Når EU Kommissionen i disse år for alvor stepper op i kampen mod korruption, er svindel med EU-midler det mindste problem. Det handler om sikkerhedspolitik, effekten af de fælles beslutninger og ikke mindst tilliden til Unionens fremtid som et samarbejde mellem demokratiske retsstater.
Et af de helt store emner i den aktuelle europadebat er optagelsen af Ukraine og udvidelsen i øvrigt, som der er bred konsensus om. Problemet er bare, at Ukraine version 2023 er gennemkorrupt, og det tager lang tid at ændre en kultur i så stort et land. Men vi skal fortsætte den massive støtte på grund af korruption og ikke på trods af, hvilket ellers har været undskyldningen for at holde ukrainerne ude i strakt arm siden Murens fald.
Hvad gør det ved EU at få så stort nyt medlemsland, der ikke har orden i retsstaten? Sporene fra den sidste store udvidelse skræmmer. Der var flere af de centraleuropæiske lande, der heller ikke havde styr på korruptionen. Ungarn er et godt eksempel. Prøv at forestille den situation i storskala.
Fristevogne fyldt med penge
Udfordringerne kommer også med de lande, der fortsat er uden for EU, og som vi samarbejder med. Igen er Ruslands krig i Ukraine den kontrastvæske, der gør udfordringerne tydelige. Ustabile magter og samarbejdspartnere er ikke godt for sikkerheden i Europa. Dels fordi de er uforudsigelige. Dels fordi de ikke er for fine til at stille fristevogne med penge op for eksempel politikere, der har brug for kampagnemidler. Se blot til Østrig og Ibiza-gate eller Frankrig, hvor Le Pens kampagne var finansieret med Russiske lån. Derfor er det helt nødvendigt – som EU-Kommissionen gør – at inddrage antikorruption som en del af eksterne samarbejder.
Hver gang man peger fingre af andre, er der mindst tre, der peger på dig selv, hedder et gammelt ordsprog, hvilket EU-Kommissionen er pinligt bevidst om. Der gik jo ikke mange måneder fra, at Ursula von der Leydens havde holdt sin State of the Union-tale i 2022 fra talerstolen i Europa-Parlamentet i Strasbourg og blæste til kamp mod korruption, før selvsamme talerstol blev epicenter i en af de største korruptionsskandaler i EU, da det blev afsløret, at Qatar havde købt sig taletid fra samme blå pult.
Jeg var ikke overrasket, for var det ikke dén skandale, der først blev afsløret, så havde det været en anden. EU-systemet har siden sin fødsel været rigtig god til at have regler, der skal forebygge korruption, men alt for stor tilbageholdenhed med at håndhæve reglerne. Hvis en organisation aldrig har dårlige sager, kigger den enten ikke efter eller holder det hemmeligt. Begge dele er lige slemt.
Europa-Parlamentet har vedtaget en stor og vigtig pakke, der skal værne om integriteten, og jeg vil blive bekymret, hvis ikke der kommer nye sager frem, for så virker pakken ikke.
Medlemsstaternes ansvar
Der, hvor EU-Kommissionens prioritering er særlig vigtig men også vanskelig, er den indsats, der handler om medlemsstaterne. Medlemsstaterne har virkelig brug for hjælp. Men det er også her, den møder passiv modstand fra lande som Danmark. For indsatsen mod korruption handler også om at tage privilegier fra de politikere, der sidder på magten. Hvem gør frivilligt det?
Hvorfor sidder Danmark igen og igen anbefalinger fra Europarådet og EU Kommissionen i de årlige Rule of Law-rapporter overhørig? Fordi det med privat partistøtte og svingdørs-ansættelser netop handler om egne privilegier.
Det er her, vi har brug for et stærkt EU. På samme måde som man er klar til at bruge retsstatsmekanismerne i forhold til Polen og Ungarn. Vi har brug for, at medlemslandene fortsætter med at være stabile demokratier, men vi har også brug for, at befolkningernes tillid til demokratiet fastholdes. Ellers taber de grundlæggende europæiske ideer til kræfter, der vil en fundamental anden samfundsmodel end den europæiske, der bygger på demokrati, retsstat og grundlæggende menneskerettigheder. Det er det, der er på spil.
EU-Kommissionen gør det ikke alene. Der er brug for opbakning – især fra civilsamfundet – fordi vi er inde og pille ved velerhvervede rettigheder og i eksemplet Danmark en politisk hjemmeblindhed. Derfor håber jeg, at korruption bliver et tema i valgkampen til Europa-Parlamentet 9. juni næste år.
