Mange borgere fra EU-lande arbejder i Danmark, hvilket er godt for arbejdsudbuddet og dermed Danmarks konkurrenceevne.
Seneste opgørelse viser, at der er ca. 300.000 fuldtidsbeskæftigede, udenlandske lønmodtagere i Danmark svarende til hver tiende lønmodtager. Ca. halvdelen af disse er fra EU/EØS/EFTA-lande uden for Norden.
Ved Øst-udvidelsen i 2004 og 2007 blev det muligt for mange østeuropæere at tage arbejde i Danmark. De fleste EU-borgere, der er rejst til Danmark for at arbejde, kommer fra Polen og Rumænien, men der er også mange fra vores nabolande Sverige og Tyskland.
Arbejdskraftens frie bevægelighed inden for EU har dermed bidraget positivt til vores velstand og købekraft, men spørgsmålet er, hvor vidt den frie bevægelighed også er fair.
Mange af EU-borgerne er ansat efter danske overenskomster, og det er godt. Men i nogle sektorer arbejder udenlandsk arbejdskraft på dårligere vilkår og til en dårligere løn end danske arbejdstagere. Der har desuden over tid været problemer med at håndhæve overenskomster og eksisterende regler på det danske arbejdsmarked.
Derfor kan det bekymre, når der igen arbejdes for udvidelse af EU mod øst. Det er naturligvis vigtigt, at lande som Ukraine og Moldova gives håb i form af et fuldt medlemskab af EU, når de opfylder betingelserne et medlemskab.
Vi er dog mange, der forventer, at det EU, vi opbygger ved en udvidelse, ikke bare sikrer en fri men også fair bevægelighed af arbejdskraften, da det er helt afgørende for EU’s sammenhængskraft og opbakningen til EU.
Det forudsætter imidlertid, at EU aktivt bekæmper social dumpning og sikrer en optimal håndhævelse af nationale og europæiske arbejdsmarkeds- og arbejdsmiljøregler.
Et digitalt europæisk socialsikringsnummer/pas med tilhørende fysisk europæisk ID-kort for lønmodtagere, soloselvstændige og underleverandører kunne være et skridt på vejen, ligesom EU også langt mere aktivt kunne understøtte EU’s medlemsstater i lønmodtagerbeskyttelse af kortere og usikre ansættelsesformer, blandt andet i de platformsvirksomheder, der skyder op.
Jeg har mine rødder i fagbevægelsen, og jeg har gennem mange år fulgt udviklingen på det europæiske arbejdsmarked. En udvikling, der bekymrer mig som EU-tilhænger, da jeg gennem de seneste år har set en stigning i såkaldte working-poor og tab af overenskomstdækninger i mange europæiske lande.
EU’s nye direktiv om mindsteløn sikrer i sig selv ikke lønninger, man kan leve af. Det gør kun overenskomstdækningen og en håndhævelse af dem.
Trods disse bekymringer ser jeg positivt på en udvidelse og har også jævnligt diskuteret dette med mine kolleger, i både Ukraine og Georgien.
Men det forudsætter, at landene lever op til Københavner-kriterierne, bekæmper social dumpning og arbejder intenst for at begrænse working-poor – altså det, at man trods arbejde ikke har en løn, man kan leve af.
Sker det ikke, vil mange lønmodtagere have svært ved at se, at EU er deres fællesskab, og det vil med stor sandsynlighed bidrage til et højre-skred, mere nationalisme og øget populisme med et svækket EU-fællesskab til følge.
