Danmark debatterer EU i uge 5

Du kan godt begynde at glæde dig. Politikere, kendte danskere og debattører står nemlig i kø for at invitere dig til en snak om EU i uge 5!

Vi Vil Europa har samlet en lang række spændende mennesker, der alle vil åbne deres hjem, yndlingsbar eller noget helt tredje for en EU-debat – med dig. Det sker i uge 5. Her lægger Vi Vil Europa alle kræfter ind for at få hele Danmark til at debattere EU.

Ambassadører, borgmestre og EU-kandidater åbner døren til debat

Du kan se listen over debattørerne og tilmelde dig debatterne på vivileuropa.dk/eu-uge-5/ Europabevægelsen er selvfølgelig også stærkt repræsenteret. Du kan bl.a. få dig en god snak med formand Stine Bosse onsdag den 30. januar på Frederiksberg.

Også Dansk Metals forbundsformand, direktøren for Tænketanken Europa og en lang række folketings- og EU-kandidater inviterer til en debat over hele landet. Du vil også kunne komme indenfor i flere europæiske ambassader og ambassadørboliger. Her åbnes dørene til en hyggelig samtale og lidt lækkerier fra hjemlandet.

Dilemmaer til diskussion i uge 5

Danmark Debatterer EU skal sætte skub i EU-debatten op til EU-valget den 26. maj 2019. Alle debatter vil tage udgangspunkt i dilemmaerne fra 1001 Hjem-folderen, som er udviklet af Vi Vil Europa. Her kan du komme til at tale om alt fra klimakrisen til bådflygtninge på Middelhavet. Du kan se folderen på 1001hjem.dk.

Vi Vil Europa er 24 organisationer og politiske partier, som er gået sammen om at styrke viden og debat om EU. I initiativet er der uenighed om meget, men enighed om, at debatten om EU starter hos danskerne.

Mindeord om et mangeårigt medlem af bevægelsen – Frode Kristoffersen

Frode Kristoffersen døde i begyndelsen af påsken.

Frode Kristoffersen var en stor europæer og han kunne på forståelig måde bringe sin store viden ind i stuerne, hvilket hans rejse med fjernsynet rundt i Europa, ”Frodes forunderlige rejse.” vidner om. Han gik uden om alt bureaukrati, og talte med almindelige europæere, hvilket afslørede, at vi egentlig ikke er så forskellige. Det er derfor naturligt, at Frode Kristoffersen i mange år var tilknyttet Den Danske Europabevægelse i Sønderjylland.

I forbindelse med kommunalreformen blev der behov for, at Europabevægelsen skulle organiseres på en tilsvarende måde. Lokalt blev vi til Den Danske Europabevægelse, Region Syd-og Sønderjylland. At Sønderjylland indgår i navnet er i høj grad Frode Kristoffersens fortjeneste. Han konstaterede, at med kommunalreformen forsvandt navnet Sønderjylland alle steder, derfor var det vigtigt for ham, at navnet Sønderjylland skulle bibeholdes alle steder, hvor det var muligt. Han var ikke blot en stor europæer, men også en stor sønderjyde, der var stolt af sin hjemegn.

I samarbejdet i Europabevægelsen trådte journalisten Frode ofte frem, idet han i bestyrelsens beslutninger altid stillede de kritiske spørgsmål og derudfra rådgav om den journalistiske vinkel på vore beslutninger. Med den store erfaring og hukommelse han havde, kunne han fortælle om de historiske sammenhænge, der ligger til grund for samarbejdet i Europa.

Vi vil komme til savne den store europæer og stoute sønderjyde.

Æret være Frode Kristoffersens minde.

Bente Witt,

Formand for Europabevægelsen,

Region Syd-og Sønderjylland.