Europabevægelsen kårede torsdag den 13. juni EU’s danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, til Årets Europæer 2019! Det skete til en reception på Folkemødet på Bornholm, hvor Europabevægelsens formand Stine Bosse holdt tale.

Stine Bosses tale til Margrethe Vestager – Årets Europæer 2019

Det er ikke ofte, at vi i Danmark kan mønstre stjerner, der ikke blot lyser op i vores eget dejlige land, men i hele Europa – ja i det meste af verden. Men det kan du!

Margrethe. Vi har kendt hinanden i en del år. Vi mødtes første gang, da jeg gav dig et lift hjem fra et arrangement i byen. Ikke så længe efter at du og dit parti, De Radikale, havde lidt et betydeligt nederlag. Og jeg husker, hvordan du talte ærligt, reflekteret og uden bebrejdelser af andre om dette. Og om at du naturligvis tog dit ansvar på dig og ville ændre på resultatet.

Jeg kan huske, at jeg tænkte WAUW. Det er virkelig en politiker med stor indsigt, et godt hjerte og med alt det mod, der skal til.

Fra minister til kommissær

Senere så vi dig i regering. En svær tid. For mennesker i Danmark – ja i hele verden, ramt af finanskrise og gældskrise. Du og Helle tog virkelig en for holdet, og ja vi hører ikke ofte om det. Det er, som om vi ikke må sige det, men det var jer, der lagde grunden til det råderum, der i dag eksisterer i Danmark, og som vi må håbe på vil blive forvaltet ansvarligt nu.

Men du var og er videre. Videre til et krævende job som kommissær i Den Europæiske Union. For konkurrenceområdet. Da det blev kundgjort, var der nok ikke mange, der troede, at du med det ansvar ville få særlig stor bevågenhed, endsige indflydelse.  Men sådan går det ikke, når man har med et menneske som dig at gøre.

Du er nemlig drevet af at gøre en forskel for andre. Og stik imod det billede fx Dansk Folkeparti så ofte har forsøgt at tegne, så er du optaget af mennesker og samfund. Du er optaget af, at alle skal bidrage, og i din jagt på de allerstørste og dine stædige krav om, at de skal betale skat til vore samfund, har du kæmpet vores kampe. Borgernes kamp for retfærdige bidrag til finansieringen af vore velfærdssamfund.

Og midt i alt dette har du været pæredansk. Med Højskolesangbogen i hjertet, med ”den kritiske folkeskolelærer” i hjernen og med strikketøjet i hånden! Med alt det har du imponeret i Bruxelles, Berlin, Paris, Washington og Beijing!

Og du har aldrig taget kredit, men straks givet videre til dine medarbejdere, dit team og dine kære.

Men i dag slipper du ikke! I dag bliver du Årets Europæer 2019. Ikke på forventet efterbevilling – for bliver du kommissionsformand udfordrer du Europabevægelsen, og vi må opfinde en ekstra hæderspris. Nej, du bliver det, fordi du i gerning har vist os vejen.

Betydningen af EU

Du har vist os, at EU betyder noget virkeligt. Virkeligt for vores datasikkerhed, fair skattebetaling og virkeligt, i forhold til hvad EU kan udrette i verden, når 27 lande står sammen.

I dag bakker danskerne op om Unionen som aldrig før. Det viste sig både ved valget til Europa-Parlamentet og til folketingsvalget. Det er der mange grunde til, men din utrættelige og håndgribelige insisteren på at vise borgerne, at EU’s ageren betyder noget for vores virkelighed, har også sin del af æren. Ja, jeg tror faktisk det gælder det samlede mere positive billede Europa-Parlamentsvalget tegnede i hele EU.

De europæiske værdier

Men stormen er ikke drevet over. Der er fortsat kræfter, der vil EU’s opløsning, eller rettere, der vil kæmpe imod det værdigrundlag, vi bygger vores Union på. Og lad os lige minde hinanden om dette på netop denne dag:

”Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd.” (EU-traktaten, artikel 2)

Det er svært ikke at se dig være den ypperligste forkæmper for alt dette. For vores værdier. For det der gør os til europæere af i dag. Og med en tung og dyr bagage, der satte os i stand til at se, hvad der íkke fører til glæde, tryghed, trivsel og ja, lykke.

Den bedste kandidat til posten

Og så er der kun en ting tilbage at understrege: Kompetence må og skal afgøre, om du fortsat har dansk opbakning til at tage den hele vejen til formandsposten i Europa-Kommissionen, den mest indflydelsesrige post i Europa. Det er muligt. Det er ikke bare spekulationer. Og hvis vores nye (sandsynligvis) statsminister har så meget rumpe i bukserne, som jeg tror, hun har, så sætter hun alt andet småtteri til side og bakker dig op, med den største selvfølgelighed i verden fordi:

Du har erfaring fra national toppolitik – med stærke om end ikke populære resultater. … du er ikke pop-politiker.

Du har været kommissær med gode og epokegørende resultater.

Du har en særdeles relevant teoretisk baggrund som cand.polit.

Du brænder for borgernes interesser.

Du har erfaring og er ikke i nærheden af at være for gammel.

Og ja du er kvinde. Havde der siddet kvinder i årtier, havde mandekønnet været en vigtig fornyelse.

Så go for it! Men allerførst: KÆMPE TILLYKKE MED TITLEN SOM ÅRETS EUROPÆER!