Spændingsniveauet mellem Rusland og Vesten er lige nu intens. Den 29. december havde formand for Europabevægelsen Stine Bosse og Jens-Kristian Lütken et indlæg i Politiken med fokus på Rusland-Ukraine-krisen. Nedenfor kan du se hovedpointerne i indlægget, som stadig er højaktuelle.

OBS: Opsummeringen er sammenfattet af Europabevægelsens sekretariat på baggrund af indlægget i Politiken.



Situationen på grænsen mellem Rusland og Ukraine er lige nu særdeles kritisk. Ifølge de amerikanske efterretningstjenester kan en invasion af Ukraine være nært forestående. Ingen kan naturligvis vide det. Det skal vi tage gravalvorligt.

Uanset, om Putin gør, som vi frygter, er det en klog langsigtet strategi, at vi skaber et uafhængigt Europa, der kan forsvare de værdier, vi kender fra vores EU-traktat artikel 2 – bl.a. demokrati, ytringsfrihed og ligestilling. Vi må samtidig sætte os i en situation, hvor vi de næste årtier kan agere agilt.

1) Sanktioner skal tages i brug

En tung sanktionspakke må gøres klar og tages i brug, såfremt Rusland rykker ind i Østukraine. Det er en oplagt mulighed, at vesten smider Rusland af SWIFT-systemet, som er bankernes indbyrdes kommunikationssystem. I Europa-Parlamentet findes der overvældende opbakning til den fremgangsmåde. Andre sanktionsmuligheder kan gå på at udvide kredsen af russiske personer, der rammes af økonomiske sanktioner, ligesom man kan svække Ruslands muligheder for at modtage lån.

2) Vores energiforsyning må gøres mere uafhængig af Rusland

Der er en udbredt bekymring for, at Putin sænker gasproduktionen og flowet til EU-grund dramatisk i tilfælde af en mere optrappet konflikt. Noget lignende så vi under energikrisen i Georgien i 2006. Vi gør med andre ord klogt i at bevæge os væk fra russisk gasforsyning. Og så er det vigtigt, at vi hurtigst muligt får implementeret de grønne ambitioner i New Green Deal fra EU-kommissionen og gerne skruet yderligere op for dem.

3) Det tredje spor er forsvarsområdet

Det danske forsvarsforbehold kan komme til at udgøre en markant forhindring allerede i det nye år. I Danmark skal vi være meget opmærksomme på, om vi i kraft af vores forsvarsforbehold risikerer at blive hægtet af ny vigtig cyberforsvar-infrastruktur. I Europabevægelsen mener vi, at forsvarsforbeholdet hurtigst muligt skal afskaffes.

Nu er det mere afgørende end nogensinde, at vi lægger kræfterne i et stærkt og uafhængigt Europa, der står klar til forsvar for egne værdier.

Ovenstående er en opsummering af Stine Bosse og Jens-Kristian Lütkens tilgang til Rusland/Ukraine-krisen. Det fulde indlæg kan læses her.

Er du enig i Europabevægelsens svar på Rusland/Ukraine-krisen?

Page Title

Bliv medlem af Europabevægelsen