Boganmeldelse: ”Hvad er populisme?”

Jan-Werner Müller har skrevet et essay ”Was ist Populismus”, som er helt aktuelt i disse – undskyld udtrykket – politisk forvirrede tider, hvor folkevalgte den ene gang efter den anden bliver underkendt af vælgerne ved folkeafstemning. Bogen gennemgår populisme i teori og i praksis, og understreger bl. a. at det er svært helt skarpt at definere begrebet. Men der er mange træk, som vi tillægger populisme; det vigtigste er nok populisternes postulat ”vi er folket!”. Det er nok mest grotesk illustreret ved den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan, der ved demonstrationerne mod regeringen på Taksimpladsen i Istanbul i sommeren 2014 råbte til forsamlingen: ”Vi er folket – hvem er I!”

Populister opfatter sig selv som ”det sande folks” repræsentanter. Dermed bliver opposition illegitim, hvis de sidder i regering, og det er uforståeligt, hvis de taber et valg. De er folkets stemme mod eliten.

Dette essay kommer fint omkring Europas populister. Viktor Orban, Jaroslav Kaczyński, Geert Wilders m. fl. Det gøres også klart, at man bør skelne nøje mellem populisme og andre ismer, for eksempel nationalisme, liberalisme m. m.

Essayet gennemgår også populisme i demokratiet og fremhæver især, at man ikke skal prøve at isolere populister eller nægte en politisk dialog. Populister er demokratisk legitime, selvom postulatet, at de repræsenterer hele folket, er vildt overdrevet og i sin natur udemokratisk. Essayet slutter med 10 teser og en diagnose på fremtidens demokrati. Der er særlig mange populister i europæisk politik i disse år, og den politiske elite søger at ignorere den ilde hørte kritik

Denne lille bog er super godt skrevet. Det er julegaven til den politiske nørd. Den bør læses af alle politisk engagerede, der ønsker en analyse af Europas aktuelle politiske situation. Bogen burde have 6 stjerner, men den får kun 5, det skyldes oversætteren ikke forfatteren. I forordet er ”Europäische Rat” oversat til Europarådet. Der menes naturligvis Det Europæiske Råd = forsamlingen af EU’s stats- og regeringschefer, og ikke Europarådet i Strasbourg. Så kan man ikke opnå 6 stjerner i Fokus Europa, især ikke fordi vi jo også er informationskontor for Europarådet.

Anmeldt af Steffen Nørregaard. 

Boganmeldelse: Den Europæiske Union og Udviklingslandene – Historie, Bistand og Handel

Med udgangspunkt i Bruxelles fortæller Morten Broberg historien om EU’s forhold til udviklingslandene gennem tiden og hvilke værdier, interesser og politikker, der ligger bag. EU’s udviklingspolitik er helt speciel, idet det er skrevet ind i traktaterne, at EU skal bekæmpe fattigdom i udviklingslandene. EU er verdens største bidrager af udviklingsbistand, og år 2015 blev udråbt til det europæiske udviklingsår. Med et stigende antal flygtninge, økonomiske migranter og folk på jagt efter en bedre tilværelse er Europas forhold til udviklingslandene og udviklingsbistanden højaktuelle emner. EU spiller en afgørende rolle for mange af disse lande både som bidrager og som handelspartner.

Den første del af bogen giver et overblik over EU’s historiske forhold med udviklingslandene, hvilket er essentielt for at forstå den tilgang, EU har til landene, og hvorfor det er indskrevet i traktaterne. Ligesom mange andre politiske områder i EU, har den historiske arv en afgørende betydning for den politik, medlemslandene har ført i forhold til udviklingsbistanden. Her tager Morten Broberg læseren med tilbage til dengang, Europa var en kolonimagt, frem til Europas venskaber med diktatorer i Afrika under Den Kolde Krig, og slutter af med fortællingen om et EU, der forsøger at fremme de europæiske værdier til omverdenen. Denne historiske gennemgang danner et godt udgangspunkt for resten af bogen, der omhandler EU’s bistand og samhandel med udviklingslandene. Her bliver årsagerne til bistand gennemgået og giver et indblik i, hvordan EU bruger udviklingsbistanden og samhandel som instrumenter i den overordnede udenrigspolitik. Bogen kommer således omkring EU som både en normativ og økonomisk aktør i international politik og sætter læseren i stand til at reflektere over kompleksiteten i forholdet mellem Europa og udviklingslandene.

Bogen rammer et bredt publikum og let læselig. Den er idel til studerende på videregående uddannelser, der skal bruge en introduktion til EU’s udviklingspolitik. Opbygningen af bogen gør den overskuelig og illustrationerne fungerer rigtig godt. Hvert kapitel starter med en quiz, hvor man kan teste sin viden om emnet før og efter, man har læst kapitlet. Derudover er der bagerst i bogen mulighed for at slå de centrale begreber op, eller få et overblik over de samarbejdsaftaler EU har indgået med udviklingslandene. Bogen er skrevet i et sprog, der er til at forstå og ikke kræver viden om emnet i forvejen.

Morten Broberg formår på få sider at komme igennem et forholdsvist komplekst emne på en måde så alle kan følge med og får en god forståelse for emnet. Han giver læseren et indblik i kompleksiteten og nuancerne, som gør sig gældende for EU’s forhold til de mindre udviklede lande.

Skrevet af Mille Gregersen. 

Boganmeldelse: Nydansk

I en verden, hvor mediebilledet synes at være præget af sensationelle overskrifter, populistisk politiker-retorik og postfaktuelle debatter på Facebook, er det tiltrængt at læse en bog, der behandler et af tidens tungeste emner – udlændingedebatten – på en overraskende objektiv måde.

I ”Nydansk” stiller forfatteren Hjarn von Zernichow Borberg (ekstern lektor på Københavns Universitet og sektionschef i Region Hovedstaden) spørgsmål ved, om nydanskere og danskere egentlig er så forskellige, som de ofte bliver portrætteret i dagspressen.

Svaret får vi gennem en lang række kvalificerede statistikker, der sort på hvidt viser, hvordan landet ligger. For eksempel ved jeg, efter at have læst bogen, at et fåtal af nydanskere og danskere bor særligt udsatte områder, og at et flertal af både danske og nydanske mænd accepterer kvindelige chefer. I den lettere ende har jeg fundet ud af, at nydanskere foretrækker deres kaffe med mælk og sukker, mens danskere drikker den sort.

Statistikkerne bliver præsenteret uden forfatterens stillingstagen til resultaterne. Det er op til læseren selv at vurdere, hvad man finder rigtigt og forkert. Til gengæld gennemgår von Zernichow Borberg den metodiske baggrund for statistikkerne, så selv en halv-talblind kommunikationsstuderende som jeg undgår at blive tabt. Samtidig gavner forklaringerne i høj grad forfatterens troværdighed og objektivitet.

Man kan spørge sig selv, om bogen ikke blot bidrager til ”os-og-dem”-retorikken ved i første omgang overhovedet at tage emnet op. Det synes jeg ikke. For der ér forskel på os alle sammen, det anerkender bogen, og heldigvis for det! Desuden taler Zernichow Borberg konsekvent om flertallet af danskere og nydanskere – og ikke mindretallet, som er det tal, medierne ofte arbejder med. Denne tilgang giver et retvisende billede af befolkningen og belyser snarere lighedspunkterne end forskellene.

År 2016 har vist os, at man desværre kan komme langt med hadefuld, usand retorik – man kan faktisk flytte ind i Det Hvide Hus, hvis man har de populistiske postulater på plads. Derfor er Hjarn von Zernichow Borbergs ”Nydansk” ekstra vigtig. Hermed et opråb til alle om at få fingrene i bogen – måske særligt et opråb til de studerende, til fremtidens meningsdannere og til den nye generation af journalister.

Skrevet af Anne Fønss Bach.

Boganmeldelse: Populist Political Communication in Europe

I denne udmærkede bog går forfatterne systematisk til værks. Der er indledningsvis en udmærket definition på, hvad populisme egentlig er. Både i historisk og nutidig forstand. Den er egnet til at minde os om, at den side af populisme, der handler om folkets ve og vel, egentlig er en grundforudsætning for demokrati og frihed til at ytre sig. Den form for “folkelighed” som bogen arbejder med i sin definition, er imidlertid tom. Den viser ikke egentlig løsninger, men er alene baseret på ord. Ord der appellerer til “folket”.

De næste områder, der definerer populisme, leder os straks hen på megen af den kommunikation, vi kender fra Danmark i dag og fra resten af Det Europæiske Fællesskab. Det handler om at lægge afstand til og skælde på eliten og at stigmatisere grupper. Typisk etniske grupper.

Er der tale om, at alle tre kriterier er opfyldt, taler bogen om “fuldkommen populisme”. Det meste af den populisme, der beskrives i kapitlerne er “fuldkommen”.

Bogen behandler desuden samspillet mellem politikere, borgere og medier. Denne systematik følges gennem hele bogen.

I hver sin afdeling behandles populisme i nord, syd, øst og vest. I hvert afsnit er alle lande behandlet. Danmark først, med et helt kapital om Dansk Folkeparti.

Bogen behandler med udgangspunkt i hvert land den forskning, der findes. I mange tilfælde er det ikke overvældende, og det er en af bogens svage sider, at der faktisk på kritiske områder mangler viden. På den anden side er det jo ikke forfatternes ansvar, og de efterlyser da også ivrigt mere viden om hvornår, hvordan og hvorfor populisme opstår i vores tid. Der er basis for flere PhD-afhandlinger og disputatser.

Der er mange spændende og tidsrelevante iagttagelser, og man bliver ganske foruroliget efter gennemgangen af alle lande. Det seneste år har ikke budt på nye udviklinger, der ligefrem beroliger den, der måtte være bekymret.

Efter at have læst bogen må man konstatere, at flygtninge- og migrantkrise, kombineret med EU-elitens (nationale statslederes) manglende evne til at levere løsninger, krydret med terrorens sorte skygger, tilvejebringer de bedst tænkelige vækstbetingelser for populisme. Det er slående, at frygten for “folkene” synes at bremse for egentlige løsninger, medens den “fuldkomne populisme” blomstrer og stortrives uden reelle løsninger forude.

Bogen behandler til slut den samlede situation, og samler op efter samme systematik som kapitlerne er bygget over. Her savner jeg en modigere tilgang til det pan-europæiske samarbejde mellem både højre og venstre populistiske partier. Der tages tilløb, men der mangler formentlig viden og nysgerrig journalistik på området. Et område der må være genfundenes fresend for nogen at grave i.

På endnu et punkt kradser bogen lidt i overfladen, men kommer ikke langt ind i spørgsmålet eller rettere udviklingen, nemlig den der handler om y-aksen i politiske spørgsmål i verden af i dag. X-aksen handler om den klassiske højre/venstre-position i politik. Y-aksen derimod handler om åbenhed eller lukkethed overfor EU og verden. Sætter man danske partier ind på disse to akser, og ikke bare den klassiske X-akse, får man ny viden og nye konstellationer. Prøv selv.

Bortset fra de kritiske bemærkninger, er bogen både central, oplysende og læseværdig. Hvis man er optaget af emnet populisme, og hvis man vil forstå, hvordan fænomenet ser ud i de enkelte dele og lande i Europa, er bogen et “must-read” – særligt efter udfaldet af gårsdagens amerikanske præsidentvalg.

Jeg har købt den på nettet og læst de 400 sider, inkl kildehenvisninger, på engelsk, som p. t. mig bekendt er eneste mulighed.

Mere viden og forskning er påkrævet, og de klassiske partier er nødt til at forstå hvad der foregår rundt om dem, for ikke selv at “falde i gryden”, og for at se deres nye modstandere tydeligere og på den måde sætte ind overfor det, jeg tillader mig at kalde truslen fra tom, højrøstet, medievenlig, stigmatiserende pop-politik.

Anmeldt af Stine Bosse.

Boganmeldelse: ”EU – et overblik”

Hjarn Borberg leverer med sin bog ”EU – et overblik” en grundig præsentation af EU´s struktur, procedurer, de større politikområder og EU’s historie. Bogen er en glimrende bog for den der – for første gang – søger et overblik over EU. Bogen er dog samtidig, for dem, der mener, de har styr på EU’s meget komplicerede mekanisme, en god opfriskning af fakta, som måske har ændret sig siden man sidst læste sin grundbog i EU-forhold. Bogen indeholder ikke så meget patos. Det er en nøgtern beskrivelse af et stort og kompliceret stof.

Hjarn Borberg leverer allerede i begyndelsen af bogen en definition på EU, som ”..mere end et statssamfund eller en konføderation og mindre end en forbundsstat.” Med denne definition ligger EU uden for den almindelige statsdannelse. Netop det nøgterne overblik i forhold til det indviklede maskinrum er bogens styrke. Ved en gennemlæsning af bogen bliver det tydeligt, at EU’s funktion får svært ved at blive et folkeligt projekt. Konstruktionen er for stor og for kompleks. Samtidig bliver det tydeligt, at den, der søger argumenter mod europæisk integration, vil kunne hente mængder at eksempler, som kan anvendes til at fremmedgøre EU. Dette gør det endnu vigtigere, at debattører som ønsker europæisk samarbejde har et godt kendskab til hele EU. Man har brug for viden for at kunne hindre populistiske angreb på den europæiske ide. En del af den viden findes i ”EU – et overblik”.

Hvert kapitel sluttes med referencer til relevante hjemmesider. Bogens opbygning tillader derfor, at bogen kan bruges som opslagsværk, hvor læseren kun ønsker et hurtigt overblik over et emne som eksempelvis ”Udenrigs- og sikkerhedspolitikken” (kapitel 4) eller ”Budget og økonomi” (kapitel 14). Det er et imponerende stofområde, som Hjarn Borberg formår at dække i løbet af de ca. 200 sider. Et ønske i den sammenhæng kunne være, at der – i forbindelse med næste udgave af bogen – blev tale om en bog, der indeholdt flere sider. Den længere bog vil dermed kunne give spalteplads til flere eksempler. De flere eksempler, ville kunne bringe EU´s funktion tættere på europæernes dagligdag.

Naturligvis vil næste udgave af ”EU – et overblik” indeholde et afsnit om Brexit og om den tiltagende højre populisme, som nærer en EU-kritisk indstilling i den bredere europæiske offentlighed.

Bogen har referencer til den danske EU-debat. Bogens fokus er dog ikke dansk EU-politik. ”EU et -overblik” vil derfor også være et godt grundlag for den, der vil anvende sine europæiske evner uden for Danmarks grænser, enten i forbindelse med en ansættelse eller i forbindelse med et studium.

Skrevet af Lars Thore Jensen

Boganmeldelse: Magteliten

I bogen »Magteeliten« (2015) tager forfatterne udgangspunkt i, »hvordan 423 danskere styrer landet«.

Bogen er baseret på to ph.d.-afhandlinger af sociologerne Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard og skrevet i et letlæseligt og jordnært sprog. Igennem socioøkonomiske beskrivelser maler forfatterne et billede af den hvide, 53-årige finansmand, som styrer Danmark.

Præmissen for bogen er, at magt og netværk skal ses i et 1:1 forhold. Magteliten er altså med andre ord konstitueret af mennesker, som har et stærkt netværk. Dette videnskabelige ståsted er naturligvis kontroversielt, hvilket forfatterne da heller ikke selv lægger skjul på.

Alligevel er det som om, at netværkstilgangen fastlåser forfatterne i et statisk, metodisk, mønster af alenlange personspecifikke opremsninger uden nogen egentlig kulmination. Der bruges også en del plads på teoretiske udfoldelser, men timingen virker en anelse tilfældig og nogle af konklusionerne søgte.

Bogen skal imidlertid have stor kredit for sine historiske og samfundsmæssige beskrivelser, som er en spændende indstigning i, hvordan eliten i generationer er blevet reproduceret. Der gives også et interessant perspektiv på, hvordan magteliten, stik mod de flestes forventninger, næsten udelukkende består af erhvervsbosser og kun få fra henholdsvis den kulturelle og politiske elite.

Det fremgår både implicit og eksplicit i bogen, at forfatternes arbejde med »Magteeliten« er en fortløbende proces. Ikke desto mindre er bogen, som et selvstændigt værk, for tynd. På forsiden står der, »hvordan 423 styrer landet«, men summasummarum er, at bogen i langt højere grad svarer på, hvem de 423 danskere er, og i hvilken samfundsmæssig kontekst de styrer landet.

Jeg giver bogen 3 ud af 6 stjerner.

Skrevet af Kristian Berg Poulsen.

Boganmeldelse: Vores Europa – rejsefortælling om de nye europæere

”At rejse er at leve” – er H.C. Andersen ofte citeret for at have sagt, og nogle i den yngre generation har lyttet. I hvert fald er ”rejsen” omdrejningspunktet for en ny bog om det europæiske kontinents tilstand, som er skrevet af de unge forfattere Peter Laugesen og Elena Maria Askløf.

De to unge mennesker, som også danner par privat, har sammenlagt brugt mere end 16 måneder på at rejse rundt i 24 lande og udforske Europa, hvorefter de har fulgt rejserne op med foredrag og fortællinger om deres oplevelser. Bogen er nu det første fysiske vidnesbyrd om den store nysgerrighed efter at udforske og passion for at fortælle om og forstå det kontinent, som de to er vokset op på.

Bogen er opdelt i otte fortællinger fra det europæiske kontinent, hvor forfatterne møder alt fra unge sydeuropæere, som er hårdt ramt af den økonomisk krise over en lokalformand fra en højrenationalistisk ungdomsbevægelse i Polen til unge afrikanske mænd, som søger lykken i Europa. Hver af de otte fortællinger er præget af forfatternes personlige oplevelser, men giver samtidig rig plads til at lade de mennesker, som de møder, få en platform at fortælle om deres virkelighed fra. Hver især giver historierne et mere dybdegående indblik i en del af den virkelighed, som præger Europa, og samlet set får jeg som læser indtryk af en helt særlig nysgerrighed hos forfatterne, som tegner et sjældent nuanceret billede af vores Europa – dermed også en opfordring til mange af de etablerede medier om at læse med.

Uden yderligere sammenligning lader de to forfattere til at være lidt inspireret at den hollandske forfatter Geert Mak og hans klassiker ”Europa – En rejse gennem det 20. århundrede”. Selvom Laugesen og Askløf ikke binder deres rejsefortællinger op på historiske fixpunkter fra det 20. århundredes Europa, sidder man alligevel med en klar fornemmelse af, at de kender historien indgående og derfra har taget udgangspunkt i de fortællinger, med hvilke de nu forsøger at tegne konturerne af fortællingen om det 21. århundredes Europa.

Som længevarende iagttager af Laugesen og Askløfs arbejde med at formidle Europæiske portrætter og europæisk kultur og historie på en ny måde, er det mit klare håb, at dette bare er første skud på stammen i en række af bøger og fortællinger fra vores kontinent. Passionen for Europa har trange kår i disse år, derfor er der brug for meget mere af deres arbejde, hvis ikke de etablerede mediers ensidige fokus på kontinentets ulykker skal være ene om at tegne billedet af Europa anno 2016 og frem herfra.

Stort tillykke med udgivelsen, ikke bare til de to forfattere men også til de mange Europa-interesserede læsere, som skal føle sig begavede over, at to så dygtige formidlere har meldt sig på banen med første bog i et forhåbentligt langt forfatterskab.

Hvis du vil vide mere om bogen, kan du lytte til ”Europa i flammer” på Radio24Syv den 25. september fra 14.00 til 15.00, her deltager den ene af de to forfattere.

Jeg giver bogen 5 af 6 stjerner.

Skrevet af Peter Parbo. 

Boganmeldelse: Verden er stadig ny

Rasmus Tantholdt giver os med bogen ”Verden er stadig ny” et glimrende – og ikke mindst personligt indblik i sit arbejde, når han tager os med på sin rejse fra krigene i Irak og Afghanistan til ebolaudbrud i Afrika og det arabiske forår i Libyen.

Dette er fortællingen om manden bag mikrofonen, og man vil som udgangspunkt betegne det som en biografi – men Rasmus Tantholdt har selv udtalt, at det ikke er en biografi. Det er det heller i klassisk forstand, fordi den tager udgangspunkt i det journalistiske menneske Rasmus Tantholdt, men den giver alligevel et glimrende indblik i de personlige dilemmaer, som Rasmus Tantholdt har stået i, når han har rejst til verdens brændpunkter.

Særligt er det etiske dilemma et gennemgående tema gennem bogen. For hvor går grænsen for det journalistiske og det medmenneskelige? Hvornår griber man ind, når de mennesker man møder har brug for hjælp? Er det historien, eller de skæbner, man står over for, som er det vigtigste? Dette skildres på fremragende vis og efterlader læseren med samme dilemma og tanken ”hvad ville jeg selv have gjort i den pågældende situation?”

Det er dog ikke det at stå midt i centrum af verdensbegivenheder og rapportere fra krige og ebolaudbrud, som giver de største ar på sjælen hos Rasmus Tantholdt. Det er derimod de situationer, hvor hans skæbne er overladt til andre mennesker. De situationer hvor han oplever afmagt og ikke selv er i stand til at ændre situationens gang. Dem har der unægtelig været flere af, og dem tager han tager os med gennem på levende vis, som fx da han bliver taget til fange af militsfolk i den irakiske by Karbala. Hele situationen varer kun et par timer, men fordi al kommunikation foregår på arabisk og ingen af de tilfangetagne kan regne ud, hvad militsfolkene egentlig vil. Rasmus Tantholdt har ingen kontrol over situationen, og hans skæbne er lagt i hænderne på militslederen. Situationen endte heldigvis godt – til trods for at den satte ar på sjælen hos Rasmus Tantholdt.

Når netop rejserne til krigsramte lande giver ar på sjælen – hvorfor rejser man så frivilligt dertil? Det gør man ifølge Rasmus Tantholdt, fordi den verden han rapporterer fra er afgørende for de politiske beslutninger, som både danske og europæiske politikere træffer – og der er brug for nogen til at berette fra de områder i verden, som ingen ellers hører om.

Boganmeldelse: Europas ambassade

Det er snart ikke til at få tal på, hvor mange bøger Jens Christian Grøndahl har udgivet, og godt det samme. Forfatterens evne til på vedkommende vis at beskæftige sig med sin samtid og historien ud fra små hverdagsagtige betragtninger har i flere af hans udgivelser været enestående. Det gælder også for det nyeste skud på stammen ”Europas Ambassade”. Bogen er et rejseessay, som sammenstykker enkelt personers betragtninger med forfatterens egne over de hændelser, som finder sted i Europa i øjeblikket. Hovedomdrejningspunktet er flygtningekrisen, og hvordan den påvirker vores forståelse af det at være borgere i Europa og Danmark. Grøndahl rejser blandt andet til den italienske ø Lampedusa for at opleve på egen hånd, hvordan flygtningestrømmen påvirker både lokalbefolkning og det nødhjælpsarbejde, der finder sted. Under sit besøg på Lampedusa oplever han en hjertevarme over for de nødstedte, som, for de fleste af os, er svær at forstå, når vi sammenholder den med de fremmedfjendske strømninger, som opleves flere steder i Europa og for den sags skyld også i resten af verden. Grøndahl holder sig imidlertid for god til at lave lommefilosofiske konklusioner, og giver i stedet mikrofonen til de folk han møder, som dermed kan give deres bud på, hvordan det står til med medmenneskeligheden på det europæiske kontinent. Omend det ikke er alle de medvirkende personers betragtninger, som kan sættes ind i en større fortælling om tilstanden i Europa, bidrager alle fortællinger alligevel til et samlet vidnesbyrd om en fælles forståelse af en europæisk problemstilling, som er svær at håndtere uden at stå sammen. Grøndahl virker ikke selektiv i sit valg af persongalleriet til bogen. Derfor fremstår betragtningerne også utrolig ærlige, når man hører om frygten efter terrorangrebet i Bruxelles eller frustrationen over at komme til kort over for de problemer, som massiv flygtningetilstrømning nødvendigvis medfører på en ø som Lampedusa.

Alt i alt står man som læser tilbage med et enestående vidnesbyrd, som i brudstykker skitserer kontinentets tilstand, og som det også er tilfældet i tidligere essays, er det Grøndahls force, at lade det være op til læseren at have et vist rum til selv at tolke politiske undertoner ind i de individuelle betragtninger.

Grøndahl er en af de få forfattere, som vedvarende bidrager til den europæiske samfundsdebat med sine essays, bøger, debatindlæg og deltagelse i radio og på tv. En forfatter vi både som danskere og europæere kan være stolte af.

Anmeldt af Peter Parbo

Kvantemekanik – Atomernes vilde verden

Forfatter: Klaus Mølmer

Rummet er for de fleste mennesker en spektakulær og i det hele taget udefinérbar størrelse. Retter vi blikket mod nogle af naturens mindste bestanddele – partiklerne – bliver svarerne ikke lettere, men ofte endnu mere uhåndgribelige. Det er her, på det mikroskopiske niveau, at kvantemekanikkens love gælder.

I bogen ”Kvantemekanik, Atomernes vilde verden” giver Klaus Mølmer os en grundig og præcis indføring i én af verdens mest avancerede og abstrakte videnskaber – nemlig kvantemekanikken. Alt dette gør Mølmer på en yderst appellerende måde. I stedet for at anvende avancerede matematiske formler, bliver læseren taget i hånden og præsenteret for teorierne ved hjælp af udførlige grafiske illustrationer, et let forståeligt sprog – alt dette sat i relief til hverdagens simple elektronik som computer og radio.

Bogen tager sit afsæt i den klassiske mekanik og beskriver, hvordan videnskabsmænd som Johannes Kepler, Tycho Brahe og Isaac Newton gjorde indpas og opstillede dé love, som til stadighed forklarer den klassiske mekanik. Herfra tager Mølmer os med ind i James C. Maxwells termodynamiske univers, hvor bl.a. sammenhængen mellem lysnuancer og energiniveau diskuteres. Fra dette tager punkt tingene fart og læseren indføres i det kvantemekaniske univers. Dét univers, hvor Albert Einstein hjalp Niels Bohr med at forklare systematikken i elektronernes ’kvantespring’. Dét univers, hvor Erwin Schrödinger, i et tankeeksperiment, forklarer, hvordan en ’dum’ kat, i kvantemekaniske tilstand, både kan være død og levende på samme tid.

Bogen er derved en tour-de-force gennem Europas vigtigste fysikere, som ikke blot har præget Europa, men hele verden.

Konklusion: Atomernes vilde verden er historisk spændende rejse gennem fysikkens guldår. Både sprog og illustrationer fungerer sublimt. Er man nysgerrig og naturvidenskabsinteresseret, men har begrænset viden, så er dette et sikkert hit!

 

Anmeldt af Kristian Ersbøll