Med et spændende og tætpakket program tog Europabevægelsens medlemmer på studietur til Bruxelles fra 4. til 6. december.

Dag 1: Prisregn over powerkvinder

Efter ankomst onsdag var deltagerne med til Women of Europe Awards, som afholdes af Den Internationale Europabevægelse og European Women’s Lobby. Dette års prismodtagere talte blandt andre chefanklageren ved Den Europæiske Anklagemyndighed, rumæneren Laura Codruţa Kövesi, og den bulgarske menneskerettighedsadvokat Milena Kadieva, som leder Gender Alternatives Foundation.

Tidligere danske vindere af priser ved Women of Europe Awards tæller Margrethe Vestager (Woman in Power 2016) og Radikal Ungdoms Sigrid Friis Proschowsky (Woman in Youth Activism 2018).

Dag 2: På tur i Parlamentet

Torsdagen blev tilbragt i Europa-Parlamentet. Her fik deltagerne lejlighed til at møde en anden europæisk powerkvinde, nemlig europaparlamentariker Kira Marie Peter-Hansen (SF). Hun er med sine 21 år den yngste MEP nogensinde.

Herefter var der rundvisning i Parlamentet, hvor deltagerne blandt andet sad med som tilhørere til et møde i salen.

Der blev også tid til et oplæg fra Dansk Erhverv. Her fortalte EU- og international chef Lasse Hamilton Heidemann om, hvad Dansk Erhverv laver i Bruxelles, og hvad der er på dagsordenen i øjeblikket.

Dag 3: Repræsentation og Kommission

Fredagen bød på besøg hos den danske EU-repræsentation. Her fortalte ambassadesekretær Anna Heilmann-Clausen om Danmark i EU-systemet og om repræsentationens arbejde.

Endelig var der besøg i Europa-Kommissionen. Her var der oplæg om EU’s politiske udøvende myndighed, Europa-Kommissionen, ved Uffe Nielsen fra Juridisk Tjeneste. Efter frokost på Place Luxembourg gik rejsen hjemad til Danmark igen.

Europabevægelsen tilbyder hvert år sine medlemmer muligheden for at tage med på spændende studierejser i hele Europa. Tidligere ture er gået til blandt andet Færøerne, Budapest, Bratislava og Wien. Følg med i vores arrangementer og i vores nyhedsbrev for kommende rejser. Vi har helt sikkert en studietur for dig.

Foto: Steen Ørndorf