Forhandlingerne om en ny europapolitiske aftale er gået i gang. Det er som udgangspunkt en glædelig udvikling, for den seneste aftale fra 2008 er dybt forældet – det er i alvorlig grad på tide med en ny. Om glæden varer ved, kommer selvsagt an på, om indholdet i aftalen i den sidste ende bliver konkret, pro-europæisk og ambitiøs på Danmarks vegne.
Optakten har været præget af fornuft. For nylig sagde udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen eksempelvis til Jyllands-Posten: ”Det handler ikke om, hvordan Danmark absorberer EU, men om hvordan Danmark kan bidrage til Europa.”
Det lyder, på avispapiret i hvert fald, som det paradigmeskifte Danmark har brug for. At gå åbent og helhjertet ind i det europæiske samarbejde og søge indflydelsen, magten og fordelene. Ved at påvirke Europas klimapolitik kan vi hjælpe grønne danske virksomheder inden for eksempelvis vindteknologi, energieffektivisering og fjernvarme med at vinde globale markedsandele. Det vil skabe en masse nye grønne arbejdspladser, øge Danmarks grønne eksportindtægter og hjælpe Europa til at gøre sig fri af Putins gas.
Lyt mere til reformgruppen
Med EU-reformgruppens anbefalinger i ryggen er vi langt om længe gået i gang med at styrke EU-sagsbehandlingen i Folketinget med inddragelse af fagudvalgene og tidlig prioritering af vigtige EU-sager. Også det peger i den rigtige retning, men den kommende europapolitiske aftale bør kigge på at adoptere endnu flere af reformgruppens mange gode forslag.
Det vil også være ideelt at kigge på repræsentationen af danske medarbejdere i og omkring EU-institutionerne, som er langt under EU-gennemsnittet, relativt til størrelse. Det betyder, at vi mister indflydelse på lovgivningsprocessen. Hvis vi virkelig vil Europa, skal vi investere penge og ressourcer i den politiske indflydelse – med forventningen om at det betaler sig tilbage mange gange.
Nu hvor vi har sendt forsvarsforbeholdet ud i mørket, hvor det hører til, åbner der sig en verden af økonomiske muligheder i den europæiske forsvarspolitik, ikke mindst gennem Den Europæiske Forsvarsfond. Men Danmark har ikke noget embedsapparat eller udstationerede eksperter, som kan hjælpe med at positionere danske virksomheder i europæisk forsvarspolitik. Det kunne vi få, hvis vi prioriterede det. Flere eksperter, flere embedsfolk, flere lobbyister – til gengæld for meget mere politisk indflydelse i EU.
Vi har frataget os selv en stemme – og mange løsninger
Retsforbeholdet er også et oplagt emne for den europapolitiske aftale, men desværre tyder intet på, at en afskaffelse er på vej under den nye europapolitiske aftale. Det er problematisk, fordi der under den igangværende digitalisering af Europa lander en masse lovgivning, som Danmark enten at afskåret fra at deltage i eller må anmode om særaftaler for at deltage i.
Juristeriet er tonstungt. Det tager 5-6 år at lave en særaftale, og det er ikke nogen foræring, men noget der sker på de andre landes nåde og kræver politisk kapital fra dansk side, som var meget bedre brugt på politisk indflydelse i andre sager. Typisk skal Danmark lave bilaterale aftaler med samtlige andre lande for at få adgang til de informationer, som andre lande kan hente fra en central database. Eller bygge nye IT-systemer som skal arbejde sideløbende med det europæiske, som Danmark ikke har direkte adgang til.
Dansk politi er helt afskåret fra at udveksle elektroniske beviser som DNA, fingeraftryk og registreringsnumre for motorkøretøjer. Danske myndigheder er afskåret fra at benytte oplysninger om terrorister, som optræder på flypassagerlister fra en kommende central EU-server, til at anholde terroristerne. Politiet er afskåret fra at benytte Europols Big Data-analyseværktøj og har ikke direkte adgang til et digitalt efterforskningsværktøj, som hejser et rødt flag på mobiltelefonen, hvis en borgers navn er på lystavlen hos politiet i et andet europæisk land.
Retsforbeholdet skader Danmark fortsat mere
Dansk politi siger år efter år, at dets muligheder for at efterforske grænseoverskridende kriminalitet er begrænset i forhold til de andre lande, alt imens den organiserede grænseoverskridende kriminalitet i Europa bare stiger og stiger. Præcis som forudsagt i Europol-aftalen fra 2016 vil retsforbeholdet medføre flere og flere problemer som tiden går, og kære venner, tiden er gået nu.
Det kan simpelthen ikke passe, at vi skal blive ved med at skyde os selv i foden med åbne øjne. Retsforbeholdet står i vejen for, at Danmark kan bidrage til Europa, og vi bruger enorme mængder ressourcer på at rette op på de problemer retsforbeholdet medfører, fordi vi under alle omstændigheder har brug for at indgå i de samarbejder på retsområdet, som de andre har lavet uden at Danmark sad med ved forhandlingsbordet. Det er slet og ret meningsløst.
Billedet bliver kun mere absurd, når TV 2 over sommeren har dokumenteret, at kokain vælter ind over Danmarks grænser gennem vestjyske fiskerihavne, imens vi har brugt politiressourcer i størrelsesordenen 1,5 mia. kroner siden 2016 på symbolpolitisk grænsebevogtning mod Tyskland. Hvad er dog pointen i at bevogte den tyske grænse, når kriminaliteten blot kan trænge ind over det danske land andetsteds? Gennem skibsfart eller broen til Sverige for den sags skyld.
Hjertet i Europa skal være helhjertet
Det er hovedrystende, fordi det hele falder tilbage på den indlysende sandhed, at migrationspolitik, dansk og europæisk, såvel som bekæmpelsen af organiseret grænseoverskridende kriminalitet handler om beskyttelsen af EU’s ydre grænser, ikke de indre. Det handler ganske enkelt om at sørge for at kriminaliteten ikke kommer ind i EU i første omgang – ikke blot symbolsk at bevogte én af Danmarks flanker. Derfor hører en national debat om retsforbeholdet til i den europapolitiske aftale.
En tidssvarende europapolitik aftale skal omsætte de senere års skåltaler til konkrete initiativer nedfældet på aftalepapiret. Det er nu regeringen kan omsætte snakken om at være ”i hjertet af EU” og ”bidrage til Europa” til den europapolitiske mentalitet, vores nation har brug for. Det er nødvendigt, fordi verden har forandret sig, og utrygheden er rykket tæt på vores hverdag med Putins modbydelige krig i Ukraine. Det er nødvendigt, fordi der er store spørgsmål om EU’s udvidelse i spil, og fordi den europæiske integration fortsætter, med eller uden Danmark.
Brexit har en gang for alle lukket diskussionen om, at der findes reelle alternativer til EU-samarbejdet. Det gør der ikke. Til gengæld findes der masser af muligheder for at styrke Danmarks internationale indflydelse gennem EU, og den mulighed skal vi gribe med en stærk og konkret europapolitisk aftale, der rækker ud mod Europa.
