Af Lars Barfoed, Public Affairs Director hos Primetime
Valget i maj ruskede op i EU’s magtstrukturer. Og det kan vise sig at være samarbejdets redning, mener Lars Barfoed
Valget til Europa-Parlamentet var et skæbnevalg. Gennem en årrække har vi set mere eller mindre populistiske og yderligtgående partier vokse frem i Europa med den fællesnævner, at de er imod eller stærkt kritiske over for EU. Dertil kommer hele bevægelsen repræsenteret ved UKIP i Storbritanien mod medlemskab af EU, der førte til en folkeafstemning og nu Brexit-forhandlingerne.
Der var derfor gode grunde til i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet at forvente, at ikke mindst højre-populistiske anti-EU-partier ville vinde kraftigt frem. Og vel blev der godt og grundigt rykket rundt på magtbalancen i parlamentet, men det blev slet ikke det skred- som man kunne frygte – i retning af en styrket modstand mod EU. Tværtimod står de moderate EU-positive partier fortsat meget stærkt. Det kom ikke mindst til udtryk ved det danske valg af medlemmer af Europa-Parlamentet.
Så langt så godt. Men man skal ikke tage fejl af, at der i befolkningerne er en stærk skepsis over for for meget og for centraliseret EU-regulering. Uden at kunne sammenligne den britiske stemning direkte med stemningen i andre lande, så er der en grund til Brexit, og det skal man fortsat tage bestik af både i parlamentet og Rådet. Men der er det paradoks, at det formentlig samtidig i høj grad er det kaos, Brexit har medført i Storbritannien, der har fået mange vælgere til at besinde sig og fortsat støtte de hidtidige samfundsbærende partier snarere end de oprørske anti-EU partier. Man kan sige, at Europa har fået en ny chance.
Det markante ved valget var, at det hidtidige flertal af socialdemokrater, repræsenteret ved S&D gruppen, og kristendemokrater og konservative i centrumhøjre gruppen, EPP, mistede deres flertal. Et flertal forudsætter fremover, at de allierer sig med enten den liberale ALDE-gruppe eller de grønne. Det satte ikke mindst sit præg på forhandlingerne om nøgleposterne, der nu er konkluderet på i Det Europæiske Råd, men jo fortsat skal stå sin prøve i parlamentet.
I virkeligheden kan det være sundt for et hvilket som helst politisk system, at der bliver rusket op i gamle magtstrukturer. Det tvinger til dialog og nye samarbejder og politisk udvikling hen mod nye løsninger på de politiske udfordringer. Og netop det kan måske vise sig at være det, der kan skabe større tillid til EU på længere sigt.
Det er så ikke de såkaldte “spidskandidater”, der endte med at tage pladserne som kommissionsformand, præsident for rådet og formand for parlamentet. Det møder nogen steder kritik; det bliver endda kaldt udemokratisk. Det er jeg uenig i. Der er intet i EU-traktaten, der foreskriver valg af spidskandidater. Der er i henhold til traktaten en nøje balance mellem rådet og parlamentet i den proces, med en overvægt til rådet.
Man kan sige det på den måde, at rådet er udtryk for et demokrati mellem lande og parlamentet mellem befolkningerne. Hvis man vil fastholde, at EU består af selvstændige lande, må man også fastholde rådets betydning frem for at udhule det ved at flytte mere kompetence til parlamentet. Hvis man derimod vil udvikle EU mere i retning af en føderation, så er det naturligt at fremme parlamentets magt op mod rådet.
Dertil kommer, at set fra en isoleret dansk synsvinkel, så er der større potentiel dansk indflydelse i en beslutningsproces i rådet end i parlamentet.
Den afgående kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, erklærede fra starten af sin periode, at der skulle fokuseres mere på de store udfordringer og mindre på de små, som landene måske kunne løse hver for sig uden EU. Man kan diskutere, om det helt lykkedes, men ideen er rigtig. En stor del af grunden til den kritik, man hører af EU, er afmagten over for de store problemer som immigration, klimatruslen og grænseoverskridende kriminalitet samt arbejdsløshed ikke mindst blandt unge flere steder i Europa. Og samtidig en udpræget mangel på forståelse for, at EU-reguleringen har grebet så meget om sig, som den har.
Den nye formand for kommissionen, formentlig Ursula von der Leyen, bør derfor sætte sig for at styrke både subsidiaritetsprincippet og proportionalitetsprincippet, men samtidig sætte ind med flere ressourcer på de områder, hvor der vitterlig er enorme grænseoverskridende udfordringer. Forhåbentlig vil Margrethe Vestager fra sin nye stærke position også præge arbejdet i den retning.
Debattøren er en del af Europabevægelsens panel af bloggere. Her bidrager en række erhvervsfolk- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere med interesse for det europæiske samarbejde til at styrke debatten om EU. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.
