Kampskrift mod EU og den europæiske menneskerettighedsdomstol.

Det er svært at anmelde et skrift, hvor man er lodret uenig i konklusionerne. Men selvfølgelig har Morten Messerschmidt ret i at det europæiske samarbejde i EU og Europarådet med menneskerettighedsdomstolen ikke er perfekt. Derfor vil han hælde det ned ad brættet, mens vi i Europabevægelsen kæmper for at forbedre det.

Man har fornemmelsen af, at disse meget klare påstande om det europæiske samarbejdes uduelighed er et kampskrift for vinde vælgere tilbage fra Nye Borgerlige og andre nationalistiske partier.

Forfatteren kalder pro-europæere for liberaldemokrater. Det skal vi være stolte af. Liberaldemokratier blev lanceret i tiden med jerntæppe og Berlinmur som en modsætning til de USSR-kontrollerede folkedemokratier (der jo slet ikke var demokratiske).

Det er et underligt postulat, at national lovgivning skal stå over EU lovgivning og menneskerettighedserklæringen. Hvis man melder sig ind i en forening, må man jo også acceptere foreningens vedtægter eller også melde sig ud igen. Vi står for det første Morten Messerschmidt og DF står nu for det sidste.

Der er meget rent ud sagt kværulantiske påstande i bogen, hvor forfatteren modsiger sig selv. For eksempel omtaler han, at Nigel Farrage fik en bøde af Europa-Parlamentets formandskab for nedsættende udtalelser om den nyudnævnte formand for det europæiske råd, Herman van Rompuy. Det var en dom afsagt af formandskabet ikke en domstol. Senere beskriver han et andet medlem, som også fik en bøde, gik til EU domstolen og fik bøden ophævet. Så den rette fremstilling er altså, at formandskabet kan fremsætte bødeforlæg, men man har sin demokratiske ret til at gå til EU-domstolen hvis man føler forlægget er urimeligt.

Man kan selvfølgelig læse bogen og studere nationalisternes argumenter. Dem møder vi jo i den daglige EU-debat, men det er ikke nogen egentlig anbefaling.

0 EU-stjerner af 5 mulige.

Steffen Nørregaard

Munch & Lorentzen 2020

ISBN 978-87971720-3-2

228 sider pris kr. 249,95