Anmeldelsen er skrevet af Steffen Nørregaard, formand for Europabevægelsen Region Vestjylland.
Det kan lyde underligt at kalde en bog på næsten 500 sider for kortfattet, men det er den faktisk. Til gengæld er næsten alle relevante historiske facts med fra år 400 f. v. t. til i dag. Forfatteren og forlaget lægger vægt på, at Europas historie fremstilles fra en global vinkel, hvor vægten i højere grad er lagt på indflydelsen fra de andre verdensdele, hvor Europas historie hidtil har lagt vægt på udviklingen i selve Europa og vores verdensdels påvirkning af resten af verden. Jeg kan godt følge synspunktet om end det er en smule overdrevet.
Der er lidt ubalance i bogens prioritering af den ældre historie fra oldtiden og op til år 1800. For at forstå Europa i dag og vores udfordringer og muligheder i fremtiden, burde der efter min mening lægges mere vægt på den nyere historie. Bevægelsen fra enevælde til demokrati i det 19. århundrede.
Gennemgangen af fredsaftalerne efter 1. verdenskrig er lidt unuanceret. Den amerikanske præsident Woodrow Wilson opholdt sig i næsten et helt år i Paris i forbindelse med fredsforhandlingerne Tysklands fredstraktat, Versaillestraktaten blev dikteret af Frankrig, underskrevet under protest af England og aldrig ratificeret og tiltrådt af USA. Under valgkampen i 1920 blev han syg og tabte til Warren G. Harding, som vandt på en nationalistisk kurs, hvor USA under Wilson havde blandet sig for meget i den europæiske konflikt. Derfor blev USA aldrig medlem af Folkeforbundet.
Folkeforbundet var på grund af USA’s manglende deltagelse vingeskudt fra starten. At FN blev en meget stærkere organisation skyldes, at alle stater – vindere som tabere eller neutrale lande – i princippet er medlemsberettiget og er medlemmer. Det en stor styrke, selvom de største beslutninger tages af sikkerhedsrådet, hvor sejrherrerne fra 2. verdenskrig er permanente medlemmer med veto.
Bogen redegør fint for nødvendigheden af en forsvarsalliance i lyset af Europas deling med jerntæppet og senere Berlinmuren. Først WEU senere NATO. Bogen nævner, at NATOs hovedkvarter kom til at ligge i Bruxelles. Der har det ligget siden 1966 men de første par år lå det i London, i 1952 blev det flyttet til Frankrig. På grund af de Gaulles modstand mod USA’s dominans (”den tomme stols politik”) flyttede man hovedkvarteret til Bruxelles.
Oliekrisen i 1973 benævnes med en vis ret som en økonomisk krise. Der var i begyndelsen af 70erne optræk til store prisstigninger på råvarer og deraf følgende inflation. Olielandene med den største producent, Saudi-Arabien, i spidsen holdt igen med priserne. Efter Yom Kippur krigen (Egypten og Syrien mod Israël) i oktober 1973 holdt man på USAs udenrigsministers henstilling oliepriserne i nogenlunde ro, men efter Kissingers besøg i Israel, hvor han lovede en større hjælpepakke af våben til Israels forsvar, slap Saudi-Arabien tøjlerne. OAPEC blev dannet og senere OPEC, og så tog oliepriserne himmelflugt. Her er en påvirkning, som Hovbakke kunne have brugt som eksempel på påvirkninger på Europa udefra.
Vi skal selvfølgelig i Europabevægelsen have et særligt øje for fremstillingen af EF/EU’s historie.
Omkring Kul- og Stålunionen har Hovbakke en vigtig og sjældent fremhævet pointe: Kontrollen med Kul og Stål gjorde det umuligt at opruste i det skjulte. Men den franske udenrigsminister, Robert Schumans berømte tale d. 9. maj 1950 med visionerne for et samarbejdende Vesteuropa med frihandel og åbne grænser er slet ikke nævnt.
Kul- og Stålunionens overgang til EF med Romtraktaten i 1957 er knap nok berørt. Hele skismaet om Danmark skulle være loyal mod Storbritannien på grund af befrielsen i 1945 eller indtræde i det nye EF er overhovedet ikke berørt. Det var ellers et stort skisma på grund af den danske landbrugseksport. Jens Otto Krag var som økonomiminister i H.C. Hansen regeringen dybt optaget af dette skisma. Regeringen valgte det løse handelsforbund, EFTA uden landbrugsvarer. Venstre gik ind for tilslutning til EF. De senere optagelsesforhandlinger om Storbritanniens, Irlands og Danmarks indtrædelse, Charles de Gaulles blokade af Storbritannien og den endelige indtrædelse i 1. januar 1973 er heller ikke berørt.
Den store udvidelse af EU i 2002 med 10 nye medlemsstater hvoraf 8 tidligere COMECON lande er omtalt. Rumænien og Bulgarien kom også med 4 år senere. Hovbakke mener, at den store udvidelse samtidig med at EU nu skulle samarbejde om fælles udenrigspolitik m. m. er grunden til den stigende nationalisme blandt medlemslandene. Det kan være en medvirkende årsag, men det forklarer i alt fald ikke den stigende nationalisme og populisme uden for EU for eksempel i Tyrkiet og USA. Udvidelsen med COMECON landene var selvfølgelig dristig, men den var mulig på det tidspunkt på grund af Ruslands svaghed. Det ville ikke kunne gennemføres i dag.
2400 års historie på 432 sider – så er der ikke plads til personskildring og nuancer. Ikke et ord om Fyrst Metternich, Wienerkongressens strateg og ceremonimester. Tysklands jernkansler Bismarck og Napoleon d. 3 er heller ikke med. Der er lidt kunsthistorie omkring finske malere i det 19. århundrede. Der er også en henvisning til Tjajkovskijs 1812 ouverture, som blev skrevet i anledningen af 70 året for Napoleons nederlag. Her havde jeg nok foretrukket historien om Beethovens 3 symfoni, der skulle tilegnes Bonaparte, men hvor Beethoven rev titelbladet ud af partituret og i stedet kaldte symfonien Eroica – til minde om en helt. Han var en beundrer af den franske revolution og så i Bonaparte folkets helt, der kunne bekæmpe adel og kongemagt. Derfor blev titlen ændret, da Bonaparte lod sig krone som kejser. Men det er en god idé at kombinere beretning om den politiske historie med kunst, litteratur og musik. Det giver et godt billede af tidsånden.
Men generelt et stykke sobert historisk arbejde. Koncentreret og uden nogle af de mere floromvundne begivenheder og personskildringer. Men pladsen er jo begrænset. Baggrunden for EF og EU-samarbejdet er lidt overfladisk beskrevet.
3 stjerner ud af 5
Forfatter: Lars Hovbakke Sørensen
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesdato: 04-06-2020
Antal sider: 463
