Anmeldelsen er skrevet af Steffen Nørregaard, formand for Europabevægelsen Region Vestjylland.
Bogen er en billedkollage med fyldige kommentarer om de store begivenheder i 1989 og i årene efter. Det er også en festligt skrevet erindringsbog om den tids storpolitik, Berlinmurens fald og Tysklands genforening. Alle der var voksne og politisk bevidste i disse skelsættende år vil huske hvor vi var d. 9. november 1989. Selv så jeg om aftenen de ikoniske billeder fra Bornholmerstraβe på Irakisk TV.
Som Lykke Friis rigtigt påpeger, var åbningen af grænseovergangene ikke en politisk beslutning, men et resultat af stor forvirring i DDR’s politbureau. I det hele taget er både forhistorien om kommunismens kollaps og analysen af konsekvenserne dygtigt analyseret og med Lykke Friis velskrevne sikre og præcise pen.
Det er som sagt en billedkollage med grundige kommentarer. Derfor mangler der måske også lidt på historiske facts, hvor det er vanskeligt at illustrere. USA’s præsident Ronald Reagan er med på billede nr. 20 fra den herostratisk berømte tale, hvor han opfordrer Gorbatjov til at rive Berlin-muren ned. Men Reagans største bedrift – i alt fald i mine øjne – var en konsekvent vækstpolitik, der fik dollaren fordoblet i værdi. Selvom Comecon var en økonomi baseret på tuskhandel, førte man mellemregningerne mellem landene i dollar. Det betød at de fattige forgældede lande blev dobbelt så fattige. Det var en pind til Sovjetunionens og Comecons ligkiste.
Måske kunne Lothar de Maizière have fået en lidt større rolle i fremstillingen. DDR’s første sidste og eneste statschef demokratisk valgt i marts 1990 og fra 1989 formand for CDU i DDR. Han indledte foreningsforhandlingerne med Vesttyskland og blev efter genforeningen i 2. oktober1990 minister med særlige opgaver og medlem af Forbundsdagen. Pga. anklager om samarbejde med STASI trådte han tilbage i december samme år, og i 1991 trådte han ud af Forbundsdagen. Han var Wolfgang Schäubles modpart i genforeningsforhandlingerne.
Bogen er forsynet med tidslinje, fine biografier om hovedpersonerne og masser af litteratur referencer.
Super god og letlæselig bog med en næsten ironisk fremstilling af den tids politiske paradokser.
5 EU-flag herfra!
🇪🇺🇪🇺🇪🇺🇪🇺🇪🇺
Og så slutter vi denne anmeldelse i dag d. 28. oktober med et stort tillykke i anledning af Lykke Friis’ runde fødselsdag og samtidig glæder vi os til samarbejdet i hendes nye job, som direktør for tænketanken Europa.
Forlag: Gads Forlag
Udgivelsesdato: 06-09-2019
Antal sider: 272