Den Danske Europabevægelse søger en dygtig og udadvendt medarbejder til at afvikle undervisningsforløb, besvare borgerhenvendelser og tage godt imod besøgende i besøgscenteret Oplev Europa i Europa-Huset. Du vil være en del af et team på to værter, der sammen med Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen i Danmark står for at drive og videreudvikle Oplev Europa. Der er stort fokus på undervisning, og huset modtog i 2019 over 200 skoleklasser og andre grupper.

Vi lægger vægt på, at du kan arbejde selvstændigt, og at du i høj grad også trives med at arbejde tæt sammen i et team bestående af dig og din kollega i Oplev Europa. Det er ydermere vigtigt, at du kan bidrage med idéer og tanker om, hvordan man på nye og spændende måder kan engagere eksisterende og nye målgrupper om oplysning om EU gennem partnerskaber, materiale (også digitalt) og aktiviteter, der er med til at løfte Oplev Europa yderligere.

Du vil i jobbet arbejde tæt sammen med Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet i Danmark og vil også bistå ved arrangementer i og uden for Europa-Huset som eksempelvis lærerseminarer og Folkemøder.

Kvalifikationer

  • Du har som minimum afsluttet en bacheloruddannelse i europæiske studier, samfundsstudier, statskundskab, jura, journalistik, kommunikation, historie eller anden relevant linje.
  • Du har solidt kendskab til EU.
  • Du har mindst 2 års erhvervserfaring (under eller efter studier).
  • Du har studeret EU-relevante studier eller har mindst 5 måneders EU-relevant erhvervserfaring.
  • Du har stærke research-evner.
  • Du er en skarp formidler og klar til at holde oplæg til en bred vifte af målgrupper.
  • Dansk på niveau tilsvarende C2, engelsk på niveau tilsvarende C1.

Om stillingen

  • Tiltrædelse 1. marts
  • Fuldtidsstilling på 37 timer eksklusiv frokostpause – overarbejde kan forekomme
  • Overtidskompensation
  • Individuel lønforhandling
  • Pensionsbidrag følger Industriens Funktionæroverenskomsttakster

Lyder det som noget for dig? Så send din ansøgning, CV og andre relevante papirer til landssekretær og sekretariatsleder i Europabevægelsen Casper Hedegaard på cah@europabevaegelsen.dk senest 25. januar kl 12.

Samtaler afholdes afholdes løbende. Ved spørgsmål rettes de ligeledes til Casper Hedegaard. I tillæg til ansøgningen bedes du fremsende dine idéer til, hvordan man kunne tilrettelægge et oplæg om EU for en gymnasieklasse (skriv max. en halv A4-side). Mærk mailen ”Stillingsopslag Oplev Europa”.

Om Oplev Europa

Oplev Europa er Europa-Kommissionens og Europa-Parlamentet i Danmarks besøgscenter. Det befinder sig i Europa-Huset på Gothersgade 115, 1123 København K.

Formålet er at oplyse interesserede borgere om forholdene i EU. Dette gøres ved besvarelse af henvendelser, datasøgning, oplæg til besøgsgrupper i besøgscenteret, hvor interaktive stationer fører de besøgende gennem alt fra EU-støttede projekter over hele Europa til sammensætningen af den nuværende Kommission og Parlament. Du kan læse mere om Oplev Europa på oplev-europa.eu.

Om Den Danske Europabevægelse

Europabevægelsen er en tværpolitisk medlemsorganisation, hvor vi er uenige om meget, men enige om, at europæisk samarbejde er løsningen på mange af tidens største udfordringer. Vi arbejder for oplysning om EU. Europabevægelsen er omfattet af de gængse overenskomster på arbejdsmarkedet gennem Dansk Industri.