Overlad det trygt til Bruxelles

Det kræver ikke en kandidatgrad i dansk politik at gennemskue ironien i overskriften, når det er Dansk folkepartis Morten Messerschmidt, der står bag bogen af samme navn. Det er en redigeret udgave af 110 blog posts som Messerschmidt og Jannich Kofoed skrev på Jyllands-Posten fra 2012 til 2014. Formålet var dengang som nu at bidrage til debatten om Danmarks position i EU. Midlet er kritiske eksempler på, hvordan blandt andet EU-finansiering af forskellige projekter er blevet givet på forket baggrund.

Bogens eksempler er alle ganske korte og efterfølges af en vurdering fra enten Kofoed eller Messerschmidt, som forsøger at give eksemplerne en mere generel karaktér for på den måde at lade hvert eksempel være et enkelt symptom på en helhedskultur i EU-systemet, som ifølge forfatterne er præget af generel mistro og misbrug.

Messerschmidt og Kofoed har fundet inspiration hos den britiske tænketank Open Europe, som fra 2008 til 2010 opsamlede i alt 150 ”examples of EU fraud and waste”, altså 150 eksempler på svindel med og spild af EU-midler.

De to forfattere (i særdeleshed Messerschmidt) har i flere år illustreret en misundelsesværdig evne til at forbinde eksemplets magt med en generel systemkritik. Derfor er bogens indhold heller ikke ny læsning for EU-connoisseurs.

Messerschmidt og Kofoed er da også selv klar over, at det ikke er den store gennemgribende udredning, de har begivet sig i kast med. Indledningen forklarer nemlig helt eksplicit, at bogen ikke giver sig ud for at være en systematisk analyse af EU’s økonomi, og det er ærgerligt. For her ville der faktisk være noget interessant at komme efter. I stedet sidder man som læser tilbage med en træthed over eksemplernes ligheder og forfatternes gentagelser af egne vurderinger. Det er muligt, at det er meningen, for det understreger tydeligvis forbindelsen mellem eksemplets magt og den generelle systemkritik, men heller ikke mere end det. Derfor bliver bogen i bedste fald (for forfatterne) en understregning af Messerschmidt og Dansk Folkepartis evne til at bruge retoriske virkemidler i kampen om vælgerne. I værste fald er det bare ligegyldig pensumlæsning for EU-nørder.

Bogen er anmeldt af Peter Parbo    

Boganmeldelse ”Jeg kommer snart hjem” af Ole Sohn

ole S red

Ole Sohn har skrevet en dokumentarbog om en dansk familie, som udvandrer til Sibirien i 1910. Med bogen holder han fast i sin russiske fascination, som tidligere har været nedfældet i Fra Folketing til celle 290 og Frihedens Port. I ”Jeg kommer snart hjem” følger vi familien Schiøtz igennem opture og nedture først i Danmark, hvor familien starter som bestyrer af en herregård, derefter som direktør for et tørveproduktionsselskab, som ender med konkurs og familien går fallit. Det får dem til at emigrere til Rusland og starte et nyt liv. Efter flere års kamp går familien igen fallit og må flygte tilbage til Danmark, dog uden deres ældste søn, Poul.

Efter delingen af familien, følger vi både familien i Danmark, som kæmper for at få det hele til at hænge sammen, samtidig med vi følger deres ældste søn, som kæmper for at skaffe sig penge til dagen og vejen i Rusland.
Bogen er lidt længe om at komme i gang, det virker som om Sohn vil have alt med. Den starter i al hast med at fortælle om familiens mange aktiviteter i Danmark, men man forventer hele tiden, at de skal emigrere til Rusland. Familiens ophold i Rusland skøjtes der hurtigt henover, det er først da familien bliver delt og de rejser hjem til Danmark uden Poul, at bogen endelig giver os tid til at læse! Her kommer der uddybende beskrivelser af forholdene under borgerkrigen i Rusland, om bolsjevikker, den røde – og den hvide hærs kampe, om konspirationer, fængslinger, kollektivisering og udpræget armod.
Samtidig hører man om familiens overlevelseskamp i Danmark, med op – og nedture. Det er en fantastisk beretning om menneskets kamp, udholdenhed og idioti. Bogen giver et billede af hvor svær en tid, det var for mange danskere i perioden under første- og anden verdenskrig, og samtidig er det en utrolig og uhyggelig skildring af Rusland fra revolutionen og frem til 1950.

Dette er en dokumentarbog der skildrer de uhyrlige forhold, der herskede i Rusland. Samtidig skildrer bogen, hvordan en mand (Poul) var kastebold for kommunistpartiet.
Det er især skildringen af sønnen Pouls liv, der giver bogen sin berettigelse. Hans tid i Rusland, hvor han bliver en betydelig del af kommunistpartiet, er velskrevet og som læser følger man det på nærmeste hold fra Pouls synsvinkel. Det skildrer opstanden, bolsjevikkernes indtog, mismodet, daglejerne, men også kommunismen tvangskollektivisme som udsultede borgerne og ruinerede landet. Gennem Poul får vi et indblik i, hvordan det var at leve som russer først under Tsartiden sidenhen under borgerkrigen, to verdenskrige og livet under Lenin og Stalin. Som læser sidder man tilbage uforstående og trist til mode; tænk at være til i sådan en tid.

Det er uden tvivl et grundigt stykke arbejde, Ole Sohn har gjort, for at få denne historie bragt frem i lyset. Han har både haft adgang til danske og russiske arkiver. Igennem bogen er der avisudklip, uddrag af breve og billeder, som er med til at dokumentere historien. En nødvendighed da det tit virker urealistisk hårdt og brutalt.

Sproget er let og bogen er hurtigt læst, på trods af det lange tidsforløb den strækker sig over, fra sidst i 1800-tallet og frem til 1957. Det trækker lidt ned, at bogen nogle gange hopper rundt i tiden. Det lader til, at Ole Sohn vil være sikker på, at vi som læser er med på, hvor begivenhederne udspiller sig, og derfor er der nogle gange nogle bemærkninger til os ”sammen med en betroet russisk assisten fulgte Poul med hestene i godstoget til havnebyen Libau ved den russiske Østersøkyst, det nuværende Liepãja i Letland” (side 77). Det er lidt ærgerligt fordi det bryder læseoplevelsen og gør, at man som læser aldrig drages helt ned i det enkeltes menneskes oplevelse og afsavn.

★★★★☆☆

Anmeldt af Karina E. Christensen, Redaktør Peter Parbo