Af Marianne Jelved (R), medlem af Folketinget og tidligere minister og partileder.
Jeg indrømmer, at jeg er tilhænger af samarbejdet i EU. Det er noget helt andet at være cirka 5,5 millioner borgere i Danmark og så være omkring 440 millioner borgere i EU (vi har netop mistet 65 millioner britiske borgere efter Brexit).
Det er 47 år siden, Danmark og Storbritannien samtidig meldte sig ind i Fællesmarkedet, som vi kaldte det dengang. Det var en kæmpe begivenhed, og det har været en stor fordel for os at være med i et marked, hvor danske virksomheder har haft adgang til så mange borgere på lige fod med alle de andre medlemslande.
Fire rettigheder
Der var fire grundlæggende frihedsrettigheder i det fælles marked: Kapital, varer, tjenesteydelser og arbejdskraft kunne bevæge sig frit i vores store fællesmarked. Det har givet os mange nye muligheder for at klare os godt.
Har det spoleret vores danske kultur eller den italienske eller andre medlemslandes særegenheder? Nej, det har det ikke. Vi er stadig danske, tyskerne er stadig tyske og så videre. Sådan er det, og det selvom der i hele menneskehedens historie er sket store vandringer og erfaringsudvekslinger og inspiration på utallige områder.
Guld og bronze
Jeg har et eksempel, som jeg holder meget af. Det stammer fra Odsherred, hvor min familie har haft sommerhus, siden jeg var 10 år. Der, i Trundholm Mose, kom en bonde med sin plov for at opdyrke mere jord. Det var i 1902. Ploven vendte jorden, og frem dukkede en genstand. Det var Solvognen, en smuk vogn, der trak solen. Den var af bronze, og på skiven, der forestillede solen, var der guldplader. Når jeg fortæller historier i Odsherred, kan jeg ikke lade være med at stille følgende spørgsmål:
”Nogle gange kommer jeg til at tænke på, hvor vores forfædre fra bronzealderen fandt guld, for eksempel til Solvognen i Trundholm Mose. Og hvor de mon fandt bronzen. Det kan jeg ikke huske, at nogen har fortalt mig om.” (Lang pause, mens tilhørerne ser lidt forbavset på hinanden.)
Men de fandt jo heller ikke hverken guld eller bronze i den sorte muld i Trundholm Mose. Nej, de drog ud i verden for at blive klogere og få ideer med hjem, så de kunne skabe noget af deres kultur med de redskaber, de fandt langt væk.
Rejselystne skandinaver
Så vore forfædre har gået til sydligere himmelstrøg og nok sejlet ad Elben gennem store dele af Europa. Der handlede de sig til det, der skulle til, for at de kunne lave figurer i bronze. De lærte, at man skulle bruge kobber (Sydtyskland) og tin (England). 90 procent kobber og 10 procent tin blev smeltet sammen til bronze, som de lavede Solvognen af. Det blev til to små vogne med hver seks hjul. Den forreste vogn bar en hest, og den anden vogn bar solen. Men solen havde jo en anden farve end bronzen, så der måtte de gode forfædre fra Trundholm handle sig til guld.
Således udrustet med ny viden og nye kundskaber drog de hjem til Odsherred og skabte den smukke Solvogn omkring år 1350 f.Kr. De gjorde det med den viden, de havde indhentet over grænser og store afstande, men det blev med den kultur og den baggrund for at forstå verden, som de havde med sig fra deres liv i Odsherred.
Så de gamle skandinaver brugte den inspiration, de hentede hos andre kulturer – ofte langt væk fra deres hjemstavn – men det var i hjemstavnen, de udviklede den kultur, som Solvognen udtrykker. Den kommer ikke fra hverken England eller Tyskland. Den kom fra dem, der skabte Solvognen i Trundholm i Odsherred – i Danmark.
Ud i verden med oprejst pande
Store fællesskaber med fælles principper for udveksling af grænseoverskridende grundlæggende frihedsrettigheder skal der til, for at vi får fælles og nye muligheder for at udvikle vores fælles og vores egen verden. Det er kun vores frygt for de andre, der begrænser vores muligheder. Så vi skal se ud i verden med oprejst pande og skabe en stadig bedre verden. Det vil komme os alle til gode.
Marianne Jelved er en af Europabevægelsens bloggere. På vores EU-blog bidrager erhvervs- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere til at styrke debatten om EU.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.
