Af Anne Mette Vestergaard, kontorchef, Europa-Parlamentet i Danmark

Det er nu, hvor faren for coronasmitte afholder os fra at mødes, at vi for alvor skal stå sammen. Vi har brug for sammenhold, solidaritet og håb. Det er svære størrelser, som både rummer skrøbelighed og stor styrke, og som tidligt i coronakrisen har måttet lide et par knæk. Men jeg oplever i den grad glimt af håb, når jeg ser, hvordan solidariteten viser sig i Europa midt i en krise, hvis konsekvenser med al sandsynlighed vil følge os længe endnu.

Billedet var et andet, da covid-19-udbruddets alvor først gik op for EU-landene. Flere lande, heriblandt Tyskland og Frankrig, reagerede ved at standse eksport af medicinsk udstyr, da italienerne bad om hjælp til at håndtere situationen i den nordlige del af landet. I Danmark og en række andre lande blev grænserne smækket i for at undgå udefrakommende smittebærere. Solidaritetsfølelsen var ikke overvældende. Men også EU-fællesskabet bliver kritiseret for at handle for lidt og for sent i den pludseligt opståede pandemi.

Virusudbruddet tog alle på sengen – også EU’s institutioner. Men allerede i slutningen af januar advarede ECDC, EU’s center for sygdomskontrol, om, at virusudbruddet i Hubei-provinsen i Kina kunne sprede sig globalt og udgøre en risiko i Europa. Da smittespredningen i Europa var en realitet, meddelte formanden for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, at man inden for EU-samarbejdet ville gøre sit til at afbøde krisen. Dels for at understøtte et hårdt presset sundhedsvæsen og redde liv, dels for at holde hånden under økonomien, arbejdsmarkedet og de små og mellemstore virksomheder. Forslagene mødte med det samme bred opbakning i Europa-Parlamentet, der gennem en hasteprocedure godkendte en hjælpepakke på 37 milliarder euro til den akutte situation og 800 millioner euro til sundhedsindsatsen mod covid-19. 

Nu oplever jeg, hvordan vi gennem EU-samarbejdet skridt for skridt finder fælles fodslag. EU kan godt nok ikke bestemme, hvordan hospitalerne i Danmark eller andre medlemslande bliver styret, eller hvordan patienter bliver modtaget på akutafdelingerne i Odense eller Esbjerg. Sundhedspolitikken klares i medlemslandene – også når der er krise. Faktisk er det sådan, at mens EU er klar til at reagere på epidemier, når det gælder fødevarer, så er systemet ikke på samme måde gearet til at håndtere epidemier blandt mennesker. Ganske enkelt fordi medlemslandene har besluttet, at det er sådan det skal være. Derfor er der så meget desto mere grund til at bide mærke i, at EU arbejder på højtryk for at opbygge fælles lagre af respiratorer, organisere solidariske indkøb af medicinsk udstyr og afbøde krisens økonomiske konsekvenser. For slet ikke at tale om at de midler, der er blevet afsat til forskning i vacciner. 

Det giver håb, at solidariteten på trods af slinger i valsen inden for EU’s grænser, viser sig på et tidspunkt, hvor situationen for alvor kræver det. Solidaritet alene kan ikke hjælpe os ud af krisen. Det kræver handling, tid og tålmodighed. Og det, jeg oplever nu, giver mig håb for, at vi – hvis vi står sammen nu – på et tidspunkt gradvist vil kunne vende tilbage til en mere normal hverdag overalt i Europa. 

Anne Mette Vestergaard er en af Europabevægelsens bloggere. På vores EU-blog bidrager erhvervs- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere til at styrke debatten om EU.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.


Notice: ob_end_flush(): failed to send buffer of zlib output compression (0) in /home/europa/europabevaegelsen.dk/wp-includes/functions.php on line 4673

Notice: ob_end_flush(): failed to send buffer of zlib output compression (0) in /home/europa/europabevaegelsen.dk/wp-content/plugins/really-simple-ssl/class-mixed-content-fixer.php on line 110