Af Ole Helmersen, Lektor ved Department of Management, Society and Communication, CBS
Briterne skal til valg den 12. december. Det blev som bekendt resultatet af det kaotiske forløb i Det Britiske Underhus omkring Boris Johnsons reviderede Brexit-aftale.
Boris Johnson lykkedes faktisk for første gang i sin korte tid som premierminister med at få Underhusets godkendelse af den lov, der skal implementere udtrædelsesaftalen ved lovens 2. behandling. Men han blev samtidig fornærmet over, at Underhuset ikke ville acceptere at sjaske den meget vigtige og detaljerede lovgivning igennem på nogle få dage. Derfor trak han lovforslaget.
Johnson skyder skylden på parlamentet
Efterfølgende gik han så efter et parlamentsvalg. Det tog en del tøven fra Labour, der dog endte med at stemme for. Her mente partiet at have fået garantier for, at klippeskræntscenariet (no deal) var taget af bordet. Det passer formentlig Boris Johnson overordentligt godt at få det parlamentsvalg.
Han har gjort meget ud af gennem sine tre måneder som premierminister at portrættere parlamentet som værende imod Brexit. Som et parlament, der ønsker at fratage befolkningen det Brexit, der i hans øjne blev stemt for den 23. juni 2016. Han har gentagne gange udtrykt, at parlamentet står i vejen for hans bestræbelser på at opfylde befolkningens vilje.
No deal lurer stadig i horisonten
Det er imidlertid en misforståelse at tro, at no deal skulle være taget af bordet. Det kan meget vel blive genoplivet i en særdeles livskraftig udgave efter den 12. december. Afhængigt af, om de Konservative genvinder regeringsmagten og især af, hvor stort et flertal partiet i så fald får. De første prognoser fra meningsmålingsinstitutterne efter udskrivelsen af valget peger på, at de Konservative kan stå til et flertal på +5o mandater. Sker dette, vil Boris Johnson komme under massivt pres fra den stærke Brexit-fløj i partiet. Her har ønsket hele tiden været at gå ud uden en aftale for at undgå at være fedtet ind i besværlige overgangsperioder og uvæsen så som forhandlinger med landets partnere i EU om en fornuftig udtrædelse. Med et flertal af den størrelsesorden vil de Konservative kunne gøre, hvad de vil, uden inddragelse af en besværlig opposition.
Så her er en forudsigelse: Undervejs i valgkampen vil Boris Johnson blive så presset fra Nigel Farages Brexit Party, at han – for at forsøge at undgå at mange Konservative vælgere stemmer på Farage – vil ændre holdning til sin egen aftale. Vi vil se ham kravle op af grøften og genlancere klippeskræntscenariet som en særdeles realistisk mulighed.
Ole Helmersen er en del af Europabevægelsens panel af bloggere. Her bidrager en række erhvervsfolk- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere til at styrke debatten om EU. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Vil du vide mere om Brexit? Læs blandt andet Mogens Lykketofts bidrag til EU-bloggen her.