Supervalgåret 2024 er godt i gang. Halvdelen af verdens befolkning skal i løbet af i år til stemmeurnerne og meget er på spil. For det betyder noget for Europa, hvem der står i spidsen for 1,4 milliarder indere, det betyder meget for Europa, hvem der til november træder ind ad døren i Det Hvide Hus og – som vi allerede har oplevet – så er det afgørende for Europas sikkerhed, hvem der styrer Rusland, selvom der næppe er meget tvivl om udfaldet.
Det er dog alle begivenheder, vi som europæiske borgere reelt ingen indflydelse har på – selvom vi nogle gange ville ønske, at vi havde.
For os i Europa falder det absolut vigtigste valg den 9. juni. Herhjemme skal vi vælge 15 kandidater, der får enorm indflydelse på, hvordan EU-samarbejdet over de kommende år vil udvikle sig. Umiddelbart efter skal der udpeges en ny EU-Kommission. Og der er store beslutninger, der skal træffes. Sammensætningen af Europa-Parlamentet og den næste EU-Kommission har betydning for vores hverdag, for hvordan vi løser klimakrisen, for vores sikkerhed i verden.
Kamp om dagsordenen
Valget falder i en tid, hvor meget er på spil. Og vi kender efterhånden udfordringerne alt for godt – både på det europæiske kontinent og ude i verden.
Historisk har EU haft en stærk stemme i verden og har det til dels fortsat. Men vi må sande, at stemmen er falmet i takt med, at udfordringerne har taget til.
Over de seneste år er der sket afgørende økonomiske og geopolitiske skift i verden, som har sat Europa under massivt pres.
USA’s grønne støttepakke ”Inflation Reduction Act” (IRA), Europas relativt højere energipriser og vores voksende afhængighed af Kina har – sammen med den voksende mængde komplekse EU-regulering, langsomme bureaukratiske processer og en fragmenteret adgang til finansiering – igangsat en udvikling hen imod, at flere virksomheder overvejer at lægge deres næste investeringer uden for EU.
Det bliver et samfundsproblem for Danmark, hvis vi går glip af investeringer og fremtidens højt specialiserede job fortrinsvis kommer til at ligge i f.eks. Nordamerika eller Asien.
Derfor bør det være en topprioritet for det nye Europa-Parlament og den næste EU-Kommission at sikre, at EU kan tage en førerposition inden for blandt andet grønne og digitale teknologier og life science.
Det kræver først og fremmest et stærkt indre marked og EU-regulering, der skaber incitamenter for at investere i Europa og fjerner handelshindringer i stedet for skabe dem.
Det kan man f.eks. ikke sige om EU-Kommissionens forslag til revision af den europæiske lægemiddellovgivning, der indeholder et forslag om at reducere den regulatoriske databeskyttelsesperiode fra otte til seks år. Det betyder i praksis, at originalproducenten får mindre tid og dermed dårligere vilkår til at tjene sin investering hjem igen. Forslaget vil reducere indtjeningen og svække incitamenterne til at investere i udviklingen af nye lægemidler markant.
Hvor ville du selv lægge dine investeringer? På kontinentet, der reducerer din databeskyttelsesperiode eller dér, hvor de byder dig velkommen og giver dig favorable rammevilkår? Det er blot ét eksempel ud af flere.
Vigtige byggeblokke
Hvis EU frem mod 2030 skal lykkes med at blive en konkurrencedygtig region og en global frontrunner, alt imens den geopolitiske situation fordrer nye og mere diversificerede internationale partnerskaber, er der nogle helt grundlæggende byggeblokke, der skal på plads.
Det nye Europa-Parlament og den næste EU-Kommission bør have et massivt fokus på bedre og mere enkel regulering. De bør skabes en ny model for digital transformation i Europa, der griber digitaliseringens muligheder i stedet for kun at tilvejebringe ny regulering. De bør sikres, at Europa kommer op i tempo når det gælder godkendelser af alt fra bæredygtige produkter til energiprojekter. De bør holde fanen højt på den grønne omstilling og styrke den europæiske net-zero infrastruktur for transporten af elektricitet, brint, og CO2 på tværs af Europa.
Derudover bør de sikre, at EU i næste kommissionsperiode går fra måltal for energieffektivitet for enkelte sektorer til en integreret indsats på tværs af hele energisystemet og samfundet. Og endelig er der brug for en ‘European Blue Deal’, der står på siden af ‘European Green Deal’ og løfter vand til at blive en strategisk ressource for en bæredygtig fremtid og vækst.
Der er nok at tage fat på, og de nye danske EU-parlamentarikere får en reel mulighed for at påvirke Europas fremtid.
Det er mit håb og opfordring, at de bruger den indflydelse til at gøre Europa til en konkurrencedygtig region, som europæiske virksomheder vil investere i, når de den 10. juni trækker i arbejdstøjet.
