Onsdag den 23. 10. 2019 besøgte Europabevægelsen i Københavns Omegn Novo Nordisk A/S i Bagsværd. Emnet var ”EU set fra et virksomhedsperspektiv”.
Vi mødtes i Novos imponerende hovedkontor, hvor Jeppe Torp Vestentoft, Head of EU Government Affairs, tog imod og var vores vært og foredragsholder. I det veludstyrede undervisningslokale fik vi indledningsvis en orientering om virksomheden Novos etablering og vækst siden 1923.
Man får en forståelse for Novos betydning, når man hører tallene 41.700 ansatte, 28 millioner brugere og en omsætning i størrelsesordenen 135 milliarder DKK. Det er tankevækkende, at kun 1 % af omsætningen sker i Danmark. Det største marked for Novo er USA efterfulgt af EU.
Det siger sig selv, at Novo er stærkt internationalt orienteret, og afhængigheden af den internationale udvikling er stor. Det kræver en stor indsats at være ajour med både den medicinske, den økonomiske, den juridiske og den samfundsmæssige udvikling.
Novos forretningstilgang er baseret på princippet om den tredelte bundlinje, hvor finansielle, sociale og miljømæssige forhold afvejes. De fleste er nok bekendt med, at Novo gennem Novo Nordisk Fonden støtter forskning og udvikling med meget store beløb.
Novo er mest kendt for insulin til bekæmpelse af diabetes 1 og 2.; men Novo leverer også medicin mod andre kroniske sygdomme. Det er en stor fordel for patienterne, at der udvikles medicin, som kan tages som piller i stedet for som injektioner.
I relation til EU er der fire vigtige politikområder: Pharma and Health Policy, EU Trade Policy, EU Environmental Policy og EU Company Law. Novo lægger vægt på at være en samfundsansvarlig virksomhed og har da også et godt omdømme.
Jeppe Torp Vestentoft kom også ind på betydningen af den politiske situation med et nyt Europa-Parlament og en ny Europa-Kommission, hvor nye politiske alliancer kan få stor betydning for virksomhederne. Derfor holder Novo kontakt med relevante politikere og embedsmænd. Det kaldes lobbyisme; men måske betegnelsen virksomhedsdiplomati ville passe bedre.
Både under og efter Jeppe Torp Vestentofts fremragende præsentation var der lejlighed til at stille spørgsmål. Det blev der flittigt gjort brug af, og alle spørgsmål blev besvaret på en kompetent og saglig måde.
Stor tak til Jeppe Torp Vestentoft og til Novo Nordisk A/S for et særdeles interessant arrangement.
Også stor tak til vores regionsbestyrelsesmedlem Jørn Holdt, der for Europabevægelsen har stået for arrangementet .
Tekst og foto: Erik J. M. Pedersen