkvalificeringsseminar i Industriens Hus fra 11-18. Seminaret er for både nuværende og kommende Taskforcere. På dagen vil I lære at formidle EU på en spændende og inkluderende måde, have fokus på EU i praksis samt møde en række fremtrædende Europa-profiler.

 

Din profil:

– Du har stor viden om EU og lyst til at fordybe dig yderligere i forskellige EU-relaterede emner.

– Du har lyst til at lære fra dig og mod på at arbejde med
alternative interaktive undervisningsmetoder.

– Du kan samarbejde og planlægge med andre frivillige.

– Du har mulighed for at være tilknyttet projektet min. 6 mdr.
og kan afholde min. 3 undervisningsgange samt deltagelse i vores Taskforce-seminar.

 

Europabevægelsen tilbyder dig:
– Oplæring
– Mulighed for at blive en del af et frivilligmiljø med andre EU-interesserede og deltage i faglige og sociale arrangementer.
– Erfaring med frivilligt arbejde og kompetencer inden for formidling og samarbejde.

 

Alt i alt har du mulighed for at dele din EU-interesse med andre og uddanne unge, så endnu flere fremover kan tage stilling til europæisk politik og deltage aktivt i EU-debatten.

 

Det er muligt at modtage en udtalelse fra Europabevægelsen.

 

Send ansøgning og CV til Europabevægelsen senest den 8/1 2015. Skriv ”EU-Taskforce” i emnefeltet. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Europabevægelsen på tlf. 33 141 141.

Tilmelding til opkvalificeringsseminar: For kommende taskforcere er CV og ansøgning en forudsætning. Nuværende taskforcere skal tilmelde sig ved at skrive til: eubev@europabevaegelsen.dk

 

 Hvem er vi?

Europabevægelsen er en tværpolitisk forening, der arbejder aktivt for at styrke EU-debatten i Danmark. Du kan læse mere om EU-Taskforce på hjemmesiden www.europabevaegelsen.dk

 

Se opslaget her 

 

Reaktion på DR historie om besøg på Professionshøjskolen Metropol

Mandag den 30. november havde en række kvindelige politikere, erhvervsprofiler og skuespillere, på initiativ fra Europabevægelsen, sat hinanden stævne for at kæmpe for højere valgdeltagelse og et ja ved folkeafstemningen om retsforbeholdet den 3. december.

Turen startede hos en gruppe jordmoderstuderende på professionshøjskolen Metropol, hvor afstemningen blev præsenteret og diskuteret.

I forbindelse med arrangementet har en gruppe af de studerende efterfølgende kritiseret, at der blandt deltagerne kun var ja-sigere.

Vi beklager den kritik, som arrangementet på Metropol har givet anledning til. I forbindelse med tilrettelæggelsen af besøget har det måske ikke fremgået tydeligt nok, at der på trods af, at flere partier ville være repræsenteret var tale om kvinder, der anbefaler et Ja. Det har imidlertid klart fremgået, at det er Europabevægelsen som var afsender på forespørgslen om et debatmøde.

Deltagerlisten for dagens arrangement:

Lone Hertz, skuespiller

Margrete Auken, MEP (SF)

Mette Gjerskov, MF (S)

Sinne Conan, CEO, Konsentio

Sofie Carsten Nielsen, MF (RV)

Stine Bosse, formand Europabevægelsen

Trine Bramsen, MF (S)

Ulla Tørnæs, MEP (V)

Hvorfor må vi ikke tage stilling til Europa i valgkampen?

Det skorter ikke på valgtests op til folketingsvalget i morgen. Jeg har taget stort set alle dem, jeg har kunnet komme i nærheden af. De viser nogenlunde det samme overordnede resultat. Så langt, så godt. Alligevel er der noget, der nager mig ved alle disse tests, nemlig at europapolitikken er stort set fraværende!

Det er ikke sådan, at EU overhovedet ikke er nævnt med et eneste ord. I en af testene jeg får fx lov til at svare på, om jeg synes, ”EU bestemmer for meget i forhold til dansk lov”. En anden test beder mig vælge, hvilke to politiske emner, der betyder mest for mig, og her kan jeg vælge EU som det ene.

Europæiske mærkesager gemmes væk

I en af valgtestene (Altingets) er gjort plads til, at kandidaterne kan beskrive tre mærkesager: en lokal, en national og en europæisk. Det er et fedt initiativ! Men ak, man skal desværre lede godt efter disse mærkesager, da man først bliver præsenteret for dem, når man trykker sig ind på den enkelte kandidat. Og hvor mange vælgere kommer egentlig så langt?

Det, der for alvor nager mig, er, at jeg ikke rigtig kan få svar på, hvordan de enkelte kandidater mener, de vil bruge EU. For mig giver det ikke mening at svare på spørgsmålet om, hvor meget eller lidt indflydelse EU skal have på dansk lovgivning, hvis jeg ikke samtidig kan få mulighed for at tage stilling til, på hvilke områder jeg ønsker det – og ikke mindst hvordan.

EU-politik og indenrigspolitik hænger sammen

Indenrigspolitik hænger uløseligt sammen med, hvordan og på hvilke områder vi samarbejder på EU-plan. Jeg vil have bud på, hvordan kandidaterne vil inddrage det europæiske samarbejde på en række områder, der per definition er grænseoverskridende, fx beskæftigelsespolitik, klimapolitik og håndtering af asylansøgere. For EU er en del af vores politiske hverdag.

Der er immervæk stor forskel på, om man går ind for et EU med en social dimension, hvor man fx ønsker fælles forbrugerbeskyttelse og kædeansvar hos virksomheder, eller om man går ind for et EU, hvor fri bevægelighed betyder mest. Ingen af disse alternativer (og alt derimellem) er per definition rigtig eller forkert – de er blot forskellige! Det er op til os hver især at tage stilling til hvordan vi ønsker, vores politikere skal bruge EU. Præcis ligesom vi kender det fra indenrigspolitik. Men det valg bliver hverken folketingskandidaterne eller vi som vælgere stillet over for i valgtestene. Og det er ærgerligt.

Så husk Europa, når du sætter dit kryds i morgen! Hvilken vej ønsker du at gå?

– Sabina Askholm Larsen, formand for Politisk Udvalg, Europabevægelsen