Af Stine Pilgaard Porner Nielsen. Bragt i Fyens Stiftstidende 25. juni 2016.

Fredag 24. juni 2016 vil være en dag, jeg husker. Men ikke for det gode.

Jeg tændte for morgenradioen, spændt på at høre resultatet for Englands EU-afstemning.

Og mit hjerte blev tungt, og mit sind blev mørkt: England havde stemt sig ud af EU efter 43 års medlemskab.

Mens jeg senere cyklede på arbejde, kom jeg til at tænke på Prince’s sang “When Doves Cry” fra 1984, som handler om svære kærlighedsforhold og blive forladt af den, man holder af:

How can you just leave me standing?
Alone in a world that’s so cold?
Maybe I’m just too demanding
Maybe I’m just like my father too bold
Maybe you’re just like my mother
She’s never satisfied
Why do we scream at each other
This is what it sounds like
When doves cry

Jeg føler mig forladt. I en verden, der er blevet en del koldere.

Som EU-tilhænger tror jeg på et EU, der står sammen, fordi historien viser, at samarbejde giver fred og velstand.

Tæt ved Parlamentsbygningen i Bruxelles står en statue.

Jeg var forbi i 2008, hvor jeg tog et billede af den, fordi den gjorde mig glad og gav mig en følelse af tryghed.

Det er en blå kugle med EU’s gule stjerner og en stor, hvid fredsdue ovenpå. Statuen symboliserer et EU, der står sammen om et fredsprojekt.

Nu har fredsduerne mistet en medspiller, og jeg tror, at fredsduerne græder. Det gør jeg i hvert fald.