Årets Europæer 2017!

Frankrigs præsident Emmanuel Macron blev Årets Europæer 2017. Læs landsformand Stine Bosses tale her!

We are living in times of change, and big shifts are on the horizon in Europe. As if that’s not enough, there are new agendas in place in countries on our EU borders, which happen on top of new fractures inside EU.

Brexit. Russia. Eastern Europe – wanting new standards and values – excluding for example Muslims and rejecting Southern Europe’s constant push for more help regarding migration and refugees. Cyber crime at a new level – not to speak of cyber war.

Following populistic voices comes totalitarian values, in a manner which we have not seen since the 30’s. Yes, this is indeed a reality, not only in Europe, but also in the “country of freedom” – the US.

So who will defend our values? Who will stand against the wind and talk, not only about what the European Union is, but also what it might become? President Macron.

He actually stated – before he was elected, whilst still campaigning: France is great … but only as a consequence of our membership of the EU.

The very special loyalty exceeding from the French borders is rare these days. France stands in clear opposition to the increasingly skeptical view on the EU, that many classically responsible countries across the union – including Denmark – have witnessed. Thus, Macron soon became a clear voice. A strong profile, from whom we can get new inspiration from, with a statesman perspective that exceeds France.

The European Union, being shocked after the above-mentioned events, really needs Macron. Whether you agree with him politically on all aspects or not, becomes a less important matter: because the vision for Europe is so clear.

We can only pave the way forward in the name of a “European Union”, if the 500 million citizens of Europe are taken seriously. Not only every 5 years when there is an election for the Parliament. No, we need national politicians, all across Europe, who will take us seriously; who will listen and debate with us, and with each other, for a better Union and a clearer path forward.

This is where Macron’s voice has been clear and profound in a way we need within Europe and for Europe. We can only hope, that his commitment to work towards processes of development and his efforts to involve the voices of the citizens will be copied – by political opponents as well. Not in a “more or less” debate, but in an intense “what” debate.

The European Union is ours. It is a political battlefield and the most important road for any European citizen and business to influence our own lives and to impact on a global scale.

Thank you Mr. President for showing us this so clearly, and congratulations on your title as European of the Year.

Nordjylland indtager Bruxelles

Europabevægelsen i Region Nordjylland var fra 24. til 28. september på en kombineret studie- og ferierejse til Bruxelles med 36 deltagere. Rejsens primære formål var at gøre deltagerne ”en smule klogere på EU”, og det synes at lykkes i ganske betydelig udstrækning.

Rejsen foregik i bus fra Fjerritslev, og på udrejsedagen kørte man gennem Tyskland, der netop den dag gennemførte valg til Forbundsdagen. Undervejs blev man orienteret om de aktuelle politiske forhold i vort store naboland, og det tyske valgsystem – der på flere områder er ganske forskelligt fra det danske – blev naturligvis gennemgået.

Man besøger selvfølgelig ikke Bruxelles uden at se og opleve en del af byens mange seværdigheder. Vi begyndte derfor i det helt nære med at bese Grand Place, der med rette imponerer og betager. Der blev også aflagt besøg på Atomium, der er et af byens mest berømte vartegn, lige som den enormt store Koekelberg Basilika imponerede i både størrelse og byggestil.

Atonium Bruxelles

Rejsens politiske del blev især tilgodeset med 2 besøg. En eftermiddag havde vi fået mulighed for at besøge Landbrug og Fødevarers kontor. Vi fik ikke blot en grundig indføring i det arbejde, denne organisation udfører, men også en fornemmelse af de mange andre danske erhvervsinteresser, der varetages i byen. Naturligvis fik vi også en orientering, om den betydning BREXIT må antages at få for EU i
almindelighed – og for danske handels- og eksportinteresser i særdeleshed.

Europabevægelsen studietur Bruxelles

Der var afsat en hel formiddag til besøg i Europa-Parlamentet, hvor medlem af parlamentet Rikke Karlsson fulgte os. Hun fortalte personligt og engageret om sine gøremål i Parlamentet, og lagde bestemt ikke skjul på, at hun siden 2014 har udskiftet mange af sine holdninger til og om EU. Fra at have været endog ganske skeptisk til hele EUprojektet, erklærer hun sig nu som absolut tilhænger.

Efter mødet med Rikke Karlsson besøgte deltagerne den store plenarsal, hvor Olav Gade fra EU´s Besøgstjeneste forklarede grundigt og inspirerende om Parlamentets forskellige grupper, deres organisering og deres indbyrdes samarbejde. Vi blev bestemt klogere i løbet af besøget, men næppe nogle af os ville påstå, at vi havde fået det fulde og forkromede overblik. Det havde vi nok heller ikke forventet!

5 dage varede rejsen! 5 indholdsrige og vejrmæssigt gunstige dage!
Ingen skal dog være i tvivl om, at der ER mange kilometer til Bruxelles, og det lykkedes os endda at køre endnu flere kilometer på hjemvejen – for vi måtte jo opleve Brügge… EU var rejsens hovedmål, og vi ved betydeligt mere, end da vi drog ud. I forvejen var vi positivt indstillet til EU, men det er ret sikkert, at vort besøg i Parlamentet har givet større forståelse og indsigt i det komplicerede maskineri, der binder de mange lande sammen.

Skrevet af Poul-Erik Uttrup, medlem af Europabevægelsen i Region Nordjylland

Boganmeldelse: Det politiske Europa – en guide til EU

Der er mange gode grunde til at forfatter og ekstern lektor Hans Branner udgiver en ny og opdateret version af sin efterhånden klassiske bog: ”Det Politiske Europa – en grundbog”.

For det første er udviklingen i EU i de senere år gået så stærkt, at det er svært at følge med for næsten alle, der ikke arbejder med EU til dagligt.  Finanskrise. Gældskrise. Økonomisk krise. Flygtningekrise. Sikkerhedspolitisk ustabilitet i EU’s nærområder – især i Syrien og Ukraine – og man kunne blive ved.

Derfor er det en rigtig god idé, at Hans Branner samler stoffet og giver læseren et godt overblik i én samlet fremstilling.  Her kan man – i ro og mag – selv dykke ned i både aktuelle og relevante temaer for Europas politiske udvikling.

Den systematiske indføring i EU’s politiske maskinrum er en af bogens store styrker. Kapitel 1-4 handler om EU’s baggrund og historie, medlemsstaternes centrale rolle, EU’s institutioner og udvalgte politikker, og det fungerer godt.

Da bogen givetvist er skrevet med henblik på undervisning i EU i samfundsfag på højt niveau i gymnasiet, giver opdelingen i forskellige tematiske kapitler god mening, da de indeholder pædagogiske figurerer, tabeller og faktabokse med relevante kilder. Underviser og elev har mulighed for at læse bogen ét kapitel ad gangen, og diskutere baggrund, årsager og løsninger ift f.eks. krisetemaerne. På den måde er bogen mere dynamisk, problematiserende og politisk aktuel end den typiske ”grundbog”. Det er en grundbog, der lægger op til debat i undervisningslokalet.

Risikoen er dog, at bogen  blot strejfer vigtige temaer, så læseren herefter ikke helt forstår, hvordan begreber og teorier skal anvendes i praksis. Kapitel 5 om: ”EU mod 2020: Eksistenskrise?” og kapitel 6 om: ”De politiske integrationsteorier” er eksempler på emner, der måske fortjener større grundighed og analyse, end de tildeles i de respektive kapitler. Det gælder ikke mindst behandlingen af Brexit, som naturligvis har mange danskeres store interesse. For hvorfor forlader Storbritannien EU – efter 44 års medlemskab?

Min allervigtigste anbefaling er derfor, at den spændende bog udvides med en tilhørende interaktiv hjemmeside, der giver læseren muligheden for at dykke ned i de mange emner, som bogen rejser. Dette skal naturligvis også integreres i bogens indhold, så læseren bliver inspireret undervejs og kan gå ind på den interaktive hjemmeside og lære mere om EU’s ledere, politiske historie, institutionerne, udvidelsen mod øst, m.v.

En digital løsning med historiske kilder, videoer, EU’s tidslinie, centrale politiske taler fra både tilhængere og modstandere og meget mere vil alt sammen give læserene mulighed for – på egen hånd – at udforske de enkelte temaer og derved udvikle de nuancer og den baggrundsforståelse, der skal til at for at forstå EU’s unikke historie og opbygning.

Forlaget Columbus og Hans Branner kan i måske i fællesskab tage handsken op, så især gymnasieelever m.fl. får endnu bedre undervisningsmateriale om EU i fremtiden.

Skrevet af Søren Toft

Tekstboks

 

DEBAT: Danskerne vil EU, men vil politikerne?

Det er glædeligt, at vores statsminister tager de europæiske spørgsmål på sig og taler længe og grundigt om spørgsmålene og om det forpligtende fællesskab ved Venstres sommergruppemøde. Respekt for det.

Samtidig er der grund til igen at minde om, hvor vigtigt det er, at statsministeren, men også andre politikere, begynder at tale naturligt om vores forpligtende fællesskab. Ikke bare som en national ramme, men som en national forudsætning.

Også her tager Lars Løkke et godt tilløb, når han taler om vigtigheden af Den Europæiske Union, men det sidste stykke mangler. Det sidste væsentlige stykke, hvor statsministeren fortæller os, hvordan man i heleEU drøfter den frie bevægelighed. Hvordan vi som borgere i Danmark spiller ind i den debat, og hvordan fællesskabet som sådan er klar til at drøfte dette.

Og hvorfor er det vigtigt? Jo, af den simple grund, at borgerne ellers efterlades i et tomrum, hvor EU som sådan synes uden handlekraft og virke, og hvor alene Lars Løkke klarer ærterne. Det er alle statslederes pligt at sætte deres land ind i den europæiske sammenhæng. Det kan vi borgere ikke selv.

Danskerne er positive over for EU
Mere vil have mere, og med statsministerens, alt andet lige, tiltagende europæiske fokus, kan man kun blive opløftet. Og så husk lige, Lars, at når du taler om EU som “en overset succes”, så er mere end 70 procent af danskerne positive i forhold til det forpligtende fællesskab.

Det er mange. Hvis man af og til bliver i tvivl, er det alene, fordi medier synes at opfatte spørgsmål vedrørende det politiske arbejde i Den Europæiske Union som et spørgsmål om for eller imod og derfor konsekvent besætter debatter med 50 procent til hver side. Dette til trods er borgerne altså klogere!

Mere skidt står det til hos støttepartiet DF, hvor sommeren er blevet brugt til, af blandt andre Messerschmidt, at fremhæve Storbritannien og nedgøre det europæiske fællesskab. Dette bliver ikke alene Lars Løkkes store hovedpine, men sandelig i lige så høj grad Mette Frederiksens.

Hvordan danser man tæt med en partner med dårlig ånde, uden enten at sige det til vedkommende og risikere et brud, eller adoptere selv samme ånde?

Støt dig til borgerne, Mette
Venstre har gennem årene modstået fristelsen på dette område, og tak for det. Men vil også Mette kunne klare fristelsen? Det må vi håbe. Foreløbig tegner det sådan, og er hun i tvivl, så må hun støtte sig til borgerne.

Altså alle os blandt de mere end 70 procent, der ser løsningerne på de allerstørste udfordringer ske gennem det forpligtende samarbejde og ser de spændende politiske nuancer mellem en mere liberal vej eller nye sociale kapitler. Fortæl os gerne mere om det og mindre om “ud eller ind”!

Skrevet af landsformand Stine Bosse. Udgivet på Altinget.dk. 

What to read about Europe? #2

A semimonthly subjective selection of up to ten texts published recently in respected sources, discussing various subjects important for European integration, politics, economy etc. The aim of the proposed selection is to sustain the debate about Europe in our Movement.

1. Considerable interest has been aroused during recent weeks by the so-called reform of the judiciary in Poland. The Parliament controlled by the governing nationalist-conservative Law and Justice (PiS) party approved three controversial laws aiming to greatly increase the influence of the minister of justice over the judicial system. According to the critics (and there were plenty of them), the new laws violated Poland’s constitution by weakening the separation of powers. That view was shared by protesters all over the country and by Poland’s president Andrzej Duda, who vetoed two of those laws. Mr. Duda surprised everyone, as until the vetoes he was loyal both to his party and its leader Jaroslaw Kaczynski. Presumably the European Commission was taken by surprise too, but ultimately it remained unimpressed. As a consequence, it launched legal action against Poland. In order to learn about the exact extent of the damage done to the rule of law by PiS, it is advisable to read carefully the Commission’s recent recommendation regarding that subject. A potential reader needs to be warned: it is not an easy read and it leaves one in a very gloomy mood at the end.

http://ec.europa.eu/newsroom/document.cfm?doc_id=46116

(publication date: 26.07.2017)

2. The Commission’s document mentioned above gives one a very detailed legal analysis of the situation in Poland. At the same time, one may ask: what about the political context? Does the presidential vetoes mean that PiS is splitting into two parties? Does the President side with the protesters and parliamentary opposition now? What the most recent polls say about PiS support among the Poles? Last but not least: is there still hope for Poland? All those questions are answered by The Economist, in its nuanced analysis of Poland’s most turbulent period (2015 – ?) since the fall of the Berlin Wall.

http://www.economist.com/news/europe/21725575-governing-law-and-justice-party-still-aims-nobble-judiciary-veto-gives-rule

(publication date: 29.07.2017)

3. One is sometimes tempted to ask a very basic question: does Poland matter at all to Denmark, the European Union and the wider world? Washington Post foreign affairs columnist Anne Applebaum has no doubts whatsoever: it matters greatly. According to her [f]or a quarter-century, the fall of the Berlin Wall and the subsequent triumph of Central European democracy were together perceived around the world as one of the great achievements of the West. For the past decade, Polish advice on democratic transition was sought around the world, too, from Burma to Tunisia to Ukraine. A Polish pivot away from democracy will undermine not only the unity of the West, but the broader appeal and the attraction of the West in those countries, too, allowing other “oppressive ideologies” from the “South or the East” to take its place.’.

https://www.washingtonpost.com/opinions/global-opinions/its-now-clear-the-most-dangerous-threats-to-the-west-are-not-external/2017/07/16/2475e704-68a6-11e7-a1d7-9a32c91c6f40_story.html?utm_term=.f0bfd50850e3

(publication date: 16.07.2017)

4. So, Ms. Applebaum is of opinion, that the case of Poland makes the West not only less coherent, but it also negatively affects its soft power (that term was coined by Joseph Nye in his 1990 book ‘Bound to Lead: The Changing Nature of American Power’). Yet, another question arises: is the concept of illiberal democracy going to spread further or will it be confined to the EU’s fringe consisting of the post-communist countries? An instinctive reply would be ‘No’, as the countries of the pre-1989 West are too stable, their democracies too mature and their populations too prosperous to experience troubles of that kind. But can we be so sure in the age of Donald Trump, Brexit and salient popularity of populists in other Western democracies? Conservative analyst Garvan Walshe is of opinion that every single supporter of the liberal democracy has an important role to play in assuring that the rule of law remains intact, when he says: In these last few weeks, anti-legal populists came very close to extinguishing freedoms that the Polish people had finally won fewer than 30 years ago. Whether the product of cynical lying or innocent self deception by people who ought to know better, theirs is a dangerous argument. Anyone who believes that democracy is based on the rule of laws, and not men, must expose it for the cant that it is.’.

https://www.conservativehome.com/thecolumnists/2017/07/garvan-walshe-could-polands-populist-assault-on-the-judiciary-happen-here.html

(publication date: 27.07.2017)

5. In the previous edition of ‘What to read about Europe?’ the president of the European Council Donald Tusk was described as a ‘lennonesque dreamer’. It is hard to escape another rock-music reference this time around too, as his painful dilemmas vis-à-vis current situation in Poland are analyzed by Politico’s David M. Herszenhorn. On the one hand Mr. Tusk ‘[b]elieves he is speaking for the central values of the European Union, that he is keeping the Union together’, on the other ‘[h]e doesn’t want to look like he is escalating the conflict with the Polish government.’. This, of course, is a very unenviable and grave situation, with limited maneuvering space. A former prime minister of Poland is certainly, as Mick Jagger and Keith Richards would say, ‘stuck between a rock and a hard place’.

http://www.politico.eu/article/poland-rule-of-law-constitution-donald-tusk-personal/

(publication date: 27.07.2017)

6. Obviously, the drama unfolding in Poland has caught the attention of the Danish audience too. In the opinion of the present writer, one of the most important pieces published during that time was authored by the former Minister for Foreign Affairs Uffe Ellemann-Jensen. In his text Mr. Ellemann-Jensen not only skillfully summarizes the basic elements of the crisis, but he is also spot-on when it comes to the dangers involved. Especially two passages are worth of sharing and maybe even memorizing. The first explains why the EU cannot turn a blind eye to the developments in Poland: ‘Magtens tredeling er et princip, som ikke er til forhandling. Man skal naturligvis forsøge at tale sig til rette om, hvordan dette princip kan tilpasses de demokratiske traditioner i det enkelte land. Men det er selve EU’s demokratiske fundament, som nu bliver testet.’. The second reinforces the first, by seeing the situation through geopolitical lenses: ’Vi oplever i denne tid, hvordan Putins Rusland forsøger at underminere de vestlige demokratier udefra. Det er helt uacceptabelt, hvis der er kræfter, som søger at gøre det samme indefra.’. Ms. Applebaum would undoubtedly agree.

http://uffeellemann.blogs.berlingske.dk/2017/07/26/jeszcze-polska-nie-zginela/

(publication date: 26.07.2017)

7. The speech delivered by Viktor Orbán during the 28th Bálványos Summer Open University and Student Camp in Tusnádfürdő/Băile Tuşnad (Romania) is certainly an interesting, albeit somewhat chilling read. Nevertheless, it deserves to be carefully scrutinized, because Mr. Orbán is widely considered as one of the most important ideologues of the so-called illiberal democracy. Plainly speaking, it is necessary to know what this formidable enemy of the open society and liberal European order thinks, in order to counter his narrative. It is tempting to simply label him as belonging to a right-wing lunatic fringe and to leave it at that, but even the most toxic of labels is not going to make him less menacing. Sentences like the following one are quite alarming: Now if we speak about the future of Europe, we must first state in no uncertain terms that in order for Europe to be able to survive and remain the Europeans’ continent, the European Union must regain its sovereignty from the Soros Empire. Until that happens, we have no chance of retaining Europe for the European people.’.

https://visegradpost.com/en/2017/07/24/full-speech-of-v-orban-will-europe-belong-to-europeans/

(publication date: 24.07.2017; the speech was delivered two days earlier)

8. Finally, a moment of respite from East-Central European illiberal tendencies. Christel Zunneberg from the European Council on Foreign Relations has published recently an interesting analysis comparing German political parties’ positions on the core EU policy domains. It is comforting to read that [n]early all established parties running for the coming Bundestagswahl on 24 September have adopted a narrative that combines a pro-European outlook with an emphasis on the need for European reforms. Only the Eurosceptic AfD bucks the trend with its calls for a ‘Dexit’ referendum.’. A quick glance at the polls makes that picture even more heartening, as the eurosceptic AfD is not very popular among the German electorate at the moment.

http://www.ecfr.eu/article/commentary_europe_in_the_german_federal_elections_manifestos_7219

(publication date: 26.07.2017)

By Sergiusz Bober, member of the board for Syd- og Sønderjylland region of the Danish European Movement. Written on the 31st of July. 

What to read about Europe? #1

A semimonthly subjective selection of up to ten texts published recently in respected sources, discussing various subjects important for European integration, politics, economy etc. The aim of the proposed selection is to sustain the debate about Europe in our Movement.

1. For the Europeans it would be hard to escape from the word ‘Brexit’ in a foreseeable future. As The Washington Post’s Rick Noack shows, in the English port town of Tilbury a post-Brexit reality is inescapable too and it begins to bite. Nowadays even the most hardline Brexit-supporters realize that to leave the European Union is not enough to solve Britain’s numerous problems. One may say it is hard to escape from the word ‘Brexit’, but it is even harder to escape from reality.

https://www.washingtonpost.com/news/worldviews/wp/2017/06/23/one-year-after-a-divisive-vote-doubts-are-mounting-in-a-town-that-voted-overwhelmingly-for-brexit/?utm_term=.0d3ebf2000d7

(publication date: 23.06.2017)

2. A recent study published by Samuel C. Woolley and Philip N. Howard (both from the University of Oxford) finds that one of the biggest threats to liberal democracies is ‘computational propaganda’. What is it, one may ask? According to the researchers, ‘[c]omputational propaganda is the use of algorithms, automation, and human curation to purposefully distribute misleading information over social media networks.’. The reading of the study makes one quickly realize why we should be afraid of – for example – twitter bots, how they helped to win Brexit referendum and why it is necessary to combat fake content they spread.

http://comprop.oii.ox.ac.uk/wp-content/uploads/sites/89/2017/06/Casestudies-ExecutiveSummary.pdf

3. Speaking of studies and reports. Annabelle Chapman, a Warsaw-based journalist writing for, among others, The Economist has authored a recent Freedom House report analyzing press freedom in Poland. The findings are worrying. According to the report, [t]he Law and Justice government has sought to control the media as part of a broader push to weaken checks and balances and silence independent voices.’. What is more, similar actions were undertaken by Viktor Orban’s government in Hungary. It cannot be ruled out that both governments will soon find followers in East-Central Europe. Granted, there are still free media in both Poland and Hungary. Nevertheless the tendency is alarming. Illiberal democracy seems to has found a foothold in both countries. It is a major headache for other EU member states.

https://freedomhouse.org/report/special-reports/assault-press-freedom-poland

4. The Economist is very serious about the aforementioned headache. Its editors are convinced that finally something needs to be done with regard to Hungary (the troubling case of Poland is also mentioned in their Leaders section text): In general the EU should stay out of members’ internal affairs, but governments that flagrantly violate democratic norms should face sanctions, such as receiving fewer handouts from EU structural funds.’. It is hard to disagree. The reason is simple: a continuous violation of the EU’s fundamental values weakens both the EU’s international reputation and its internal cohesion.

https://www.economist.com/news/leaders/21723835-europe-has-tools-make-autocrat-back-down-what-do-when-viktor-orban-erodes-democracy

(publication date: 22.06.2017)

5. After last week’s voting on gay marriage in the German Bundestag many foreign observers were baffled by the fact, that the chancellor Angela Merkel actually voted against the bill. Ms. Merkel’s biographer, professor Matt Qvortrup from Coventry University, in his concise comment written for the Prospect Magazine convincingly explains, why that fact confirms that she is a masterful tactician.

https://www.prospectmagazine.co.uk/politics/merkels-stance-on-gay-marriage-isnt-surprising-but-it-is-masterful-politics

(publication date: 30.06.2017)

6. ‘You may say I’m a dreamer, but I am not the only one.’, said the president of the European Council Donald Tusk recently, thus expressing his belief that Brexit can still be reversed. Mr. Tusk is not the only dreamer in the EU. The leader of ALDE Guy Verhofstadt certainly belongs to the category of lennonesque dreamers too. His dream is a proper European federation. Why it needs to be achieved and how to do it is a subject of his latest book titled ‘Europe’s Last Chance: Why the European States Must Form a More Perfect Union’. In a nuanced review of Verhofstadt’s work, Jan-Werner Müller (professor of politics at Princeton University) skillfully argues why the strategy authored by the former prime minister of Belgium has a chance of being at least partially implemented. Sure, the obstacles are formidable. However, according to Müller [f]urther integration isn’t inevitable, but it is logical.’.

https://www.lrb.co.uk/v39/n11/jan-werner-muller/constitutional-fantasy

(publication date: 01.06.2017)

7. In the May-June issue of the New Left Review Perry Anderson offers a comprehensive analysis of recent developments in French politics. His is not convinced at all that Emmanuel Macron’s charm and intelligence will lead to any substantial reform of the European Union. According to him ‘[s]ome give on the Eurozone is virtually assured. But the odds are that it will be largely cosmetic, falling well short even of another impotent assembly and figurehead minister, duplicating existing Union structures. As things stand, anything more serious would face fierce opposition not only in the Federal Republic, but in the Dutch, Finnish and other parliaments. The balance of forces in a neoliberal but not yet neofederal system of power militates against dramatic changes.’. It will be fascinating to observe which vision of Europe will ultimately prevail: Mr Verhofstadt’s inspiring optimism or Mr Anderson’s level-headed pessimism.

https://newleftreview.org/II/105/perry-anderson-the-centre-can-hold?utm_source=newsletter&utm_medium=email&utm_campaign=NLR105

(Publication date: May-June 2017)

8. Finally, one may wonder what is Denmark’s place on the current European chessboard? In order to know, it is always a good idea to ask Uffe Østergaard. In the interview with Lars Gaardhøj, he says that in the near future both internal and external borders of the EU, as well as the free movement of labour will be intensely discussed in Europe. Moreover, he suggests to focus closely upon Italy and its problems. When it comes to the Danish position, Østergaard is convinced that only through the membership in the EU such a small country can sustain its ability to play a significant role on a European and global stage. As a result, he adds, it is necessary to continue an informed debate on the meaning of sovereignty in the 21st century. That seems like an ideal task for the Danish European Movement.

http://europa-debat.dk/det-europaeiske-hus-har-det-bedre-idag-men/

(publication date: 05.07.2017)

Written by Sergiusz Bober, member of the board for Syd- og Sønderjylland region of the Danish European Movement on the 6th of July 2017. 

INTERVIEW: “Europa er ikke et supermarked”

I sit første store interview siden han indtog Elysée-palæet, løfter republikkens præsident sløret for sin vision for Europa og skitserer de vigtigste principper i udenrigspolitikken. Interviewet blev bragt i en række europæiske dagblade d. 22. juli 2017. Denne tekst er oversat fra fransk til dansk af René Christensen. 

Er Frankrig tilbage i Europa? Inkarnerer Frankrig et nyt lederskab for Europa?

Emmanuel Macron (EM): Lederskab dekreteres ikke; det opbygges i samarbejde med andre lande, andre aktører, og baserer sig på opnåede resultater. Det ville være hovmodigt nu at sige, at Frankrig udøver nyt europæisk lederskab. Det virkelige spørgsmål handler om målsætningen for vores indsats. Og udgangspunktet er de vestlige demokratiers krise. Disse demokratier er opbygget i det attende århundrede på en førhen ukendt balance mellem forsvaret af individuel frihed, politisk demokrati og indførelse af markedsøkonomi. Den gode cirkel tillod anerkendelse af individuelle frihedsrettigheder, sociale fremskridt og udviklingen af en middelklasse med udsigt til fremgang. Siden af slutningen af det boom, efterkrigstiden åbnede for, har tvivlen genindfundet sig. Frankrig har i den henseende bitre erfaringer, skønt vores sociale model sandsynligvis var den bedst udviklede. Når vi ser på verden i dag, hvad ser vi så? Flere og flere ikke-liberale demokratier og ekstremer i Europa, genopståen af autoritære regimer, der sætter spørgsmålstegn ved demokratiets duelighed, og et USA, der isolerer sig fra resten af verden. Denne situation forværres af voksende usikkerhed og uro. Kriser spreder sig i Mellemøsten og Golfen, og uligheden forværres i hele verden.

Hvorfra stammer denne manglende stabilitet?

EM: Den har ikke en enkelt årsag. Den er delvis resultatet af dybe uligheder fremkaldt af den aktuelle verdensorden og islamistisk terrorisme. Til disse ubalancer føjer sig klima-udfordringen. De, der mener, at kampen for klimaet er et modefænomen, tager alvorligt fejl. Spørgsmålet er ikke, hvorvidt der er fransk lederskab, hvorvidt vi kan slå os på brystet mere end andre. Først og fremmest handler det om, hvordan vi kan forsvare vores fælles goder, det vil sige frihed og demokrati for alle, den enkeltes såvel som samfundets mulighed for autonomi, at forblive fri, at sikre social retfærdighed, og bevare et bæredygtigt klima på vores planet. Uden disse fælles goder, er der ingen ønskelig eller bæredygtig fremtid. Vores udfordring er, hvordan vi kan vinde denne kamp, som – er jeg sikker på – Europa er ansvarlig for at føre an i. Hvorfor? Fordi demokratiet er født på dette kontinent. USA holder ligeså meget af frihed, som vi. Men amerikanerne har ikke vores smag for retfærdighed. Europa er det eneste sted, hvor individuelle frihedsrettigheder, demokratiets ånd og social retfærdighed forenes i et sådant omfang. Spørgsmålet er: vil Europa formå at forsvare de kerneværdier, som vi i årtier har mindet resten af verden om, eller vil det gamle kontinent udslettes af ikke-liberale demokratier og autoritære regimer?

Hvordan genoplives Europa konkret? Hvordan overbevises tyskerne?

EM: Hvis vi ikke er bevidste om den udfordring, vi står overfor, kan vi fortsætte med at tilbringe hele nætter med at diskutere, hvor det næste europæiske agentur skal placeres, eller hvordan denne eller hin budgetpost skal spenderes. Vi ville dermed placere os uden for Historien. Mit valg er et andet. Det er Angela Merkels valg også. Spørgsmålet er, hvordan vi kan genskabe dynamikken, evnen til at bevæge os fremad. For det handler ikke kun om at presse lande eller mennesker politisk. Vi skal være i stand til at opildne, at få folk til at drømme. Frankrig vil ikke kunne sætte noget eller nogen i bevægelse, hvis vi ikke gør det med klar tale og et forstandigt syn på verden. Men ej heller vil vi kunne det uden en styrkelse af vores økonomi og samfund. Det er derfor, jeg har bedt regeringen om at indlede grundlæggende reformer, der er afgørende for Frankrig. Vores troværdighed, vores effektivitet, vores styrke er på spil. Men ingens styrke kan i længden leve af andres svaghed. Tyskland, der gennemgik dybe reformer for femten år siden, konstaterer nu, at den aktuelle situation ikke er holdbar. Mit håb er derfor, at vi kan bygge en fælles styrke. Min tilgang til fransk-tysk samarbejde er en alliance byggende på gensidig tillid. Det, jeg ønsker, er en tilbagevenden til den samarbejdsånd, der i sin tid eksisterede mellem François Mitterrand og Helmut Kohl.

Det betyder, at vi ikke tager til et Europæisk Råd uden en fælles holdning. Det betyder ikke, vi er enige om alt. Men vi ønsker ikke at spilde tid på at bede andre om at mægle vore uenigheder. Uden dette ender Europa med at hakke og stamme; nøglen til genstart, er et Europa, der beskytter.

Hvorfor er dette behov for beskyttelse så vigtigt?

EM: Fordi middelklassen er begyndt at tvivle, i alle vores samfund. De føler, at Europa ikke udvikler sig på en for dem positiv måde. Et sådant Europa vil rive sig selv omkuld. Vi skal skabe et Europa, der beskytter ved at etablere en reel forsvars- og sikkerhedspolitik. Vi skal reformere beskyttelsen af vore grænser, migrationspolitik og asyl til at blive mere effektive i forhold til den voldsomme migration. Det nuværende system efterlader nogle med næsten hele problemet og kan derfor ikke modstå fremtidige migrationsbølger. Jeg tror på et Europa, der giver sig selv midlerne til at beskytte sine ydre grænser, styrke kontinentets sikkerhed gennem politi- og retligt samarbejde i kampen mod terrorisme, til at implementere en fælles ordning for asyl og indvandring; et Europa, der beskytter mod globaliseringens uønskede konsekvenser. Dette er et første skridt. Der kan ikke skabes institutionelle forbedringer, så længe vi ikke har genoprettet sammenhængen i Europa.

Et næste skridt består i at skabe en stærkere integration inden for euroområdet. Det er derfor, jeg kraftigt forsvarer tanken om et demokratisk styret budget for euroområdet. Dette er den eneste måde at genskabe en bevægelse af konvergens mellem vores økonomier og vores lande. Hvis vi ikke gør det, vil vi svække euroområdet. En sådan søjle må udfærdiges med ansvarlighed og solidaritet. Min fornemmelse er, at Tyskland ikke er blokeret på dette punkt.

Tror De, at tyskerne også er klar til ændringer?

EM: Det er jeg sikker på. Med hensyn til sikkerhed og forsvar, har den tyske kansler fået gennemført dybe forandringer. Hun har ladet de dybe tabuer arvet fra Anden Verdenskrig genoverveje. Tyskland vil de kommende år bruge mere på forsvar end Frankrig. Hvem ville have troet det? Men Tyskland er klar over grænserne for handlinger, der ikke har fuld europæisk opbakning, især med hensyn til militær intervention; at vores skæbner er tragisk forbundne. Tyskland har brug for Frankrig til at beskytte sig selv, for at beskytte Europa og sikre vores fælles sikkerhed. Jeg tror i øvrigt, at den dynamik, jeg henviser til, også passerer gennem det tyske samfund. Vores pligt som ledere er at bruge dette pædagogisk. National egoisme er en langsomt virkende gift, der angriber vore demokratier og øger vores kollektive besvær med at overkomme den historiske udfordring. Jeg ved, at Kansler Merkel er fuldt bevidst herom.

Europa i dag synes delt; især mellem øst og vest …

EM: Jeg tror ikke på denne konflikt mellem Øst- og Vesteuropa. Der er spændinger, fordi vores tankesæt og nyere historie er ikke de samme. Jeg vil aldrig glemme, hvad Bronislaw Geremek (Polsk politiker og historiker (1932-2008). I 70’erne og 80’erne en markant skikkelse inden for den polske demokratiske opposition. Medlem af Europa-Parlamentet og Polens udenrigsminister i årene 1997–2000, red.) sagde, da jeg mødte ham for tyve år siden i forbindelse med EU-udvidelsen: “Europa udmåler ikke det, hun skylder os”. For hans generation, med en forståelse funderet i den europæiske oplysningstid, havde Vesteuropa begået forræderi ved at tillade murens opførelse og kontinentets deling. Jeg hører i dag visse europæiske ledere forråde kontinentet to gange. De har besluttet at opgive principperne og vende ryggen til Europa, at have en kynisk tilgang til EU, ved at betjene sig af tilskud og kreditter, men ikke respektere værdierne.

Europa er ikke et supermarked. Europa er en fælles skæbne. EU svækkes, når vi acceptere en afvisning af dens principper. Europæiske lande, der overtræder reglerne må drage de politiske konsekvenser. Og dette er ikke bare en øst-vest debat. Jeg vil tale med alle og respekt, men jeg vil ikke gå på kompromis med principperne om solidaritet og demokratiske værdier i Europa. Hvis vi accepterer det, betyder det, at Europa er svagt, ja, allerede forsvundet. Det er ikke mit valg.

Dialog, ikke sanktioner?

EM: Dialog, men den skal følges op af konkrete afgørelser. Jeg håber, at alle har det historiske ansvar, som hviler på europæerne, i tankerne. Vi skal fremme et Europa, der går i retning af en økonomisk og social velfærd. Formålet med et Europa, der beskytter, er ligeledes gældende på de økonomiske og sociale områder. At argumentere – som man har gjort i årevis – vedr. udstationerede arbejdstagere, er at vende Europa ”på hovedet”. Man bør ikke tage fejl. De stærkeste forsvarere af et ultraliberalt og ubalanceret Europa, i Storbritannien, har brændt sig på dette. Hvad drejede Brexit sig om? Om de østeuropæiske arbejdere, der optog britiske arbejdspladser. Europas forsvarere tabte fordi den britiske middelklasse sagde stop! Det varme pust fra ekstremerne bidrager til ubalancen. Vi kan ikke blive ved med at udforme Europa fra kontorer, og lade tingene gå i opløsning. De udstationerede arbejdstagere fører til latterlige situationer. Hvordan kan jeg forklare den franske middelklasse, at virksomheder lukker i Frankrig for at flytte til Polen, fordi det er billigere, og at franske byggefirmaer ansætter polakker, fordi de får mindre i løn? Dette system fungerer ikke korrekt.

De ønsker at styrke europæisk forsvar og Frankrig skal statuere et eksempel. Men Finansministeriet beskar forsvarsbudgettet med 2,6 mia. i…

EM: Det er ikke beskåret, mens jeg har været her. Der er tale om skridt, taget af den tidligere regering, og som Revisionsretten skal revidere i begyndelsen af juli. Jeg er ikke tilhænger af nedskæringspolitik. På forsvarsområdet er min strategi helt klar: udgifter svarende til 2% af BNP i 2025. Og generelt vil jeg føre en ansvarlig politik, baseret på flerårige mål. Budgetdebatten bør ændre natur. Det nuværende system, hvor man bruger måneder på at diskutere et finanslovsforslag, som derefter ændres tre eller fire gange i løbet af året, betyder, at der ikke er nogen reel demokratisk debat om budgettet. Jeg ønsker en seriøs og gennemsigtig budgetdebat i parlamentet. Når man ønsker at besparelser, er der brug for en flerårig strategi. Reelle besparelser gøres i løbet af to til tre år, ikke to måneder.

Hvilken model for det fremtidige forhold mellem Storbritannien og EU? Er døren åben for en tilbagevenden (for Storbritannien)?

EM: Døren er åben indtil man er gået igennem den. Det er ikke op til mig at sige, at den er lukket. Men det er usandt at påstå, at det ikke bliver svært at vende tilbage, når først situationen har konkretiseret sig i en tidsplan og en målsætning. Jeg håber, at diskussionen, der netop er begyndt, koordineres fuldt på europæisk plan. Jeg ønsker ikke bilaterale samtaler, fordi vi skal bevare EU ‘s interesser på kort, mellemlangt og langt sigt. Frankrig regner dog med at fortsætte og styrke sine stærke relationer med Storbritannien hvad angår forsvars- og sikkerhedssamarbejde. Lancaster House-traktaten vil fortsat danne grundlag for dette samarbejde. Vi vil også øge samarbejdet med hensyn til sikkerhed og terrorisme-bekæmpelse. Vi har allerede truffet aftale om en fælles handlingsplan til bekæmpelse af radikalisering på internettet. Vore skæbner er forbundet: terrornetværk respekterer ikke Europas grænser. Endelig ønsker jeg også, at vi udvikler vores samarbejde ift. migration. Det er vigtigt at forhindre, at fejltagelser som f.eks. migrant-lejre, genopstår. Det bør være pragmatisme, der styrer vores forhold.

Skal Schengen-aftalen på forhandlingsbordet?

EM: Jeg er tilhænger af Schengen-aftalen, der tillader fri bevægelighed for personer inden for EU og er en af byggestenene i vores europæiske medborgerskab. Hvis vi ønsker at sikre denne frie bevægelighed, skal vi styrke kontrollen ved EU’s ydre grænser. Jeg ønsker, at vi hurtigt giver Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning de nødvendige ressourcer til at håndtere kriser ved disse grænser. Så er der spørgsmålet om flygtninge. Flygtninge er mennesker, der søger asyl i vores land. Vi taler om mænd og kvinder, hvis liv er i fare i deres eget land; som løber risikoen forbundet med at komme til Europa, på flugt fra lande i krig. Vi skylder dem gæstfrihed og medmenneskelighed. Problemet er, at i mange lande, herunder Frankrig, tager sagsbehandlingen, dvs. ansøgning, registrering og vurdering, for lang tid; hertil skal man ikke at glemme de forsinkelser, der både skyldes administrativ kompleksitet og forskellige appelmuligheder. Sammenlagt kan disse procedurer tage op til to år. Gennem en så lang periode, kan man ikke leve ’forbigående’ i et land. Man bosætter sig, knytter familiebånd …

Dette viser, at det nuværende system til at håndtere migrationspresset ikke er tilfredsstillende. Jeg har derfor bedt om en grundlæggende reform af det franske asylsystem, inkl. en decentralisering og en dramatisk acceleration af asylansøgningers behandlingstid. Målet er en halvering af den gennemsnitlige sagsbehandling, til seks måneder, alle procedurer inklusive.

Så er der de migranter, der ikke har krav på asyl og som derfor ikke kan bosætte sig i Frankrig; deres situation skal behandles i overensstemmelse med vores lovgivning, med menneskelighed og i et bedre internationalt samarbejde. Effektiviteten af deres tilbagesendelse skal sikres i tæt samarbejde med de stater, hvor disse mennesker stammer fra såvel som med transitlandene, og bekæmpelsen af de mafia-netværk, der udnytter menneskelig nød, skal forbedres. Hvad angår alle disse spørgsmål, går jeg ind for dybe reformer, der tilsigter en fælles europæisk tilgang. Dette omfatter afhjælpning af den groteske situation, man ser i forbindelse med “Dublinés” (Fransk jargon, der henviser til Dublin-forordningen, vedtaget i 2013. Denne fordrer, at indvandrere skal søge asyl i det EU-land, der først har registreret deres fingeraftryk, red.), mennesker, der flytter fra det ene land til det andet i håbet om endeligt at opnå asyl.

Efter Brexit og Trumps valg, sætter Deres valg en ophør med populisme i Europa?

EM: Jeg er skeptisk over for udtrykket populisme, fordi det har flere nuancer. Mange, både til højre og til venstre, har kaldt mig populistisk. Når de politiske partier er kørt trætte, forbløffes vi over, at man kan tale med folket! Hvis det er populisme, er det ikke et onde. Jeg tror ikke på demagogi, dvs. at smigre folk ved at fortælle dem det, de ønsker at høre, at tale til deres frygt. Jeg er ikke så arrogant at tro, at mit valg markerer et ophør. Franskmændene har altid været sådan: når man mindst forventer det, kommer der er en pludselig opvågnen. Frankrig er ikke et land, der kan reformeres; det er et land, der forvandler sig; et land, der revolutionerer sig. Så længe, det er muligt at undlade ændringer, lader franskmændene være. Nu da de så, at de var på ud over afgrunden, reagerede de. Valget af mig såvel som det flertal, vi har opnået i Nationalforsamlingen, er ikke et slutsignal: det er en krævende begyndelse. Starten på en fransk – og forhåbentlig europæisk – renæssance. En vækkelse, der giver plads til at genoverveje stabiliteten i en række større nationale, europæiske og internationale forhold, til at genfinde ambitionen –evnen – til at se tingene i øjnene, til ikke at spille på frygten, men at omdanne den til energi. For frygten er der, og dermed også det, der deler vores samfund. Der er ingen mirakelkur, det er en daglig kamp.

Jeg sætter min lid til det franske folks intelligens. Jeg smigrer ikke folk; jeg taler til deres intelligens. Det, der anstrenger demokratierne, er politikere, der mener, at deres medborgere er dumme. Ved at lege med demagogien, deres frygt og frustrationer, og ved at gøre brug af deres fordomme. Krisen i den vestlige ideverden er en kæmpeudfordring, som én person ikke alene vil kunne tumle. Men jeg har viljen til at finde Historiens ledetråd og den europæiske befolknings energi. For at dæmme op for den stigende ekstremisme og demagogi. Fordi det er civilisationens kamp.

Hvordan kan den risiko, som Donald Trump udgør, håndteres?

EM: Donald Trump er først og fremmest det amerikanske folks valg. Problemet er, at han i dag endnu ikke har udviklet en konceptuel ramme for sin internationale politik. Derfor virker hans politik uforudsigelig, og for verden en kilde til ubehag. Med hensyn til terrorismebekæmpelse deler han det ønske om effektivitet, som jeg har. Jeg er uenig i nogle af hans valg, primært hvad angår klimaet. Men jeg håber, vi kan sikre, at USA genindtræder i Paris-aftalen. Det er den hånd, som jeg rækker til at Donald Trump. Jeg håber, han skifter mening. Fordi alt hænger sammen. Vi kan ikke ønske at kæmpe effektivt mod terrorisme og ikke engagere os i klimaet.

Hvis den røde linje med brug af kemiske våben i Syrien krydses, er Frankrig så klar til at gå i kamp på egen hånd? Og hvad kan Frankrig gøre?

EM: Ja. Når du fastlægger en rød linje, som du ikke kan fremtvinge respekt for, beslutter du dig til at være svag. Det er ikke mit valg. Hvis der er tegn på, at kemiske våben anvendes på slagmarken, og vi kan spore oprindelsen, så vil Frankrig gennemføre angreb mhp. at ødelægge de identificerede kemiske våbenlagre.

Kan Frankrig agere, selv uden samarbejde med de andre lande i koalitionen?

EM: Hvad blokerede situationen i 2013? USA fastlagde en rød linje, men valgte i sidste ende ikke at gribe ind. Hvad er det, der svækkede Frankrig? Politisk at fastlægge en rød linje, og så ikke at drage konklusionen. Og hvad er det, der efterfølgende pludselig har frigivet operationel plads til Vladimir Putin på andre felter? Hans opdagelse af, at han stod over for mennesker, der havde røde linjer, men ikke ville sikre deres efterlevelse.

Jeg respekterer Vladimir Putin. Jeg havde en konstruktiv udveksling med ham. Vi er reelt uenige på en række punkter, i særdeleshed mht. Ukraine, men han forstod min holdning. Jeg talte længe med ham ansigt til ansigt om internationale spørgsmål, forsvaret af ngo’er, og friheder i Rusland. Hvad jeg sagde i pressemødet, kom ikke som en overraskelse for ham. Det er min linje at fortælle med fasthed til alle mine partnere, men i første omgang ansigt til ansigt.

Aktuelt er vores primære diskussionsemne med Vladimir Putin Ukraine, som vil vi fortsætte med at følge i Minsk processen og i Normandiet-formatet (Diplomatisk gruppering af højtstående repræsentanter for Tyskland, Rusland, Ukraine og Frankrig mhp. at løse situationen i det østlige Ukraine. Grupperingen blev oprettet den 6. juni 2014, da landenes ledere mødtes ifb. med 70-årsdagen for D-dagen og de allierede landinger i Normandiet, red.) Vi vil før G20 Hamburg i begyndelsen af juli, et møde i dette format med Ukraine og Tyskland.

Og så er der er Syrien. Det er min faste overbevisning, at det skal være en diplomatisk og politisk køreplan. Man kan ikke løse problemet alene med militære midler. Det er den fejl, vi kollektivt har begået. Den virkelige ajourføring, jeg har gjort paa dette punkt, er at jeg ikke har sagt, at fjernelsen af Bashar Assad går forud for alt andet. For ingen har endnu introduceret mig til hans legitime efterfølger!

Mht. Syrien, er mine linjer klare. Et: kategorisk bekæmpelse af alle terrorgrupper. De er vore fjender. Det er i denne region, terrorangreb er blevet anstiftet og hvor islamistisk terrorismes mest aktive grupperinger holder til. Vi har brug for alles samarbejde for at udrydde disse, især Ruslands. To: et stabilt Syrien, fordi jeg ikke ønsker en fejlslagen stat. Med mig er det med den form for ny-konservatisme, Frankrig importerede form for ti år siden. Demokrati kan ikke påføres udefra uden de berørtes medvirken. Frankrig deltog ikke i krigen i Irak, hvilket var et korrekt valg. Og det var forkert at gå i krig på denne måde i Libyen. Hvad var resultatet af disse interventioner? Fejlslagne stater hvor terrorgrupper trives. Jeg ønsker ikke, at det samme sker i Syrien. Tre: Jeg har to røde linjer, kemiske våben og humanitær adgang. Jeg sagde meget tydeligt til Putin, at jeg vil jeg være kompromisløs på disse punkter. Så brugen af kemiske våben vil føre til n klar reaktion, herunder fra Frankrig alene. Frankrig er i øvrigt i denne henseende fuldstændigt enig med USA. Fire: Jeg vil have syrisk stabilitet på mellemlang sigt. Det betyder respekt for mindretal. Vi må finde måder og midler til et diplomatisk initiativ, så disse fire principper kan håndhæves.

Sommerstævne 2017

Europabevægelsen i Københavns Omegn holdt sit årlige sommerstævne lørdag den 10. juni 2017 i Hedeland Naturpark ved Hedehusene.

De interesserede europæere nød godt af det gode sommervejr, hvor vi på Hedehusgård station begyndte med et besøg på Hedelands Veteranbanes udstilling af gamle lokomotiver og togvogne. Derefter kørte vi med veteranbanen og nød turen gennem den smukke naturpark til endestationen Fem Ege. Her indtog vi de medbragte lækre sandwiches og drikkevarerne. Der var god tid til at nyde vejret, spisningen og det gode sociale samvær.

Senere på eftermiddagen kom Jens-Kristian Lütken, den ene af vore to nyvalgte næstformænd. Jens-Kristian holdt en særdeles interessant tale, hvor han kom ind på præsidentvalget i Frankrig og parlamentsvalget i Storbritannien og dermed naturligvis Brexit.  EU’s fremtid blev omtalt og diskuteret bl. a.i lyset af Kommissionens refleksionspapirer om tættere ØMU-samarbejde og udviklingen af en europæisk forsvarspolitik. Spørgsmålene var mange, og blev alle besvaret klart og kompetent. Det stod klar, at vi ikke skal forvente nye folkeafstemninger om Danmarks undtagelser foreløbigt.

Stor tak til Jens-Kristian.

Herefter kørte vi med veterantoget tilbage til Hedehusgård station; men forinden havde regionsformand Poul Breyen sagt tak for en god dag til deltagerne.

På billedet taler Jens-Kristian Lütken, der har medbragt den nye generation.

Arrangementet er støttet af Europa-nævnet.

 

Tekst og foto: Erik J. M. Pedersen

 

YFU Danmark søger værtsfamilier

Er du og din familie klar på en international oplevelse? Youth For Understanding søger værtsfamilier – og har spurgt, om det kunne have interesse for Europabevægelsens medlemmer. Som værtsfamilie skal man være klar til at åbne sit hjem og sin dagligdag for et nyt menneske.

At have en udvekslingsstudent boende er en oplevelse for livet – for hele familien. Til sommer kommer 57 modige unge mennesker fra hele verden til Danmark for at lære mere om vores land, sprog og kultur – og ikke mindst sig selv.

Med et nyt menneske i huset lærer man også en masse om forholdene i andre lande. Ens egen hverdag og kultur bliver genstand for nysgerrige spørgsmål, og man vil derfor blive mere bevidst om ens egen kulturelle baggrund.

En dagligdag som værtsfamilie fungerer præcis som dagligdagen i enhver anden familie. Værtsforældre kan have fuldtidsarbejde, kan være enlige forældre, kan være forældre til små børn. Det de har til fælles er lysten til at give noget af sig selv og få en masse igen.

Udvekslingsstudenterne er mellem 15 og 18 år og går i skole. De har selv lommepenge med. Under opholdet yder Youth for Understanding support, og der bliver arrangeret oplevelser for både student og værtsfamilie.

Er det noget for din familie eller kender du nogen så kontakt os på yfu@yfu.dk eller 64 76 30 06 og hør mere.

Debat: Åbent brev til regeringen og folketingets delegation til Europarådets Parlamentariske forsamling fra Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder

Vores medlem Claus von Barnekow, som også er medlem af  Den Danske Helsinki-Komités Sekretariat har henledt opmærksomheden på Komitéens åbne brev vedr. Europarådet og Tyrkiet af 21. april rettet til regeringen og Folketingets delegation til Europarådets Parlamentariske Forsamling umiddelbart forud Forsamlingens session 24.-28. april 2017.

Under sessionen vedtog Forsamlingen med overvældende flertal og efter en debat om de demokratiske institutioners funktion i Tyrkiet at genoptage fuld monitorering af Tyrkiets efterlevelse af påtagne forpligtelser. Det store spørgsmål er nu hvorledes Europarådets besluttende organ Ministerkomiteen reagerer på denne vigtige og usædvanlige beslutning.  

“Idet omstændighederne vedrørende Folkeafstemningen i Tyrkiet om dybtgående ændringer til den tyrkiske forfatning har affødt omfattende forudgående advarsler, herunder fra Europarådets højt respekterede Kommission for Demokrati gennem Ret (Venedig-Kommissionen), om de mulige, alvorlige konsekvenser af en vedtagelse af de foreslåede ændringer for Tyrkiets fremtidige styreform;

Eftersom afholdelsen af en folkeafstemning under den aktuelle undtagelsestilstand i Tyrkiet samt de internationale valgobservatørers påpegning af alvorlige uregelmæssigheder i forbindelse med stemmeafgivningen har medført massiv kritik af den tyrkiske regering, såvel i Danmark som internationalt;

Da både omstændighederne og gennemførelsen af valghandlingen tilligemed sigtet med valghandlingen, nemlig at koncentrere magten hos præsidenten med en samtidig tilsidesættelse af den lovgivende og dømmende magts uafhængighed, er en krænkelse af Europarådets statut, især kapitel II artikel 3, der fastslår, at ”ethvert medlem af [Europarådet] skal anerkende de for retsstater almindeligt gældende grundsætninger … og samarbejde effektivt og oprigtigt på virkeliggørelsen af Rådets formål…”;

Eftersom Tyrkiets præsident gentagne gange, senest efter folkeafstemningen om forfatnings- ændringerne, har tilkendegivet, at muligheden for en genindførsel af dødsstraf består, og idet Tyrkiet, i fald dødsstraffen faktisk genindføres, kan fratages sit medlemskab af Europarådet;

Al den stund Tyrkiets præsident efter folkeafstemningen på chokerende vis har anklaget et navngivent dansk folketingsmedlem og medlem af Folketingets delegation til Europarådets Parlamentariske Forsamling, af Europarådet udsendt som valgobservatør til folkeafstemningen, for at være terrorist;

Opfordrer Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder regeringen til at iværksætte, at Danmark på førstkommende møde i Europarådets Ministerkomité

· fremsætter en erklæring, hvori regeringen udtrykker sin dybe foruroligelse over de omstændigheder, under hvilke folkeafstemningen gennemførtes, og dens stærke bekymring over de deraf afledte konsekvenser for demokrati, retsstat og menneskerettigheder i Tyrkiet, herunder en mulig genindførelse af dødsstraffen;

· foranstalter at Ministerkomiteen fremsætter en offentlig udtalelse der med reference til Europarådets værdigrundlag og observatørers mandat klart og utvetydigt tager fuldstændig afstand fra og fordømmer den tyrkiske præsidents chokerende udtalelse om, at den nævnte danske parlamentariker er terrorist;

· anvender sit aktuelle medlemskab af Ministerkomiteens bureau til at arbejde for, at Den Parlamentariske Forsamlings kommende vedtagelser af rapporter om Tyrkiet sættes på dagsordenen i Ministerkomiteen til drøftelse og beslutning, uanset om rapporterne indeholder resolutioner rettet til medlemsstaterne eller er rekommandationer rettet til Ministerkomiteen.”

Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, Karsten Fledelius, formand, universitetslektor