Europabevægelsen er klar med nytårsforsætter for 2020! Vi fortsætter de høje ambitioner om at styrke EU-debatten i hele Danmark. Selvom der er længe til næste EU-valg, er det stadig vigtigere end nogensinde.
Vi befinder os i en tid, hvor Europa er nødt til at stå stærkt mellem et truende Rusland og en utilregnelig amerikansk præsident. Det er os i EU, der kan finde løsninger på klimaudfordringen. Og tiden er også kommet til, at vi skal kunne tage vare på egen sikkerhed.
Debatten om forsvarsforbeholdet skal kickstartes
Men mens vores europæiske naboer rykker sammen i et stadig tættere forsvarssamarbejde, står Danmark udenfor. Det danske forsvarsforbehold forhindrer os i at varetage vores egne interesser. Det er uholdbart.
Derfor vil Europabevægelsen i 2020 for alvor sætte skub i debatten om forsvarsforbeholdet. Vi danskere skal nemlig være klar til en fremtidig folkeafstemning. Og det bliver vi kun, hvis vi sikrer solid oplysning og en stærk diskussion af fordele og ulemper ved at være uden for indflydelse på dette område. Vi går allerede i gang i januar. Blandt andet i København, hvor Stine Bosse, forsvarsordfører Karsten Lauritzen (V) og forskere fra DIIS m.fl. tager debatten.
EU skal på skoleskemaet
Samtidig vil vi sikre, at vi danskere begynder at tage stilling til vores europæiske samarbejde så tidligt som muligt. Hvor skal EU bevæge sig hen i fremtiden? Hvad fungerer, og hvad kunne blive bedre? De spørgsmål vil vi have til at være en del af danske skoleelevers hverdag. EU skal på skoleskemaet! Allerede fra starten af 2020 kan vi tilbyde erhvervsskoleelever et spændende og interaktivt undervisningsforløb om EU.
EU-debat i øjenhøjde over hele Danmark
Igen i år kommer vi også til at afholde debatter om EU rundt i hele landet. Her sætter vi tidens store udfordringer om bl.a. klimakamp og forsvaret af Europa til diskussion. Og debatten skal tages, der hvor danskerne er. Sammen med Vi Vil Europa tager vi derfor ud på skoler, på plejehjem, på torve og på arbejdspladser rundt om i hele Danmark. Første stop er Nordjylland i januar.
Farvel til 2019
Det er vores ambitioner for 2020. Samtidig kan vi med stolthed se tilbage på et år, hvor vi bidrog til at styrke debatten op til EU-valget 2019. Vi tog ud i hele landet og gav danskerne chancen for at stille spørgsmål til og udfordre deres EU-kandidater. Og vi så, hvordan et stort flertal af danskere valgte at sætte deres kryds ved pro-europæiske partier. Det var stort.
Nu glæder vi os til at fortsætte arbejdet i det nye år. Glædelig jul og godt nytår til alle!