Af Bertel Haarder (V), medlem af Folketinget og Danmarks første europaminister.

”Vi må simpelthen ikke byde os selv og vores befolkninger den her afhængighed af andre lande, hvis der kommer en fase to af covid-19 eller en lignende pandemi på et andet tidspunkt.”

Sådan sagde Mette Frederiksen, efter at hun 30/4 havde deltaget i de europæiske stats- og regeringslederes fjerde videokonference om pandemien.

Hvis det kun var os danskere, hun tænkte på, ville udtalelsen have været katastrofal. Lige så katastrofal som Pia Olsen Dyhrs ønske om, at gøre Danmark selvforsynende med vacciner. – Tænk, hvis andre lande ikke ville være afhængige af dansk insulin-produktion, eller ikke vil være afhængige af danske fødevareforsyninger! Et land bliver ikke fattigere af import. Det bliver rigere!

Men Mette Frederiksen sagde heldigvis ”befolkninger”, dvs. hun tænkte på EU-landenes befolkninger som helhed. Det giver mening, især når der er tale om kriseberedskab, dvs. forsyning med alt, hvad der er brug for under en pandemi, og som vi kan hjælpe hinanden med. Vi må lære at hjælpe hinanden bedre. Vi må forebygge, at landene skal gå forgæves tiggergang hos hinanden som Italien, der ikke kunne fravriste Danmark mere end en halv snes respiratorer, der tilmed var ubrugelige! Fælles beredskab er vigtigere, end at begrænse budgettet til én procent af landenes BNP.

Fælles handling i tilfælde af pandemier er lige så oplagt som fælles handling i tilfælde af humanitære katastrofer med efterfølgende folkevandringer, som vi så efter den syriske tragedie.

Men der skal nok være nogle, der siger: Jamen, EU spillede jo fallit i begge tilfælde. Det hører vi ofte fra dem, der ikke kunne drømme om at give EU beføjelser til at gøre det, som de nu bebrejder EU for ikke at gøre!

Det er de samme, der anklager EU for at være udemokratisk, selv om de selv ikke kunne drømme om at gøre EU til noget, der kan sammenlignes med et nationalt demokrati.

Flygtningekatastrofen og pandemien skal lære os at ruste os i fællesskab og forberede os på fælles udfordringer i en mere usikker verden. EU kan derved igen blive betragtet som løsningen i stedet for problemet.

Jeg siger ”igen”, for vi skal ikke glemme de gigantiske problemer, EU har løst for os, ikke mindst for Danmark: Det indre marked med tilhørende miljøpolitik er for os et mirakel, som vi ikke turde tænke på for halvtreds år siden. Takket være al den dejlige import. Udvidelsen af EU er et tilsvarende mirakel, der har forvandlet Danmark fra randstat til kerneland omgivet af lutter venligtsindede lande. Tænk på Danmarks evige problem med store, tyranniske, totalitære naboer i hele sidste århundrede. Det bør vi i dette genforenings- og befrielsesjubilæumsår ikke glemme.

Bertel Haarder er en af Europabevægelsens bloggere. På vores EU-blog bidrager erhvervs- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere til at styrke debatten om EU.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.