Af underdirektør Anders Ladefoged, Europapolitisk chef i Dansk Industri
’Hvor er EU henne i denne coronakrise?’ Det spørgsmål er dukket op igen og igen i de seneste uger. For mens vi har været vidne til en stribe af nedlukningstiltag i EU’s medlemslande og forskellige strategier for, hvordan sundhedskrisen skal håndteres, har det været sværere at få øje på EU’s indsats i et Europa, som på kryds og tværs er ramt af Covid-19.
Svaret peger i flere retninger. EU har kun begrænset kompetence på sundhedsområdet, og det, EU har kunnet gøre direkte, f.eks. omkring fælles indkøb af værnemidler eller hastebevilling til vaccineforskning, har ikke trukket de store overskrifter. Når det kommer til økonomiske tiltag, hvor EU er mere på hjemmebane, har man faktisk gjort en hel del.
Så sent som i sidste uge blev EU’s finansministre således enige om en samlet europæisk hjælpepakke på 500 mia. euro, der åbner for lån til understøttelse af både virksomheder, arbejdstagere og medlemslande, som er hårdt ramt her og nu af den stærkt reducerede produktion. I anden halvdel af marts lancerede den europæiske centralbank, ECB, et stort opkøbsprogram til 750 mia. euro som et sikkerhedsnet under europæisk økonomi, der bl.a. muliggør statslig og privat lånoptagning til lavere renter.
EU har således – men en vis forsinkelse – fundet fælles fodslag om at spænde et net ud under europæisk økonomi og ikke mindst de lande, som er særlig hårdt ramt af sundhedskrisen.
Men når man skal vurdere EU’s indsats i denne situation, er det også værd at hæfte sig ved, at EU-samarbejdet i sig selv er ramt af krisen. For medlemslandenes reaktion på Covid-19’s hærgen har i høj grad fået dem til at lukke sig om sig selv. Landene var, forståeligt nok, først og fremmest optaget af, hvordan de beskytter befolkningen i de enkelte lande uden det store blik for, at alle lande langt hen ad vejen har gennemgået den samme udvikling og stået over for de samme dilemmaer.
Hertil kommer, at mange lande har følt sig nødsaget til at træffe beslutninger, der decideret går imod det fælles indre marked. F.eks. ved at begrænse eksport af kritiske varer, vanskelliggøre transport på kryds og tværs af landegrænser, eller stoppe arbejdskraft fra andre lande.
Alt dette er for så vidt fuldt forståeligt, fordi det er en uvant og usikker situation, som ingen var ordentligt forberedt på. Heldigvis er det faktisk også lykkedes Kommissionen at råbe vagt i gevær og gennemføre en række nyttige retningslinjer og tiltag, som har forhindret det indre markeds sammenbrud i denne situation, f.eks. de såkaldte green lanes for lastbilstransport. Det var også nødvendigt, for ingen lande i EU er selvforsynende, og det er vigtigt, at man kan opretholde de europæiske forsyningskæder i en situation som den nuværende.
Men hvad der er endnu vigtigere, så ligger løsningen på, hvordan vi på sigt kommer ud af krisen, også i høj grad i det indre marked. For et land som Danmark er eksport til de europæiske markeder vores vigtigste indtægtskilde. Hvis vi skal arbejde os ud af krisen igen, kræver det, at det indre marked fungerer. Man kan sige, at EU med krisen har fået gennemført en ikke-planlagt stresstest af det indre marked, og vi skal nu gribe chancen og reparere på de svagheder, som denne stresstest har vist.
EU-landene bør desuden tage ved lære af den nuværende situation og styrke deres evne og vilje til at samarbejde bedre om, hvordan man håndterer smitsomme sygdomme og dæmmer op for epidemier. Det kunne være ting som fælles overvågning af smittespredning, fælles beredskabslagre af kritisk materiel, testkapacitet og samarbejde mellem sundhedssystemer og hospitaler.
Krisen lærer os mange ting, og dem skal vi handle på – i fællesskab på europæisk plan.
Anders Ladefoged er en af Europabevægelsens bloggere. På vores EU-blog bidrager erhvervs- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere til at styrke debatten om EU.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.
