”Det var et af de stolteste øjeblikke i mit liv, da parlamentet for fem år siden godkendte mig som EU-kommissær for konkurrence”. Sådan sagde Margrethe Vestager i sin indledende tale under Europa-Parlamentets høring tirsdag eftermiddag.
Efter at have svaret på spørgsmål i tre timer fik den danske kommissærkandidat en opadvendt tommelfinger fra parlamentarikerne, der har magt til at afvise eller godkende landenes kommissærkandidater.
Margrethe Vestager er Danmarks kandidat til Europa-Kommissionen. Hun står til at skulle varetage posterne som ledende næstformand med overordnet ansvar for EU’s digitale udvikling og som konkurrencekommissær.
Og det er områder, hvor der ifølge Vestager er nok at arbejde for.
”Digitalisering har enormt potentiale for at gøre vores liv bedre. Men for at tjene borgerne skal den respektere vores fundamentale værdier,” sagde hun.
Vestager er endnu ikke endeligt bekræftet som kommissær og ledende næstformand. Det sker først, hvis Europa-Parlamentet godkender den samlede kommission den 23. oktober i Strasbourg.
Læs mere her.