HVAD LAVER VI?

Vores medlemmer og landssekretariat kæmper hver dag for et stærkere, mere demokratisk Europa. Vi arbejder indenfor fire kerneområder.

Politisk arbejde  

Vi blander os i debatten og holder vores folkevalgte til ansvar for deres handlinger og holdninger, når det kommer til vores europapolitiske samarbejde. Vi laver oplysningskampagner, vi samarbejder med andre politiske organisationer og aktører – og så søsætter vi borgerdrevne initiativer om EU rundt omkring i hele Danmark.

Arrangementer og studieture

Vores regioner arrangerer jævnligt spændende oplæg, debataftener og udflugter, som gør os klogere på Europa og hinanden. Vi har desuden et internationalt udvalg, som flere gange om året inviterer medlemmer på rejser i Europa – vi har blandt andet været i Bruxelles, London og Tyskland. Og så deltager Europabevægelsen selvfølgelig i større begivenheder som Folkemødet på Bornholm, Ungdommens Folkemøde, Kulturnatten i København og Copenhagen Pride.

Se kommende begivenheder i kalenderen her.  

Undervisning

Flere gange om året tager Europabevægelsen sammen med Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen på roadtrip. I en hel uge kører vi rundt til landets gymnasier og handelsskoler for at give eleverne en mulighed for at diskutere EU på en anderledes måde. Formålet er at sætte EU i øjenhøjde og vise, at EU har betydning for eleverne og deres hverdag.

Vi har desuden en EU-Taskforce bestående af en gruppe unge, frivillige studerende med en stor viden om EU, som engagerer sig i at undervise danske folke- og efterskoleelever om europæiske temaer og problemstillinger.

Vil du have besøg af Europabevægelsen på din skole? Eller har du lyst til at være frivillig taskforcer? Så send en mail til vores projektleder for undervisning, Thomas Dyhring Jørgensen, Send Mail

Informationskontor for Europarådet

Europabevægelsen er informationskontor for Europarådet i Danmark. Har du spørgsmål om Europarådet eller Menneskerettighedsdomstolen, er du velkommen til at henvende dig til Europabevægelsens landssekretariat og få svar eller hjælp til at finde information.