Af Mogens Lykketoft, tidligere minister og formand for Socialdemokratiet og FN’s Generalforsamling.
Brexit er en realitet, men langt fra overstået eller veldefineret. Først nu skal vi – inden for den umuligt korte frist frem mod nytår 2021 – til at udrede skilsmissens vilkår.
Vi andre vil gerne holde briterne så tæt som muligt til samarbejdet. Boris Johnson holder flere og flere taler om, at han vil frigøres fra fælles regler og samtidig bevare den fri adgang til det fælles marked. Det er naturligvis uacceptabelt at give briterne alle fordele uden at acceptere fair fælles regler for regulering af klima og miljø, finansiel stabilitet med videre.
Tværtimod er der, som modvægt til Johnsons tanker om ureguleret liberalisme, brug for fælles minimumsstandarder for virksomhedsbeskatning, både internt i EU og hos dem, der vil være vore nære og tætte handelspartnere.
Forskellene i interesser og synspunkter er dybe, og derfor er udsigten til en vidtgående frihandelsaftale mellem EU og Storbritannien ringe.
Trump og Boris Johnson fører farlig politik
Det er deprimerende, at EU’s stats- og regeringsledere også i 2020 skal bruge enorm energi på at fuldføre et Brexit med uomgængeligt skadeligt resultat både for Unionens lande og for Storbritannien. Johnson sætter sin lid til en mirakuløst gunstig frihandelsaftale med USA og tilpasser sig derfor Trumps farlige politik i den mellemøstlige region i stedet for at stå sammen med EU om for længst fastlagte fælles positioner. I forhold til konflikterne omkring Iran og Palæstina er det enormt bekymrende.
Der er derfor endnu mere behov for fælles holdning og handling blandt de tilbageværende EU-lande. Det gælder indsats mod klimaforandring og et entydigt træk i retning af mere forpligtende internationalt samarbejde, der kan mindske risikoen for vild oprustning og nye krige.
Massive investeringer – det er ansvarligt
Når bæredygtighed og klimaindsats skal være den fælles europæiske ambition er der også brug for et grundlæggende skift i den økonomiske politik. Der skal investeres massivt i ny infrastruktur – ikke mindst omlægning til vedvarende energi og i mere eldreven og kollektiv transport i storbyerne. Den stramme budgetpolitik må derfor blødes op, så de klimanødvendige investeringer kan finansieres ved låntagning til den historisk enestående lave rente.
Det er ikke uansvarlig økonomisk politik. Det er klogt og ansvarligt, når vi skal undgå en fremtid, hvor meget større skader er sket, og omkostningerne ved at rette op også er meget større. Det er desuden nødvendigt, hvis der også skal være plads til det opgør med ulighed og velfærdsnedskæringer, som er forudsætningen for stabil folkelig opbakning til en ambitiøs klimapolitik.
Mogens Lykketoft er en af Europabevægelsens bloggere. På vores EU-blog bidrager erhvervs- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere til at styrke debatten om EU.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.
