25 organisationer og partier bakker nu op om indsatsen for at styrke EU-debatten i Danmark.

EU-debatten skal ud til danskerne. Det er målsætningen for initiativet Vi Vil Europa, der siden 2018 har arbejdet målrettet for at få folkets stemme ind i samtalen om EU.

Nu har interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer valgt at blive en del af det store netværk, der står bag initiativet. Dermed tager i alt 25 organisationer og politiske partier på tværs af fløjene del i arbejdet om at få EU-debatten styrket i hele landet.

Varm velkomst fra Stine Bosse

– Vi er meget glade for at byde Landbrug & Fødevarer velkommen i Vi Vil Europa. Det er en stærk organisation, der spiller en central rolle i Europa-politikken, og som kan bidrage med en stor faglig ekspertise i vores netværk, siger Stine Bosse, der som formand for Europabevægelsen var med til at sætte gang i initiativet.

– I en tid med falske nyheder og forvrængede informationer har vi brug for alle kræfter for at kunne sikre en stærk og faktabaseret EU-debat, der giver os danskere de bedste forudsætninger for at deltage i det europæiske demokrati.

Vi Vil Europa har et mål om at bringe EU-debatten helt tæt på danskerne. Det betyder, at initiativet sætter gang i debatter på alt fra produktionsskoler til ældrecentre over hele Danmark. Samtidig tilbydes også EU-undervisningstilbud til landets uddannelser og studierejser til ældre.

EU som politisk kampplads

Hos Landbrug og Fødevarer understreger man, at indsatsen er vigtig, hvis vi fortsat skal kunne arbejde sammen med vores europæiske naboer.

–  Vi kan ikke tage for givet, at vi også fremover kan handle og samarbejde på tværs af landegrænserne i Europa. Det kræver et stærkt fællesskab, lyder det fra formand Martin Merrild.

– EU er en politisk kampplads ligesom Folketinget, og danskerne skal selvfølgelig ikke overlade indflydelsen til alle de andre. Vi håber, at flere danskere vil tage ordet og blande sig – ikke mindst i forbindelse med det kommende valg til Europa-Parlamentet. Derfor er vi gået med i Vi vil Europa.

Om Vi Vil Europa

Vi Vil Europa blev lanceret sidste år og arrangerede i januar Uge 5: Danmark Debatterer EU, hvor mere end 60 politiske kandidater, kendte samfundsstemmer og borgmestre inviterede ind i deres hjem eller på deres yndlingscafé for at diskutere EU.

Læs mere om Vi Vil Europa her.