Af Rikke Wetendorff Nørgaard, Chef for Europapolitik i Dansk Industri
På den lange bane er det EU’s indre marked som er Europas stærkeste kort i et dunkelt globalt nulsumsspil med krig, spændinger og protektionisme. Men det kræver politiske ledere, som tør at gå all in for at indfri det indre markeds fulde potentiale for europæisk industri.
Tidligere på måneden diskuterede EU’s stats- og regeringschefer, hvordan EU kan sikre sig førertrøjen i den globale konkurrence om grønne teknologier, der lige nu udspiller sig mellem USA, EU og Kina. Der blev blandt andet åbnet op for, at det skal være lettere for EU’s medlemslande at investere offentlige midler i sektorer, der er strategisk vigtige for den grønne omstilling. Det bakker DI op om, for der ER brug for, at EU’s medlemslande investerer strategisk i den grønne omstilling – men kun på de betingelser, som følger med aftalen: statsstøtten skal være målrettet, den skal være midlertidig, og den skal være proportional. Den nye kurs må ikke føre til et internt statsstøtte-kapløb, der underminerer EU’s indre marked. Det er afgørende.
Men EU’s fremtidige konkurrenceevne kan ikke bygges på statsstøtte alene. Vi skal væk fra kun at snakke om hvem, der skal have hvor meget og hvordan og i stedet dreje snakken hen på, hvordan vi giver europæiske virksomheder lyst til at udvikle grønne teknologier på europæisk jord. Det MÅ ikke være sværere at drive virksomhed i EU end i fx USA. For så mister vi selve grundlaget for EU’s velstand og velfærd.
Netop derfor fortjener det indre marked mere opmærksomhed i diskussionen af Europas konkurrenceevne og modstandsdygtighed. Især i en tid med geopolitiske spændinger og øget protektionisme i blandt andet Kina og USA. Det kræver dog mere end bare business as usual.
I en DI-undersøgelse fra december 2022 svarer 7 ud af 10 medlemsvirksomheder med salg til udlandet, at de i høj eller i nogen grad har gavn af det indre marked. Blot 13 pct. af DI’s medlemmer svarer, at de slet ikke har gavn af det indre marked. Hvorfor er det indre marked en gevinst for virksomhederne? Kort sagt: EU’s fælles regler betyder færre nationale barrierer, mindre bøvl og et gigantisk marked at eksportere til og importere fra.
En fejring af de tal er velfortjent, men det lyder samtidig lidt som gammel vin på gamle flasker. Bagsiden af vinetiketten fortæller da også, at 6 ud af 10 eksporterende DI-virksomheder fortsat oplever, at EU-reglerne anvendes, håndhæves eller fortolkes forskelligt fra land til land. Nationale fortolkninger og særregler frarøver med andre ord det indre marked dets fulde potentiale.
”Og hvad så?” kunne man så måske skyde igen. Erhvervslivet har i 30 år glædet sig over EU’s indre marked. Erhvervslivet har i 30 år klaget over vedblivende nationale barrierer. Hvad er ellers nyt i 2023?
Svaret er naturligvis, at verden ser meget anderledes ud i 2023, end den gjorde i 1993. Putin har bragt krig, inflation og energikrise til Europa på ny. Et mere selvhævdende Kina vil i stigende grad selv sætte dagsordenen, hvad angår tekniske standarder for fremtidens teknologi. USA tyr til statsstøtte og krav til lokal produktion. De globale værdikæder, som Europas økonomi i høj grad afhænger af, er truet.
I den kontekst af geopolitisk nulsumsspil kunne man tro, at det indre markeds liberale logik om, at samhandel er til gensidig gavn for både købere og sælgere, må vige til fordel for kraftfuld statsintervention. Det forholder sig lige netop omvendt. Et styrket indre marked bør udgøre kernen i EU’s strategi i disse svære tider.
Hvis EU’s medlemslande igangsætter en målrettet indsats for at udrydde nationale barrierer for den frie bevægelighed, vil det gøre det langt lettere at drive virksomhed i Europa og give bedre rammevilkår for, at europæiske virksomheder kan vokse og skalere op. Ved at bruge mindre tid på nationale særregler og mere tid på deres kerneforretning vil virksomhederne kunne udvikle endnu stærkere værdikæder inden for Europa og blive mere produktive og konkurrencedygtige. Hastigheden op. Kompleksiteten ned. Alt dette vil gøre europæiske virksomheder mere konkurrencedygtige og europæisk økonomi mere modstandsdygtig over for eksterne stød såsom højere energipriser eller svækket global handel.
Det kan også give mening at give EU’s standardiseringssystem et gennemsyn. Europæiske standarder er som byggeblokke i Lego-legetøj. Uden standarder ville det indre marked ikke fungere. Systemet har været drevet nedefra og op af virksomhederne selv. Men nu udfordres det af Kina, som bestræber sig på at dominere formuleringen af standarder for fremtidens teknologi. For ikke at tabe den kamp kan en mere strategisk tilgang til europæisk standardisering være nødvendig, men det er ikke uden dilemmaer.
Som altid er det farligt at tro, at komplekse udfordringer kan løses med simple løsninger. Et stærkt indre marked er dog en afgørende del af løsningen for danske og europæiske virksomheder. Det mest ødelæggende for dansk og europæisk økonomi ville være, hvis de enkelte EU-lande vælger at tro på, at de er bedst tjent ved at lukke om sig selv. Hverken Frankrig eller Tyskland kan for alvor konkurrere på statsstøtte med USA og Kina. Europæiske virksomheder og borgere har derimod rigtig meget at vinde ved fortsat at kunne handle og bevæge sig frit på tværs af EU. Derfor bør Danmark fortsætte sin kamp imod nationale barrierer og forskellig fortolkning af det indre markeds fælles regler. Det er Europas bedste bud på at forblive både konkurrencedygtig og modstandsdygtig i en usikker og uforudsigelig verden.
