Af Mogens Lykketoft, fhv. udenrigsminister (S) og fhv. formand for Folketinget
Mens disse linjer skrives, ved jeg endnu ikke, om Brexit sker 31. oktober 2019. Men uanset formen er Brexit en tragedie for UK og for det europæiske projekt. Og det sker i en tid, hvor behovet for forpligtende europæisk og internationalt samarbejde er mere åbenbart end nogensinde. Man skal være lallende romantiker eller kynisk løgnhals som Boris Johnson for at påstå, at der en storslået rolle for noget europæisk land på egen hånd på verdensscenen. Ingen af os i Europa kan på egen hånd med styrke hævde vore interesser. Hverken over for USA (med, men også efter Trump) eller over for Kina og andre kommende giganter i det globale syd.
Det Forenede Kongerige, kun af navn?
Det er skræmmende, at der – næsten tre et halvt år efter den ulyksalige Brexit-afstemning – kun er skabt dybere og dybere splid i det britiske samfund. Fronterne trækkes uhyggeligt hårdt op, fordi de to store partiers ledelse er faldet i hænderne på ekstremister. Det kan reducere Storbritannien til Lille-England. Det er ikke længere umuligt at forestille sig et selvstændigt Skotland i EU. Og på sigt måske endda et forenet Irland samme sted.
England vil stå tilbage fattigere og mindre end nødvendigt. Og vil fortsat være et politisk, socialt og regionalt dybt splittet samfund. Efter at have meldt sig ud af toldunionen med sin vigtigste handelspartner risikerer landet at komme i lommen på USA og må tigge om frihandelsaftaler med amerikanerne og de gamle britiske kolonier.
Jeremy Corbyn er ikke løsningen
Kunne Brexit-tragedien undgås? Ja, måske. Hvis den splittede opposition havde samlet sig om et mistillidsvotum mod Boris Johnson. Hvis den selv havde dannet samlingsregering med det ene formål at få en ny folkeafstemning om Johnsons udtrædelsesaftale eller forbliven i EU. Og efter folkeafstemningen havde udskrevet nyvalg til parlamentet. Men det ville have forudsat, at Jeremy Corbyn accepterede, at en sådan overgangsregering skulle ledes af en ældre statskvinde eller -mand fra et af de store partier.
Det er forståeligt nok, at mange uden for Labour – og en hel del inde i Labour – ikke tør eksperimentere med Corbyn som regeringschef i et sidste desperat forsøg på at fastholde UK i EU.
Han er den eneste britiske partileder, der i sit hjertes dyb er EU-modstander. Boris Johnson er det jo kun, fordi det kunne sikre ham premierministerposten. Og oppositionens splittelse kan give ham billet til at vinde et kommende parlamentsvalg i det ejendommelige britiske valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse.
Det er frygteligt synd for Europa og især for Storbritannien.
Mogens Lykketoft er en del af Europabevægelsens panel af bloggere. Her bidrager en række erhvervsfolk- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere til at styrke debatten om EU. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Læs andre indlæg om Brexit på Europabevægelsens EU-blog her.
