Overblik: EU’s håndtering af flygtningesituationen

Siden vi sidste år så de sønderjyske motorveje forvandlet til en flugtrute fra krig og rædsel, har flygtningesituationen aldrig føltes tættere på os danskere. For som medlem af EU har vi et ansvar – også selvom de største udfordringer findes flere hundrede kilometer væk fra den dansk-tyske grænse.

Derfor kan det synes svært at følge med i, hvilke initiativer, EU har igangsat for at løse denne humanitære krise. Særligt når de fleste avisoverskrifter handler om medlemsstaternes manglende medvilje overfor en fælles, europæisk indsats. Ikke desto mindre bliver der arbejdet i døgndrift på at finde både korttids- og langtidsholdbare løsninger. Vi giver dig et overblik over de mest aktuelle her.

Tyrkiet-EU-aftalen

I marts 2016 indgik EU en aftale med Tyrkiet om at standse al irregulær immigration til de græske øer for at bekæmpe menneskesmugling og i stedet opbygge et sikkert behandlingssystem for asylansøgerne. Aftalen indeholder ni punkter – heriblandt et punkt om, at Tyrkiet skal tage imod alle flygtninge, der kommer til Grækenland gennem Tyrkiet fra den 20. marts i år.

Til trods for udfordringer vurderer EU-Kommissionen i en nyligt udgivet udtalelse, at initiativet indtil videre har leveret effektive resultater. Blandt andet er antallet af flygtninge, der ankom til Grækenland i august i år 97 % lavere sammenlignet med samme måned sidste år. Ydermere er antallet af drukneulykker i det Ægæiske Hav faldet drastisk, siden aftalen trådte i kraft.

Situationen i Grækenland

Det ændrer dog ikke på, at Grækenland stadig modtager mange flygtninge. Derfor fortsætter EU med at yde støtte til landet – både økonomisk, logistisk og rådgivningsmæssigt. Samtidig modtager Kommissionen dagligt opdateringer fra de tyrkiske og græske autoriteter, internationale organisationer og andre aktører, der arbejder i de udsatte områder.

Siden 2014 har EU tildelt over 1 milliard euro til nødhjælpsarbejdet i Grækenland via forskellige fonde. Kommissionen opfordrer medlemslandene til at øge støtten til Grækenland gennem EU-agenturer for en samlet fælles indsats.

Fælles europæisk kyst- og grænsevagt lanceret

Behovet for en fælles indsats har blandt andet resulteret i oprettelsen af en fælleseuropæisk kyst- og grænsevagt. Kommissionen foreslog i december sidste år at oprette et agentur til beskyttelse af EU’s ydre grænser ud til havet. På blot ni måneder (og dét er altså rekordtid i EU) blev Europa-Parlamentet og Rådet enige om at iværksætte et samarbejde om en grænse- og kystvagt.

Agenturet fik sin ilddåb den 6. oktober ved den bulgarsk-tyrkiske grænse og er grundlagt på principperne fra EU-initiativet Frontex. Frontex blev lanceret tilbage i 2004 og koordinerer samarbejdet på tværs af EU-lande i forbindelse med kontrol af ydre grænser. Frontex har ikke hidtil haft operationelle beføjelser – men det fik de altså den 6. oktober med lanceringen af det nye agentur.

Det betyder blandt andet, at den permanente stab bliver fordoblet, og at agenturet for første gang bliver i stand til selv at indkøbe udstyr.

Humanitær hjælp til Syrien

Det er efterhånden de færreste, der ikke har hørt sætningen ”Hjælp til nærområderne”. For EU betyder det blandt andet, at man har budgetteret med 140 millioner euro til nødhjælp i Syrien i 2016. Pengene skal blandt andet gå til sundhed, hygiejne og beskyttelse i landet. Samtidig arbejder EU og Tyrkiet sammen om at opnå uforhindret adgang til hele landet.

Næste skridt

Der går ikke en uge uden, at flygtningesituationen bliver diskuteret flittigt i Bruxelles, hvor man arbejder på højtryk for fælles, europæiske løsninger. Så sent som mandag den 17. oktober mødtes EU’s udenrigsministre for blandt andet at debattere situationen i Syrien og den generelle indsats på migrations- og flygtningeområdet. Her blev man blandt andet enige om at fordømme angreb i Syrien fra det syriske regime og dets allierede, særligt Rusland, samt opfordre til at stoppe alle angreb i Aleppo. Ydermere blev man enige om at opprioritere samarbejdet med Jordan og Libanon for at støtte i nærområderne.
Det er ikke kun i EU, at flygtningesituationen står højt på dagsordenen. Også i den europæiske organisation Europarådet beskæftiger de 47 medlemslande (heriblandt Danmark) sig med emnet. Mandag den 17. oktober besøgte Europarådet Italien over situationen på øen Lampedusa, der modtager mange flygtninge på grund af den geografiske beliggenhed.
Herhjemme udløber vores midlertidige grænsekontrol pr. 1. november. Som reaktion på dette har udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) sammen med Norge, Østrig og Tyskland sendt et brev til Kommissionen med ønsket om at forlænge grænsekontrollen.

Kommissionen har endnu ikke afgjort, om de danske politibetjente skal bruge vintermånederne på at kontrollere vores nationale grænser.

Skrevet af Anne Fønss Bach.

Brexit og flygtninge udfordrer det første slovakiske formandskab

Forventningerne fra det internationale samfund var ikke store, da Slovakiet tidligere på sommeren overtog formandskabet i Rådet for Den Europæiske Union.

Landet på størrelse med Danmark og en befolkning på 5,5 mio. skal i seks måneder stå i spidsen for at lede Rådets møder, hvor de er medbestemmende for dagsordenen og i et vist omfang fastsætter de prioriteter, der skal være i fokus frem til den 31. december 2016. Slovakiet skal udover jobbet som mødeleder stå for at fremme dialogen og relationen med de øvrige EU-institutioner som Kommissionen og Europa-Parlamentet.

Slovakiet vil i sit første formandskab nogensinde fokusere på at få et økonomisk stærkt Europa, et moderne indre marked, en bæredygtig migrations- og asylpolitik samt et globalt engageret EU. Det bliver dog ikke en dans på roser for det lille land mod øst, og det er usikkert, om der overhovedet er plads til nogle af de fremlagte prioriteter, når Slovakiet med sin beskedne erfaring skal forsøge at navigere de politiske processer i en turbulent tid, hvor det europæiske system er rystet af Brexit og det fortsatte flygtningepres mod Europas grænser.

Særligt efterdønningerne af Brexit kommer til at fylde i formandskabet. Flere lande har sået tvivl om hvorvidt, Slovakiet overhovedet er rustet til at løfte opgaven med at nå frem til en aftale om, hvordan den britiske udtræden kommer til at foregå. Den slovakiske premierminister, Robert Fico, har i mellemtiden indkaldt til et uformelt topmøde den 16. september i Bratislava, hvor de restende 27 medlemslande skal diskutere fremtiden EU uden Storbritannien.

Flygtningesituationen i Europa er yderligere en ydre omstændighed, som Slovakiet er nødt til at forholde sig til i sit formandskab. Også i denne henseende er der udvist bekymring og hård kritik fra flere medlemslande, der ikke har tillid til Slovakiets lederevner. Disse bekymrende ryster er særligt at finde i Bruxelles og Berlin, hvor der ikke er stor tillid til den forholdsvis nyvalgte slovakiske regering, der har gjort sig bemærket ved en antimuslimsk retorik og sin prompte afvisning af at følge EU’s tvungne flygtningekvoter.

Samlet er det en stor mundfuld, Slovakiet og Robert Ficos regering står overfor i de næste fem måneder, og det bliver spændende at se, hvordan det lykkedes det uerfarne land at sætte sit præg, alt i mens de skal løse nogle af de største udfordringer i europæisk historie. Robert Fico har dog ikke mistet modet, og han har meddelt, at han håber på et tættere forenet Europa, når han 1. januar 2017 videregiver formandskabet til Malta.

Det roterende formandskab

Slovakiet efterfulgte den 1. juli Nederlandene som det andet land, der skal sidde på formandsposten i den samlede formandstrio sammen med Malta. Siden ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten i 2009, har man i Rådet opereret med et såkaldte trio-formandskab, hvor tre lande over 18 måneder sammen udarbejder en fælles dagsorden og langsigtede mål. På den måde håber man at sikre kontinuitet og en lettere overgang mellem de roterende formandskaber. På grundlag af det fælles udarbejdet program formulerer hvert af de tre formandslande sit eget mere detaljeret program for deres 6 måneder på posten. Efter de 18 måneder overtager en ny trio formandskabet for Rådet.

Det samlede nederlandske, slovakiske og maltesiske arbejdsprogram bygger på følgende fem principper:

  1. Job, vækst og konkurrence
  2. Et EU der beskytter sin befolkning
  3. En energiunion med en fremadskuende klimapolitik
  4. Frihed, sikkerhed og retfærdighed
  5. Unionen som en stærk global aktør

Du kan finde mere information om Slovakiets og den samlede trios arbejdsprogram og prioriteter her.

Af Malte Peder Vinfeldt Svendsen

Tilbage i Haag, hvor det hele startede

I slutningen af maj var Europabevægelsen tilbage, hvor det hele begyndte – nemlig i Haag. Her lagde europæere som Churchill og Adenauer grundstenen i maj 1948 til både Europabevægelsen og Europarådet ved Haag-kongressen. Europabevægelsen var tilbage i Haag for at deltage i EMI – den internationale Europabevægelses generalforsamling. Mødet blev holdt her, fordi Holland har formandskabet for EU dette halvår.

Inden det formelle møde var mange af de delegerede samlede til en uformel middag i byens pressecenter. Det var både flygtningesituationen, den nyligt afholdte folkeafstemning i Holland og den kommende i Storbritannien, som fyldte lokalet, mens bordene blev fyldt med asparges i alle afskygninger, nu hvor det var højsæson for dem i Holland. Pressecenteret ligger lige ved siden af det hollandske parlament, hvilket betød, at vi fik uventet besøg af den hollandske finansminister og formand for Eurogruppen Jeroen Dijsselbloem, som holdte en spontan tale, hvor han understregede vigtigheden i hele tiden at italesætte ”the added value”, som det europæiske samarbejde giver.

Jo Leinen, formand for den internationale europabevægelse og tysk socialdemokratisk medlem af Europa-Parlamentet, åbnede ballet. Der var ingen tvivl om alvoren – Europa står ved en skillevej, og det er nu, vi som europabevægelse skal være aktive. Vi tror på Europa – og på fremtiden. Hvis vi var pessimistiske, ville vi ikke være Europabevægelsen.

2512-edited-wp

Et af hovedtemaerne på generalforsamlingen var naturligvis den kommende folkeafstemning i Storbritannien. Det var både spændende og nervepirrende at høre den britiske europabevægelse fortælle, hvordan de kæmper til det sidste og er utroligt aktive, men også at der er lang vej endnu og mange tvivlere. Det er svært, når medierne og mange nationale politikere i mange år har været skeptiske. Afstemningen fylder også meget for den irske europabevægelse, som har lanceret en storstilet kampagne under overskriften ”Phone a friend” , med opfordring til, at alle irere skal ringe til en ven i Storbritannien, som kan gå ned og stemme. Her kan du læse den internationale Europabevægelses notat om konsekvenserne ved et muligt Brexit.

IMG_2563-wp-edit

Flygtningesituationen var også et stort tema på generalforsamlingen. Europabevægelsen i Tyrkiet fortalte om de store initiativer civilsamfundsorganisationer tager, som virkelig gør en forskel, og der var mange drøftelser om, hvordan vi skaber fælles løsninger og møder de nye europæere. Den polske europabevægelse kunne fortælle om, at viljen i befolkningen til at tage flere flygtninge var langt større end hos den polske regering.

Forsamlingen afsluttedes med at den hollandske udenrigsminister Bert Koenders holdt tale. Han understregede Europabevægelsens vigtige rolle i at være det folkelige modstykke til politikerne og hele tiden sætte Europa på dagsorden alle tænkelige steder. Han sagde bl.a. at dem som er langt væk, vil gerne hertil. Dem der er tæt på, vil gerne være en del af klubben – og dem, der er med er utilfredse og vil gerne ud.  Han stillede spørgsmålet: Hvordan får vi vores egne borgere til at værdsatte det fællesskab, vi i dag er en del af og som mennesker sætter livet på spil for at blive en del af. Læs noget af talen her.

IMG_20160527_184400

Der er gået mange år siden det hele startede i 1948, men disse dage i Haag var der ingen tvivl om, at Europabevægelsen er mindst lige så aktuel som den maj-dag i 1948, hvor Churchill og de andre store europæere startede bevægelsen.

Se højdepunkter fra generalforsamlingen på Twitter under #EMIFA16

Se flere politikpapirer og øvrigt nyt fra den internationale europabevægelse her.

Boganmeldelse: Europas ambassade

Det er snart ikke til at få tal på, hvor mange bøger Jens Christian Grøndahl har udgivet, og godt det samme. Forfatterens evne til på vedkommende vis at beskæftige sig med sin samtid og historien ud fra små hverdagsagtige betragtninger har i flere af hans udgivelser været enestående. Det gælder også for det nyeste skud på stammen ”Europas Ambassade”. Bogen er et rejseessay, som sammenstykker enkelt personers betragtninger med forfatterens egne over de hændelser, som finder sted i Europa i øjeblikket. Hovedomdrejningspunktet er flygtningekrisen, og hvordan den påvirker vores forståelse af det at være borgere i Europa og Danmark. Grøndahl rejser blandt andet til den italienske ø Lampedusa for at opleve på egen hånd, hvordan flygtningestrømmen påvirker både lokalbefolkning og det nødhjælpsarbejde, der finder sted. Under sit besøg på Lampedusa oplever han en hjertevarme over for de nødstedte, som, for de fleste af os, er svær at forstå, når vi sammenholder den med de fremmedfjendske strømninger, som opleves flere steder i Europa og for den sags skyld også i resten af verden. Grøndahl holder sig imidlertid for god til at lave lommefilosofiske konklusioner, og giver i stedet mikrofonen til de folk han møder, som dermed kan give deres bud på, hvordan det står til med medmenneskeligheden på det europæiske kontinent. Omend det ikke er alle de medvirkende personers betragtninger, som kan sættes ind i en større fortælling om tilstanden i Europa, bidrager alle fortællinger alligevel til et samlet vidnesbyrd om en fælles forståelse af en europæisk problemstilling, som er svær at håndtere uden at stå sammen. Grøndahl virker ikke selektiv i sit valg af persongalleriet til bogen. Derfor fremstår betragtningerne også utrolig ærlige, når man hører om frygten efter terrorangrebet i Bruxelles eller frustrationen over at komme til kort over for de problemer, som massiv flygtningetilstrømning nødvendigvis medfører på en ø som Lampedusa.

Alt i alt står man som læser tilbage med et enestående vidnesbyrd, som i brudstykker skitserer kontinentets tilstand, og som det også er tilfældet i tidligere essays, er det Grøndahls force, at lade det være op til læseren at have et vist rum til selv at tolke politiske undertoner ind i de individuelle betragtninger.

Grøndahl er en af de få forfattere, som vedvarende bidrager til den europæiske samfundsdebat med sine essays, bøger, debatindlæg og deltagelse i radio og på tv. En forfatter vi både som danskere og europæere kan være stolte af.

Anmeldt af Peter Parbo

Peter Nedergaard har et politisk ærinde med sin kritik af EU, og det er ikke fagligt funderet

Af Stine Bosse, formand Europabevægelsen

I RÆSON26, der netop er udkommet, er der en artikel af professor ved Københavns Universitet, Peter Nedergaard. Artiklen ”Uden grænser, ingen velfærdsstat” kunne ved første øjekast synes at være fagligt funderet, hvilket man vel kan forlange af en kapacitet som professor Nedergaard, men store undladelser vidner om et helt andet ærinde. Lærde som Nedergaard er naturligvis i sin fulde ret til at kritisere EU-projektet, men så må de samtidig også tone rent flag og være åben om deres politiske holdning.

Nedergaard undlader helt at belyse det faktum, at flygtninge og migranter der krydser Middelhavet ikke er en ny situation. Det har præget Italien og Grækenland i årevis, ligesom Spanien oprindelig også var påvirket, før de indgik bilaterale aftaler med flere afrikanske lande. Landene i Middelhavet har forsøgt at få ørenlyd længe, men vi har i de medlemslande, som ikke har været umiddelbart berørte, valgt ikke at høre efter og overlade problemet til de sydeuropæiske lande alene. Nedergaard påpeger, at de sydeuropæiske lande bevidst har undladt at registrere flygtninge og migranter, som derefter har kunnet rejse videre til de øvrige medlemslande. Det vil jeg ikke bestride, men hvor har hjælpen fra de øvrige medlemslande været – og ikke mindst solidariteten? Nedergaard undlader at stille de øvrige medlemslande til ansvar i et europæisk fællesskab, hvor solidaritet er nøglen til løsningen.

Europa-Kommissionen har dog imidlertid lyttet til de sydeuropæiske lande. For præcist ét år siden kom Kommissionen med helt konkrete forslag til at imødegå de stigende flygtninge- og migrantstrømme. Forslagene er ikke på nogen måde skønne i alle deres detaljer, men de ville have været effektive – hvis ikke medlemslandene havde afvist dem. I stedet for at støtte Kommissionens forslag, står vi nu i en situation, hvor EU har måttet ty til hjælp uden for dets grænser hos Tyrkiet. Så når der ikke er fundet en optimal løsning på den nuværende krise, så det ikke EU, som har fejlet – det er nationalstaterne. Dette forbigår professor Nedergaard. Ikke fordi han ikke ved det, men fordi det ikke passer ind i hans efterhånden fortegnede billede af et EU, der ikke fungerer.

EU er ikke perfekt – det ville være utopi at påstå. EU er ofte det muliges kunst, men EU er præcist, hvad nationerne gør det til og bidrager med, det gælder også Danmark. Så når nationerne ikke vil bidrage til fælles europæiske løsninger, så er det svært for EU at agere – for EU beror på, at de 28 medlemslande vil bidrage til fællesskabet og udvise solidaritet. Også dette undlader Nedergaard behændigt at berøre.

Nedergaard henleder flere gange opmærksomheden på de ydre grænser og påpeger, at Frontex, EU’s fælles grænseagentur, ikke har været slagkraftigt nok til at sikre de ydre grænser. Lad mig blot minde om, at Frontex også består af EU’s medlemsstater – så når Frontex fejler, så påhviler ansvaret igen de 28 medlemsstater. Dette glemmer Nedergaard behændigt at berøre.

Det er betænkeligt at fremstå som sandhedsvidne, når man faktisk går politiske ærinder. Det er fint, at “de lærde” blander sig. Men så må de tone rent flag. Så må de sige tydeligt, at de politisk er for eller imod projektet. Så kan vi alle lægge det ene eller det andet filter ind og søge mere information.

Denne hybrid, hvor vi som skatteborgere er med til at finansiere “propaganda”, som ikke toner rent flag, er ikke bare utilfredsstillende, det er farligt. Sig hvor du står, kære professor, og jeg vil respektere dig for netop det.

 

Bragt på Ræson.dk 27. maj 2016

Hvor er visionerne for Europa?

Af Stine Bosse, formand Europabevægelsen

Når man følger med i den offentlige debat, så lyder det ofte som om, at alle problemer opstår i Bruxelles, og alle løsninger findes på Christiansborg. Alt det gode, som EU vedtager, det tager nationale politikere æren for, og det knap så gode – ja, det er EU’s skyld. Det er bare ikke virkeligheden. EU er ikke blot noget, ”der foregår nede i Bruxelles”, og det er ikke ”dem dernede i EU”, som har vedtaget nogle love. EU er et samarbejde mellem 28 lande, som består af nationale politikere og parlamentarikere, som du og jeg har stemt på.

EU skal tales op
Jeg efterlyser nationale politikere, der taler det europæiske projekt op i stedet for ned. EU er ikke perfekt – overhovedet ikke, og derfor er det vigtigt, at de nationale politikere italesætter EU – også mellem kriser og folkeafstemninger. Hvordan kan det forventes, at borgerne skal stemme ja til det europæiske projekt, når politikerne mellem afstemningerne underminerer betydningen af EU – og så op til en afstemning, ja, så er EU guld og grønne skove. Vi skal insistere på, at vores nationale politikere italesætter nuancerne i EU-samarbejdet i stedet for at gøre EU til en ja-nej diskussion. De nationale politikere må anerkende, at EU er vor tids politiske kampplads.

I fællesskab står vi stærkere
Jeg efterlyser nationale politikere, der begynder at agere som europæiske politikere. Politikere, der tager et ansvar for det fælles projekt. Klimaudfordringer, hele spørgsmålet om sikkerhedspolitik – og ikke mindst flygtninge- og migrationsstrømmene er grænseoverskridende udfordringer, som ikke løses nationalt, men internationalt. Det er afgørende for EU’s fremtid, at de nationale politikere anerkender, at i fællesskab står vi stærkest. For når nationale politikere den ene dag bebrejder fællesskabet for ikke at handle, for ikke at kunne og for ikke at gavne noget – ja, så kan det ikke komme bag på os, at de europæiske borgere begynder at tvivle på det europæiske projekt.

Kom nu med løsninger
Jeg efterlyser nationale politikere, der kommer med løsninger til at løse nutidens udfordringer. Vores Europa-Kommission har fremlagt konkrete forslag til løsninger på flygtninge- og migrationsstrømmene, faktisk har deres migrationsudspil netop fejret et års fødselsdag. Der er dog intet at fejre. Nationerne kan ikke nå til enighed om forslaget, og i øjeblikket ses, at nationale politikere afviser fælles europæiske løsninger på flygtninge- og migrationsstrømmene, hvorefter de frit afkræver EU en løsning. Når udfordringerne er store, så er det nogle gange nemt for nationale politikere at fralægge sig ansvaret og påpege, at Europa må tage et ansvar – men Europa er os, vi er Europa, og vi er en del af EU. Hvis fælles europæiske løsninger ikke er svaret – hvad er så alternativet? I øjeblikket tales der fra politisk side ofte om nationernes Europa som løsningen – men hvad er det? Hvad kan nationernes Europa? Det vil jeg utrolig gerne forstå, men jeg mangler at få klar besked fra politikerne.

Hvor skal det ende?
Hvor alt dette ender? Det står stadig hen i det uvisse. Jeg er ærlig talt bekymret over at se, at så mange lande lige så stille lukker sig om sig selv og tyr til nationale løsninger. Som situationen er lige nu, kalder det på, at alle engagerer sig i fremtidens Europa – borgere som politikere. For mig står det lysende klart: Der er kun én solid løsning på udfordringerne i fremtidens Europa: Forpligtende fællesskab med nationale politikere, der har visioner for Europa – både nu og i fremtiden.

Bragt på Altinget.dk den 25. maj 2016

Kære EU, en undskyldning er på sin plads

Af Stine Bosse, Landsformand i Europabevægelsen

Kære EU.
En undskyldning er på sin plads efter Timme Bisgaard Munks Indspark i Berlingske 12. april. EU, du må undskylde, at Timme ikke er klar over, hvem du er – for lad mig slå det fast med det samme: Vi er alle sammen EU, og du – EU – er kun så god, som vi gør dig til, og du er faktisk ikke så slem, som mange vil gøre dig til.
For EU – det er ikke kun dig, der har svigtet. De 28 nationalstater, du består af, har svigtet i at søge fælles europæiske løsninger. Nationalstaterne har kort og godt lurepasset og ikke taget ansvar i det forpligtende fællesskab, som du er. Et forpligtende fællesskab, hvor man bidrager, og hvor man får.
Så kære Timme, når du påstår, at EU gør for lidt, for langsomt og er helt forvirret – ja, så er det dig, der er forvirret. De ansvarlige politikere har siddet med konkrete forslag fra EU-Kommissionen uden at søge de fælles løsninger – dette gælder også Danmark. Kommissionens migrationsudspil fra maj 2015 handler om, hvordan vi skal håndtere flygtningekrisen, herunder hjælpe mennesker, der flygter fra krig. Det fejrer snart et års fødselsdag.
Der er dog ingen grund til at hejse Europaflaget, for nationalstaterne i EU har svigtet deres ansvar, og forslagene er ikke vedtaget. Hvor er viljen til at tage ansvar? kan man fristes til at spørge. Så når vi taler om, at det er »dem nede i EU«, som har vedtaget eller ikke vedtaget en lov – ja, så er det altså også vores danske politikere. Spørgsmålet må aldrig være, hvad de andre har gjort for at løse vores fælles udfordringer – men hvad vi kan gøre i fællesskab. Husk blot på, at EU ikke kun er politikere – det er også borgere, som du og jeg. Så når borgere som du kritiserer EU for manglende ansvar – ja, så må du melde dig ind i kampen, Timme – for du er også EU. Jeg vil ikke påstå, at projektet EU er perfekt – tværtimod. Men for at ændre det uperfekte må vi alle bidrage og gå ind i kampen.
EU er ikke et trehovedet monster i Bruxelles – det er mennesker i Kommissionen, Ministerrådet og Parlamentet. Politikere, som borgerne i EU har valgt. Mennesker, der tager ansvar og træffer beslutninger. Nogle vi er enige og andre uenige i. Er de ikke gode nok, må vi lave dem om. Sammen. Sådan er det også i Danmark. Men der bebrejder vi ikke institutionen Kommunen eller Folketinget, der bebrejder vi politikere – og stemmer anderledes næste gang. Sådan er det også med EU – hvis vi ikke er enige i beslutningerne, så kan vi stemme på nogle andre til Europa-Parlamentet eller vælge en anden regering, som repræsenterer os i Ministerrådet. Det gælder alle europæere – danskere som grækere.
Du har mange spændende indspark i debatten, så vi glæder os til at byde dig velkommen i Europabevægelsen, hvor vi i fællesskab går ind i kampen for et EU, hvor nationalstaterne tager ansvar i det forpligtende fællesskab.

De bedste hilsner
Borgere i Europa

Bragt i Berlingske 17. april 2016

Hvor ligger Nærområdeland?

Hvad hvis det Bornholm, flygtningene kom til i stedet for Lampedusa? Hvor ligger nærområdeland? Hvordan takler vi flygtningesituationen? Spørgsmål er der nok af i Klaus Rothsteins bog Flugten til Europa. Der er også svar. Men nok ikke helt så mange, som man som engageret europæer kunne håbe på. Men det er nu ikke Klaus Rothsteins skyld – der skal blikket nærmere rettes mod politikerne.

Klaus Rothstein tager os i bogen med på en rejse. En rejse, der begyndte længe før vi oplevede flygtninge på de danske motorveje. Men hvor landene mod syd allerede var hårdt pressede. Vi hører om hvad der skete i de enkelte EU-lande og hvordan de hver især taklede situationen – på meget forskellig vis og vi kommer både til Lampedusa, til Tyskland og Calais. Det giver en god baggrundsviden om det som ikke altid er så synligt i de danske medier.

Hvornår er man flygtning – og hvornår er man migrant? Og hvad gør ordet illegal, når det sættes foran ordet flygtning? Så er det nok en, der ikke rigtigt fortjener det. Klaus Rothstein sætter i bogen fokus på hvordan vi – og medierne og politikere – bruger sproget til at tale om presset på vores grænser – og ikke mindst til at tale om andre mennesker. Samtidig med at han trækker spor gennem vores fortid og historie, drager paralleller og vender tingene på hovedet. Som fx er man ”ikke en rigtig” flygtning, hvis det første man gør, når man når sikkert frem er at bede om strøm til sin telefon? Hvad ville du selv gøre, hvis du var i fare for at dø, men var kommet i sikkerhed – ringe til din mor, dit barn, din mand?

 Porten til Europa

Hvad ville der ske, hvis flygtningene kom til Bornholm frem for EU’s sydligste udpost – den lille italienske ’ Lampedusa? Hvordan ville vi reagere? Bornholm har dog 539 km2 – Lampedusa kun 20 km2. Men det i vores egen baghave.

Vi bliver som læser taget med til Lampedusa – så vi nærmest kan lugte, smage og se det for os. Vi møder dem, som er berørt af situationen. Og dem, der ikke er. Og dem, der er flygtet.  Vi tages med til mindesmærker over flere skibsforlis med flygtninge, hvor mange hundrede har mistet livet i forsøget på at komme igennem porten til Europa. Men han spørger også – hvorfor sættes et mindemærke op som om situationen er ovre. Man sætter jo heller ikke mindesmærke op over faldne soldater i en krig, før krigen er slut.

 Fra Libyen til Italien, der sejlede en brig….Og Lam-pe-dus-se-da …

Den gamle sang ”Fra England til Skotland” er blevet omformuleret – og er et godt billede på den sarkasme, der til tiden driver ned af siderne i bogen. En sarkasme, der alligevel giver anledning til refleksion. Er det bare en sang, en fiktion? Nej, det er i høj grad virkeligt for mange tusinder af mennesker. Ligeledes med spørgsmålet – hvor ligger Nærområdeland? Der hvor vi bare kan sende alle flygtningene hen? Klaus Rothstein sætter fingeren på nogle ømme punkter, og uanset om man er enig eller ej, så bør man læse bogen. Også selvom det ikke ligefrem er opmuntrende læsning – der er ikke meget feelgood her.

 Det er en personlig beretning – og vi mærker både journalisten og mennesket Klaus Rothstein. Journalisten fordi bogen er velskrevet, krydret med hans avisartikler og der bliver stillet spørgsmål og undersøgt nysgerrigt hele vejen igennem. Mennesket fordi man også kan mærke ham – både i beskrivelserne, men også i hans undren undervejs. Og fordi han tager stilling – ikke på en bedrevidende eller påduttende facon, men man føler alligevel, at man ved, hvor man har ham. Det er både befriende og værd at læse. Det er et menneske, der fortæller om mennesker.

Selvom redaktionen af bogen er afsluttet i september 2015 er den – desværre – stadig mere end aktuel. Der er ikke fundet en permanent løsning mellem EU-medlemsstaterne, selvom der er forslag på bordet.

Man sluger bogen hurtigt – både fordi man er nysgerrig, men ikke mindst fordi den er velskrevet og han tager læseren med hele vejen. Man får lyst til at vide mere.

Og det kan man heldigvis, når Klaus Rothstein gæster os og Tranquebar rejseboghandel 20. april kl. 19.00 – 20.30. Her vil han fortælle mere om bogen, men også om hans nylige tur med Frontex.

Tilmelding til eubev@europabevaegelsen.dk – Entre: 50 kr. – gratis for medlemmer af Europabevægelsen og Tranquebar.

Fakta om bogen:

Klaus Rothstein: Flugten til Europa – et essay om flygtninge og migration
186 sider
Udgivet 29. oktober 2015
Pris: 249 kr.

6 stjerner – Anmeldt af Christine Bille

Europa og forpligtelserne i FN’s flygtningekonvention – i et historisk og aktuelt perspektiv

FN-forbundet, Den Danske Helsinki-Komité og Europabevægelsen indbyder til konference:

Europa og forpligtelserne i FN’s flygtningekonvention

– i et historisk og aktuelt perspektiv

Fredag d. 8. april 2016 kl. 14:00-18:00

Fællessalen, Christiansborg

FN’s konvention om landes pligt til at give asyl til forfulgte blev til kort efter afslutningen på 2. verdenskrig og med de forfærdelige begivenheder i baghovedet. Europæiske lande bidrog aktivt til at opstille normer for fremtidens hjælp til flygtninge.

I dag oplever Europa det største antal mennesker på flugt sidens konventionens tilblivelse og flere lande synes, at opgaven med at yde beskyttelse og rimelige leveforhold er tæt på ubærlig. Landene i bl.a. EU har svært ved at samarbejde om et spørgsmål, der i sin natur er grænseoverskridende Og der bliver stillet spørgsmålstegn ved, om flygtningekonventionen har overlevet sig selv.

Arrangørerne vil gerne bidrage til at den aktuelle debat sættes i et større perspektiv, sådan at erfaringerne og helhedsbilledet indgår med vægt.

Ordstyrer: Ole Olsen, FN-forbundet.

14.00-14.10:  Velkomst ved Jørgen Estrup, Formand for FN-forbundet.

14:10-14.30:  Zenia Stampe, MF for RV, vor ”Vært” på Christiansborg: Hvad kan Danmark gøre.

14.30-15.00:  Karolina Lindholm, UNHCR’s kontor i Stockholm: UNHCR’s synspunkter på flygtningesituationen i Europa, hvad kan og bør vi gøre.

15.00-15.05:  Spørgsmål til Karolina Lindholm.

15.05-15.35:  Niels Bertil Rasmussen, Den Europæiske Kommissions repræsentation i Danmark: EU’s forslag til en europæisk flygtningepolitik.

15.35-15.40:  Spørgsmål til Niels Bertil Rasmussen.

15.40-16.00:  Peter Wivel, journalist, Berlin: Den flygtningepolitiske debat og situation i Tyskland og i EU.

16.00-16.20:  Kaffepause.

16.20-16.40:  Karsten Fledelius, Formand, Den Danske Helsinki-Komité: Håndteringen af flygtninge fra Bosnien og andre ex-jugoslaviske lande

16.40-17:00:  Margrete Auken, MEP: Flygningedebatten i Europa-Parlamentet.

17.00-17.45:  Paneldebat:Udvalgte danske politikere og oplægsholderne, Synspunkter fra publikum.

17.45-18.00:  Sammenfatning og afslutning ved Karsten Fledelius, Formand, Den Danske Helsinki-Komité.

Alle er velkomne, men tilmelding, senest tirsdag d. 5. april www.fnforbundet.dk er obligatorisk. Samtidig betales konferencegebyret på kr. 50,-.

Arrangørerne.

Schengen – kort fortalt

[fusion_text]Oprettelse af Schengenområdet
Schengenområdet blev oprettet den 14. juni 1985, da Belgien, Tyskland, Frankrig, Luxembourg og Holland underskrev aftalen. Schengen er navnet på den by i det sydlige Luxembourg, hvor de oprindelige fem lande grænser op til hinanden. Fem år senere – i juni 1990, blev Schengenkonventionen underskrevet. Her er der fastlagt regler for, hvordan Schengen skal fungere i praksis, herunder skærpelse af kontrol ved de ydre grænser, fastlæggelse for udstedelse af visa samt et fælles system for informationsudveksling (SIS). Det er først i marts 1995, at Schengenkonventionen trådte i kraft og grænsekontrollen blev afskaffet mellem de oprindelige fem lande (Beneluxlandene, Tyskland og Frankrig) samt Portugal og Spanien, som havde underskrevet konventionen i mellemtiden i 1991. I dag er 26 lande, heraf 22 EU-medlemsstater, en del af Schengenområdet.

Fri bevægelighed for unionsborgere
Schengenkonventionen betyder, at unionsborgere og tredjelandsborgere, der opholder sig lovligt i området, frit kan rejse uden at blive underlagt grænsekontrol. Det vil sige, at der ikke er kontrol ved de indre grænser i Schengenområdet samt, at trafikken ved grænseovergangene skal flyde – altså må der ikke være fysiske barrierer. Alle Schengenlande har dog ret til at udføre person- og toldkontrol, som en del af det daglige arbejde.  Enkelte medlemsstater er ikke en del af Schengenområdet, men unionsborgere har ret til at bevæge sig frit inden for EU – uanset om landet de rejser til er en del af Schengenområdet eller ej. Derfor er det således, at når en EU-borger rejser til et EU-land, som ikke er medlem af Schengen, så bliver vedkommende kun underlagt et minimum af kontrol for at tjekke vedkommendes identitet. Hvert år foretager europæere over 1,25 milliarder rejser indenfor Schengenområdet.

Fri bevægelighed for tredjelandborgere
I Schengensamarbejdet er der en fælles visumpolitik, hvor procedurer for udstedelse af et Schengenvisum er harmoniserede. Blandt andet hvordan tredjelandsborgere ansøger om et visum til Schengenområdet, hvordan ansøgningen skal afgøres samt hvilket land, der er ansvarlig for at behandle ansøgningen. Schengenvisum gælder op til tre måneder indenfor en periode på seks måneder. Med et Schengenvisum kan man frit rejse i alle Schengenlande. Det er dog ikke alle statsborgere fra lande udenfor EU, der behøver at ansøge om et Schengenvisum, da EU har indgået visumfritagelsesaftaler med nogle lande udenfor for EU. Hvis der er tale om langtidsvisum på over tre måneder samt opholdstilladelser, så udstedes disse på baggrund af nationale regler. I 2013 blev der udstedt over 16 millioner Schengenvisa, mens der blev udstedt lige over 1 million langtidsvisa.

Samarbejdet om at sikre de ydre grænser
Alle Schengenlande har ansvaret for at kontrollere sine ydre grænser. For at styrke denne kontrol, samarbejder landene tæt og har fælles informationssystemer til rådighed. Det bidrager til at gøre kontrollen ved de ydre grænser mere effektiv.

Schengeninformationssystemet (SIS) er en IT-database, hvor Schengenlandenes politi, migrations- og retsmyndigheder kan få adgang til og udveksle information om personer og ejendele. Det kan være oplysninger om forsvundne personer, stjålne biler, skydevåben og tredjelandsborgere, som ikke har lov til at rejse ind i Schengenområdet. I 2013 blev der fundet ca. 86.000 personer og 33.000 genstande herunder næsten 16.000 stjålne biler. Det svarer til over 320 hits om dagen.

Visuminformationssystemet (VIS) er et IT-system fra 2011, der forbinder konsulater fra Schengenlande udenfor EU med nationale myndigheder og grænseovergange ved Schengenområdets ydre grænser. Formålet er at udveksle oplysninger om visumansøgninger og tjekke, om en person er den rette indehaver af et visum.

Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser (Frontex) blev oprettet i 2005. Formålet er at øge sikkerheden ved de ydre grænser, assistere Schengenlandene med kontrol ved de ydre grænser, samt koordinere det operationelle samarbejde på EU-plan. Frontex koordinerer fælles operationer ved hav- og landegrænser og udsender grænseindsatshold, der består af nationale grænsevagter til EU-lande med akut pres på ydre grænser. I december 2015 fremlagde Europa-Kommissionen et forslag til en revidering af Frontex. Forslaget er ikke færdigbehandlet endnu. Læs mere om det nye forslag her.

Regler for indførelse af midlertidig grænsekontrol
Det er muligt for medlemsstaterne at indføre midlertidig grænsekontrol ved de indre grænser, hvis den offentlige orden eller den indre sikkerhed er truet, enten ved forudsigelige tilfælde, ekstraordinære tilfælde på baggrund af anbefalinger fra Rådet eller tilfælde, der kræver øjeblikkelig handling. 

Forudsigelige tilfælde er, hvis der er en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed, kan medlemsstater indføre grænsekontrol ved de indre grænser.

Det kan være ved store sportsarrangementer eller politiske topmøder. Grænsekontrollen gælder for en begrænset periode på maks. 30 dage eller så længe truslen varer. Perioden kan forlænges med 30 dage ad gangen, men må dog ikke overstige mere end seks måneder i alt. De øvrige medlemsstater og Kommissionen skal oplyses om den midlertidige grænsekontrol hurtigst muligt, og mindst fire uger før grænsekontrollen indføres. Der kan dog være undtagelser som, at den alvorlige trussel ikke er kendt fire uger før, hvorfor Kommissionen og de øvrige medlemsstater ikke kan informeres om den midlertidige grænsekontrol mindst fire uger før. Jf. artikel 23 og 24 i Schengen-grænsekodekset.

Lande der har indført midlertidig grænsekontrol på baggrund af forudsigelige tilfælde (pr. 30. maj 2016)

  • Norge (15. januar-11. juni 2016)
  • Sverige (10. januar – 7. juni 2016)
  • Frankrig (13.november 2015-26.juli 2016)
  • Danmark (4.marts-2. juni 2016)

I ekstraordinære tilfælde, hvor hele Schengensamarbejdet er truet, kan medlemslandene indføre midlertidig grænsekontrol på baggrund af anbefalinger fra Rådet. Dette sker på baggrund af anbefalinger fra Kommissionen og på baggrund af en udarbejdet rapport, hvis konklusion skal være, at der er en seriøs trussel mod Schengensamarbejdet.

Lande der har indført midlertidig grænsekontrol på baggrund af anbefalinger fra Rådet (pr. 30. maj 2016)

  • Tyskland (12. maj-12. november 2016)
  • Østrig (16. maj-12. november 2016)

Tilfælde der kræver øjeblikkelig handling, benyttes når det er nødvendigt for en medlemsstat at handle øjeblikkeligt på en trussel mod den offentlige orden eller indre sikkerhed. Her kan medlemsstaten undtagelsesvis og øjeblikkeligt indføre grænsekontrol ved de indre grænser. De øvrige medlemsstater og Kommissionen skal straks informeres, hvis dette besluttes. Genindførelsen af grænsekontrollen kan blive forlænget i perioder på 20 dage, men må ikke vare længere end to måneder i alt jf. artikel 25 i Schengen-grænsekodekset. Der er pr. 30 maj 2016 ingen medlemslande, der har indført midlertidig grænsekontrol på baggrund af tilfælde, der kræver øjeblikkelig handling. 

Danmark og Schengen
Danmark tiltrådte Schengensamarbejdet i 1997. På daværende tidspunkt var Schengensamarbejdet et samarbejde uden for rammerne af EU-retten altså mellemstatsligt. Med Amsterdamtraktaten i 1999 blev Schengensamarbejdet formelt set en del af EU’s traktater. Dette betød, at Schengensamarbejdet blev overstatsligt, og Danmarks retsforbehold i princippet trådte i kraft. For at Danmark alligevel kan deltage i Schengensamarbejdet indførtes den såkaldte Schengen-teknikalitet, som betyder, at Danmark stadig kan deltage på mellemstatsligt niveau. Danmark har seks måneder til at beslutte, om vi – på mellemstatsligt niveau – vil tiltræde nye retsakter inden for Schengensamarbejdet. Hvis Danmark ikke vælger at tiltræde nye retsakter, så kan de andre medlemslande ekskludere Danmark fra Schengensamarbejdet. Danmark har hidtil tilsluttet sig alle retsakter inden for Schengensamarbejdet.

Schengenlande:
EU-medlemsstater i Schengenområdet: (årstallet er det år, hvor den indre grænsekontrol ophæves i praksis)

  • 1995: Belgien, Frankrig, Luxembourg, Nederlandene, Portugal, Spanien, Tyskland
  • 1997: Italien, Østrig
  • 2000: Grækenland
  • 2001: Danmark, Finland, Sverige
  • 2007: Tjekkiet, Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Ungarn

Ikke-EU-medlemsstater i Schengenområdet:

  • 2001: Island, Norge
  • 2008: Schweiz
  • 2011: Lichtenstein

EU-medlemsstater, der er i gang med at tilslutte sig Schengenområdet(marts 2015):

  • Bulgarien, Rumænien

EU-medlemsstater uden for Schengenområdet:

  • Cypern, Storbritannien, Irland, Kroatien

Læs mere herunder:
Liste over hvornår medlemsstaterne tidligere har indført midlertidig grænsekontrol
Liste over lande der pt. har indført midlertidig grænsekontrol
Schengengrænsekodekset
Kommissionens hjemmeside om Schengensamarbejdet
EU-Oplysningens hjemmeside om Schengensamarbejdet

Publikationer fra Kommissionen om Schengen:
Schengen: Vejen til fri bevægelighed i Europa for alle
Europa uden grænser: Schengenområdet
Grænser og sikkerhed: Opbygning af et åbent og sikkert EU

 

PDF version af vidensnotatet[/fusion_text] Opdateret