Af Jens-Kristian Lütken, formand for Europabevægelsen

Sidste års nok største indenrigspolitiske nyhed blev offentliggjort klokken ca. 18:11 den 31.december 2023, da H. M. Dronningen sagde, at hun vil overlade tronen til Kronprins Frederik midt i januar 2024.

Det fik mig af historisk interesse til at gense flere af Dronningens nytårstaler, og særligt hendes første nytårstale fra 31.december 1972 bed sig fast. Talen har nærmest profetisk karakter og viser, hvilket internationalt udsyn hun altid har haft.

Jeg vil ikke gengive hele talen, men betydning af at Danmark deltager i enhver form for internationalt samarbejde var allerede i 1972 det bærende for hendes virke som den fremmeste repræsentant for Danmark.

H.M. Dronningen sagde blandt andet:

”1972 vil blive et historisk år på mange måder. I Danmarkshistorien vil året blive husket for den betydningsfulde beslutning, som det danske folk traf; om Danmarks medlemskab af det udvidede Europæiske Fællesskab.

Hermed træder vi ind i et nært samarbejde med de vigtigste vesteuropæiske nationer. Vi går ind til det med store forventninger, men selvsagt også med en bevidsthed om, at dette vil stille krav til dansk kultur og samfundsliv. Jeg udtrykker et inderligt håb om og en tro på, at det bedste i dansk ånd og kultur vil formå ikke blot at hævde sig men også at bidrage positivt til nationernes samarbejde.

Dette gælder naturligvis også i en videre forstand de mange områder, hvor Danmark deltager eller står over for at skulle deltage i internationalt samarbejde. (…)

1972 vil sikkert også komme til at stå som et betydningsfuldt år i Verdenshistorien. I Europa har vi set nye væsentlige skridt imod en udsoning af modsætningsforholdet mellem de to tysklande, der vil sætte sig spor i forhold til også de andre europæiske lande. (…)

Jeg vil samtidig udtrykke håbet om, at det nye kapitel i forhandlingens og samarbejdets ånd, der synes indledt i 1972 i forholdet mellem de store magter og i det internationale samfund som helhed, vil vise sig at indfri forventningerne således, at det virkelige verdensomspændende samarbejde for menneskehedens fremtid kan få bærekraft.

Jeg tror, at det er en udbredt følelse i vort land, ligesom i mange af de lande vi er nært knyttet til, at de moderne industrialiserede samfund går en lang række alvorlige problemer i møde. Problemer af såvel social som af økonomisk som af menneskelig og ikke mindst miljømæssig karakter. (…)

Vi ønsker alle en Verden i fred. Ikke blot for os selv men også for kommende generationer. Men dette mål er ikke alene et spørgsmål om at undgå krig og vold. Skal freden vindes, er det tillige nødvendigt, at vi ikke begrænser vor horisont til blot at omfatte os selv og egne behov, men at vi også tænker på de fattige dele af Verden og på kommende slægters mulighed for at eksistere.”

Vi skal præge EU

Talen fra 1972 passer næsten en til en til de forhold og udfordringer, Europa og Verden står over for i dag – godt 50 år senere.

Og talen er stadig yderst aktuel, når det kommer til nødvendigheden af, at Danmark er med helt fremme for at præge og få indflydelse på særligt den europæiske udvikling og et stærkere og mere handlekraftigt EU.

Vi er derfor glade for, at der på visse områder i den nye europapolitiske aftale fra december 2023 lægges op til, at EU kan træffe afgørelser med kvalificeret flertal. Hvordan det i praksis kommer til at fungere, kan kun komme an på en prøve.

Men som H.M. Dronningen sagde i sin nytårstale i 1972, må vi ikke begrænse vores horisont til blot at omfatte os selv og vores egne behov, ligesom Dronningens pointe med, at dansk ånd og kultur både kan holdes i hævd men også bidrage positivt til nationernes samarbejde, er vigtig at have med.

For på den internationale scene afgiver man sjældent suverænitet – man får indflydelse, når man søger den.

Delors og Christophersen

Noget, der i det slet skjulte kom frem i 80’erne, i forbindelse med Hvidbogen om Det Indre Marked, der er hele grundlaget for det EU, vi kender i dag.

En visionær plan skrevet af Jacques Delors, som kunne se nødvendigheden af at revitaliserer EF, og som var hans ”regeringsgrundlag” i de ti år han efterfølgende var kommissionsformand. Der var derfor også god grund til at hylde ham i sidste uge, hvor Jacques Delors blev begravet i Frankrig.

I forhold til Hvidbogen, der også er grundstenen til ØMU’en, må man ikke underkende, hvilken indflydelse næstformand Henning Christophersen havde i samme periode.

Det viser, at vi som et lille EU-land havde langt mere indflydelse, end vi måske var berettiget til på daværende tidspunkt. Fordi vi ville, men nok også fordi en fransk socialist kunne se værdien i, at have en dansk liberalist fra et EF-skeptisk land ved sin side, for at hele EF kunne udvikle et stærkere, bæredygtigt og demokratisk EU.

Om det var H.M. Dronningen, som indirekte var med til at cementerer denne dansk-franske relation med så stor betydning for EU, er naturligvis det rene gætværk.

Men jeg er ikke i tvivl om, at majestætens mangeårige samliv med en tidligere fransk diplomat har præget både H.K.H. Prins Henriks og H.M. Dronningens udsyn, og det var derfor med god grund vi i 2011 udnævnte H.K.H. Prins Henrik til Årets Europæer.

Et udsyn og et samarbejde, der om noget er brug for i den nuværende sikkerhedspolitiske situation i Europa, hvor det stadig gælder som H.M. Dronningen sagde i 1972: ”Vi ønsker alle en Verden i fred. Ikke blot for os selv men også for kommende generationer.”