Danmark debatterer EU i uge 5

Du kan godt begynde at glæde dig. Politikere, kendte danskere og debattører står nemlig i kø for at invitere dig til en snak om EU i uge 5!

Vi Vil Europa har samlet en lang række spændende mennesker, der alle vil åbne deres hjem, yndlingsbar eller noget helt tredje for en EU-debat – med dig. Det sker i uge 5. Her lægger Vi Vil Europa alle kræfter ind for at få hele Danmark til at debattere EU.

Ambassadører, borgmestre og EU-kandidater åbner døren til debat

Du kan se listen over debattørerne og tilmelde dig debatterne på vivileuropa.dk/eu-uge-5/ Europabevægelsen er selvfølgelig også stærkt repræsenteret. Du kan bl.a. få dig en god snak med formand Stine Bosse onsdag den 30. januar på Frederiksberg.

Også Dansk Metals forbundsformand, direktøren for Tænketanken Europa og en lang række folketings- og EU-kandidater inviterer til en debat over hele landet. Du vil også kunne komme indenfor i flere europæiske ambassader og ambassadørboliger. Her åbnes dørene til en hyggelig samtale og lidt lækkerier fra hjemlandet.

Dilemmaer til diskussion i uge 5

Danmark Debatterer EU skal sætte skub i EU-debatten op til EU-valget den 26. maj 2019. Alle debatter vil tage udgangspunkt i dilemmaerne fra 1001 Hjem-folderen, som er udviklet af Vi Vil Europa. Her kan du komme til at tale om alt fra klimakrisen til bådflygtninge på Middelhavet. Du kan se folderen på 1001hjem.dk.

Vi Vil Europa er 24 organisationer og politiske partier, som er gået sammen om at styrke viden og debat om EU. I initiativet er der uenighed om meget, men enighed om, at debatten om EU starter hos danskerne.

Fynsk generalforsamling med glimrende Brexit-oplæg

Den 1. februar 2017 holdt Europabevægelsen Fyn generalforsamling på Onkel Olga i Odense. Bugge Thorbjørn Daniel fra Syddansk Universitet gav et godt indblik i de mange problemstillinger omkring Storbritanniens kommende forhandlinger om sit forhold til EU. Du kan gense præsentionen her.

Efter oplægget var der generel debat om foreningens fremtidsplaner. Finn Hartvig Nielsen blev enstemmigt valgt som ny regionsformand og resten af bestyrelsen fordelte posterne mellem sig på denne måde. Engagementet fejler ikke noget og det er der også god brug for i de aktuelle kriseår.

Når fredsduer græder

Af Stine Pilgaard Porner Nielsen. Bragt i Fyens Stiftstidende 25. juni 2016.

Fredag 24. juni 2016 vil være en dag, jeg husker. Men ikke for det gode.

Jeg tændte for morgenradioen, spændt på at høre resultatet for Englands EU-afstemning.

Og mit hjerte blev tungt, og mit sind blev mørkt: England havde stemt sig ud af EU efter 43 års medlemskab.

Mens jeg senere cyklede på arbejde, kom jeg til at tænke på Prince’s sang “When Doves Cry” fra 1984, som handler om svære kærlighedsforhold og blive forladt af den, man holder af:

How can you just leave me standing?
Alone in a world that’s so cold?
Maybe I’m just too demanding
Maybe I’m just like my father too bold
Maybe you’re just like my mother
She’s never satisfied
Why do we scream at each other
This is what it sounds like
When doves cry

Jeg føler mig forladt. I en verden, der er blevet en del koldere.

Som EU-tilhænger tror jeg på et EU, der står sammen, fordi historien viser, at samarbejde giver fred og velstand.

Tæt ved Parlamentsbygningen i Bruxelles står en statue.

Jeg var forbi i 2008, hvor jeg tog et billede af den, fordi den gjorde mig glad og gav mig en følelse af tryghed.

Det er en blå kugle med EU’s gule stjerner og en stor, hvid fredsdue ovenpå. Statuen symboliserer et EU, der står sammen om et fredsprojekt.

Nu har fredsduerne mistet en medspiller, og jeg tror, at fredsduerne græder. Det gør jeg i hvert fald.

Bremain eller Brexit? Britisk valgaften på The Tipsy Toad

Torsdag d. 23. juni går briterne til stemmeurnerne og vælger, om de skal ud af eller blive i EU. Derfor holder Europabevægelsen Fyn valgaften, hvor vi følger udviklingen i det britiske. Vi indleder med et oplæg fra næstformand Finn Hartvig Nielsen, der har været på besøg under valgkampen i UK. Måske giver foreningen en enkelt øl, mens vi i godt selskab ser frem til at få udløst spændingen.

Vi glæder os til at byde jer velkommen til en spændende og festlig aften.

Valgaftenen er støttet af Europanævnet.

Tid: Torsdag den 23. juni, kl. 21-24 (kig forbi efter bålfesten)
Sted: The Tipsy Toad – Vintapperstræde 57, 5000 Odense C

Fejring af Europadagen 9. maj – fortsat sammenhold eller opløsning?

Du kan opleve hele to arrangementer, hvis du besøger Odense Centralbibliotek den 9. maj. Vi indleder med et møde, hvor vi får besøg af

Peter Duetoft
Byrådsmedlem i Hjørring (S), tidl. folketingsmedlem og medlem af Europa-Parlamentet (CD)

Jens-Kristian Lütken
Medlem af Københavns Borgerrepræsentation (V), tidl. landsformand for Europæisk Ungdom

Der er offentlig adgang for alle. Europabevægelsen byder på kage undervejs.

Tid: Mandag d. 9. maj, 2016 – kl. 17.00
Sted: Odense Centralbibliotek, Banegårdscenteret på Østre Stationsvej, 5000 Odense C
Arrangører: Europabevægelsen på Fyn, Europæisk Ungdom Syddanmark og Europe Direct. Mødet er støttet af Europanævnet.

Derefter tager Europæisk Ungdom over og præsenterer mødet:

EU uden Storbritannien?

Hør mere om den britiske folkeafstemning og EU’s fremtid: Offentligt debatmøde med præsentanter for de politiske ungdomsorganisationer.

Tid: Mandag d. 9. maj 2016, kl. 18.45
Sted: Odense Centralbibliotek, Banegårdscenteret på Østre Stationsvej, 5000 Odense C
Arrangører: Europabevægelsen på Fyn, Europæisk Ungdom Syddanmark og Europe Direct Odense. Mødet er støttet af Europanævnet.

Generalforsamling 2016

Europabevægelsen på Fyn inviterer dig hermed til generalforsamling på Odense Centralbibliotek. Kl. 18.30 afholder vi vores ordinære generalforsamling. Uanset om du er ny eller gammel i bevægelsen, er det en god lejlighed til at møde de aktive medlemmer. Vi giver sandwiches og drikkevarer undervejs. Kl. 20.15 får vi besøg af Bendt Bendtsen (konservativt medlem af Europa-Parlamentet) og Trine Bramsen (socialdemokratisk medlem af Folketinget). De vil debattere aktuelle problemer vi står overfor i EU, såsom flygtningekrisen, de ydre grænser og Storbritanniens uafklarede EU-medlemskab.

Der er offentlig adgang til både den ordinære generalforsamling og den efterfølgende debat, men kun medlemmer af Europabevægelsen på Fyn har stemmeret. Den nyvalgte bestyrelse konstituerer sig med en sekretær og en næstformand på det første bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen.

Tid: Torsdag den 10. marts kl. 18.30
Sted: Odense Centralbibliotek, Hovedbiblioteket på Østre Stationsvej, 3. sal, 5000 Odense C.
Arrangør: Europabevægelsen på Fyn og Europe Direct, Odense Centralbibliotek. Mødet støttes af Europa-Nævnet.

Dagsorden:

1. Valg af dirigent og referant.

2. Formanden beretter om det forløbne år.

3. Kassereren aflægger revideret regnskab og budget til orientering.

4. Valg af formand.

5. Valg af kasserer.

6. Valg af 4 bestyrelsesmedlemmer for en 2-årig periode samt 1 bestyrelsesmedlem for en 1-årig periode.

7. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen for en 1-årig periode.

8. Valg af 2 revisorer samt 1 revisorsuppleant for en 1-årig periode.

9. Valg af 1 medlem til hovedbestyrelsen samt 3 suppleanter for en 1-årig periode, udover formanden og evt. landsmødevalgte hovedbestyrelsesmedlemmer.

10. Valg af 4 landsmødedelegerede til landsmødet den 16. april samt 3 suppleanter for en 1-årig periode, udover formanden og hovedbestyrelsesmedlemmerne, der automatisk er delegerede.

11. Behandling af indkomne forslag.

12. Evt.

13. Fælles spisning og drøftelse af foreningens fremtidige virksomhed.

Derefter er der debat med Bendt Bendtsen og Trine Bramsen kl. 20.15.

Nytårskur i Europabevægelsen på Fyn

Europabevægelsen på Fyn går snart på juleferie men venter tilbage i januar, hvor alle fynske medlemmer er inviteret til nytårskur i Odense.
Nytårskuren finder sted i Restaurant Asian Taste, Buchwaldsgade 65, 5000 Odense C, torsdag den 7. januar 2016 kl. 19.00. Menuen kan ses på http://www.asiantaste.dk (der er som altid egenbetaling).

Hvis du vil deltage, så send en mail til Carsten Toft på cltsoehus@nal-net.dk senest den 5. januar.

Hvad der ellers sker…

Som bekendt lykkedes det desværre ikke at bringe Danmark tættere på kernen af det europæiske samarbejde ved den seneste folkeafstemning. Til gengæld har vi haft en betydelig medlemsfremgang i løbet af december og vores arbejde fortsætter ufortrødent.

Udover nytårskuren er vi netop ved at planlægge et møde om Holland, som har EU-formandskabet i første halvår af 2016, et møde om handels- og harmoniseringsaftalen TTIP i Svendborg samt et møde om europæisk identitet i Odense.
Glædelig jul – og vel mødt i 2016.

 

JA-hatten i Kongens Have 2015

Stemningsbilleder fra Kongens Have mandag den 16. november, hvor Europabevægelsen på Fyn for alvor havde JA-hatten på. Efter en vellykket uddelingsaktion besøgte Hans Jørgen Bonnichsen og Morten Østergaard Odense Centralbibliotek, hvor Odense Radikale Venstre havde taget initiativ til et velbesøgt debatmøde om retsforbeholdet og EU-afstemningen 3. december.

Stine Bosse og Anker Boye på VUC: Hold sammen – og vær mediekritisk

Torsdag aften holdt Stine Bosse og Anker Boye et forrygende oplæg om vigtigheden af europæisk samarbejde. Debatten/duetten startede med at handle om, hvordan vi bekæmper social dumping i Odense Kommune og EU. Derefter gled den over i de større visioner for samarbejdet og hvordan vi må sige fra over for de medier, der udnævner rumænske studerende i Danmark til at være et kæmpe problem for velfærdsstaten eller fremstiller brandattentater på svenske asylcentre som blot en “politisk tendens”.