Russisk valg v. Kim Frederichsen

Søndag 18. marts “vælger” russerne hvem der skal være præsident i Rusland. Kim Frederichsen vil fortælle om det politiske system i Rusland og komme ind på resultatet og hvad det betyder for landet og for forholdet til EU.

Åbent for alle og uden tilmelding. Der vil blive serveret kaffe og snacks.

Sted: gæstekantinen, HF & VUC FYN Odense, 6-8 Kottesgade, 5000 Odense C

I samarbejde med Dansk-Russisk Forening og med tilskud fra Europa-Nævnet.

Facebook: https://www.facebook.com/events/991123254372648/

 

Bekymrende sejr til Kurz og Frihedspartiet ved det østrigske valg

Den kun 31-årige østrigske udenrigsminister, Sebastian Kurz, ser efter gårsdagens valg ud til at blive ny kansler i alpelandet. Det giver grund til bekymring.

Han har godt nok gjort det helt klart, at Østrig under alle omstændigheder bliver i EU, hvis han skal påtage sig regeringsansvaret, men der er desværre ikke tale om fuldtonet opbakning til Merkel og Macron. Sidstnævntes ønsker om en styrket eurozone har Kurz blankt afvist, og han har samtidig været en af de mest konsekvente kritikere af Merkels flygtningepolitik.

Kurz og hans konservative parti, ÖVP, skal enten agere som mindretalsregering eller i regering med det højrepopulistiske frihedsparti, FPÖ. Den tredje mulighed, (endnu) en stor koalition med socialdemokraterne, SPÖ, regnes for mindre sandsynlig.

Det er samarbejdet med den hedengangne Jörg Hadiers FPÖ, som spekulationerne lige nu drejer sig om, og her kommer flygtningepolitikken og forholdet til Islam i fokus. Kurz har vundet på en stram udlændingepolitik, kritik af islamismen og taler for, at nationerne skal have en større rolle i EU. FPÖ vil kun trække ham mere i den retning.

I en tid, hvor der er brug for klar støtte til Merkel og Macrons visioner for et stærkere og mere sammentømret EU, er det bekymrende, at østrigerne med valget har taget et skridt hen mod en mere skeptisk europapolitik. Det er ikke det, der er brug for.

De nationale og populistiske partier vinder frem. Det så vi både med AFD’s indtog i den tyske forbundsdag, Wilders fremgang i Holland, Le Pens markante andenplads ved det franske præsidentvalg og selvfølgelig også med Dansk Folkepartis resultat som det største borgerlige parti ved det seneste folketingsvalg herhjemme. I går gik det østrigske frihedsparti, FPÖ, så atter frem. Og det klassiske østrigske konservative parti, ÖVP, gik kun frem, fordi det anlagde en mere populistisk og ikke ligefrem EU-jublende linje. Det er ærgerligt. De gamle partier bør stå vagt om det europæiske projekt. Der har Kurz og ÖVP svigtet. Vi skal have pustet nyt liv i ånden fra Macrons sejr ved det franske præsidentvalg. Kun gennem optimisme, nye idéer til samarbejdsformer og fælles løsninger kan det europæiske kontinent genvinde sin styrke og skabe fred, velstand og gode fremtidsmuligheder for de europæiske folk.

Skrevet af Stine Bosse, formand for Europabevægelsen

 

En historisk stor Europabevægelse genvælger Stine Bosse som formand

Europabevægelsens medlemmer har i dag enstemmigt genvalgt Stine Bosse som formand for Europabevægelsen på deres landsmøde i Aarhus. Det er et landsmøde, der summer af optimisme og tro på fremtiden. Europabevægelsen har netop rundet de 2000 medlemmer, og har under Stine Bosses ledelse de sidste to år haft en medlemsfremgang på hele 52 %.

Jeg er utrolig stolt over, at jeg i endnu et år kan stå i spidsen for en Europabevægelse, der bliver større og stærkere for hver dag. Vi Vil Europa, og der bliver mere og mere brug for os. Efter Brexit og valget af Trump er medlemmerne strømmet til Europabevægelsen, og det bekræfter mig i, at herhjemme er vi stadig mange, som vil det europæiske fællesskab og mange, som gør modstand mod de nationalistiske og protektionistiske tendenser. Tiden er for alvor inde til at fremme den europæiske fællesskabsfølelse blandt danskerne, så befolkningens i forvejen store opbakning til EU stiger.”

Jens Boe-Andersen, EU-chef i Dansk Metal blev genvalgt som næstformand, mens Jens-Kristian Lütken, medlem af Borgerrepræsentationen for Venstre, blev valgt som ny næstformand. Han overtager posten fra Morten Løkkegaard, medlem af Europa-Parlamentet for Venstre, som efter to år på posten stopper som næstformand i Europabevægelsen.

Det europæiske valgår 2017

Brexit og Trump har domineret dette års politiske dagsorden. 2016 var året, hvor mange for alvor begyndte at stille spørgsmålstegn ved Europas fremtid, mens populismen stormede frem. Samtidig kan vi se frem til et 2017, der byder på mange valg rundt omkring i Europa. Resultaterne af disse valg vil give genklang langt ind i EU’s fremtid.

Vi har her samlet et overblik over de valg, du skal holde øje med i 2017.

Nyvalg i Italien til foråret 

Den 4. december 2016 stemte italienerne nej til den forfatningsændring, deres premierminister Matteo Renzi havde foreslået. Resultatet blev, at Renzi trak sig som premierminister, og at præsident Sergio Matarella har overtaget ledelsen af landet midlertidigt. Det forventes, at der i foråret 2017 vil blive udskrevet parlamentsvalg i Italien, så landet kan få en ny regering og premiereminister.

Flere EU-kritiske politikere, heriblandt Marine Le Pen, ser på valget som et tegn på, at italienerne vender EU ryggen. Ved det nye parlamentsvalg til foråret står det eurokritiske parti Femstjernebevægelsen da også til at opnå stor indflydelse. Lederen af partiet, Beppe Grillo, er kendt for sine store dundertaler mod EU og det etablerede politiske system, og hvis partiet vinder regeringsmagten er det meget sandsynligt, at det vil sende Italiens medlemskab af euroen til folkeafstemning. En sådan afstemning har potentiale til at svække ikke blot eurosamarbejdet men også det økonomiske samarbejde i EU mere generelt.

Læs mere om situationen i Italien her.

Parlamentsvalg i Holland

Til marts afholdes der parlamentsvalg i Holland. Her lader det til at blive et opgør mellem den ekstremt EU- og indvandrerkritiske Geert Wilders fra det højreorienterede parti Frihedspartiet og den nuværende ministerpræsident Mark Rutte.

Flygtningesituationen i Europa har givet Wilders vind i sejlene, og da krisen var på sit højeste, lå han op til 10 procent foran Rutte i meningsmålingerne. Henover sommeren er det dog lykkedes Rutte at hale ind på Wilders, men hans parti står stadig svagt i meningsmålingerne. Hvis Wilders vinder valget i marts, vil Holland fremover være mere lukket, mindre kompromissøgende og et uden tvivl meget EU-skeptisk land. Holland er et af de oprindelige lande i EU, så det vil være et hårdt slag mod samarbejdet i Europa.

Læs mere om opgøret mellem Rutte og Wilders her.

Forårets præsidentvalg i Frankrig 

Et af de helt store valg finder sted mellem april og maj, når der skal findes en ny præsident i Frankrig. Da landet spiller en helt afgørende rolle for samarbejdet i EU, sammen med Tyskland, bliver den politiske udvikling i landet fulgt nøje. På nuværende tidspunkt er der stadig mange med i opløbet, men en af de helt store kandidater er partilederen fra Front National, Marine Le Pen. Partiet er ekstremt indvandrer- og EU-kritisk og har opnået stor fremgang de sidste par år. Deres mærkesager er blandt andet deportering af flygtninge og udmeldelse af EU og euroen.

Modstanderne til Marine Le Pen er blandt andet Francois Fillon fra Republikanerne og Manuel Valls fra det socialistiske parti. Det er stadig for tidligt at sige noget om, hvem der står til at vinde valget, men efter Brexit og valget i USA, bliver det ikke længere opfattet som umuligt, at Marine Le Pen kan blive den næste præsident i Frankrig. Økonomisk usikkerhed, høj arbejdsløshed og de mange terrorangreb, der har ramt Frankrig i den seneste tid, kan være en fordel for Front National.

Læs mere om kandidaterne til valget her.

Forbundsdagsvalg i Tyskland 

Efterårets valg i Tyskland må være det vigtigste valg i 2017. Som det største land i EU, vil valget få afgørende betydning for Europas fremtid.

Også i Tyskland er de stærkt højreorienterede og nationale kræfter på fremmarch. Alternative Für Deutschland har længe haft medvind og har ikke været tilbageholdende med at kritisere Angela Merkels flygtningepolitik og udnytte Trumps sejr i USA. Partiet bliver dog stadig anset som kontroversielt af de fleste etablerede politiske partier, hvilket kan gøre det vanskeligt for dem at komme med i en regering. I november offentliggjorde Merkel, at hun genopstiller til valget i efteråret. I en tid hvor Europa er præget af splittelse og opbrud, er der dog gode chancer for at den tyske befolkning fortrækker den stabilitet, som Merkel kan tilbyde ved et genvalg.

Læs mere om Angela Merkels fordele her.

Skrevet af Mille Natalie Gregersen. 

Debatindlæg: Putin jubler: Trump er præsident

Med Trump som præsident er der skabt en betydelig usikkerhed i Europa, navnlig jo tættere på Rusland man kommer.

Det må være vanskeligt at få armene ned i Kreml efter Donald Trumps overraskende valgsejr. Trump er for at sige det mildt yderst positiv overfor Putins Rusland, og meget tyder på at han er klar til at hæve sanktionerne mod Rusland. Det vil være et klart signal om at Rusland kan gøre hvad de vil i Ukraine. Det er en ting, men også et signal om at de baltiske lande ikke skal regne med at USA hjælper, hvis bjørnen viser tænder. I Litauens hovedstad, Vilnius, er der ved byens gamle rådhus opsat en mindeplade med et citat fra George Bush: ”Den der vælger Litauen som fjende har også valgt USA som fjende”. Den mindeplade kan litauerne vist godt pille ned igen.

Med Trump som præsident er der skabt en betydelig usikkerhed i Europa, navnlig jo tættere på Rusland man kommer. Vi kan ikke længere regne med USA’s beskyttelse. Det kunne vi egentlig heller ikke under Obama, men nu er budskabet udbasuneret med Jesu genkomsttyper, således at der ikke er noget at gå fejl af.

Trumps sejr bør vær et wake-up call for EU’s beslutningstagere. Europa må nu stå på egne ben, og der er kun EU til at forsvare fælles værdier som frihed og demokrati. Der er kun EU til at sætte hælene i overfor et aggressivt Rusland, for Trump hylder som bekendt Putin som en stærk leder.

For Putin passer Trumps sejr som fod i hose til fortællingen om, at de vestlige demokratier er i opløsning, og at der overalt i den frie verden hersker kaos og usikkerhed. Den fortælling kan meget hurtigt vise sig at være ganske rigtig, hvis vi ikke står sammen i Europa, og forsvarer de ting vi har opbygget i et forpligtende fællesskab. Det gælder eksempelvis de åbne grænser i EU, de europæiske institutioner, men også det fortrolige forhold på tværs af Atlanten. Alt dette har medført en fredeligere verden og en uhørt velstandsfremgang. Det er alt sammen på spil nu, hvor først Brexit rystede EU og Trump har rystet resten af verden. Tilbage står nu spørgsmålet om Marine Le Pen vinder næste års præsidentvalg i Frankrig – for så er den verden vi kender for alvor sendt til tælling.

Skrevet af Jens-Kristian Lütken, medlem af Europabevægelsens forretningsudvalg. Bragt i Jyllands-Posten 09/11/2016. 

Balkan – a soft belly

Igor rynker brynene, i det han siger, at ”Balkan og især Serbien er EU’s bløde punkt, og Rusland er ekstremt interesseret i Balkan”. Det er ikke til at overhøre alvoren i udsagnet, selvom det engelske udtryk soft belly, får smilehullerne frem på flere af de unge danske tilhørere, der har valgt at bruge en eftermiddag med den serbiske Europabevægelse i Beograd.

Igor holder en kunstpause, inden han fortsætter sit oplæg, og han fortæller om et Serbien, der tydeligt er splittet mellem at gå mod EU eller Rusland. Flere og flere serbere har svært ved at se, hvad EU kan give dem, når EU ikke engang har nogle løsninger over for Victor Orban eller den økonomiske krise og Grækenland. Samtidig spørger mange serbere sig selv: ”Hvorfor skal vi gå ind i EU, når et af de store EU-lande er på vej ud i form af Brexit?” Igor efterlyser en værdidebat i Serbien, hvor EU bliver bedre til at kommunikere med serberne og fortælle om de goder, der er ved det europæiske samarbejde som f.eks. menneskerettigheder, rule of law og ytringsfrihed. Det kan flere af de unge danskere godt sætte sig ind i, for EU’s manglende kommunikation bliver også diskuteret i Danmark.

Den lille danske delegation på 20 mand fra SILBA, der opmærksomt lyttede til den serbiske Europabevægelse, tog til Beograd for at observere det serbiske parlamentsvalg søndag den 24. april 2016. Inden valget blev de oplyst om det aktuelle politiske miljø, om valgloven i Serbien og Serbiens forhold til EU og Rusland. De fik en forståelse af, at der reelt ikke er noget alternativ til det tidligere regeringsparti med Vučić i spidsen, som i øvrigt var informationsminister under Milošević samt at mange serbere forholder sig afventende og med tiltagende skepsis over for EU. Med disse oplysninger havde valgobservatørerne fået den fornødne indsigt i Serbiens aparte situation og var derved rustet til selve valgobservationen.

At gå til valgurnerne i Serbien

Som serbisk stemmeberettiget havde man mulighed for at afgive sin stemme fra kl. 07.00 til 20.00. Det betød en meget lang dag for de danske valgobservatører, som startede ude på valgstedet 06.30 og for nogle sluttede dagen først kl. 02.00 om natten.

En af de mest åbenlyse forskelle på valg i Danmark og Serbien er stemmeboksene. Det var som sådan ikke en stemmeboks, men et bord, hvor der var sat et papkryds imellem. Det indbød til at flere vælgere stemte sammen, hvilket ofte skete, dog uden, at de valgtilforordnede greb ind. Den generelle, men ubekræftede forklaring var, at det var for at undgå, at vælgerne kunne sælge deres stemme ved at tage billeder af deres valgseddel.

serbien billede 2

En anden beretning fra valgobservatørerne var, at da de valgtilforordnede ud på natten havde fået talt stemmerne op, nåede de frem til, at der var to stemmer i overskud. Der var altså to stemmesedler mere, end folk der var registreret som havde været inde at stemme. Det burde selvfølgelig ikke kunne lade sig gøre, og de kunne slet ikke sende et sådant resultat ind. Men heldigvis var den overordnede valgtilforordnede pragmatisk anlagt, så hun tog to stemmesedler fra det parti, der havde fået flest stemmer og rev dem midt over. Herefter stemte regnskabet, og alle skrev under på protokollen, og de kunne komme hjem.

Langt de fleste steder blev valgobservatørerne budt velkommen med sandwich og kaffe, og flere steder blev valgobservatørerne klappet ud. Selvom der ikke altid var lige styr på, om listerne med stemmeberettigede nu også var lister over levende borgere, så var interessen for internationale valgobservatører ikke til at tage fejl af.

Selve valgprocessen foregik i de store hovedtræk, som de internationale forskrifter lyder. De uregelmæssigheder der var at finde kan primært begrundes i manglende erfaring eller manglende procedurer. Valghandlingen levede op til de internationale forskrifter, og serberne udfører valghandlingerne, som OSCE foreskriver. Der er derfor ikke grund til bekymring på den front.

Resultatet

Ved parlamentsvalget den 24. april genvandt Aleksander Vučić´s parti Serbiens Progressive Parti 48,5 % af stemmerne. Han sidder derved på 130 af sæderne i det 250 sæder store parlament. Vučić har lang erfaring i det politiske miljø i Serbien, og har offentligt udtalt, at han har ændret sig siden dengang, han var informationsminister under Milošević, og nu både vil samarbejde med både EU og Rusland.
Serbiens Socialist Parti, Milošević gamle parti, er et parti med nationalistiske holdninger, der ønsker samarbejde med Rusland. De blev 2. størst med 11 % af stemmerne. Vojislav Šešelj og Serbiens Radikale Parti blev det 3. største og kom i parlamentet med otte procent af stemmerne. Partiet, og manden der kommer med ultranationalistiske holdninger, ønsker et samarbejde med Rusland og ikke EU. Vojislav Šešelj blev frifundet af den internationale krigsforbryderdomstol i Haag den 31. marts i år for krigsforbrydelser under Balkankrigen.

Det betyder altså, at Serbien i dag er ledet af de samme personer, som sad på de tunge poster i 90’erne under Milošević. Selvom Vučić offentligt har erkendt sine tidligere fejltagelser og i sin tid brød med Serbiens Socialist Parti, fordi han troede på et stærkere EU-samarbejde, så balancerer han i dag på en knivsæg mellem sine egne partifælder, de andre partier i parlamentet og mellem EU og Rusland.

Europas soft belly – det kan ikke ignoreres

Med det parlament der blev valgt ind den søndag i april, er det måske for alvor på tide at tage Serbien alvorligt og tage den bekymring alvorligt, som de pro-europæiske stemmer rejser samt tage kritikken om manglende kommunikation til sig. Det er ikke for underholdningens skyld, at Balkan bliver omtalt som Europas soft belly.

Du kan læse mere om det serbiske valg her
SILBAs rapport om valget i Serbien
BalkanInsight

Skrevet af: Karina Ersted Christensen, hovedansvarlig for SILBAs valgobservation i Beograd
Redaktør: Karina Houlberg Skydsgaard

Stine Bosses tale efter valgresultatet

Kære Venner, kære medlemmer af Europabevægelsen og Europæisk Ungdom.

Vi har nu fået resultatet af folkeafstemningen og vi må sande, at det blev et nej. Det er jeg oprigtigt ked af og træt af.

Vi har kæmpet hårdt og mange af jer af har ydet en utrættelig indsats.

Vi kom rundt i hundrede byer, vi har talt med tusinder af mennesker, vi har skrevet bunker af debatindlæg og vi har været aktive på de sociale medier.

Alligevel står vi nu alle med en træls følelse. For hvad skal der nu ske? Det vil den kommende tid vise.

Men én ting er sikkert – I Europabevægelsen vil vi kæmpe videre. Opgaven er ikke blevet mindre.

Udfordringerne bliver flere og flere; flygtningekrise, krige i vores naboregioner og klimaudfordringer er bare nogle af de problemer som kræver fælles svar.

Derfor skal I når vi skilles i aften være klar over, at der er endnu mere behov for jeres indsats og opbakning end nogensinde før.

Valgresultatet

Årsagerne til afstemningens udfald er mange. Og nu må vi bruge noget tid til at granske resultatet og også evaluere vores egen rolle.

En del af det handler formentlig om, at danskerne ikke har oplevet kampagnerne op til afstemningen som fuldstændige.

Vælgerne, kommentatorerne og nej-siden har kritiseret ja-sidens kampagne for at være skræmmekampagne.

Det mener jeg ikke, at vi skal tage ansvaret for i Europabevægelsen, men jeg mener, at det er vigtigt, at vi skriver os det bag øret, så vi kan forholde hos til det ved kommende folkeafstemninger.

Det skal vi forholde os til, fordi nej-siden har haft held til at vinde stemmer ved at anklage ja-siden for skræmmekampagne.

Men samtidig fristes jeg til at sige: ‘Tyv tror, hvermand stjæler’.

For det ærgrer mig, at nej-siden har brugt så mange kræfter på at fortælle, at EU er noget, vi skal være frygtelig bange for.

Jeg synes også, det har været problematisk, når nej-politikere skråsikkert er gået ud og har stillet garantier om, hvad vi kan få af aftaler i tilfælde af et nej.

Endelig synes jeg, det går helt galt, når politikere siger, at vi ikke skal tro på politikere.

Jeg kan forstå, hvis der er en enkelt politiker, man ikke har så meget tillid til, men i dette tilfælde er det jo hele Folketinget og hele vores politiske system, vi taler om.

I store træk og uden at tolke for meget på resultatet, må vi konstatere, at nej’et er et nej til at investere dansk suverænitet i det europæiske fællesskab og et nej til europol og de resterende retsakter som vedrører alt fra virksomheder til udsatte befolkningsgrupper.

Fremtidens udfordringer

Når vi står her i dag og har tabt valget, kan vi hurtigt blive mismodige og frustrerede over den situation, som det stiller os i.

Det skal vi ikke blive, for intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

De partier som har anbefalet et nej ved folkeafstemningen, må nu tage ansvar.

Ansvar for at bidrage til en formulering af, hvad det danske nej betyder og ansvar for i samarbejde med ja-partierne at finde en løsning på, hvordan Danmarks tilknytning til Europa så skal være på retsområdet.

Ansvaret for de løsninger har alle nej-partierne undslået sig under hele kampagnen og faktisk er det samme tilfældet i dansk politik generelt.

Ingen af nej-partierne har nogensinde taget regeringsansvar på sig og de har ikke taget ansvaret for at konstruere helhedsorienterede løsninger på sig.

Det bliver de nødsaget til nu.

Det håber og tror jeg på, vil gavne den løsningsorienterede tilgang til politiske problemstillinger, fremfor at kritisere uden selv at komme med alternativer.

For verden venter ikke på Danmark.

Mens vi har ført og været vidne til en valgkamp om en meget lille del af den danske EU-tilknytning, har store udfordringer været på dagsordenen i Europa og verden.

Cop21 finder i dette øjeblik sted i Paris.

Her skal verdensledere forsøge at finde fælles løsninger på fremtidens klimaudfordringer.

Der er store flygtningemigrationer, som flygter fra krig i Mellemøsten.

Og i det europæiske fællesskab står vi i december overfor en diskussion af Storbritanniens tilknytning til EU, som i de andre EU-lande fylder langt mere i befolkningers bevidsthed end den afstemning, vi lige selv har været i gennem.

Vores ene næstformand, Morten Løkkegaard, sagde forleden, adspurgt på TV2 News af en gruppe børn, at de andre lande i EU for længst havde opgivet at forstå, hvad Danmark egentlig ville med det Europæiske fællesskab.

Jeg må give ham ret.

For det må unægtelig være svært at forstå, at vi på den ene side vil have alle goderne ved fællesskabet, på den anden side vil vi ikke bidrage til det.

Og når det hele brænder allermest på, tillader vi os at kritisere forsøgene på at løse de store problemstillinger, selvom vi ikke selv deltager i løsningerne.

Den pointe gælder EU-landene i mellem, såvel som den gælder partierne i det danske folketing, såvel som den gælder i forhold til alle andre fællesskaber.

Kritik bidrager ikke til løsningen af problemer, hvis kritikeren konsekvent undlader at bidrage med andet end kritik.

Den fortsatte kamp

Det nej, som danskerne i dag har givet til tilvalgsordningen, kan som nævnt gøre os mismodige og frustrerede.

Men det gør os ikke overflødige.

Faktisk gør det os i Europabevægelsen mere vigtige end nogensinde før.

Den brændende platform som vi i mange år har snakket om på europæisk niveau, er den vi står på lige her i dag.

For det er muligt, at det blev et nej til tilvalgsordningen, men et nej til tilvalgsordningen betyder ikke, at der ikke er behov for grænseoverskridende løsninger på grænseoverskridende problemer.

I forhold til de løsninger er EU stadig vigtig og bliver vigtigere og vigtigere for hver dag, der går.

Det betyder ikke at det Europæiske Fællesskab er perfekt. Overhovedet ikke.

Men det betyder, at hvis vi vil tillade os at kritisere det uperfekte i håb om at gøre verden bedre for både danskere og andre europæere, er det en forudsætning, at vi selv bidrager og går forrest i kampen.

Det vil vi fortsat kæmpe hårdt for i Europabevægelsen.

Tak for engagementet i valgkampen

Med de ord vil jeg endnu en gang takke vores kampagnesekretariat og vores fantastiske frivillige for en super dedikeret indsats de seneste måneder.

Jeg vil gerne takke Europæisk ungdom for godt samarbejde og jeg vil gerne takke både partier, organisationer og bidragsydere for engagement i kampagnen.

Nok blev det et nej, men min tro på engagementet i Europa er kun blevet styrket i løbet af valgkampagnen og det kan jeg takke Jer for.

Nu skal vi feste på trods af resultatet og i vished om, at vi fra i morgen igen er parat til at kæmpe for fælles løsninger i Europa. GOD FEST.

Endnu et græsk drama?

Grækenland afholder parlamentsvalg for anden gang i 2015. Men hvordan ser den politiske situation ud i det gældsplagede land og hvad skal man holde øje med op til valget i demokratiets vugge?

Det er kun lidt over to måneder siden, grækerne sidst måtte til stemmeurnerne. Dengang var det for at stemme ja eller nej til den hjælpepakke, som landet havde fået tilbudt af dets kreditorer, herunder den Europæiske Centralbank, EU-Kommissionen og IMF. Landet fravalgte lånepakken gennem folkeafstemningen, men måtte efterfølgende gå tiggergang hos kreditorerne, som til slut endte med at tilbyde Grækenland en lånepakke, som ifølge det anerkendte græske medie Kathimerini var om muligt endnu ringere for Grækenland end den lånepakke, som folkeafstemningen handlede om. Meget vand er løbet gennem åen i landet på de godt to måneder, der er gået siden afstemningen. Blandt andet har Grækenland i øjeblikket og minimum indtil valget 20. september en konstitueret premierminister, Vassiliki Thanou, som har siddet på posten siden valgudskrivelsen. Desuden har det græske parlament med lånepakken været tvunget til at stemme reformer igennem, som har gjort det dyrere for skatteborgere og virksomheder at være græske. Derfor har tilliden til den tidligere premierminister Alexis Tsipras fra venstrefløjspartiet Syriza også været stærkt faldende. Ikke bare blandt politiske modstandere, men også blandt partifæller. Ja faktisk er tilliden svundet så meget ind, at 25 ud af Syrizas 149 parlamentsmedlemmer forlod partiet tidligere på sommeren og dannede et nyt venstrefløjsparti: Popular Unity.

Stigende system skepsis
Netop dannelsen af et nyt parti, som placerer sig på en af yderfløjene i det politiske spektrum, er essensen af den udfordring, som græsk politik står overfor ved valget den 20. september.

På venstrefløjen har partiet Syriza i de sidste tre år etableret sig som en magtfaktor, men endnu længere ude på venstrefløjen finder vi partier som Popular Unity og Grækenlands kommunistiske parti. På højrefløjen har Gyldent Daggry længe været bannerfører for systemkritiske synspunkter skarpt forfulgt af partiet De Uafhængige Grækere. Forventningen var, at de ved dette valg skulle bakkes op af LAOS – det national-konservative parti, som tidligere har været repræsenteret i det græske parlament, dog ikke siden valget i 2012. Partiet har dog valgt at undlade opstilling, fordi de mener, at der har været for kort tid til at forberede kampagnen.

Alt i alt tegnes det græske politiske spektrum nu af to stærke yderfløje, som nævnt ovenfor, og en midte som hovedsageligt består af det social-liberale To Potami, det tidligere så stærke socialdemokratiske Pasok og den nuværende udfordrer til regeringsmagten: konservative Nea Demokratia (ND).

Den skarpe opdeling mellem to systemkritiske yderfløje og en midte, som historisk set bærer en stor del af ansvaret for den korruptionsopfattelse, grækerne forbinder med deres politikere, gør valget den 20. september særdeles spændende af flere årsager.

Tre ting at holde øje med ved valget
For det første bliver det interessant at se, om yderfløjene løber afsted med hovedparten af stemmerne. Den tendens har den landsdækkende avis Kathimerini advaret imod i adskillige ledere over den seneste måned, fordi de frygter, at to stærke ydefløje vil fastholde Grækenland i et politisk jerngreb, hvor der ikke kan tages nogen form for politiske beslutninger på grund af den store uenighed fløjene i mellem.

For det andet bliver det spændende at følge den tidligere premierminister Tsipras og hans parti Syriza ved valget. Syriza har, siden de kom til magten ved et jordskredsvalg i januar, lidt forsmædelige nederlag. Det største, da de som regeringsparti måtte konvertere grækernes nej til den europæiske hjælpepakke til et ringere alternativ. Syriza står i øjeblikket skulder ved skulder med ND i meningsmålinger og tilhængere af partiet har åbenlyst tilkendegivet tro på, at Alexis Tsipras plads i historiebøgerne vil blive behæftet med mere positivt ladede ord, hvis han ikke genvinder magten. På den måde slipper han nemlig for ansvaret, når de reformer, han har fået stemt igennem parlamentet skal træde i kraft. I stedet kan han overlade ansvaret til NDs nye spydspids Vangelis Meimerakis, som kan overtage den tvivlsomme ære at implementere reformerne endegyldigt.

Ansvarsfulde hverv er uden tvivl øretævernes holdeplads. Ikke mindst i Grækenland, hvor titlen som demokratiets vugge stadig bliver taget dybt seriøst flere tusind år efter demokratiets første spæde skridt. Men under overfladen ulmer apatien. Siden Tsipras udskrev valg, har det ikke været unaturligt som rejsende i Grækenland at lægge ører til udsagn som: ”Hvert hjem og hver Taverna har sin egen premierminister. Lad os holde fast i det og undlade at give legitimitet til løgnhalsene i Athen”. For det tredje bliver den generelle valgdeltagelse et af de vigtige omdrejningspunkter. Siden valget i 2000 hvor valgdeltagelsen var på cirka 75 %, har der været et nogenlunde støt fald. Ved det seneste parlamentsvalg i januar lå valgdeltagelsen på 63,6 %.

I kraft af usikkerheden om både valgdeltagelse og mandatfordeling bliver valget den 20. september måske ligeså vigtigt for Grækenlands national- og Europapolitiske fremtid som folkeafstemningen i juni. Det synes dog endnu ikke helt at være gået op for de internationale medier, som (fristes man til at tænke) formentlig afventer endnu en græsk gældskrise, før landet igen finder vej til forsiderne.

 

Skrevet af Peter Parbo

Selvstændighed på menuen i Catalonien

Den 24. maj blev der afholdt valg i 13 ud af 17 regioner i Spanien. Den 27. september er det Cataloniens tur. Catalonien har fået megen europæisk opmærksomhed på det seneste, både i den danske folketingssal og i Europarådet, grundet ønsket om suverænitet og et selvstændigt EU-medlemskab. Derfor har valget i Catalonien vakt stor interesse – både i og udenfor Spanien – da det vil få stor betydning for, hvorvidt catalanske nationalister sammen med andre pro-catalanske løsrivelse-partier vil være i stand til at forhandle med centralregeringen om selvstændighed. FokusEuropa opsummerer her udfaldet af valget d. 24. maj, forandringer i det catalanske politiske landskab, samt meningsmålinger op til valget den 27. september.

Ved regionalvalget i maj fik det konservative Partido Popular (PP) og socialistiske PSOE sammenlagt kun halvdelen af stemmerne på basis af de 13 regioner, som gik til valg. Til sammenligning fik de to tredjedele af stemmerne i 2011. Det er en markant nedgang, samtidig med at to nyere partier oplevede en stejlt stigende tilslutning, nemlig midterpartiet Ciudadanos og venstrefløjspartiet Podemos. Det er et nyt politisk landskab, skrev New York Times d. 25. maj, hvor koalitionsregeringer i højere grad kommer til at præge regionerne.

Kigger man på Catalonien, har Cataloniens præsident, Artur Más, siden sidste valg siddet på regeringsmagten støttet af sit eget parti, det højreorienterede midterparti  Convergencia Democratica de Cataluña (CDC), og det andet højreorienterede midterparti, Unió Democratica de Catalunya (UDC). Tilsammen bliver denne politiske alliance kaldt CiU, og gik i sin tid sammen for at kæmpe imod venstrefløjskoalitioner. De to partier har dog haft deres uoverensstemmelser, hvilket den 18. juni i år betød, at det mindste parti UDC trådte ud af regeringssamarbejdet. CDC er til den liberale side, mens UDC er et kristendemokratisk parti. De er begge nationalistiske partier, hvor CDC går ind for fuld catalansk uafhængighed, mens UDC  indtil nu har været tilfreds med den føderale løsning, der tillader selvstyre i regionerne. De to partier stiller nu op hver for sig til næste valg d. 27. september.

Brydningen af midthøjre-koalitionen blev fremprovokeret af en intern afstemning i UDC den. 14. juni om ’ja’ eller ’nej’ til uafhængighed, som skulle afklare partiets samlede holdning til emnet. Resultatet af afstemningen gjorde det klart, at UDC var todelt. Kun et smalt flertal på 5 procentpoint stemte for fuld catalansk uafhængihed, ifølge den catalanske avis La Vangardia d. 15. juni 2015. Efterfølgende krævede CDC af UDC at de fremsatte partiets endelige holdning til sagen; et nej til catalansk nationalstat fra UDCs side ville gøre en ende på alliancen, var CDCs ultimatum. 16 af UDCs regionale parlamentsmedlemmer udtrykte, at de ønskede at forlade CiU samarbejdet, 10 stemte imod og 2 stemte ikke, oplyser Catalan News Agency. Efter dette ultimatum er CiU ikke længere en alliance, der rummer nuancerede holdninger til uafhængighed, men derimod har denne dramatiske splittelse gjort Artur Más til frontfigur for løsrivelsesprocessen. Artur Más har lovet at udbygge catalanske institutioner – om Spanien har sagt god for det eller ej – til at kunne varetage alle opgaver en nationalstat forvalter. Dette inkluderer at oprette en catalansk centralbank, et skattekontor samt militær.

Hvad kommer CiUs opløsning til at betyde for de to separate partiers valg?

Koordinatoren for CDC har som kommentar til dette sagt, at CDC står stærkere i forhold til at gøre regionalvalget til et spørgsmål om uafhængighed. Artur Más mener også, at det er til fordel for hans kandidatur den 27. september.

CDCs ønske om at gøre valget til et ja eller nej til løsrivelse ser dog ikke ud til at blive indfriet. Den store spanske avis El País offentligjorde den 3. juli et uddrag af en undersøgelse foretaget af det Regionale Regerings Center for Opinionsundersøgelser. Den indikerer, hvor mange vælgere der vil stemme på baggrund af partiernes holdninger til uafhængighed, krisepolitik eller en kombination. 58% af respondenterne svarede, at de vil stemme på baggrund af, hvordan partierne vil takle krisen. 21% svarede, at de vil stemme ud fra partiernes holdninger til frigørelse, mens 14% sagde, at en kombination af begge dele indgår i beslutningen.

Undersøgelsen bragte også indikationer – omend usikre – om valgresultatet for denne nordlige regions parlamentsvalg. Undersøgelsen er usikker fordi, CiU gik i opløsning inden for det tidsinterval, hvor dataindsamlingen fandt sted. Altså er undersøgelsen lavet ud fra det udgangspunkt, at CiU stadig står samlet. Ydermere havde venstrefløjskoalitionen (Si es Pot) endnu ikke valgt deres præsidentkandidat, så derfor kunne personlige stemmer ikke spille ind her.

Under alle omstændigheder ser CiU, sammen med ventrefløjspartiet Ezquierra Republican de Catalunya, ud til samlet set at få flest og omtrent  lige mange stemmer ifølge en meningsmåling. Samme meningsmåling forudser, at det nye venstrefløjsparti, Podemos, bliver tredjestørst, mens Ciudadanos følger længere nede på listen. Det vil altså sige, at der stadig er gode odds for, at Artur Más ved et genvalg får mulighed for at gennemtvinge sin 18-måneders plan, for at gøre Catalonien uafhængigt af Spanien. Godt nok høster Artur Más ikke alle stemmerne til CiU, da de er gået fra hinanden, men eftersom omkring halvdelen af  UDCs medlemmer stemte for fuld løsrivelse ved deres interne valg, kan Más potentielt hente stemmer her.

Cataloniens valg den 27. september har altså potentiale til at skabe spansk historie, hvis udfaldet bliver til fordel for Artur Más. Derfor bliver det også mere end almindeligt interessant at følge både valget og de efterfølgende forhandlinger om koalitionsdannelse.

 

Artiklen er skrevet af Nanna Schmidt

 

Hos Europabevægelsen har vi tidligere skrevet om det spanske regionalvalg i maj:

Spansk regionalvalg på fem minutter

Deroute hos de spanske konservative

Hvis du kan læse spansk, kan du også ajourføre dig om valget på følgende websider:

Cataloniens sektionen i El Mundo

Beskæftiger sig med lokal nyheder i Catalonien.

Danmark har behov for både Mario og Martin

Vækst og arbejdspladser i Danmark afhænger af, at vi kan sælge vores legoklodser, termostater og bacon på tværs af grænserne
fx til andre EU-lande.

Vores mulighed for at finde arbejde i andre lande er en fordel – ligesom det er en fordel, at Danmarks arbejdsmarked er åbent
for borgere fra andre lande.

Vi er kort sagt afhængige af hinanden i Europa.

Der er brug for både Mario og Martin.
Din stemme til Folketinget er også en stemme på, hvordan vi i Europa skal udvikle vores arbejdsmarked bedst muligt i fremtiden.
Hvilken vej ønsker du at gå?

 

Download Valgflyer: HER