Af Klaus Bondam, Direktør for Cyklistforbundet
Der gik et sug igennem Danmark, da daværende økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager en oktoberdag i 2011 sammen med sine radikale ministerkolleger ankom på cykel til Amalienborg for at blive præsenteret for Dronningen. Det var aldrig set før. Siden da er der løbet meget vand i åen – og Vestager er kommet helt til tops i EU-Kommissionen.
Undervejs har det aldrig skortet på hendes forståelse af cyklen og hverdagscyklismens særlige rolle i vores moderne samfund. Bl.a. udtalte hun i december 2011: “Danmark skal være verdens bedste cykelland. Cykling giver os et bedre helbred, renere bymiljø og hjælper os til at nå vores klimamål. Derfor vil jeg hellere investere i cykelstier end motorveje.”
Jeg har i mine 6 år som direktør i Cyklistforbundet – en af Europas ældste interesseorganisationer for hverdagscyklisme – haft en forhåbning om, at hun som dansk oprigtig cykelglad politiker kunne være den, der fik bragt hverdagscyklismen til tops på den politiske dagsorden i EU. Ikke mindst fordi hun deler næstformandsembedet med hollandske Frans Timmermanns, der som bekendt leder kommissionens indsatser ifm. New Green Deal. Med en dansker og en hollænder i samme stue kan det næsten ikke gå galt, når det gælder om en selvoplevet forståelse og erkendelse af den forskel, cyklen gør i et moderne bæredygtigt samfund.
Den 28. marts 2020 kom gennembruddet. Frans Timmermanns bekendtgjorde på en pressekonference, at tiltag til cykelfremme nu kan finansieres som en del af de nye midler til mobilitet i byerne, som EU frigiver sammen med andre foranstaltninger som bl.a. øgede investeringer i kollektiv transport. ’By-mobilitetspakken’ forventes at være på omkring 20 milliarder € og vil blive givet til medlemsstaterne gennem EU’s regionale fonde med det formål at afhjælpe de enorme udfordringer, der i dag er knyttet til luftforurening, klimaændringer og ikke mindst byliv og borgernes trivsel og livskvalitet i vores hastigt voksende bysamfund.
Det var mærkeligt nok første gang i danmarkshistorien, at cyklisme specifikt blev nævnt i et politisk papir på højeste niveau, da det i forståelsesaftalen fra sommeren 2019 mellem regeringen, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten blev omtalt som en del af den grønne omstilling af transportsektoren i Danmark. Og det er – mindre overraskende – også første gang i EU’s historie, at en EU-politiker på så højt niveau som Timmermanns sidestiller cyklisme med den kollektive transport og bilen – og anderkender den stigende efterspørgsel i Europas byer efter tryg cykel- og fodgængerinfrastruktur. Det var aldrig set før.
EU’s helt nye toner har sin baggrund i coronapandemien. I ugerne, hvor smittetrykket var på sit højeste, blev det cyklerne og fødderne, der skabte den nødvendige afstand. En afstand som den kollektive transport ikke kunne – og kan – levere. Enhver, der har været i et bysamfund de seneste måneder, har kunnet mærke en markant forbedret luftkvalitet. En helt ny rundspørge blandt 7.500 borgere i 21 europæiske byer i 6 forskellige lande viser, at en overraskende stor del (63% – 84%) af byernes borgere ønsker en post-corona fremtid med mere plads til cyklister, fodgængere og kollektiv transport – og mindre plads til privatbiler. Og dermed også med meget mindre dødbringende partikelforurening. Det var aldrig set før.
Coronapandemien har også, i en tid, hvor over halvdelen af verdens befolkning er blevet beordret eller opfordret til at holde sig hjemme, fået os til at ommøblere vores byer i et hidtil uset tempo. IFT/OECD har i en aktuel rapport set på de forandringer, byer som bl.a. Paris, London, Bruxelles og Milano har iværksat for at skabe mulighederne for den fornødne sundhedsforsvarlige afstand mellem borgerne. En afstand som den kollektive transport ikke kan levere. En afstand som øget koncentration af kørende og parkerede privatbiler i byerne heller ikke kan levere. Svaret på disse udfordringer har selvfølgelig været at skabe ny og mere plads til fodgængere og cyklister i byerne ved at inddrage vejbaner, som tidligere blev udnyttet af biler. Det er værd at bemærke, at en bil, der kører 50 km/t, optager 140 m2, og en parkeret bil fylder 20 m2. En cyklist på farten optager kun 5 m2 og en parkeret cykel 2 m2. Og fodgængeren fylder kun sølle 1 m2; medmindre han/hun altså fylder usædvanligt meget selv – og så er det nok kun godt, at han/hun får gået og cyklet lidt mere.
Selvom vi lader til at være på vej ud af den værste tid af coronakrisen, så er det vigtigt at huske på, at vi stadig har med en meget alvorlig virus at gøre. Så reelt skal vi tale om IV-krisen; ’Indtil Vaccine-krisen’. For så længe, vi skal holde afstand (social distance), og det skal vi, så er der også et hidtil uset momentum til radikalt at gentænke den måde, vi indretter og bevæger os rundt i vores bysamfund på. Det er ikke set før. I hvert tilfælde ikke siden dengang for 50-60 år siden, hvor vi stille og roligt, lod privatbilerne tage vores byer og pladsen i dem som gidsel.
Lad os benytte denne ulykkelige baggrund til at lade EU og dets institutioner være sjælen og kraften i en bæredygtig omdannelse af vores bysamfund i en grøn fremtid med byer for mennesker.
Klaus Bondam er en af Europabevægelsens bloggere. På vores EU-blog bidrager erhvervs- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere til at styrke debatten om EU.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.
