At populisterne tabte præsidentvalget i Frankrig er ikke ensbetydende med, at demokratiet har sejret. At en pro-europæer nu skal til at være præsident betyder heller ikke nødvendigvis, at en gensidig forståelse vil blive fremmet i Europa. Udfordringerne er store og problemerne tydelige, men løsningerne er hverken nemme at pege på eller gennemføre. Det fremgik tydeligt af valgkampen. Måske kan den nu påtvungne reorganisering af partierne gøre det lettere at bane vejen. Imidlertid må vi huske, at de veje, der skal anlægges, kræver mere end tekniske kompetencer. Der skal politisk fantasi til. Man skal kunne forestille sig, hvad man vil, sammen med hvem og hvorfor. Man skal kunne huske, hvor man har sine visioner og intentioner fra. Man skal kunne udfordre alle disse forestillinger. Man skal kunne debattere.

Netop debattens form og indhold blev forvandlet på det sidste. Der er nemlig sket betydelige ændringer i selve måden, hvorpå valget blev afviklet. I stedet for at fokusere så meget på personer og tal, bør man interessere sig meget mere for processer og kommunikationsformer. Den måde, der blev debatteret, fremlagt og propaganderet kan nemlig siges ligefrem af have forplumret selve den demokratiske proces. Man kan fokusere på denne inficeringsproces fra forskellige vinkler. Mediedækningen af præsidentkampagnen havde alt for meget til fælles med dækningen af Tour de France, hvor man hver dag får at vide hvor mange sekunder, der adskiller de førende ryttere. Selve kandidaturerne fremstod alt for meget som frelsende helte, hvis hoveder havde mere til fælles med en farvet målskive end med en samlingstragt. Vælgerne opførte sig mere end nogensinde som individuelle forbrugere, hvis indkøb mere skulle bruges til at markere deres selvstændighed end deres samhørighed. Alt dette tyder på en løsrivelsesproces af det individuelle fra det fælles. Det peger på det overfladisk indtrængende i det væsentlige. Herunder vil jeg endelig fokusere på et sidste aspekt af denne inficeringsproces: den manglende respekt for saglighed og respekt af den ”anden”, sådan som det tydeligt kunne opleves i den sidste og afgørende debat mellem de to kandidater til præsidentembedet fire dage før præsidentvalgets anden valgrunde.

Ved at hæfte sig nærmere ved selve kommunikationsformen denne aften, kan man nemlig fastholde, hvad der adskiller det demokratiske ideal fra dets karikatur. Nøglen til det demokratiske ideal findes netop i debattens spilleregler, som tilstræber en produktiv udnyttelse af den sociale, kulturelle og politiske mangfoldighed. Forskellige opfattelser, overbevisninger og interesser skal diskuteres og konfronteres med hinanden i gensidig respekt for de demokratiske spilleregler. Mudderkastning er ikke tilladt. Og dette netop fordi de demokratiske spilleregler blev institueret i Europa som et middel til at slippe for religionskrigene. Som Edgar Morin udtrykte det: ”I en vis forstand er den demokratiske spilleregel hverken mere eller mindre end et teknisk redskab uden anden eksistensberettigelse end den at holde demokratiet kørende” E. Morin: Europæisk kultur, Gyldendal, Kbh. 1988:203).

Den 3. maj fulgte jeg den 150 minutter lange debat mellem de to resterende kandidater til det franske præsidentvalg og hæftede mig ved, hvordan netop spillereglerne ikke blev respekteret. Den 14. maj tiltrådte den nye franske præsident sit embede. Højtideligheden afspejlede tradition. Dog kunne man nemt observere betydningsbærende forskelle. Jeg er dog af den opfattelse, at fremfor at fokusere på det sidste nye, som medierne plejer at gøre, er det vigtigere at fastholde blikket på de langt mere væsentlige forskelle som kunne observeres den 3. maj, bidragende til at afsporer demokratiet.

Denne lange debat mellem de to resterende kandidater til det franske præsidentvalg var en yderst ubehagelig oplevelse. Det var til at brække sig over. Og det næsten bogstaveligt talt, da det føltes, som om den ene kandidat brækkede sig over den anden, hver gang hun fik eller kunne aftvinge sig ordet. Kropssproget, ansigtsudtrykkene, tonefaldet, ordene tjente kun til at udtrykke foragt for modkandidaten. Hvorfor skulle man udsættes for det. Man kunne ikke engang nå at få medlidenhed med modkandidaten, så ubehageligt var det for én selv at opleve dette. Det var svært at holde ud, og min kone og jeg havde konstant lyst til at slukke for at befri os fra dette mareridt. Ikke desto mindre holdt vi ud.

Netop det, at vi oplevede så ny en situation, krævede, at vi seriøst interesserede os for – og forblev opmærksomme på – hvad der skete på skærmen og i os. Forskerlysten modvirkede vores lyst til at flygte. Min kone er historiker og har skrevet en bog om Den femte Republik i Frankrig, og jeg forsker i management, kommunikation, sociale forandringer og kulturforskelle. Til trods for følelsen af ubehag måtte vi udnytte chancen til at registrere og analysere, hvad der skete. Aldrig før havde vi set en ”debattør” kommunikere på den måde i en så betydningsfuld og afgørende politisk debat. Modkandidaten kunne i samme debat løbende pege på, at så godt som alle ”faglige” påstande var forkerte. Det gjorde journalisterne også den næste dag, hvor bl.a. avisen Le Monde afslørede hendes ”nitten løgne”. Der var nærmest kun løgn, fejl eller omtrentligheder, der blev udtrykt af den foragtende præsidentkandidat, når hun enten selv valgte, eller blev tvunget til – at udtrykke sig sagligt. Selv der var det tydeligt, at det hverken var debat, saglighed eller sandhed, der havde hendes interesse, men selvhævdelse, hån og foragt for modkandidaten. Den nedladende kandidat gjorde også meget ud af at tilsløre sin arrogance ved at pege på alt det hos den anden kandidat, der kunne forvandles til tegn for manglende respekt for hende selv og folket. Det var som om, ethvert udsagn kun skulle bruges i et forsøg på at latterliggøre den anden uden hensyn til hverken relevans eller sandhed i argumentationen. Hovedbudskabet var altid det samme: den anden debattør er lumsk og bærer af folkefjendske interesser, jeg er frelseren. Den eneste strategi, det kunne handle om, var at puste til den ild, der kunne brænde kætteren på vredens bål og illuminere troldkvindens aura.

Det var måske ikke bevidst, at de demokratiske kriterier for, hvad en debat skal tjene, således også brændte på bålet. For folk, som hverken har forståelse, respekt eller interesse for demokratiets væsen, skal den demokratiske scene kun bruges til opsætningen af et bål. Imidlertid bør man spørge sig selv, hvordan det kan være, at så mange lad sig forblænde.

Selvfølgelig er det bemærkelsesværdigt, at den insinuerende kandidat brugte langt mere tid på at tale om og tilsvine modkandidatens program end til at fremlægge sit eget i detaljer. Jovist var det påfaldende, at når hun endelig forsøgte at præsentere de store linjer i sit eget program, måtte hun gang på gang rode i sine mange medbragte papirer. Hendes argumentation, ikke mindst inden for det økonomiske felt og EU, var klart utilstrækkelig, og det fremgik tydeligt, at en mulig gennemførelse ikke kunne lade sig gøre. Indlysende var det, at den anden præsidentkandidat havde langt mere styr på såvel sit eget program som på relevante data. Netop derfor var det muligt at danne sig et indtryk af, hvem der var mest kvalificeret til den kommende opgave. Men bør man lade sig stille tilfreds med det? Bør vi ikke fokusere mere på, at det faktisk er selve betingelserne for den demokratiske debat, som blev søndersprængt. Bør man ikke identificere sprængstoffet. Det er ikke nok at hæfte sig ved, at vigtige emner bliver så overfladisk behandlet eller ligefrem slet ikke berørt. Jovist er det interessant at bemærke, hvor megen plads økonomiske tal fyldte, og hvor lidt der blev talt om institutionelle reformer. Jovist er det forbløffende, at miljøspørgsmålet ikke engang blev nævnt. Dog må vi fokusere på radikale ændringerne i selve betingelser og udformningen af den demokratiske kommunikation. Man kan ikke gøre som om, intet var ændret i vort samfund. Det er et historisk brud, vi er vidner til. Og vi er ikke kun vidner. Vi er protagonister. Vi kan ikke løbe fra vores ansvar, om vi vil det eller ej. Og en af de afgørende faktorer, som er med til at tilsløre, hvad der sker, er præcis denne form for retorik og kommunikationsstrategi, som vi blev vidner til ved denne debat: Såvel de demokratiske spilleregler som de demokratiske begreber blev anvendt uden hold.

Et konsekvent misbrug af henvisninger til demokratiets væsen blev det væsentligste strategiske trick for den insinuerende kandidats valgkampagne. Ved enhver lejlighed foregav man, at man følte anstød af en manglende respekt for de demokratiske spilleregler for bedre at kunne drive gæk med dem. En konstant men fuldstændig usammenhængende henvisning til demokratiske begreber og republikanske værdier blev brugt til at legitimere en udemokratisk diskurs. En permanent latterliggørelse og misrespekt af de demokratiske institutioner blev brugt til at nære et ”folkeligt” oprør og til at påberåbe sig dets lederskab. Alt dette var klart en del af marketingsstrategien. Man gjorde som om, man netop respekterede de demokratiske spilleregler, præcis når man mest torpederede dem. På denne måde blev demokratiets mening forvansket, og dets spilleregler fordrejet. Det er vort politiske system, som bliver dereguleret.

Således er det største problem ikke så meget, at den populistiske kandidat optrådte uoplyst og er decideret fremmedfjendsk, men at hun konsekvent underminerer oplysningen og fremmer opløsningen. Snarere end at kritisere hendes famlende politik, bør vi hæfte os ved denne regulære og præcise torpedering af vort samfunds kreativitet. Det er det sociale bånd, der bliver opløst i stedet for at blive gjort synligt. Det er opsplitningen, der bliver forstærket frem for medborgerskab. Dette i en tid, som kræver så megen fælles kreativitet og forståelse som muligt. Sådanne radikale samfundsforandringer, disse store udfordringer, disse langsomme omstillinger, disse mangelfulde fortolkninger fremkalder desorientering og frustrationer. Imidlertid kan den kyniske anvendelse af disse hos vore medborgere kun fremme deres fortørnelse og skabe mere kaos. Jovist skal såvel økonomi som politik tænkes på ny. Det er blevet klart, at vore politiske institutioner og økonomiske relationer bør revideres. Det er sket en del gange før. Men for at kunne gøre det nu, hjælper det ikke lige frem at miste forståelse for, hvad vi har lært af historien. Tværtimod handler det om at sikre dybde, bredde og overblik i samfundsdebatten samt ansvarsfølelse for det politiske engagement. Dette kan ikke ske ved at fremme og legitimere en håneful uvidenhed, som gør det ikke blot tilladt men nærmest påkrævet, at man skal være stolt af at være ligeglad med saglighed og oplysning.

Derfor handler det stadig om at fremme forståelse for oplysningens og dannelsens betydning for demokratiet. Man skal turde tage alt op til diskussion og til debat, men på en saglig måde, som langt de fleste medier ikke længere interesserer sig for. Mediernes dækning af valgkampagnen havde oftest mere til fælles med dækningen af sportsbegivenheder, X-faktor eller et melodi-grandprix end med frembringelse af en saglig debat. Det er således ikke kun en bestemt politisk strømning, der bærer ansvar for, hvad der er sket. Det, der kommunikeres, og måden hvor på det kommunikeres, bør tages mere med i den politiske debat. Det er ikke nemt, når medierne føler sig selv tvunget til at respektere og henvise til markedsmekanismerne. Selvcensuren blandt dem, som selv kæmper for oplysning og fornyelse er også et alvorligt problem. Angsten for at give næring til frygten og fremmedhad, gør, at de ikke tør tage visse emner op. Der er således sket en slags tabuisering, som kan minde om tidligere tider, hvor religion gjorde det svært at fremme det moderne ideal om, at man skulle kunne tvivle på alt og drøfte altings sammenhæng.

Demokratiet opløses på grund af manglende oplysning!

Skrevet af medlem af Europabevægelsen Dominique Bouchet, professor, Institut for Marketing & Management, Syddansk Universitet. Se også Dominique Bouchets oplæg om medborgerskab her.