Nytårskur 2016 i Københavns Omegn

Europabevægelsen i Københavns Omegn holdt søndag den 10. 01. 2016 sin traditionelle nytårskur i Europahus Højgaard i Bagsværd.

Regionsformand Poul Breyen bød velkommen og causerede lidt over tingenes tilstand i Europa. Herefter introducerede Poul dagens nytårstaler, Morten Løkkegaard, folketingsmedlem for Venstre, partiets EU-ordfører og medlem af Folketingets Europaudvalg samt næstformand i Europabevægelsen.

Morten Løkkegaard så først tilbage på året 2015, hvor folkeafstemningen den 3. december med det triste nej vil skabe store problemer for Danmark inden for retlige og indre anliggender. Politikerne analyserer naturligvis årsagerne til dette nej. Der er flere; men det er tydeligt at suverænitetsspørgsmålet har afgørende betydning for danskerne. Medvirkende har også været flygtninge- og migrantproblemet, der blev en væsentlig faktor op til afstemningsdagen.

Morten kom derefter ind på det nye år, 2016. Regeringen har allerede været på besøg i Bruxelles i sit forsøg på at finde en tilfredsstillende ordning for Danmark. Sagen er alvorlig, og stemningen i Bruxelles er ikke særlig venlig over for Danmark, som jo kunne have benyttet den tilvalgsordning, som er et særdeles fint tilbud til Danmark. Danmark risikerer på dette område at blive betragtet som et tredjeland og vil sandsynligvis få tilbudt en aftale i stil med Norges, hvad der ikke er tilfredsstillende for politiets efterforskningsmuligheder.

Der skal findes en løsning inden udgangen af 2016, idet den nye Europol-forordning forventes at træde i kraft i foråret 2017.

Alt dette skal også ses i lyset af, at EU har problemer, der er langt større end Danmarks. Den økonomiske vækst med jobskabelse, klima- og energiområdet og ikke mindst flygtninge- og migrantspørgsmålet. Hertil kommer frygten for Storbritanniens mulige udtræden af EU efter folkeafstemningen, der sandsynligvis fremrykkes til 2016. Nyeste meningsmåling viser p. t. flertal for udtrædelse. I en del andre EU-lande ser man de EU-skeptiske partier vinde frem, ligesom der dannes EU-modstanderorganisationer af forskellig slags.

Morten sluttede af med at se på Europabevægelsens rolle, som en organisation der kan hjælpe og presse politikerne frem i det europæiske samarbejde. Der bliver virkeligt noget at se til i det nye år.

Mortens levende og inspirerende tale medførte mange spørgsmål og synspunkter fra deltagerne, hvad der vidner om et stærkt engagement i Europasagen. Morten besvarede beredvilligt og uddybende de mange spørgsmål.

Stor tak til Morten Løkkegaard for en inspirerende dag.

 

Gallery Notice : Images have either not been selected or couldn't be found

Tekst: Erik J. M. Pedersen

Det er for alvor begyndt at ro(h)de i dansk politik

I den seneste uge har landets regeringsparti, Venstre, været udsat et markant partiafhopperi til Alternativet, der lørdag aften blev trumfet med europaparlamentarikeren Jens Rohdes afgang til Det Radikale Venstre. Afhopperiet tegner omridset af et kommende jordskred i dansk politik. De globalt orienterede konflikter har været som en sovende kæmpe, der nu er vågnet op til kamp, hvor størstedelen af de danske partier stimler sammen om frygten for det fremmede. Kun Alternativet, Det Radikale Venstre og fragmentariske dele af venstrefløjen udgør nu den egentlige politiske opposition i Danmark.

Som bekendt er det ikke første gang, at jorden skrider under det politiske system i Danmark. Tilbage i 1960’erne skete der store sociale og økonomiske forandringer i det danske samfund, der ved chokvalget i 1973 fik vælgerne til at svigte de fire gamle partier.

Dansk politik, der tidligere havde været domineret af klassepolitisk repræsentation, økonomiske og fordelingspolitiske spørgsmål, kom ud på en glidebane, hvor der blev puffet nye globalt orienterede konflikter ind som eksempelvis indvandring og EU.

Dansk politik er nu ved at være nået til enden af denne glidebane. Indtil nu har de økonomiske temaer formået at træde vande på den politiske dagsorden. På trods af en voksende betydning af de globalt orienterede emner har de enten været underlagt eller været sekundære i forhold til spørgsmålet om fordeling af økonomiske goder i samfundet.

På grund af den pludselige intensitet i de globale flygtningestrømme og et mere magtfuldt EU er de økonomiske problemer blevet skubbet i baggrunden af værdipolitiske spørgsmål med rod i globaliseringens tendenser.

Konflikterne i kølvandet på globaliseringen har samtidig tilføjet en dimension til det politiske spektrum. I offentligheden taler vi stadig om røde og blå partier, som om de fordelingspolitiske spørgsmål stod alene. De nye globalt orienterede konflikter gør det nødvendigt, at den værdipolitiske dimension bliver mere udtalt.

Frygten for de fremmede

Med skiftet i den politiske dagsorden har tre af de fire gamle partier drejet ind på lightudgaver af frygten for det fremmede. I drejningen er flere af partierne utro over for basale værdier i det liberale demokrati, grundlæggende humanistiske dyder og internationale konventioner. Det er et utroskab, der ville have været utænkeligt for blot få år siden. Når de globalt orienterede konflikter bliver mere udtalt, vil det derfor være passende med en supplerende farveskala i dansk politik, der går fra sort til hvid: Hvilke partier har den mest sorte samvittighed i værdipolitiske spørgsmål?

Det danske samfund står over for globaliseringens udfordringer og konflikter, der kræver værdipolitiske svar og løsninger. Men når størstedelen af de politiske partier vender ryggen til demokratiet, humanismen og det internationale samfund, må der sættes fokus på, at der er skabt en ny politisk opposition.

Kun Det Radikale Venstre, Alternativet og dele af venstrefløjen tør endnu at finde løsninger med respekt for grundlæggende rettigheder og med internationalt udsyn. Det burde give stof til eftertanke til de gamle partier, men på trods af intern kritik i partierne og medlemsflugt er de ikke interesserede i at rydde op i dette politiske roderi.

Det nye jordskred i dansk politik er først lige begyndt. Foran os venter en lavine, der i værste fald tager de grundlæggende demokratiske værdier med sig på sin vej.

LOUISE W. LINDHAGEN, CAND.MAG. I HISTORIE OG EU-STUDIER, STRANDBOULEVARDEN 38, 2. TV., NYKØBING FALSTER BRAGT I JYLLANDS-POSTEN 22.12.2015

Partiernes EU-politik

Den 26. maj 2019 skal vi til Europa-Parlamentsvalg. Og der er meget at tage stilling til, når vi samles i gymnastiksale og forsamlingshuse for at gå i stemmeboksen. Her skal vi nemlig vælge, hvem vi vil have til at repræsentere os i Europa-Parlamentet.

Dermed er vi med til at bestemme, hvordan Danmarks rolle skal være i fremtidens EU og Europa.

Det er klart, at forskellige partier har forskellige holdninger til det europæiske samarbejde. I denne artikel får du en oversigt over de forskellige partiers holdning til, hvordan og på hvilke vilkår vi skal indgå i EU.

Læs mere om valget her.

a-logo_RGB

Socialdemokraterne

Socialdemokratiet er fortaler for det europæiske samarbejde. Partiet mener, at Danmarks medlemsskab af EU har skabt større velstand, og at de store internationale udfordringer som eksempelvis klima, skattesnyd og kriminalitet ikke kan tackles uden samarbejde på tværs af landegrænser.

Derfor mener Socialdemokratiet, at et forpligtende politisk samarbejde er helt afgørende. Partiet peger dog også på en række udfordringer i EU-samarbejdet. Det er eksempelvis flygtninge, lønmodtagernes rettigheder og det sociale EU. Socialdemokratiet mener, at velfærd skal være et nationalt anliggende, og at EU derfor ikke skal være en social union.

Socialdemokraternes spidskandidat er Jeppe Kofod.

 

B 1

Radikale Venstre

Radikale Venstre mener, at EU er afgørende for det danske samfund. Gennem deres EU-politik ønsker de at styrke den europæiske økonomi og EU’s udenrigspolitik. Partiet vil desuden afskaffe alle de danske forbehold, så Danmark kan være mest muligt med til at forme EU.

Radikale Venstre mener, at de europæiske arbejdsmarkeder og velfærdssamfund skal reformeres, så de svarer til den globale konkurrence. De ønsker desuden en større indsats for at løse klima- og energikrisen. Gennem EU’s udenrigspolitik vil Det Radikale Venstre sørge for, at EU stadig går forrest i kampen for fred, demokrati og menneskerettigheder i verden.

Radikale Venstres spidskandidat er Morten Helveg Petersen.

 

Ø

Enhedslisten

Enhedslisten mener, at EU er styret af et stort fokus på understøtte de multinationale selskaber og markedskapitalismen. Enhedslisten vil derimod prioritere mennesker og natur højere end det frie marked. Af disse årsager arbejder Enhedslisten for et brud med EU’s indre marked og vil dermed give mulighed for EU-landene kan træffe egne beslutninger.

Derudover arbejder Enhedslisten også for at skabe et nært demokrati. Det betyder ifølge partiet, at der skal mere magt til de nationale parlamenter. På trods af dette mener Enhedslisten, at verden har brug for internationalt samarbejde for at løse grænseoverskridende udfordringer og til at fremme demokrati, velfærd og solidaritet på verdensplan.

Enhedslistens spidskandidat er Nikolaj Willumsen. 

 

Alternativet 2

Alternativet

Alternativet mener, at det eneste alternativ til EU er et bedre EU. Ifølge partiet er EU dét samarbejde mellem stater i verden, der har størst gennemslagskraft i de globale reformer, der skal forsøge at løse udfordringer som eksempelvis klima, lighed, menneskerettigheder og immigration.

Derudover fokuserer Alternativet på en bæredygtig omstilling inden for tre områder; den miljømæssige, den sociale og den økonomiske.

Alternativets spidskandidat er Rasmus Nordqvist.

 

DF hvid

Dansk Folkeparti

Dansk Folkeparti ønsker mere Danmark og mindre EU. Partiet ønsker dog et tæt samarbejde i Europa, der skal omhandle handelspolitik, miljøpolitik og teknisk samarbejde. Derfor vil Dansk Folkeparti ikke have en europæisk politisk union.

Derudover mener Dansk Folkeparti, at der skal være mulighed for at tilvælge og fravælge forskellige aspekter i det europæiske samarbejde.

Dansk Folkepartis spidskandidat er Peter Kofod.

 

C

Det Konservative Folkeparti

Det Konservative Folkeparti mener, at det europæiske samarbejde kun skal styrkes, hvis det giver mening på udvalgte områder. Dette betyder også, at øget europæisk integration ikke er et mål i sig selv, men derimod skal ske, når det giver mening. Partiet arbejder også for en afskaffelse af retsforbeholdene og ønsker i stedet en tilvalgsordning, hvor Danmark løbende kan sige ja og nej.

Det Konservative Folkepartis spidskandidat er Pernille Weiss.

 

V

Venstre

Venstre mener, at der er store fordele ved Danmarks medlemskab af EU. Partiets holdning er, at EU skaber frihed til eksempelvis at vælge, hvor du vil arbejde, hvor du vil bo, og hvor du vil rejse hen. Ifølge Venstre sikrer EU-samarbejdet også vækst, velstand og beskæftigelse i både Danmark og de øvrige EU-lande. Derudover mener Venstre, at EU sikrer, at vi sammen kan løse internationale, grænseoverskridende udfordringer.

Derfor mener Venstre ikke, at EU skal være en social union, der beskæftiger sig med eksempelvis velfærdsydelser.

Venstres spidskandidat er Morten Løkkegaard.

 

LA

Liberal Alliance

Liberal Alliance er tilhængere af fred og frihandel i EU. De mener, at den frie bevægelighed skaber store problemer for borgerne. Derudover mener Liberal Alliance også, at EU fokuserer for meget på andet end marked og handel. Derfor er de imod, at EU blander sig i Danmarks sundheds- og skattepolitik. Liberal Alliance mener, at Danmark skal styre sin egen økonomi og siger derfor nej til euroen, bankunionen, finanspagten og lignende tiltag. 

Liberal Alliances spidskandidat er Mette Bock.

 

SF

Socialistisk Folkeparti

Højest på SF’s EU-politiske dagsorden står, at vi skal sikre et grønnere Europa med investeringer i vækst og grøn omstilling. SF ønsker et mere solidarisk EU. Det vil de skabe ved at bekæmpe social dumping, for at sikre ordentlige arbejdsvilkår og arbejdspladser med høje fælles standarder i EU.

I bekæmpelsen af skattely vil SF indføre skat på finansielle transaktioner og lukke andre huller i lovgivning, som udnyttes af banker og rigmænd. Derfor går SF også ind for bankunionen.

Socialistisk Folkepartis spidskandidat er Margrete Auken.