Af Nadja Abelgren Olsen, EU-chef i 3F
Der var engang hvor europæisk arbejdsmarkedspolitik primært handlede om ikke-bindende vidensdeling, den åbne koordinationsmaterode og soft law. Hvor der gik årevis mellem nye bindende lovgivningsinitiativer fra EU-Kommissionen på området. Hvor man lappede på den grundlæggende mangelfulde arbejdsmarkedsregulering her og der. Og hvor man aldrig rigtig tænkte langsigtet og visionært ift. hvor man gerne ville hen med det europæiske arbejdsmarked og det ”sociale Europa”.
Men så i slutningen af Junckerskommissionens periode begyndte det pludseligt at gå stærkt. Vi fik den sociale søjle i 2017 med 20 vejledende principper. Vi fik sociale topmøder med tunge arbejdsmarkedsdagsordener og hensigtserklæringer. Vi fik sloganet ”An economy that works for people”. Vi fik en masse nye lovgivningsmæssige initiativer på arbejdsmarkedsområdet i forlængelse af søjlen. Det var næsten som om Jaques Delors 80-er vision for et socialt Europa havde fået en genfødsel, et reboost, en genoplivning eftermange års dvale under Barossokommissionerne, finanskrisen og dens eftervirkninger.
I kølvandet fik vi så under Juncker udspil til ny lovgivning på alt fra barsel til ansættelsesbeviser og løsninger på social dumping. Og under Von Der Leyen har vi så indtil videre fået udspil til mindsteløns- og platformsregulering og mere er på vej. Man fristes til at sige at arbejdsmarkedspolitik er det blevet det nye sort i EU. Mest på godt ift. regulering af arbejdskraftens frie bevægelighed – men ind imellem også på ondt, når reguleringsiveren tipper over, som vi så med det traktatstridige mindstelønsdirektiv, hvor man brød med både nærhedsprincip og kompetencedeling.
Men langt hen ad vejen er det godt at EU er kommet op i arbejdsmarkedsgearet. For der har altid været en grundlæggende skævvridning mellem den frie bevægelighed i EU og den mangelfulde regulering på området. Man har givet arbejdskraften fri bevægelighed med fællesakten i 1985 uden rigtig at blive enig om hvad der så skulle ske med den frit bevægelige arbejdskraft og dens arbejdsgivere i virksomhederne. Hvordan man kunne sikre at det europæiske arbejdsmarked ikke kun var frit men også fair – til gavn for både lønmodtagere, borgere og for virksomheder.
Spørgsmål som Jaques Delors gjorde opmærksom på allerede i 80-erne. Spørgsmål der kun er blevet mere relevante efter østudvidelsen i 2004 og 2007, hvor det europæiske arbejdsmarked kun er blevet mere forskelligartet og behovet for arbejdsmarkedsregulering kun er blevet større. Og spørgsmål, der kun bliver endnu mere påtrængende i lyset af den kommende debat om udvidelse af EU med lande fra Balkan og Ukraine, Moldova m.fl.
EU har gennem mange år blot leveret en ad hoc lappeløsningsmodel med et udstationeringsdirektiv her, et ansættelsesbevisdirektiv der, et arbejdstidsdirektiv her osv. Man har lappet på de mange huller, der er opstået. For at komme de overvældende mange sager om social dumping og udnyttende forhold for arbejdskraften til livs. For at sikre at de virksomheder, der opfører sig ordentligt og lever op til det grundlæggende EU-princip om ”lige løn for lige arbejde på samme arbejdsplads” konkurrerer på lige vilkår og ikke bliver udkonkurreret af de virksomheder, der ikke lever op til forpligtigelsen.
Vi ser efterhånden at arbejdsmarkedspolitikken sniger sig ind overalt. I grønne udspil, i blå udspil, i sundhedsudspil, i sikkerhedsudspil. I Året for Færdigheder, i konkurrenceregler, Net Zero Industry Act og i alt fra forsvars- til landbrugspolitik. Og ikke kun igennem EU-Kommissionens beskæftigelsesdirektorat, men også i direktoraterne for energi, uddannelse, migration- og indenrigspolitik, landbrug og konkurrence. Og det giver mening. For hvis vi gerne vil omstille grønt og digitalt i EU, kan vi ikke komme udenom arbejdskraften, dens vilkår og dens færdigheder.
Udfordringen kan dog være at det så er EU’s generaldirektorater med ikke-arbejdsmarkedspolitiske fagligheder, der skal formulere lovgivning, der vedrører arbejdsmarkedsstoffet. Og det kræver noget af embedsværket at træde ud af deres faglige comfort zone og tage arbejdsmarkedsbrillerne på. Men det kan lade sig gøre – bl.a. gennem at EU-Kommissionen:
- Inddrager arbejdsmarkedets parter i formulering af arbejdsrelateret politik også i ikke-arbejdsmarkeds direktorater
- Indsætter en social dialog repræsentant i hvert af EU-Kommissionens direktorater
- Er aktivt opmærksom på den afgørende betydning af lønmodtagerne og deres kompetencer ift. den grønne og digitale omstilling
- Har øje for den vigtige respekt for kompetencedelingen mellem EU og medlemsstaterne på arbejdsmarkedsområdet
