Carsten Staur er historiker og meget erfaren diplomat. Han var tidligere chef for DANIDA i Udenrigsministeriet og har siden blandt andet beklædt poster i FN både i New York og Geneve. Han er pt Danmarks repræsentant i OECD. Jo, det er en erfaren herre, vi hører her. Han har skrevet bogen i anledning af Udenrigsministeriets 250 års jubilæum. Man kan skrive historie på mange måder. Carsten Staur har valgt at gå i dybden med enkelte store begivenheder i Danmarks udenrigspolitiske historie, og naturligvis er det embedsværkets og diplomatens synsvinkel der fremstilles. Ind imellem lægges der måske rigelig vægt på embedsværket frem for de ansvarlige politikeres indsats. Men det er rigtig spændende at høre om facts fra det inderste maskinrum, og bogen er absolut læseværdig og en fornøjelse for læsere, der interesserer sig for Europa- og udenrigspolitik.
For eksempel er der en udførlig beskrivelse af Jean Monnets banebrydende arbejde med skabelsen af den europæiske Kul- og Stålunion, men kun yderst begrænset omtale af den franske udenrigsminister Robert Schuman og hans grundlæggende tanker om et fredeligt Europa med samhandel – jfr. hans store tale d. 9. maj 1950, som jo er baggrunden for, at vi fejrer Europadagen i hele EU. Men der er en perfekt skildring af Danmarks dilemma i 1955 – 56 om man skulle vælge at gå med i Fællesmarkedet (EF) eller forsætte med den nære forbindelse med Storbritannien. Man fravalgte som bekendt EF. Men Staur glemmer at nævne, at det ikke var et enigt folketing. Danmarks landbrugseksport til England var selvfølgelig meget vigtig, og den var støttet af en særlig hjemmemarkedsordning finansieret af danske forbrugere. Et medlemskab af EF ville have medført landbrugsstøtte fra EF i stedet for hjemmemarkedsordningen. Derfor støttede Venstre medlemskab af EF allerede fra starten.
Jens Otto Krag var økonomiminister i H.C. Hansen-regeringen og var fuldt opmærksom på dilemmaet, og grunden til det økonomisk forkerte valg var uden tvivl loyaliteten til vores befriere i 1945. Danmark tilsluttede sig derefter EFTA i 1960, men allerede året efter var både England, Irland, Norge og Danmark klar over, at samarbejde i hele Europa ville være det rigtige. Men Charles De Gaulle satte en stol for døren. Først efter at Pompidou var blevet præsident for Frankrig, lykkedes det at få gang i optagelsesforhandlingerne. Jens Otto Krag var nu statsminister og hans regering sled for at få en aftale så god som muligt for Danmark. Det er lidt pudsigt, at Staurs kollega, ambassadør Finn Gundelach dengang i Bruxelles ikke er nævnt som chefforhandler vedr. optagelsesaftalen. Han gjorde et brillant arbejde også i forbindelse med oplysning til vælgerne inden afstemningen. Staur har dog med, at Finn Gundelach efterfølgende blev Danmarks første kommissær I EF- kommissionen og med ansvar for landbrugsområdet.
Staur er generelt Socialdemokraterne meget venligt stemt, og ingen tvivl om at Jens Otto Krag var et fyrtårn i hele manøvren med at få Danmark med i EF. Efter at Anker Jørgensen var gået af for at overlade de borgerlige til at genoprette økonomien. Spillede Socialdemokraterne taktisk for at genvinde regeringsmagten. Det gjaldt om at vinde de Radikale for konkrete politiske sager, så man kunne bringe Schlütter regeringen i mindretal og få et valg. Her kom spørgsmål om EU og NATO til at spille en alvorlig rolle. Den Europæiske fælles akt i 1985 var en tilføjelse til Romtraktaten med regler for det indre marked og samtidig det fælles udenrigspolitiske samarbejde (EPS). EPS var et samtaleforum og krævede enstemmighed for at være bindende for medlemsstaterne. Det havde eksisteret i adskillige år, men på topmødet med fællesaktens vedtagelse besluttede man, at det skulle med i traktaten, når det nu havde været et velfungerende samarbejde. Indskrivelsen af et i øvrigt uforandret EPS i traktaten fik de Radikale til at gå imod, til trods for, at det ikke indebar praktiske ændringer i systemet. Så stod socialdemokratiet også af hovedsageligt af taktiske grunde. Regeringen var i mindretal, og man imødeså et valg, hvor man igen kunne komme til magten. VK-regeringens modtræk var en folkeafstemning om ”pakken”.
Endnu værre var den såkaldte fodnotepolitik, hvor Socialdemokratiets ordfører, Lasse Budtz, i samarbejde med den yderst venstreorienterede journalist Jørgen Dragsdahl. Her kunne man få de NATO-skeptiske Radikale med på vognen. Detaljerne er skildret ganske fint i bogen, men den risikable oppositionspolitik, der kunne bringe Danmarks sikkerhed i fare, er underspillet i bogen. Der var mange argumenter for at stoppe den nukleare oprustning, men det stod jo ikke i Danmarks magt at ændre.
Skildringen af Cyperns optagelse i forbindelse med EU-udvidelsen i 2002 er mangelfuld. Cypern var blevet delt i en græsk og en tyrkisk stat efter et mislykket kup i 1974 mod daværende præsident Makarios og en efterfølgende tyrkisk invasion. Der havde været mange forsøg med FN’s mellemkomst om at genforene landet. Den græske del af Cypern søgte EU medlemskab, og da den tyrkiske del ikke var anerkendt som selvstændig stat, omfattede ansøgningen statsretligt set hele øen. Derfor forsøgte man at genforene hele øen ved folkeafstemninger både i den græske og den tyrkiske del. Der blev stemt i foråret 2002, og den tyrkiske del stemte ja med et stort flertal, men den græske del stemte nej. Derfor blev formelt hele Cypern men reelt kun den græske del optaget som medlem.
Danmarks deltagelse i Irak-krigen i 2003 bliver som sædvanligt fremstillet som uden FN-mandat. Staur har selvfølgelig ret i, at invasionen sikkert var blevet nedstemt i sikkerhedsrådet, hvis man havde stillet forslag om en resolution til invasionen primo 2003. Derfor gjorde Bush det ikke men henholdt sig til de tidligere vedtagne resolutioner 687 og 1441. En af USA’s skarpeste kritikere af præsident Bush Majorie Cohn jura professor ved Thomas Jefferson School of law og den gang præsident for det føderale advokat forbund har sagt følgende:
”Vedtagelsen af resolution 1441 giver Bush regimet de redskaber, det behøver for at udføre denne mission. Til trods for at den er affattet som et redskab til nedrustning, er denne resolution i virkeligheden et “set up”, der vil blive brugt til at retfærdiggøre den amerikanske militære indtagelse af Irak”.
At missionen fik et miserabelt resultat på grund af amerikansk naivitet og en inkompetent administrator Paul Bremer er en anden sag.
Bogen gentager også den ofte fremførte kritik af Anders Fogh Rasmussen i forbindelse med Mohammed-krisen, at han skulle have taget mødet med de 11 ambassadører fra muslimske lande. Det var en kollektiv aktion mod Danmark, som er meget usædvanligt i diplomatiet. Ambassadører akkrediteret til Danmark udgør selvfølgelig en bilateral forbindelse mellem det land de kommer fra og Danmark. Aktionen var ledet af den egyptiske ambassadør Mona Omar Attia. Hun bad pr brev til Statsministeren om et møde på baggrund af tegningerne i Jyllandsposten. Balladen var på det tidspunkt på sit højeste i efteråret 2005. Havde Fogh taget møde med dem, ville alverdens rullende TV-cameraer rulle, når de kom ud med uforrettet sag, hvor de så skulle svare på, hvad der kom ud af mødet. Derfor valgte Anders Fogh Rasmussen at svare skriftligt. Mona Omar Attia blev i øvrigt kort tid efter sendt til Sydafrika, jeg kender ikke begrundelsen, men jeg tror ikke at det var et ønske fra den danske regering.
Jo der er da kritikpunkter, og jeg har her nævnt de væsentligste af dem fra den nyere historie, men generelt set er det et flot jubilæumsskrift og absolut værd at læse.
Tillykke til Udenrigsministeriet med jubilæet, og tak til Carsten Staur for et gedigent indblik i dansk udenrigspolitiks maskinrum.
4 EU-stjerner af 5
Af Steffen Nørregaard
ISBN 978-87-12-05906-6
Gads Forlag 2020 398 sider pris kr. 299,95
